| Poesi | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 | | | | | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Hvordan opfatter du selv de skrivende jeg'er i dine digtsamlinger? Synes du, de har forandret sig undervejs i dit forfatterskab? I En forudanelse om oceanet og Capital - og jeg tænker på min digtning som startende her: de tidligere bøger er alt for ubehjælpsomme - er Lissabon jo en meget udtalt lokalitet, og digtene kredser om denne by og dens blotlæggelse af det, jeg oplever som ribbede betingelser; så meget kan jeg vist godt sige uden at have gjort mig til min egen kender, som en maler rigtigt advarede imod. Jeg prøvede at sætte ord på følelser som eufori og angst, som var meget stærke, men som også skyede al indtrængning i form af beskrivelse, og som, hvis jeg endelig kom ind, var truende, fordi jeg opløstes: i et digt beskrives stilheden som et infarkt. Den seneste bog, Kabinet 1999-2002 kredser om nogle erindringer om især min far og beskriver også livet med for eksempel min søn. Umiddelbart virker det, som om jeg har bevæget mig fra noget fjernt, ligefrem eksotisk, til noget intimt og privat, og jeg er heller slet ikke i tvivl om, at der i visse henseender er sket et spring, en indoptagelse af et stof, som jeg ikke tidligere har turdet give plads eller ikke har haft et så påtrængende behov for at give plads, måske. Men der er altså også en linie, nemlig i bestræbelsen på med sprog at trænge ind i det, som ellers får lov til at henligge ubeskrevet, uset, i uvirkelighed. I de to første bøger var det alt, hvad Lissabon afsatte i mig, der krævede, at jeg trængte ind i det med sprog, eller forsøgte på det; i den seneste bog er det en anden virkelighed, men den har det til fælles med den første, at den forlanger at blive indvundet for sproget og gennemtrængt af det, hvad den altså ikke allerede er. Jeg sagde i forbindelse med indkørslen i Skt. Petersborg, at virkeligheden havde det med at sygne hen, trække sig tilbage, som om der gik svind i den. For mig blev det presserende, at der ikke blev ved med at være svind i den virkelighed, som udgjordes af mine erindringer om min far, samt i livet med min søn. Og jeg oplevede, at jeg ikke havde svært ved, i den modernistiske tradition, jeg tilhører, at beskrive min søns fødsel: disse unikke øjeblikke gled på en måde ubesværet ind i det sprog, jeg havde til rådighed. Helt anderledes var det med en tidlig februarmorgen i Zoologisk Have: dér oplevede jeg, at traditionen svigtede, og så blev det naturligvis en del af min ambition at indvinde det, der tilsyneladende er så ubetydeligt. Og så fandt jeg jo ud af, at jeg slet ikke var så alene; f.eks. har Tranströmer et vidunderligt digt om at bevæge sig fra ét hus til et andet i stormvejr og nå ind og se stormen fortsætte, stærkt men stille, bag vinduesglasset; så lidt, og alligevel brændte det sig ind i mig. På universitetet får man nærmest tatoveret i panden, at man ikke må sætte lighedstegn mellem forfatternavnet på bogens titelblad og den person eller stemme, der kalder sig jeg inde i bogen. Per Højholt har ligeledes formanet, at man som forfatter aldrig "må tage af hovedstolen", det vil sige, at man aldrig må skrive et direkte personligt stof ind i sine bøger. Hvordan stiller du dig til denne problematik? Jeg mener: din nye bog Kabinet 1999-2002 tager jo, som du selv siger, udgangspunkt i fragmenter fra din egen personlige historie? Og det er i hvert fald tydeligt, at et par kritikere (især de kvindelige!) blev lettere irriteret over dette mere åbne utilslørede personlige jeg, som ikke bare var blevet far, men som oven i købet tillod sig at skrive om det! Hvad er dit svar til dem? Siden Johannes V. sammenlignede J.P. Jacobsens prosa med en rude så belagt med sprog, at det ikke var muligt at se igennem den, støder man igen og igen på den denne skelnen, hvor realismen er en gennemsigtighed ud til en konkret virkelighed, mens hele modernismens sproglige apparat skjuler for dette udsyn, så digtningen - eftersom den jo er blind for virkeligheden - er henvist til at vende sig mod sig selv, sit eget slør, i en evig optagethed af sine egne sproglige processer. Så vidt jeg kan se, er det eneste, jeg tillader mig, at lade være med at anerkende den skelnen; jeg bruger hele modernismens apparat, hele tekstens bevidsthed om sig selv som noget artificielt til at trænge mig igennem til noget yderst konkret og intimt. For de fleste kritikere er det selvsagt ikke vanskeligt at rumme denne tvetydighed, men for enkelte virker det, som om de vælger side på digtenes vegne, hvorefter de bebrejder digtene, at der er så meget, der forstyrrer. Og har de som udgangspunkt valgt den belagte rude, er det digtenes intimitet, der skurrer. Men jeg er ikke bange for det intime, for der er under ingen omstændigheder tale om ubearbejdede udtag fra private papirer; der er hele tiden tale om at søge og respektere det mere, som digtets form giver det. Og hvis der pludselig står sætninger af en uventet enkelhed - og det er jo også disse sætninger, der irriterer - er de ikke uforvarende faldet ud af digtet, dets form, naturligvis ikke: det er et skift i tone eller åndedræt, som er fuldt bevidst - og i øvrigt kan jeg garantere, at der ikke uden videre gror noget enkelt eller umiddelbart eller intimt ud af en manglende opmærksomhed på form, tværtimod, det enkle, umiddelbare og intime må være tilstræbt. Når der altså i disse digte indgår noget biografisk eller dokumentarisk, eller hvilke ord du vil sætte på det, sker det hele tiden i en afsøgning via skønhed, for en virkelighed, der overlades til sig selv, trækker sig tilbage, svinder ind, og derfor prøver jeg - via skønhed, form - at vinde den tilbage. Men forholdet gælder altså også omvendt - at en skønhed, der overlades til sig selv, degenererer og bliver til stuk, noget svulstigt og vulgært, og derfor prøver jeg hele tiden at binde den i et jerngreb til realiteten, og også gerne til det intime. | ||
| | |
 | ||
| | |
Dialogen med digteren Morten Blok er blevet til over flere omgange, først ansigt til ansigt på Nørrebro i januar 2003, siden via email. | ||
| | |
 | ||
| | |
aktuelt | aktuelt-arkiv | indeks | 9/4/03 | ||
| | |