Litteraturen på Scenen i Århus sætter med en uges oplæsninger, diskussioner, film og foredrag fokus på den nordiske litteratur - både lyrikken og prosaen. Blandt andet deltager følgende forfattere i festivalen: Beate Grimsrud (Norge), Christina Hesselholdt, Ragnar Strömberg (Sverige), Jóanes Nielsen (Færøerne), Peter Laugesen, Niels Frank, Jan Sonnergaard, Jonne Halberg (Norge) og Pablo Henrik Llambias, der optræder sammen med en jazz-trio. Arrangementerne finder sted 26. marts-1. april på Entré Scenen, Grønnegade 93D. Det færdige program vil blive præsenteret på www.lips.dk.

Britiske David Bellingham er igen i landet. Sammen med danske Anne Bjerge Hansen udstiller han fra 4. marts på Toldboden i Kerteminde. Udstillingen Konstruktioner viser både individuelle og fælles værker, heriblandt især stilleben'er, hvori dagligdags genstande bringes sammen og tilføjes ny kritisk og poetisk betydning. David Bellingham skabte i efteråret udstillingen Copenhagen Sections på afsnitp.dk, imens Anne Bjerge Hansen har været præsenteret i vores udefra-sektion. Begge er bosat i Glasgow. Udstillingen kan ses indtil 1. april, tirsdag-søndag kl. 12-16.

Forening for Boghaandværk indbyder til indsendelse af bøger til bedømmelse af Årets bogarbejde 2000. Sidste frist er 28. februar. De udvalgte bøger vil blive præsenteret på Kunstindustrimuseet i København 31. maj. Det nødvendige skema kan downloades hos foreningen.


'Du er helt ny, du er retro' er en udstilling om den politiske kunst i 70'erne og nu - fra Dea Trier Mørch til John Kørner - på initiativ af Jasper Sebastian Stürup og Eske Knudstrup, der også begge udstiller. I alt deltager 25 unge og ældre navne på udstillingen, som blev først præsenteret i Danske Grafikeres Hus og Clausens Kunsthandel i København i januar (se Kopenhagen), og nu vises samlet på Trapholt i Kolding 22. februar til 23. april. Katalog ligger på nettet.

Foto: Robin Gillanders

Det her ville den konkrete digter, haikuoversætteren og Fodboldenglens forfatter Hans-Jørgen Nielsen have elsket at høre: Det skotske forlag Morning Star (tidligere præsenteret i udefra-sektionen) har netop afholdt en konkurrence for fodboldhaiku - inspireret af fodboldspillernes nye dille med at skrive hemmelige beskeder på undertrøjen og afsløre dem på grønsværen på strategiske tidspunkter under kampen. Antologien Football Haiku redigeres af Alec Finlay og vil bestå af fotografier fra fire særlige fodboldkampe, hvor de udvalgte digte fra konkurrencen figurerer på spillernes trøjer. Kampene afholdes med skolebørn i skotske parker i løbet af 2001 - én for hver årstid, jævnfør det japanske haikus traditionelle årstidsmarkering. Bogen med de afbildede sportsdigte, udråb eller slogans skal udkomme i serien pocketbooks i forbindelse med World Cup i Japan i 2002.

Dansk-svenske Kristofer Hultenberg viser 17. februar til 18. marts for Traneudstillingen RESISTOR på Gentofte Hovedbibliotek. Mandag-torsdag kl. 10-19, fredag 10-18, lørdag 10-15 og søndag 12-16. Se også hans og Jasper Stürups Gode intentioner fra 2000 her på kanalen.

22. februar kl. 20 fortæller digteren og litteraten Niels Lyngsø - med udgangspunkt i sin egen praksis - om forholdet mellem krop og digt: Om digtets krop, dets fysiske fremtræden som lyd og grafik, og om "kroppens oplevelse af digtets komplekse form". Arrangementet finder sted hos Studenterkredsen i København, Farvergade 27, opg. H kl. 20.

Nordjyllands Kunstmuseum i Aalborg viser for tiden Ingvar Cronhammer og Christian Lemmerz' første fællesværk TITLE med tekst af digteren Peter Laugesen. Den liggende skulptur består af 81 sorte granittavler, der til sammen danner en kæmpeflade på 11 gange 11 meter. I hver tavle er graveret tekstblokke, hvis ordlyd kun kendes af Peter Laugesen. Teksten er ikke aflæselig i almindelig forstand, eftersom den er overført til blindskrift. TITLE, der med sine mål og inddelinger tager udgangspunkt i talmagiens verden, er resultatet af et flerårigt samarbejde mellem de tre kunstnere, som i anledning af årtusindskiftet har funderet over tidens og menneskets vilkår. Udstillingen kan ses indtil 27. maj.

Det københavnske kunstwebsite Kopenhagen har nu også startet en webshop - indtil videre med et lille udvalg af kunsttidsskrifter og artists' books. Det fine initiativ har kun et minus: Betalingen skal ske pr. postopkrævning eller i banken ligesom i de gode gamle dage.

Verdensorganisationen for skriftdesign og typografi, Association Typographique Internationale [ATypI], hvis hovedkvarter ligger i England, har udset sig København som rammen om sin 2001-konference. ATypI venter at samle mere end 500 internationale navne inden for den typografiske kunst i dagene 20.-23. september i år. Læs mere og bliv medlem på atypi.org.

Hvor går tidens digtere hen, når de skal på nettet? Vi spørger bare...

Gyldendal introducerede i efteråret et halvårligt tidsskift for de lyrik- og prosatalenter, som forlaget har stiftet bekendtskab med, men endnu ikke tør binde an med at udgive i bogform. Nu ligger første nummer af søren, som er magasinets navn, også tilgængeligt på nettet. Hvis man vil læse ordene iført lidt grafisk form, må man dog stadig punge op med en halvtredser til den trykte version.

Når den svenskfødte, fransk-bosatte billedkunstner Angelica Julner fotograferer, er det mest af alt for at indfange det, hun ser for sit indre blik. Nu kan et udvalg af hendes billeder opleves på digteren Christian Yde Frostholms website, cyf.dk.

Hotel Pro Formas nye "virtuelle" forestilling Site Seeing Zoom får premiere 29. marts og spiller indtil 21. april. Stykket, hvis undertitel er "en forestilling med adgang gennem medierne til hukommelsens verden", har tekst af digteren Morten Søndergaard og instrueres af Kirsten Dehlholm. Konceptet er skabt i samarbejde med multimediegruppen Crosscross, der også står for den (temmelig) tekniske side af sagen.

William Anastasi: A Retrospective og Anastasi Bradshaw Cage - anmeldelse (CYF)

Douglas Gordon på skrift - anmeldelse (CYF)

Kunsthæfte nr. 2 og Real Time Wind In My Garden Uncontrolled - anmeldelse (FSH)

Martin Deichmann om Robert Corydon i Den blå Port 53 - anmeldelse (KW)

Poesi.dk på igen - link (PE)

Stefan Kjerkegaard: Digte er bjergede halse - om Simon Grotrians forfatterskab - anmeldelse (KW)

Niels Henrik Svarre Nielsen: Biografisk Skygge Leksikon (Pedersen-Poulsen) - bookmark (CNP)

Pist Protta 46 - anmeldelse (CYF)

Jens Blendstrup: Eunuka tur//SLASH//RETURN - korrespondentbidrag (PE)

Foranstaltninger - korrespondentbidrag (KB)

Om at køre baglæns - korrespondentbidrag (MS)

 

<< tilbage i tiden | frem >> | til top
 

tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv | 14/2/01