1

Mens jeg skrev det her, stolede jeg på mine vaner, som jeg tror ligner jeres vaner. Ikke på nogen vittighed.
 

2

I kan læse ordene. Hvilket indebærer, at substantiver, verber, pronominer, adjektiver, præpositioner, kasus, imperativer, konjunktioner, adverbier, tempus, participieformer osv. er let genkendelige som substantiver, verber, pronominer, adjektiver, præpositioner, kasus, imperativer, konjunktioner, adverbier, tempus, participieformer osv.
 

3

Substantiver, verber, pronominer, adjektiver, præpositioner, kasus, imperativer, konjunktioner, adverbier, tempus, participieformer osv. uddeles hermed URESERVEREDE og TØRRE.
 

4

Siden til venstre efterligner ikke bogsiden. (Hvad skal man slå op, når hjernen er løbet ud?) Alfabetet er ikke fremme og styrer. Ordenen, ordstillingen er en anden.

5

Jeg har forsøgt at rydde ud i ord-abonnementer og "som"-klister. Altså: hverken ordbog eller billede, klang og abonnement. I det ene tilfælde drejer det sig om en vilkårlig konvention - i det andet om en uvilkårlig ikke-konvention (i bedste fald, mest lidelsesfuld og ny). Det knitrer ikke. Fænger ikke. Farten vil ikke indfinde sig (ikke hos mig). Valørerne føles udvandede og lunkne (sentimentale og længselsfulde). Men jeg figurerer i mine sammenhænge - fra at pudse næse til at blive opereret - jeg mener mine egne sammenhænge, da er jeg nødt til at kende ordenes "valør".

6

Man kan altid låne fra ordbøger eller tegnebøger, men det, man ikke kan låne, er distinktionen ordene imellem, sedlerne imellem.

7

Distinktionen imellem ordene - er afstanden. Ord kan ordnes sådan, at selve afstanden kan føles (igen? - selvfølgelig!). Sådan at man mærker, hvordan ordene STØDES FRA hinanden! Ordmassen begynder at te sig! Elasticiteten sætter ind; trusler preller af, segl bliver umulige. Der opstår en bevægelse. Og naturligvis er denne bevægelse i ordene en forbindelse mellem "digt - læsere - verden" på præcis samme måde som andre specielle forbindelser, tydelige, rodede og smygende syntakser, metaforiske hamskifter osv. Men en bevægelse, hvor en kop kaffe kun kan være en kop kaffe. I læser jo; det, I får, er ord og ikke drømmeverdener og frem for alt ikke kaffe.

Men en virkelighed eller bedre "jeres generelle indtryk af at være til", SAMTIDIG [PÅ SAMMA GÅNG] og ikke for nylig.

Essayer, Nya linjer (Bonniers 1966)

Se og