Uddrag af samtale mellem Karl Erik Lagerlöf og Torsten Ekbom

I Spelöppning arbejdede jeg med en associationsprosa - overlejringer (...) Det er en lang historie, hvordan bogen blev til. Først forsøgte jeg at skrive en ganske normal roman. Det gik ikke. Jeg følte under skriveprocessen, at jeg blev tvunget til at bygge på en oplevelse, som jeg ikke rigtigt stolede på. Så småt kom jeg ind på et forsøg med at skildre andenhåndsoplevelser. Jeg prøvede at skrive en slags reportagebog, som jeg forudsatte var forfattet af en amerikansk journalist på besøg i en krigshærget by. Han kunne ikke beskrive, hvad der var sket. Der havde en gang eksisteret oplevelser, som var blevet forvanskede på en eller anden måde. - Det var forudsætningen, og fra begyndelsen af havde jeg tænkt at anvende hans bog og kommentere den. Det blev ikke godt, jeg oplevede mine egne forsøg som lige så kejtede som hans bog, alt sammen bare skabeloner. Jeg tror, vi i høj grad er henvist til skabeloner, døde former, som indeholder oplevelser... Til sidst blev det sådan, at jeg ophobede fragmenter, der gjorde indtryk på mig.

- En slags collage altså?

Ja, men størsteparten er materiale, som jeg har skrevet selv. Og arbejdsmåden adskiller sig fra konkretisternes ved, at de forskellige dele ikke har egen værdi, men tilsammen udgør udformningen af en vision.
 

Karl Erik Lagerlöf: Samtal med 60-talister, Albert Bonniers Förlag 1965