Poesi
Skønhed
Lissabon
Sansning/erindring
Metafor
Inspiration
Det skrivende jeg

Hvad kan poesien? Eller mere konkret: hvad kan poesien for dig? Hvad sker der, dér hvor et digt lykkes?

For nogle år siden kørte jeg ind i Skt. Petersborg i en bus, mens jeg i min walkman hørte Zbigniew Preisners musik til Kieslowskis film. Jeg følte meget stærkt, at erindringen om de boligkvarterer, jeg havde set i filmene, lagde sig som en hinde hen over de kvarterer, vi kørte igennem, og gav synet af dem en særlig nerve og intensitet. De artificielle udtryk farvede altså det, jeg så, eller lod det fremstå med en særlig virkelighed. Pointen er, at den kollega, som jeg sad ved siden af, og som er lektor i historie, har fået sit Skt. Petersborg farvet af alt det, han kendte fra sit fag. Et rent, jomfrueligt Skt. Petersborg findes jo ikke. Det samme skete, da jeg som ung første gang rejste til Grækenland; jeg oplevede alt gennem de digte af Nordbrandt, jeg havde læst forinden, og jeg kan ikke vide, hvilke indtryk jeg ville have fået, hvis jeg var kommet uden de hinder. Digtet er altså én af mange hinder, der kan lægges hen over noget, for at få det til at fremstå med en eller anden grad af virkelighed. Uden disse hinder eller membraner er det som om virkeligheden sygner hen, trækker sig tilbage, angribes af en slags svind. Sådan føler jeg det meget stærkt; uvirkeligheden truer hele tiden. Og for mig er digtet specielt, fordi dets måde at indvinde virkelighed på sker på nogle særlige betingelser, som er skønhedens. Og det betyder, at der er tale om en bevægelse, der ikke bare indvinder virkelighed, men samtidig åbner for, at vi kan undres over den, forundres, og forsone os med den. Jeg oplever det meget som en forsoning med nogle basale livsbetingelser, og dét på en facetteret måde, for det omfatter også for eksempel ængstelighed, angst osv. I sidste ende er det, for mig, en forsoning med den betingelse, at vi er del af et liv, som er rent skin, uden essens, mening, og som kun vil sin egen udfoldelse.

Når du taler om: livet som et skin, et grundvilkår, der hverken rummer essens eller iboende mening, så lyder dette for mig som en tankegang, der står i direkte forlængelse af efterkrigstidens eksistentialisme. Jeg tænker her på Jean-Paul Sartre, Martin Heidegger og Albert Camus. Disse filosoffer og forfattere insisterede jo alle på en gudløs verden, hvor der netop ikke findes et bagvedliggende styrende princip eller en essens, som mennesket kan stræbe efter at realisere eller gøre ærbødigt knæfald for. Gud er simpelthen en illusion i disse filosoffers tankeverden. Mennesket er kastet ind i verden og skal selv forsøge at tage sin eksistens på sig. Gud er ligeledes et fraværende ord i din digtning. Når den bagvedliggende mening i form af en gud er fraværende, er det så samtidig dér behovet for at skabe sin egen verden bliver desto større, den verden, der kan få form for eksempel i et digt?

Først vil jeg sige, at jeg ikke taler om livet, kun om mit eget. Og at jeg ikke lægger mig i forlængelse af en tænkning, for jeg er slet ikke i stand til at tænke på den måde, stringent. Jeg har bare denne følelse af, at virkeligheden - for mig - ligesom kan sygne hen eller trække sig tilbage. At den, selv om det lyder som en modsigelse, først kommer til syne gennem de hinder, vi trækker over den. Men så kan den til gengæld også gøre det, og sker det via et artificielt udtryk, kan det endda være på en meget tilfredsstillende måde. Derfor har jeg også lidt svært ved at følge, når du taler om ”behovet for at skabe sin egen verden”, for det er ikke det, jeg selv oplever, at jeg gør. Og slet ikke, hvis det indbefatter et forsøg på at redde mig fra noget, for eksempel en opløsning, som digtets form så skulle holde stangen. Af de forfattere, du nævner, er jeg kun optaget af den unge Camus, og det er ikke på grund af hans eksistentialisme, men hans lykkedrukne nihilisme, hvis jeg må kalde den det! Jeg vil godt vende tilbage til ham, senere. Blot at få en følelse af at være til stede, nærværende, altså virkelig at begribe, at du er i live, at dette liv er unikt, at blodet løber i dit kød, at du kan se, lugte, smage, at du kan elske, er jo alt rigeligt. Og det er vigtigt, at fraværet af en essens, ”den bagvedliggende mening i form af en gud”, som du siger, jo ikke er fortvivlende, ikke for mig; tværtimod oplever jeg altså, at der findes en ribbet, dyb tilfredsstillelse i det vilkår, at vi lever så kort, giver livet videre og dør og således også giver plads; det er først, når vi begynder at ville frelse os selv, at det bliver utåleligt og grimt... så hvis jeg må blive i de ord, vi har brugt nogle gange, lidt endnu, vil jeg svare, at jeg bare prøver på at fremkalde skinnet selv.

>>