Poesi
Skønhed
Lissabon
Sansning/erindring
Metafor
Inspiration
Det skrivende jeg

Jamen lad os da endelig holde fast i forbløffelsen. Og her bliver jeg selvfølgelig nødt til at nævne Lissabon: byen, der om noget overhovedet er primær leverandør af stof og sansninger til dine digte. Hvad er det med dig og Lissabon...?

I digtet om Rua dos Caminhos de Ferro fra Capital står der ”Intet er påklædt, men alt både nøgent og pyntet, som støv bestænket med nellikevand” og det dækker stadig min oplevelse af Lissabon. At du både finder det nøgne, rå, basale, og så det pyntede, overflødige, og altså ikke kun alt det, som er midt imellem og nyttigt, hensigtsmæssigt; i Danmark har vi jo ikke så meget af hverken støv eller nellikevand, men fliser i haverne, og de er nyttige. Men jeg tør næsten ikke sige det, for det kommer let til at lyde, som om jeg plæderer for et malerisk forfald, noget pittoresk, og der er ikke noget, som er fjernere fra min oplevelse af Lissabon. Jeg taler ikke for det pittoreske, men for et åndedræt, noget humant. I samme digt siges det, at ”det ikke kun er for fårekødet at montrenes glas er gennemsigtigt, det er også for mit eget køds funktioner, den fordøjelse vi deler med hinanden, en ømhed for alt som er menneskeligt”. Da jeg var ung, så man mig altid komme slæbende med træ, som jeg havde fundet i containere; det var til min kakkelovn i min lejlighed på Amager; jeg savede det op i stuen. Kakkelovnen, som var fra århundredeskiftet, var eneste varmekilde, og der var ikke varmt vand i lejligheden, og toilettet var på gangen, og malingen var snart færdig med at skrælle af væggene. Du kender det, men taler jeg med yngre mennesker fra provinsen ved de ikke hvad jeg taler om; de spørger om der ikke var bad i lejligheden, men der var kun én hane i køkkenet, og den var kold og gik ned i en stålvask. Hvad jeg ikke har brugt af tid på at koge vand, når jeg skulle vaskes eller vaske tøj, som jeg så gik ned i den nærmeste møntvask for at centrifugere, fordi det ellers aldrig ville tørre i mit fugtige køkken. Jeg ved godt, at jeg lyder som en vittighed: dengang jeg var barn... Men så må jeg gøre det. Min pointe er, at jeg oplever at vores intolerance over for alt i forfald er tegn på en videre arrogance overfor al svaghed; at alt, der forfalder, straks fjernes eller renoveres, er jeg bange for spejler en videre mangel på ømhed for alt, som er menneskeligt.

Hvad angår "forfaldet" i Lissabon: de afskallede mure, de skæve brosten, de gamle, slidte sporvogne, mænd, der bevarer anstændigheden ved at iklæde sig deres gennem årene efterhånden godt brugte jakkesæt. Det er alle disse ting, man som rejsende tager til sig i Lissabon, men hvordan undgår man at gøre dette sceneri til behagelige og selvbekræftende "postkort" for tanken eller øjet? Jeg mener: hvordan undgår man som kunstner det pittoreske?

For eksempel ved at være sig bevidst, at et digt ikke bliver smukt af at fyldes med ting, som er smukke i sig selv, men kun af dets egne bevægelser i sproget.

Fotografen Krass Clement har i sin fotobog fra Lissabon Af en bys breve (1994) suverænt indfanget alle disse æstetiske komponenter fra Lissabon, som vi allerede har snakket lidt om, men samtidig har han forlenet sin bog med en dyb og insisterende tro på det enkelte menneskes værdighed og ukrænkelige individualitet. Det er ikke tomme kulisser og figurative marionetter, man ser på hans fotografier, men derimod et rigt facetteret portræt af en by og et folk. Man kunne måske endda tale om, at Clements fotografier viser byen som en sindstilstand! På samme måde læser jeg mange af dine Lissabon-digte. Byen er den scene, hvor livets realiteter af død, smerte, skønhed, angst og ekstase bliver afprøvet på én krop: digter-jegets. Dette virker især stærkt på mig, fordi du igennem en række bøger efterhånden er blevet ved med at insistere på at blive i Lissabon, og blive ved med at konfrontere jeget med denne bys ofte helt surrealistiske karakteristika. Er Lissabon en utømmelig inspirationskilde for dine digte?

Ja, Krass Clement er en inspirerende fotograf, og din karakteristik af både ham og mig er meget præcis, synes jeg. Men på dit spørgsmål, om Lissabon forbliver en uudtømmelig inspirationskilde for mig, er det vist sådan, at jeg efter Kabinet 1999-2002 må svare, at det nok mere er for mig, end for digtene. Jeg tror ikke, at Lissabon igen vil indgå så direkte i det, jeg skriver, som før. Alligevel vil byen være af stor betydning for mig, om ikke andet, så fordi det er på gaden, i haverne, på Pensão Estrêla de Ouro, at jeg skriver mine første udkast, også selv om at Lissabon ikke nævnes. Men også hvis jeg ikke skrev, ville jeg rejse til Lissabon, og det er nok for at opnå det modsatte af det, du fremfører i din karakteristik af Clement, for jeg vil af med min ukrænkelige individualitet. Lad mig fortælle dig om noget, der skete for et års tid siden, og som måske kan forklare, hvad det er for en følelse, Lissabon giver mig, af både at være prisgivet, udsat, og samtidig ikke opleve det som et problem, tværtimod. Jeg sad på statuens sokkel ude på Rossio og læste Selma Lagerlöfs Jerusalem. På et tidspunkt så jeg op fra bogen, og i det samme gik en farvet kvinde forbi, og den lave sol ramte hendes kæbe og øret, der fik en særlig, gylden lød. Og pludselig faldt det mig ind, at jeg faktisk følte mig tæt forbundet med Ingmarslægten, jeg lige havde læst om. Ydmygheden, den enkeltes vished om at være gæst på en gård, han havde fået fra forrige slægtled og gav videre til næste slægtled, og det at han som gæst blev taget imod, indlemmet i rækken af slægtled - det var faktisk den samme ydmyghed, jeg følte, når jeg faldt hen i synet af det gyldne, solbeskinnede øre og blev indlemmet i et liv, som var, uden løfter om omsorg eller forklaring, og at jeg som gæst havde følelsen af at blive indlemmet blandt menneskers knogler og kød, ligesom de i Lagerlöfs roman kun var flygtigt til stede i slægten, men part af den for altid. Og når jeg siger knogler og kød, er det, fordi jeg - som om det første ikke var rigeligt - faktisk gik forbi et vindue i Bairro Alto på vej hjem, hvor der hang en kopi af et af disse anatomiske stik fra renæssancen, hvor et flået menneske står med sin egen hud slængt hen over sin ene arm, og naturligvis gled også dét ind som et billede på, hvordan jeg var, og er, i Lissabon: jeg er hudløs, sårbar - men ikke til at skelne fra nogen. Og det er det bedst mulige udgangspunkt for at skrive, jeg kan tænke mig, fordi jeg og min gustne vilje, mit gustne overlæg, allerede er halvt opløst.

Lissabon dukkede for alvor op i dine digte med En forudanelse om oceanet. En samling, der stramt holder sproget fast i sekslinjede digte. For mig at se er det et interessant paradoks: Her dukker Lissabon pludselig op i dit digteriske synsfelt med alle sine voldsomme og billedmættede tableauer, og så lader du dette stof materialisere sig i små, stramme og formbevidste digte. Forstår du min undren?

Ja. Men omvendt kan man også sige, at lige præcist de sekslinjede digte jo kan få lov til faktisk at være de tableauer, du taler om, fordi de ikke på deres begrænsede plads kan nå at blive til så forfærdelig meget andet; det er deres måde at være upolerede på, at være rå. Men i øvrigt kan det være nyttigt at begrænse sig, at opstille nogle betingelser. Forestil dig et lærred, der uden videre kunne gøres større og større, eller en film, som ikke havde noget loft på budgettet - ikke også, det må være ret svært at have med at gøre? Men sådan er et digt jo, ubegrænset. Og ind imellem kan du få behov for at sætte sig nogle begrænsninger, så du i det mindste kan sige, at ganske vist nåede du ikke det absolutte, men dog noget anstændigt inden for de betingelser, der nu var sat.

>>