cia rinnes zaroum 2

				Anders Lundberg: Cia Rinnes zaroum 1 \| 2 \| 3
	Bogens indmad. Som jeg har påpeget er zaroum et visuelt digt bestående af skrivemaskintekst i sort og rød, af håndskrifter og af skematiske tegninger. De forskellige dele, i sig selv små digte eller ordlege, uanset om de er håndskrevne eller maskinskrevne, råder over en lang række teknikker fra den visuelle poesis historie, som anagram, paragram, permutation, mesostikker, collage osv.

				Cia Rinne: zaroum (2001)

	Men det er ikke som enkeltstående digte, fragmenter eller minimalistiske tænkestykker, som Rinne selv kalder dem, at zaroum skal læses. Snarere er det i det arkitektoniske rum, der udgøres af bogsiden eller opslaget, at digtet materialiseres som komposition. Her bliver poesien visuel i betydningen en ikke-lineær tekst, der ligesom anagrammet ovenfor ikke nødvendigvis må læses fra venstre til højre og oppefra og ned. Samtidig med at den, ligesom den moderne serie (se OEI, nr. 11, 2002), stiller spørgsmål ved konventionelle læsemønstre, fremmaner visualiseringen af teksten også nye læsemønstre.

				Cia Rinne: zaroum (2001)

	Visualiseringen af teksten sammen med brugen af skrivemaskine kan ikke tolkes som andet end en udtalt hommage til den konkrete poesi. Tankerne leder til 60'ernes svenske skrivemaskineeksperimenter af for eksempel Bengt Emil Johnson og Mats G. Bengtsson, eller måske den finlandssvenske Kurt Sanmark. Men zaroums skrivemaskinepoesi er ikke udpræget visuel på samme måde som Bengt Emil Johnsson og Mats G. Bengtsons, den har ikke Åke Hodells monotone konceptualitet og ikke meget til fælles med Kurt Sanmarks skrivemaskinekalligram. Den har heller ikke meget til fælles med den såkaldt "beskidte" konkretisme, som repræsenteres af for eksempel englænderen Bob Cobbing eller canadieren Steve McCaffery, hvor skrivemaskinetekst bearbejdes ved hjælp af andre mekaniske reproduktionsteknikker som stencil og fotokopimaskiner.
	Snarere virker den tradition, som ligger Rinne nærmest, til at være den franske spatialisme, som blev lanceret i begyndelsen af 60'erne af digteren Pierre Garnier. Spatialismen insisterede, som navnet antyder, på det fysiske rums betegnende kraft, bogsidens rum, rummet mellem bogstaverne - en tanke, der kan spores tilbage til Mallarmés terningkast. En af spatialismens opfindelser var poème mécanique, et digt, der med mekaniske hjælpemidler - for eksempel en skrivemaskine - ville anvende mekanikken som drivende kraft til at modarbejde digtets statiske karakter for at "modvirke semantikkens fortrinsret, pulverisere ordene, sprogmaterien". Men det er ikke i første omgang i Ilse og Pierre Garniers anagrammatiske skrivemaskineartefakter, hvor skriften i termer af mekanisk proces, hastighed og modulering af tangentanslagstrykket skaber en dynamisk bevægelse i teksten, eller i Henri Chopins kalligrammatiske tillempninger af skrivemaskinekomposition rødt og sort, at man finder zaroums rødder. Snarere er det hos den ikke helt så navnkundige spatialist Jean-Marie Le Sidaner, der ligesom Rinne arbejder med helsidelayout af skrivemaskinetekst kombineret med håndsskrift og tegninger. Og ligesom le Sidaner (og hvad det angår Garnier) holder Rinne sig ikke tilbage fra give sig i kast med de store spørgsmål: zaroum er en kosmologisk og eksistentiel encyklopædi over spørgsmål om liv og død, om erindring, om tid og rum.			Pierre Garnier: "drapeau" (1978)

				Pierre Garnier: Origine du Monde - Fin du Monde. (1991)

	zaroums fremaddrivende figur er uden tvivl paranomasien, og det er via denne vanskelige leg på randen af platheden (eller er det i bund og grund platheden der er pointen?), at sammenstillingen af filosofiske citater og spørgsmål og trivielle iagttagelser, truismer og skriblerier får en retning. Her kommer jeg til at tænke på Joan Retallacks bøger, der ligesom zaroum på en respektløs måde blander filosofisk refleksion, ordspil og bevidst grafisk komposition (hos begge findes også en meget aktiv forholden-sig til Cage og Wittgenstein).

				Cia Rinne: zaroum (2001)

	Samtidig med at denne legende aktualisering af de store sprogs visuelle og lydlige potentiale for tvetydigheder og betydningsforskydninger er en af bogens stærkeste sider, er dette også et meget følsomt spørgsmål. Netop paranomasien og ordspillet har altid været yndede figurer for en visuel poesi (præcis som for visuelle kunstnere der har nærmet sig sproget). Og hvor ofte har man ikke hørt: det er bare en leg med ord? Og når det er tilfældet, hvorfor har ordspillet så haft en sådan tiltrækningskraft? Er det ikke sådan, at ordspillet i virkeligheden synliggør den sproglige materialitets andel af den sproglige betydning? Og er den nedsættende indstilling over for ordspillet ikke netop en fornægtelse af den sprogmaterialiserende praksis' betydning i poesien? Billedet af sproget som et vindue, gennem hvilket vi kan se ind i en anden bevidsthed eller se ud på virkeligheden, kan selvfølgelig virke indlysende: i det daglige glemmer vi alle ordenes fysiske eksistens som grafisk og lydlig materie, tilbage er kun betydning og idéer, og når denne fysiske virkelighed glemmes, bliver ordene gennemskinlige og opløses til fordel for deres betydninger. Den sproglige materialitet er netop det aspekt af sproget som udviser en modstand mod at gå op i denne meningens eller betydningens idealitet, og den visuelle poesis insisteren på også at se bogstaverne som blæk, som tryksværte (eller for den skyld lydbølger), og ikke blot som en i sig selv betydningsløs bærer af ideel mening, sætter spørgsmålstegn ved sprogets status som bærer af ren betydning.

				Joan Retallack: Afterrimages (1995)

	Og historisk set er netop poesien den aktivitet som har arbejdet mest udtrykkeligt med at bevare ordenes fysiske element og gøre os opmærksom på det. Det der karakteriserer poesien gennem tiderne, det der adskiller den fra andre former for skrift, er netop at den insisterer på denne materialitet, uanset om det handler om rytmer, om rim, assonanser, allitterationer eller ordspil. Og også den visuelle poesi har en lang historie: fra Egyptens hieroglyf-inskriptioner, græske urneepigrammer og kinesisk kalligrafi via middelalderens figurdigte til 1900-tallets tidlige avantgarde og en efterfølgende konkret poesi. Forklejnelsen af den visuelle poesis interesse for den slags materialiserende fremgangsmåder hænger uden tvivl sammen med det fravær af alvor, som den betegner for den romantisk skolede hermeneutiker, for hvem det handler om at søge mening vertikalt i sproget og bevidsthedens dyb. Må poesien virkelig gerne være barnlig og lege med ord og stavelser? Eller skal den være voksen og moden? Har den indgået en aftale med sine læsere om alvor og oprigtighed, om at tryksværten på bogsiden skal rumme en erfaring der vidner om den subjektive bevidstheds uudgrundelige dyb? Og er en vits bare en vits? Og med tanke på ordspillets tradition – og jeg hentyder ikke kun til Duchamp eller Joyce – eksisterer der måske måder at tage den mere "alvorligt" på? zaroum er naturligvis ikke blot ordspil, det er også et omhyggeligt komponeret visuelt digt der for en stor del bæres oppe af ordspillet. Et ordspil der via et aktivt arbejde med sprogmaterialet kan åbne forbindelser mellem ord og udtryk der normalt ikke betragtes som samhørige, skabe overgange der ikke følger den semantiske logik, men som insisterer på at der findes andre, mindre "meningsfulde" mønstre som vores tænkning og sproglige refleksion betjener sig af.


	<< \| 1 \| 2 \| 3 \| >>