Med mere end ti års forsinkelse udkom Öyvind Fahlströms Bord - dikter 1952-55 på Bonniers forlag i 1966. Fahlströms tekster havde længe cirkuleret blandt unge digtere og skribenter som inspirationskilde og afsæt, men først flere år efter den konkrete poesis officielle indtog i Sverige kunne materialet blåstemples af generationens forlag og mæcen. Og da havde Fahlström for længst ladt det svenske litteratur- og kunstmiljø bag sig, og generationen af konkrete poeter var ved at spredes i nye retninger og interesser. På typisk fahlströmsk maner kommer Bord til at udgøre en ikke-lineær ramme omkring den konkrete poesi i sit svenske koncentrat fra 1960'erne.
 

Titlen Bord blev til som en polemisk gestus og er et simpelt eksempel på, hvad den konkrete vending i poesien består af. I sit manifest for den konkrete poesi, Hjrtli tekklykk fsdak (Hätila ragulpr på fåtskliaben) , som blev til parallelt med digtene, skriver Fahlström: "Efter jeg for nogen tid siden indbød i hundredvis af hunde til fjorten dages lyrikkursus i mit hjem, er jeg overgået til at skrive bord (ord, bogstaver)."

MOA (1), Bord - dikter 1952-55

I al deres konkrethed er Fahlströms digte omdøbt til "bord", ligesom han andetsteds i manifestet slår på tromme for, at man i poesien indimellem bør anvende "forkerte" forbindelser mellem sprog og fænomen - at alle n'er betyder "sygdom" for eksempel. At han konsekvent kalder sine collager for "kalas" (fest) og derudover opfinder flere varianter af fuglesproget fåglo, hører ligeledes til eksperimenterne med sprogets lydside. Manifestet er et oplæg til genforhandling af sprogets konventioner, og Bord samler en række eksempler på arbejdet med det nye sprogmateriale. Det konkrete materiale og de konkrete spilleregler er hele tiden i centrum - ideologier og -ismer derimod mindre interessante:

"Poesien kan ikke bare analyseres, men også skabes som struktur. Og ikke bare som struktur med vægt på udtryk frem for indhold, men også som konkret struktur. Sig farvel til al slags ordnet eller uordnet, privatpsykologisk, samtidskulturel eller universel problematik. Det er givet, at ordene er symboler, men det betyder ikke, at poesien ikke skal kunne opleves og skabes med udgangspunkt i sproget som konkret materie."
 

Bord - dikter 1952-55 var ved sin udgivelse genstand for væsentlige artikler i to på hinanden følgende numre af Bonniers Litterära Magasinet. Først Leif Nyléns anmeldelse I denna fördömda liljebrasa (topp-timm) i nummer 6, 1966 og siden Bengt Emil Johnsons artikel Sammansatte bord i nummer 7. De to artikler er på én gang interessante dokumenter om tiden og øjenåbnende detailnedslag i Fahlströms værk. Og så er det vel også de to, der gør, at man overhovedet kan begynde at tale om Fahlströms forfatterskab og ikke blot se ham som eksperimenterende billedkunstner.

I Jörgen Gassilewskis efterord til nyudgivelsen af Bord (Lejd 1999) diskuteres netop spørgsmålet om Fahlströms forfatterskab. Gassilewski gør opmærksom på, at Bord hovedsageligt har været oplevet som billedkunst eller "tværkunstnerisk artefakt", og Fahlström selv har fået rollen som pioner og grænseflytter. De litterære kvaliteter i Bord og det øvrige forfatterskab er, som Gassilewski skriver, "sunket ned i avantgardismens evige søvn, i bedste fald dvale". Johnsons, Nyléns og Gassilewskis artikler betyder meget for oplevelsen af Fahlströms digte i dag. Hver for sig har de fundet en vej ind i det litterære stof og udskilt teknikker og elementer, der matcher deres eget kunstneriske virke.

I Nyléns anmeldelse af Bord hedder det, at "Fahlström nærmer sig sproget på en anden måde end surrealisterne. Billedophobningerne, de voldsomme associationsspring skyldes ikke kun en spontan subjektivitet, en mere eller mindre gennemført psykologisk 'automatisme'. Fahlström arbejder mere bevidst end som så. Han 'styrer' forløbet, ikke mindst ved at indføre et system af ofte mekaniske spilleregler, som kontrollerer formudviklingen. Og han styrer selve associationskraften og evnen til at danne form ind i nye områder af sproget."

Leif Nylén: I denna fördömda liljebrasa (topp-timm), BLM nr. 6 1966

Som det fremgår af interviewet med Leif Nylén kendte han i begyndelsen intet til Fahlströms forfatterskab. Fahlström var i begyndelsen af 1960'erne først og fremmest kendt som billedkunstner og kritiker med baggrund i surrealismen. Men efter at Bengt Emil Johnson i det andet nummer af Rondo introducerer redaktionen for den konkrete poesis manifest , og Fahlström i det følgende nummer selv bidrager med digte, får han hurtigt rollen som nestor for de unge digtere. I manifestet skriver Fahlström humoristisk og pragmatisk om poesiens nye muligheder. Ud over et par indledende salver mod traditionen - særligt digteren Bo Setterlind - er der med manifestet ikke tale om et oprør eller et ønske om at fjerne det gamle. Der er med Gassilewskis ord snarere tale om "en komplettering", et ønske om en maksimal udvidelse af det poetiske potentiale og en nulstilling af poesien på et højere erfaringsniveau. De vigtigste passager i manifestet handler ifølge Gassilewski om, at alt er tilladt. Alt sprogligt materiale bør kunne indoptages i poesien og bearbejdes på alle tænkelige måder. Og det er vigtigt at kunne aflæse sprog konkret og ikke kun i overført forstand. Med Fahlströms egne ord:

"Det er givet, at ordene er symboler, men det betyder ikke, at poesien ikke skal kunne opleves og skabes med udgangspunkt i sproget som konkret materie."

>>

Det stora och det lilla, Bord - dikter 1952-55 (uddrag)