Morfeus i 3P:

Tohuvabohu! - poeten som professionel kaospilot

Digte med øjne i nakken

Med Morfeus i Under-verdenen

Læsegople

Morfeus handler om at formgive og selv blive formet af verden. At forme digte ud af ordenes former og at lade digtene blive formet af verdens former. At læse Morfeus er et møde med verdens former og den måde, vi tilegner os dem på. Og et møde med at læse Morfeus.

Cyanea capillata-goplen (en brandkvinde) kaster sit brus af tentakler ned over bogens cover. Figuren relaterer til den farligt-sydende elskede i digtene, der kan sende på alle kanaler, har kobberødt medusahår og en bisværm omkring kroppens konturer. Goplen kan også være det bevægelige, sansende digt - eller den multiperciperende læser i Morfeus' under-verden, en oceanisk labyrint-verden med labyrintens særlige konstellation af ordnet og uordnet. Med mangfoldige ind- og udgange og et uoverskueligt irgangesystem af skriftlinjer, tekstserier, analogier og mønstre i forbindelse, der på én gang udløser frydefuld fortabelse og detektivisk sporlæsning. Bogen vendes og drejes i alle retninger, for at øjet kan følge skriftens uregerlige bevægelser. Man bladrer op og ned, frem og tilbage. Der er ingen sidetal, så man mister konstant den tekst, man søger, som en drøm, der ikke vil op til overfladen. Genremæssigt morfes der mellem remixede salmer, grå lister, ræssonerende prosa, alskens digte og fritsvævende ord, vers og strofer.

For at opleve Morfeus på Morfeus' præmisser, må man give afkald på ethvert overblik og være et gopleslør, der modtager skriftens pulserende, muterende mønster på alle kanaler. Blande sine tentakler med tekstens. Bogen er skrevet med hele kroppen og skal læses med hele kroppen. Men først og fremmest mærkes. Der er kærtegn på kærtegn - sitren, dirren, boblen, sværmen, isnen - og masser af hud. Måske fordi huden er den membran, hvor verden og bevidstheden mødes, og formgivningen starter.

 

Sky og krystal

Den morfiske erkendelsesteori stammer fra guder som Serres, Lukrets, Leibniz og digtergudinden over alle, Inger Christensen. Erkendelse, ikke som en afdækning af verden, men som evnen til at antage verdens former, selv danne former, der mimer det, der erkendes.

Svarende til, at værket rummer både digtning og poetik, optræder også to sproglige tilstandsformer: Skyens flydende og fordampende væske og tankens faste krystal. En af poetik-teksterne handler om de mesoforme formdannelser, som også optræder talrigt i digtene: skyer, bølger, mælkedis og rimfrost. Former - på én gang amorfe og morfede - som hyller Morfeus i et mytisk og drømmeagtigt skær. Tilsvarende de mange grafiske mesamorfer: digte, sætninger, ord, der fortoner sig, drypper eller svæver bort. Drømmedigtene, hvis former unheimlich forvanskes, og eksempelvis smelter som kviksølv.

Det flydende komplementeres af en serie af figurdigte med mejslet kontur, aktualisereringen af Mallarmés konstellationsdigt Un Coup de Dés: en (bouillon-)terning af tekst med titlen Un KUBE de dé. Eller Morfeus' krypt: en spejlvendt og dermed forseglet, ulæselig tekst.

Skyen og krystallet tematiseres eksistentielt i digtene, som komplementært samvirkende kræfter, men også som en uomgængelig afstand i verden. I figurdigtet forestillende en lille mand, beskriver jeg'et sig selv som "en indadvendt krabbe", der længes efter at blive delt, så han kan elske og længes og stige til vejrs". Andetsteds synker jeg'et tilbage i mørket som en sten efter et isnende blik under kærlighedsfavntaget. (M)Orfeus længes efter lyset og vægtløsheden, men molmusikken lyder mere gennemtrængende end i Stof og Force Majeure. Sigende er det, at det grafiske fødselsdigt LIV fra Force Majeure dukker op som et dødsdigt. Og at Ingemanns salmevers "Bliv hos os, naar Mørket vælder Af Nattens Sluser ud!" runger med overalt.

Er fatamorgana i morfinrusen

Fordi tekstformerne er så flygtige og foranderlige - "et net, globalt og himmelsk, gjort af dampe,/ blir hele tiden vævet om og fyger/ til alle sider hid og did" - får jeg undertiden syner, hvor teksterne sættes fri af bogsidens stasis og levendegøres i en animation. Hvor skriftgoplens tentakler bølger langsomt, eller terzinerturbinens mise en abîme er i tivoli-hvirvlende fart - terzinerne hvis faste rimskema afstedkommer en ustyrlig betydningsmæssig spredning. Hvor "drypstensordene" fra Grotekst - visuelt formet som en drypstenshule af lodrette skriftstalamitter og -stalakitter - pludseligt indfinder sig tungtdryppende i andre tekstyper.

Blot et futuristisk indfald - Parole in Libertà - et fatamorgana fra min morfintåge, måske for polymorft pervest. Fordelen ved Morfeus som bog er blandt andet, at man kan vende og dreje den og rent faktisk opleve tekstarkitekturen tredimensionelt.

 

Perler i trommens kapsel

Jeg er vild med, at Morfeus findes, dens morfiske legesyge, lette og tunge stemninger, klar og kompleks tænkning, - undere i alle størrelser, fra galaksesuset til den ironisk-varme genkendelse af ens egen banale barndom: Uri Geller, Bjørn Wiinblads askebæger og fru Petrell. Værket må som et stykke eksperimenterende grundforskning i digtets former og gestik blive en hovedinspirationskilde for fremtidens digtning, ikke mindst den digitale, som endnu er i sin vorden.

Men underligt: der hvor jeg holder allermest af Lyngsøs digtning - hvor vilter og vellykket formeksperimenterende den end er - er paradoksalt nok der, hvor den enklest og hinsides ethvert eksperiment registrerer og former en stemning. Når Ota Solgryn-drengen for længst er faret vild i sit labyrintiske univers af terziner og skrifttentakler og umærkeligt morfer "over i et mønster der ikke er hans". Da sker det, han "giver asyl til en hjemløs stump af en anden verden". Fanger en perle i de kapsler, Morten Søndergaard har fortalt om, som visse stammefolk binder til deres trommer for at få noget mere med. Fornemmelsen for marts. En helt ren Morten Nielsen-tone i verdenshjernens kakafoni:

Du er her
men du er her
alligevel ikke
som foråret først i marts

Morfeus i 3P: MDCYF | KW

Niels Lyngsø: Morfeus - Digte & poetik. Gyldendal 2004. 210 s. i kassette. 298 kr.

tidligere bidragaktuelt | 8/9/04