 | Tohuvabohu! - poeten som professionel kaospilot Digte med øjne i nakken | |||||
  | ||||||
Computeren burde have ændret poesien. Og måske har den. Men den kæmpe mulighed, der ligger i, at digteren også er blevet sin egen potentielle grafiske formgiver, har meget få grebet. Niels Lyngsø har med sin Morfeus til gengæld sat sig godt til rette på maskinen og givet de fleste af sine kolleger baghjul. Ikke mindst derfor er bogen en bedrift inden for dansk (visuel) litteratur - et smukt eksempel på nødvendigheden af at kunne beherske en form for at kunne tænke i den, ikke bare se den for sig, men virkelig håndtere den. I den disciplin er Morfeus én stor tour de force. Uendelig og uendeligt interessant. Men det er også et bogværk, der mere end noget andet, jeg lige kan erindre, gør sig interessant. Tekst efter tekst, der hvirvler forbi under den mangedimensionelle læsning, svinger sig som en olympisk atlet rundt og rundt i barren for at ende på måtten i en formfuldendt positur, beredt til at modtage sin applaus. Både bogens digte og poetik-tekster har hele tiden pointer, der nøje markeres med kursiv, så man roligt kan lade sin egen understregningspen hvile. I den forstand er Morfeus en bog, der konstant står i vejen for sig selv, eller i hvert fald for mig, læseren. For hvor skal mine egne iagttagelser snart være? Forfatteren har forlængst selv opsat forklarende skilte. Med sine ringe i ryggen er værket et kæmpe demonstrationskatalog, "tusinde forslag til former", en tæppebombning af tæppeprøver. Og det er både det, der gør det til en uudtømmelig kilde, og det, der gør det dybt problematisk. Morfeus vil være alt. Morfeus kan alt. | ||||||
| | | | | | |
 | ||
| | |
Morfeus ruller hele himlen sammen og siger "Se op!", skynder sig at pege på sin bedrift. "Jeg løfter hele verden med min tunge", "vil pløje mig frem som en mand", "spiller yoyo med en kvinde", står der. Det er næsten for oplagt at stikke sin egen pegemand ind ved dét pegefingerdigt og vælge det som den centrumløse bogs midte. Ligesom langt størsteparten af bogens figurdigte er dette figurativt, helt i stil med Apollinaires gamle kalligrammer, i dette tilfælde endda i naturlig målestok (en meget lang pegefinger er det, men det ville også ligne Morfeus dårligt andet). Fuldkommen som lydbølgedigtet ligner lydbølger, snøvsdigtet ligner Snøvsen, der er drypstensdigte, der ligner drypstenshuler, flammedigte med takkede kanter, svaledigte, der flyver i s-form, og erotiske passager, der kortvarigt får rejsning (et herligt morfisk motiv ellers). "Alt kan vendes" står der, og det bliver den modstående passage så, 180 grader. Ustandseligt peger form og indhold på hinanden, mimer - præcis som den mimende Morfeus, drømmens gud i mytologien. Dertil kommer, at mange af digtene omhandler at skrive og nærmest alle kan læses metapoetisk, plus at der på bogens andre leder tilbydes alskens baggrundsstof: erindringer, erfaringer, filosofi, poetik, selvforklaring, -fortolkning, -henvisning. Hvori Morfeus sjældent holder sig tilbage fra at tage sig en sprogspiller. Spejlsalen er nærmest hermetisk lukket og jeg som læser forvist til at lede i et glemt hjørne efter én eller anden tiloversblevet stump, som ingen i forvejen har tygget på... De største stumper, jeg har fundet, er de digte, der visuelt forvrænges allermest, som i den slags spejlkabinetter, hvor spejlingen karikerer. Det er drømmeudskrifter, hvis skriftbilleder vrides, bølges og vendes, undertiden til ulæselighed, men oftest præcis til læsbarhedens ydergrænse. I dem optræder i skøn forvirring kneppende ufoer, juleudstillinger, loddetin og roulader. | ||
| | |
 | ||
| | |
Det allersmukkeste er dværgdigtet, hvis tekst er bukket om ligesom en butterfly, og som selv med et spejls hjælp aldrig vil kunne udredes helt. Læseren befinder sig ligesom den, der nedskriver sine drømme på tærsklen mellem søvn og vågen, i en døråbning med, hvad det giver af blinde vinkler. Her spiller form og indhold sammen, men netop uden at overlappe. Formen spænder ligefrem ben for indholdet, hvorved det endelige udsagn mangedobles. Drømmedigtene er ikke figurdigte, i al fald ikke figurative, ikke pegende, de er snarere konkret poesi, hvor det er selve teksten, der er genstanden. Spejlsalen bliver pludselig et sandt tredimensionelt rum, der udvider sig, og hvor jeg, læseren, kan få lov at færdes uden guide. Det rum, hvor Morfeus er klogere end sin skaber? Det rum, hvor spejlene måske for en gangs skyld forhindrer ham i at se sig tilbage? Et andet eksempel på samme ikke-forestillende, men visuelt trick'ende form er digtet med begyndelseslinjerne "når jeg klikker med ørerne" (læst den ene vej fra), hvis to op-og-ned-vendte dele er vokset siamesisk sammen: "pun" læser man for at opdage, at de er bogstaver fra en modkørende sætning ("und" i "mund"). Ploing! siger det i hjernen. | ||
| | |
 | Peg for at vende digtet om | |||
| | | | |
Morfeus er en stor bog på alle sine ledder og et velkomment bud på adskillige af dem: visuel poesi, visuel poetik, bogobjekt, hypertekst-i-bogform, listedigtning og morfen derimellem. Listerne i sig selv er det mest selvudslettende grålige digtspor og det mindst finurlige-figurlige, helt blottet for pegefingre. De er en af de andre stumper, jeg til stadighed griber ud efter. Tænk alle de ord og udtryk, verden har prakket én på, og som man genkender eller generindrer med modstræbende fascination. Morfeus i ordenes malstrøm. Dét kunne have været en bog i sig selv. | ||
| | |
 | ||
| | |
Morfeus i 3P: MD | CYF | KW Niels Lyngsø: Morfeus - Digte & poetik. Gyldendal 2004. 210 s. i kassette. 298 kr. tidligere bidrag | aktuelt | 8/9/04 | ||
| | |
