Uddrag af Spel med tecken, Gorilla nr. 1, 1966


 

Grundelementet i mine billeder er "tegnformen", hvormed jeg mener en "abstrakt" form. En form med et specielt individuelt udseende, der er iøjnefaldende som tegn, som en formmodel, uafhængig af varierende proportioner, farvenuancer og andre stilegenskaber. Den er komponeret af to eller flere elementære former (linje, punkt, bue osv.) af forskellig karakter, og den har oftest én fremherskende farve. Formen kan således genkendes, når den repeteres, varieres eller bearbejdes. Dette skaber en balance mellem ufuldstændige indholdselementer, som sammensmeltes i et nyt, navnløst, men stadigt æggende indhold. Ved at ændre balancen i retning af et ufuldstændigt indhold i tegnet bliver formen mere påfaldende og mindre subtil.
 

Hvad sker der, hvis jeg tydeligt introducerer figurative former? Jeg kan, hvis jeg vil, modvirke overbalancen i en retning ved at addere en tegnform eller en anden figurativ form til for eksempel et ansigt. Helheden omtolkes på grund af det tilføjede element, hvilket med det samme får det til at handle både i sin egen retning og i den pålagte. På samme vilkårlige måde som når en bold i et flipperspil, der ryger i hul, giver 1000 point, og modsat, hvis den ruller over hullet, ingenting giver. Der findes ingenting hos hverken bold eller hul, som på nogen måde forbinder dem, og endnu mindre noget, som skulle gøre en særlig relation værdifuld.

Sammenkædningen af disparate elementer skaber spillets regler, og kunstværket får dermed spilstruktur.

Dette fører blandt andet til forudsætningen om en aktivt deltagende modtager, som - enten ved konfrontation med et statisk eller et variabelt kunstværk - vil opdage relationer, der gør det muligt for ham at "afspille" værket. Elementer, han enten ikke relaterer til, eller hans individuelle forudsætninger overlader til tilfældet, betyder derimod en ubestemmelighed, der i sammenstødet med "regelsættet" skaber spillets spænding.

- En spilstruktur indebærer hverken realismens ensidighed eller den abstrakte kunsts formalisme, hverken surrealismens symbolske relationsskaben eller den balancerede ikke-relationsskaben i "neodadaistiske" værker.

- Et diskontinuerligt udseende, der er mere eller mindre opdelt i rum- og tidsfaser (som tegneserier), og et udseende, som langt hen ad vejen afviger fra en lukket, figurativ og centreret komposition.

- Billeder, som heller ikke begrænser sig til en stilistisk enhed; alle stilarter og teknikker, såvel tegnformer som fotografisk og malerisk præsenterede figurative former, virkelige genstande, ord, lyd, lys osv. kan anvendes til at udforme et spil med tegn.

- Det vigtige bliver derfor tomrummet; hvad der sker med - dvs. mellem - billedets synlige elementer; man må tæt på for at se, hvordan hvert element ser ud - for at opleve det, der ikke ses.


Uddrag af Spel med tecken, Gorilla nr. 1, 1966. Oversat til svensk af Mats G. Bengtsson, oprindeligt trykt i Art and Literature, no. 3, 1964.