Inden for de sidste par år har ordet okay ændret betydning og udtale. Det klassiske okay har tryk på første stavelse og er det man i verselæren kalder en trokæ. Det nye okay er en jambe; det har tryk på anden stavelse, og tonehøjden stiger i en overrasket og spørgende klang: "o-kay?"

Det specielle ved det nye, jambiske okay er at det udtrykker to forskellige ting på samme tid. Stemmeføringen signalerer forundring over en uventet oplysning; men samtidig betyder ordet jo stadigvæk at man er indforstået. Overraskelse og accept er med andre ord smeltet sammen i én lille praktisk lyd.

Hvis man går 50 år tilbage i tiden, ville man have brugt to forskellige sætninger til at udtrykke det samme. Når man blev konfronteret med nye og overraskende kendsgerninger, kunne man for eksempel udbryde: "Ser man det?" Og lidt senere kunne man så måske tilføje "Det finder jeg ganske udmærket." Det tidsrum der skød sig ind mellem overraskelse og accept, gav mulighed for at overveje om det også virkelig var ganske udmærket. Det er lige præcis den tænkepause der er blevet sløjfet i det nye okay.

For et stykke tid siden viste TV3 en udsendelse om fodbolddirektøren Flemming Østergaard; det er ham der bliver kaldt Don Ø, og som har forvandlet fodboldklubben FCK til en kommerciel succes inden for underholdningsbranchen. Det ord der gik igen i næsten alle indslagene, var "kanon": FCK spiller kanon, Melodi Grand Prix i Parken var kanon, det oksekød der blev serveret ved de gigantiske selskabsarrangementer i Parken, var - naturligvis - kanon. Hver gang en af de ansatte i koncernen kom i nærheden af chefen og tv-kameraerne, var der kun én ting at sige. Det ville tydeligvis ikke være så godt for karrieren hvis man kom til at give udtryk for at der var noget der ikke var kanon, eller ikke var helt igennem kanon.

Det nye okay og "kanon" er blevet til i den samme periode og er i familie med hinanden; men der er vel at mærke en helt klar arbejdsdeling mellem de to ord. Hvis Don Ø havde fortalt sine ansatte at de ved de store selskaber ikke skulle servere højreb og rødvin, men rå fisk og sake, ville de have haft et problem, for så ville de ikke kunne sige "kanon". Men heldigvis ville de så kunne sige "o-kay?".

I "kanon" falder trykket tungt på sidste stavelse, og det kan man bruge til at slå noget fast som vi alle sammen godt vidste i forvejen. Det nye okay forholder sig til noget uventet: det er så at sige det "kanone" før det er blevet kanoniseret.

"Tid til forandring" var Venstres slogan fra valgkampen - et slogan de i øvrigt havde hugget fra Tony Blair uden at forandre på det. Slogan'et sagde ikke noget om hvad det egentlig var der skulle forandres, eller bare i hvilken retning; det fede var åbenbart forandringerne i sig selv. Køb BT, så sker der noget.

Det nye okay minder minder om den slags slogans - det er også en sproglig blancochek til forandringer, ligemeget hvad de så måtte indebære. Man kan beskrive det lille ord som en fleksibilitetsmarkør der signalerer ubegrænset forandringsparathed og tilpasningsevne. Og det skal man ikke kimse af, for den slags hører til blandt de vigtigste egenskaber på det moderne arbejdsmarked - og i det hele taget i det moderne liv, hvor forandringshastigheden stiger dag for dag, og hvor erfaring med samme takt falder i kurs.

Men på den anden side: hvis man vågner en morgen og ser at ens arbejdsplads er blevet omstruktureret, så der ikke længere er brug for ens erfaringer, og at de er gået i gang med at bygge en overflødig jysk motorvej uden for ens soveværelsesvindue, og at ens kone har fået foretaget en kønsskifteoperation, og at man kun kan kommunikere med sine børn via SMS, eller hvordan verden nu kan finde på at forandre sig - så er man et uendeligt sårbart og manipulerbart menneske hvis man kun er i stand til at reagere på forandringerne med et "o-kay?". Det ville måske være kanon at genoptræne nogle gamle talemåler. Man kunne for eksempel forsøge vænne sig til at sige "Ser man det?"