De unge forfattere har åbnet ballet for en ny formeksperimenterende poesi i det svenske. "Knibsk, sjælden meningsfuld, infantil, stammende og analfabetisk", som digteren Aase Berg beskriver sine kollegers arbejde i det foreløbigt sidste nummer af tidsskriftet BLM. Den unge poesi udfolder sig som lister, gentagelser og konkrete nedslag på ligegyldige hverdagsagtige steder og detaljer. Ifølge Frederik Nyberg, en anden af de unge svenske digtere, er poesien på vej mod det fuldstændigt værdiløse. Det, der gør sig lige nu er en slags tilfældigheds- eller dokudigtning. En poesi, der ofte er gjort af et meget utraditionelt sprogstof, og som vægrer sig ved at ligne "rigtige" tekster. Bøgernes formål bliver ofte en slags jordbundsundersøgelser af det forhåndenværende materiale, og bøgerne selv er omrejsende repræsentanter for de udvalgte muligheder.

Man kan tale om en håndholdt poesi, som digter og kritiker Anna Hallberg er inde på det i en anmeldelse af Åsa Maria Krafts forfatterskab i tidsskriftet OEI . "Det virker, som om ordene er i poeternes hænder, snarere end i for eksempel "hjertet" eller "sjælen"", hedder det i en passage, hvor Kraft bringes sammen med kollegerne Ulf Karl Olov Nilsson ("UKON"), Jörgen Gassilewski og Helena Eriksson. Hallberg pointerer dog, at man skal passe på med at læne sig alt for tungt op ad håndholdtheden, fordi det vitterlig er meget forskellige greb, de enkelte digtere gør brug af. En konstatering, der bekræftes, når man ser ud over de seneste års unge svenske litteratur.

Hvordan ser den unge grænsesøgende litteratur så ud? Én type poesi kan minde om køleskabsmagneter, hvor få ord er hæftet op på en stor hvid flade. En anden er lister med sirligt nummererede og indekserede tekstfragmenter om alt fra personlig smerte til naturvidenskabelige observationer.

Jenny Tunedal: Hejdade, hejdade sken, 2003

Camilla Hammarström: Omloppsbanor, 2003

Der er udpræget visuelle eksperimenter - rumskibe, typografiske slædeture , alfabeter, poser og planeter - tekster, der skal ses, snarere end læses indenad. Oplæst viser de sig hver gang fra en ny side, hvor teksten bliver en slags partitur for flere enkeltstående events. Malte Perssons alfabetdigt fra Apolloprojektet, der kombinerer stram listestruktur med vilter citatmosaik, og Anna Hallbergs "plastikposer" fra På era platser er gode eksempler. Endelig er der de decideret grænsesprængende eksperimenter. Tekstforsøg, der endegyldigt gør op med forestillingen om tid og rum i litteraturen.

Johannes Heldén: fra "destination rymden", installation, Göteborg 2003

Litterære installationer, der inkluderer både lyd og billede og med deres udformning afprøver, hvor langt man kan fjerne litteraturen fra den trykte side. Den unge svenske poesi rummer graffiti, tekstprojektioner og websites, der komplementerer de trykte udgivelser og forstærker litteraturens rumlighed i hidtil ukendt grad. Den nye rumlighed stiller spørgsmål til læsere af alle slags. Er graffiti virkelig litteratur, er poetiske meddelelser projiceret ud i rummet en særlig litteratur? Og hvad med forholdet mellem digt og billede, website og bog eller læst og oplæst version af samme tekst?

Ulf Karl Olov Nilsson: PoesiBingo, OEI nr. 18-21, 2004

Tidsskriftet OEI skiller sig markant ud fra en ellers meget righoldig svensk flora af litterære over- og undergrundstidsskrifter. OEI er på én gang yderst eksklusivt og meget bredt favnende. Eksklusivt fordi redaktionen - Jonas (J) Magnusson, Jesper Olsson og Anders Lundberg - altid går eksperimentets vej og ærinde, og bredt fordi en meget stor del af den unge poesi, hver gang inviteres til at bidrage. Her kan man møde køleskabsmagnetpoesi af Helena Eriksson, Jenny Tunedal og Camilla Hammarström, fundne sprogbrokker og konsonanter af Anna Hallberg, skiftende arter af science fiction og cyberpoesi hos Malte Persson og Johannes Heldén, polyfone maskindigte af Johan Jönson og politiserende sprogspil - med tyk streg under spil - hos Lars Mikael Raattamaa. Raattamaa har i øvrigt leg og listemani til fælles ikke mindst med UKON og Ida Börjel.

Lars Mikael Raattamaa: Politiskt våld, 2003

Det er trods indbyrdes forskelle fristende at tale om "Generation OEI", selv om digterne stejler, så snart man foreslår det. En generation, hvis fremmeste udtryksform er den eksperimenterende poesi, og som alene tyer til prosaen for at skubbe den yderligere i poesiens retning. Sådan ser det i hvert fald ud udefra - også når Malte Persson i sin weblog, Errata gang på gang insisterer på at udfordre poesien og betvivle dens nødvendighed.

Persson er selv poet, men han har prosaen helt oppe under neglene og er ikke bange for at flette dens grovere fortælleformer ind i poesiens fintslebne univers. Inventar fra drengeværelset - tegneserier, agentfilm og rumraketter - møder litteraturhistoriens klassikere - Homer, Joyce og Celan - i Perssons bud på en forvandlet poesi. Som flere af sine kollegaer er Persson inspireret af Erik Beckmans bøger fra 1960'erne. Beckman foretrak at kalde sig "læser" frem for "forfatter", fordi alt i hans egne bøger var "set". Sprogfragmenter læst i verden og monteret i en ny orden på bogsiderne. Persson taler begejstret om måden, Beckman kan få alting til at lade sig gøre i litteraturen. Alle slags sprog får plads i Erik Beckmans bøger, uden at det ifølge Persson bliver utilgængeligt. En tråd, også Johannes Heldén og Anna Hallberg tager op i deres debutbøger.

>>
 

Malte Persson: www.apolloprojektet.com

konkretpoesi.se er støttet af:
Autorkontoen
Stiftelsen Längmanska Kulturfonden
Fonden for Dansk-Svensk Samarbejde
Sveriges Ambassade i København

Afsnit P er desuden støttet af:
Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter

Udført af og Tak til, se