| ||||||||||||||||||
Tohuvabohu! - poeten som professionel kaospilot | ||||||||||||||||||
 | | | | | ||||||||||||||
- poeten som professionel kaospilot
Morfeus gennem Jeg er glad for, at Niels Lyngsøs Morfeus endelig er udkommet. Og jeg er glad for, at den er udkommet på forlagsflagskibet Gyldendal. Bortset fra 15 siders hurtigfordøjet Halality af Jeff Matthews - i 2001 på Gyldendaldatteren Rosinante - er det vel den omtrent eneste eksperimenterende litteratur, forlaget indtil nu har haft på samvittigheden? Helt omvendt eksempelvis det svenske flagskib, Bonniers, som til stadighed - og i 1960'erne i særdeleshed - har stået bag hardcore skrifteksperimenter. Nå, jeg tager nok fejl af Gyldendal, men der er i hvert fald langt imellem den slags udgivelser, og Lyngsøs bog står på den led som et fyr blandt havelamper. Eller rettere: Morfeus er en gennemkoordineret eksplosion af grafiske, typografiske, strofiske, intertekstuelle, ordspillende, samplende, remixende og lignende konceptuelle effekter. I den finere litteraturs sammenhæng en tropisk storm snarere end en støvregn. Sammenholdt med Lyngsøs tidligere lyriske udgivelser Stof (1993) og Force Majeure (1999) er Morfeus visuel desperadodigtning, og at forlagets katalog taler om de tre som en trilogi, er for mine øren næsten for utroligt. Særligt når Lyngsø selv i et interview med tidsskriftet Reception (2003) beskriver, hvordan terzinerne i de to første tilsammen udgør "et perfekt ottetal", altså en lukket figur, som forbinder de to. Men skidt være - det er ikke svært at finde reminiscenser af Stof og Force Majeure i Morfeus, men det virker nu som om, at den sidste befinder sig et helt tredje sted, hvor digteren ikke længere sparer på dynamitten. Skal Lyngsøs Morfeus sammenlignes med noget, tilbyder netop 1960'ernes konkrete og visuelle poesi sig uundgåeligt. I Danmark for eksempel med navne som Vagn Steen, Per Højholt og Johannes L. Madsen, i Norge med Jan Erik Vold og Helge Rykkja og i Tyskland, Brasilien og Sverige med en hel masse flere. I modsætning til Danmark og Norge, hvor det dengang gik lidt trægt, var de sidste tre skoledannende med Gomringer-Noigandres' konstruktivistiske retning på den ene fløj over for Öyvind Fahlströms surrealistiske improvisationer på den anden. Sådan skematisk sagt i hvert fald. Siden tresserne - de år hvor "samtidskunsten" blev til - har vi fået yderligere et par ting, som afspejler aspekter af Morfeus. Nemlig installationskunst, konceptkunst og netkunst - herunder ikke mindst den digitale poesi. Alt sammen bevægelser og udtryksformer, som på én gang er blevet karakteriseret som overfladiske og svært tilgængelige, og som man kun svært kan forestille sig uden informationsteknologi og "den medieskabte virkelighed". Ikke overraskende handler et af bogens mange miniessays om "det virtuelle værk" - den poetiske genstand i sin tilstand af idé og bliven til. For mig at se en betegnelse, som sagtens kan overføres på det samlede Morfeus-projekt. | ||
| | |
 | ||
| | |
Lyngsøs bog er et topprofessionelt og gennemtænkt - indimellem næsten for-tænkt - produkt, som frækt afprøver alle udtryksmuligheder i denne overfladens æstetik. Hele tiden er form- og fladespørgsmål i centrum(!) og skaber tematiske mødesteder. Og hele tiden udfordres det overfladiske - de visuelle og konkrete poetiske former - af anderledes klassiske, både hvad angår interiør og bygning. De konceptuelle og formeksperimenterende spor rummer for mig at se de mest elegante løjer. Her er pyramideformer med eksempler på "salmesampling", ind- og udfadende "ordtapeter" eller "ordbånd", som i en elektronisk version utvivlsomt ville have bevæget sig vertikalt på siden. Her er selvrettelser - et overstreget | ||
| | |
 | ||
| | |
for eksempel -, enkeltstående bogstaver, der i sig selv bliver visuel poesi, og 3D-digte, som vrider og vender sig eller blot tager form som kasse ("Un KUBE de dé" betitlet) eller ballonfisk. De mere traditionelle spor peger helt andre steder hen - de kan være dybe og alvorlige som en Sarvig eller ligefrem tage form som klassiske petrarkiske sonetter med besyngelser af den lyriske muse. | ||
| | |
 | ||
| | |
Tohuvabohu betyder kaos på hebraisk, og det knytter sig i Morfeus til en tekst af den type, man i tresserne ville have kaldt et "skrivemaskinedigt". Det vil sige en digttype, hvor mediets muligheder - valsens bredde for eksempel - er rammesættende for det æstetiske værk. På det semantiske niveau er det - med undtagelse af få løsrevne brokker - det rene tohuvabohu. Fint i tråd med det øvrige værk. Lyngsø har skabt en bog, der stritter i alle retninger, bryder alle normale genregrænser, som mangler omslag og i stedet er samlet med ringe i ryggen. Et uendeligt og vildtvoksende værk og så alligevel trygt indrammet af kvadratisk format og smagfuld kassette. Det er digte og poetik på én gang. Et tværsnit af skribentens virke. Og en eksercits og nærmest skolemesteragtig afklapsning i disciplinen poetiske særformer. "Se hvad man kan, se hvad man kan", hviner bogen frydefyldt og beruser læseren med terzinturbiner, bogstavelige håndaftryk og dekorativt ulæselige arabesker. Morfeus er en fraktal struktur, hvor helhedens form og tema hele tiden genfindes i enkeltdele, og hvor den enkelte tekst synes at forvandle sig, hver gang man tror at have fået fat i noget, at have forstået noget. Efter at have vendt alle 210 blade med deres mange flere tekster er det den erkendelse, man kan glæde sig over. At former må være flygtige - at netop det i sig selv er mening nok. Jeg husker ikke længere, på hvilken side jeg begyndte læsningen. Men da jeg igen når frem til "Morfeus gennem/rystes som støvregn i blæst/af tusinde forslag til former/og tager dem på sig et/flygtigt sekund", begynder jeg at spekulere på, om det ville være cool at have Niels Lyngsøs bogstavdame tatoveret på armen. | ||
| | |
 | ||
| | |
 | ||
| | |
Morfeus i 3P: MD | CYF | KW Niels Lyngsø: Morfeus - Digte & poetik. Gyldendal 2004. 210 s. i kassette. 298 kr. tidligere bidrag | aktuelt | 8/9/04 | ||
| | |
