Poesi
Skønhed
Lissabon
Sansning/erindring
Metafor
Inspiration
Det skrivende jeg

Du taler om at skønheden kan indvinde virkeligheden, og måske endda forsone den. Kan skønheden erstatte behovet for en gud? Hvad er skønhed egentlig? Og hvordan giver den sig til kende i et digt? Er det nødvendigt at have et pejlemærke (skønheden, intetheden, satori, det sublime etc.) som digtet i en eller anden forstand skrives op mod?

Det er ikke så lidt, du forlanger af mig. Så bliver jeg nødt til at citere mig selv. I Capital står der et sted at de ”lyser, de fede konturer, befriet for at stå i skyggen af deres funktion” og et andet sted, at et glas vand spejler aftenens sidste lys, som ”ikke er nyttigt og ikke er til min rådighed”, og så får glasset også får lov til at blive stående på disken uden at blive brugt. I begge citater er betingelsen for, at noget er smukt, at det ikke står i tjeneste hos noget rigidt hensigtsmæssigt, nyttigt. Det er jo helt banalt, og jeg tror ikke, at du eller andre vil være uenig i det. Men jeg kan det ikke bedre. Og det er også måden, den giver sig til kende på i et digt, tror jeg. Altså at digtet er skønt i samme grad, som det er holdt op med blot at kalkere eller stå i tjeneste hos en hensigt med det, et gustent overlæg; at ordene er holdt op med at stå i skyggen af deres funktion, når de altså ikke længere blot stiller sig til rådighed for at betyde noget, men selv er noget, f.eks. i kraft af deres sanselighed, klang eller deres evne til at forbinde sig i metaforer.

Enhver, der har prøvet at udrede en metafor, ved jo, at resultatet får noget tamt over sig: noget er blevet tilbage og har ikke ladet sig fragte med over, det nægter at stå til rådighed, at blive sat i skygge af betydningen. Også det er banalt, er jeg bange for. Og så vil jeg godt tilføje, at jeg ikke forstår den opfattelse, jeg har mødt så tit, at det at dyrke noget smukt skulle bringe dig ud af en puls, som er varm og flydende, og over i noget distanceret, kynisk og frossent. Tænk bare på Niels Lyhnes mor: for hende har skønheden altid været ligesom på den anden side af søen, står der, men da hun faktisk rejser til de lande, hun har drømt om, ind i dem, bliver deres skønhed spredt som prismets lys; hun kan ikke mere tvinge den over på den anden side søen, og så går den tabt. Eller billedhuggeren Rubæk i Ibsens Når vi døde vågner, der forsynder sig mod sin model ved ikke at tage hende, men blot iagttage hende. Eller Aarestrup, som ifølge en ret ny litteraturhistorie dyrker og beundrer sin hustru i stedet for at elske hende, og således dissekerer hende med en skalpel, altså kynisk, i modsætning til at involvere sig. Men jeg føler ikke, at dyrkelsen af noget smukt skal sættes i forhold, og misforhold, til at elske, men til det rigidt hensigtsmæssige. Det er sandt, at betragtningen af noget smukt ganske rigtigt kræver, at man ikke er totalt og blindt involveret i det, for så bliver man i samme åndedrag styret af hensyn til det nyttige, hensigtsmæssige; hvis jeg for eksempel boede i Lissabon, ville jeg snart drukne i alle mulige hensyn til mit job, min lejlighed, jeg ville ærgre mig over at stå og vente på busserne. Men denne lille distance oplever jeg ikke som noget kynisk og frossent, for i kraft af denne slids, distance, bliver det muligt for dig faktisk at se, erfare, det, du ellers er så opsat på at opfylde kravene fra. Og netop i den slids gror betagelsen, forundringen. En af Elias Canettis vidunderlige aforismer - den er ikke længere, end jeg citerer her - rammer for mig, hvad skønhed kan, nemlig fodre forbløffelsens næb.

>>