Formalisme og flowerpower
Dogmedigtning
Kalvehjerter
Når ord og billede danser tæt

- forfatteren Naja Marie Aidt overskrider grænser

Formalisme og flowerpower

”Det er ikke nødvendigvis formen, man altid skal eksperimentere så meget med. I virkeligheden udfordrer man sig som forfatter langt mere med at bruge en klassisk form, som er gennemprøvet og som folk kan forstå ­ og så gøre det ordentligt. (...) ’Grænseoverskridende’ er en af de mest brugte anmelderklichéer, men hvad er det man bruger betegnelsen om? Som oftest formen. Men ofte er det ikke særlig grænseoverkridende ­ som læseroplevelse. Det er et spørgsmål om, hvorvidt man som læser berøres eller rykkes ­ så er det grænseoverskridende. Det kan da være flot at læse en forfatter der har sat sætningerne sammen på en ny måde, men det er ikke nødvendigvis noget der ændrer dit liv, eller bare får dig til at tænke en smule.”

Sådan siger Naja Marie Aidt i et interview fra 90’erne. Ikke desto mindre har hun nu otte år senere, sammen med fotografen Kim Lykke, eksperimenteret med formen og konstrueret et storstilet bogkvadrat, der netop er grænseoverskridende og interessant på grund af formen. I et aktuelt interview kalder forfatteren selv bogen for et skrummel, og det kan hun da have ret i, quadratisch, aber nicht praktisch. Til gengæld er den glitrende lækker som et kunstmagasin, man gerne ville have til at prale på sofabordet.

Den grafiske forside giver umiddelbart associationer til den to år gamle store Hans-Jørgen Nielsen-samling med titlen Sort på hvidt. Hermed sendes også en hilsen til den konkrete poesi og 60’er-formalismen. Det er dog til dels falsk varedeklaration, for der er ikke meget af 60’ernes minimalisme og knaphed over dette eksklusive værk, der ødsler med de æstetiske virkemidler. Snarere minder udtrykket om reklamens grafik med tekst på bearbejdede fotos og en blikfangsagtig brug af skrift på pangfarver. Der leges med grafik i alle størrelser og fonts, dog alle traditionelle. Overalt gives der luft og plads til det visuelle udtryk, for eksempel får en del sider lov til at fremstå ord- og billedløse i gult, rødt eller sort.

Mangfoldigheden går igen på alle niveauer. Kim Lykkes fotos spænder fra snapshots, manipulerede fotos, portrætter, fotos af malerier, kriblekryds, avisudklip, kollager og videobilleder. Og tilsvarende varierer billedmotiverne fra det storslåede metafysiske og eksotiske - et kæmpe naturscenarium med lys og isbjerge, der kan gøre hvemsomhelst stum, en retroflamencodanserinde, der danser discoflamenco i en teltpavillon - til det helt jordnære og ufikumdikkede: krøllet sengetøj, cykelstativer og gårdmiljø, en kop med te i køkkenvasken, solbadning i Kongens Have. Er grafikken 60’er-agtig, emmer billederne til gengæld af 70’erne, med politik, hash, sex og køkkenvaskrealisme, på den fede retro- og bohemehippiede måde. Tag bare de uimodståelige røde træsko, som alle vi småpiger gik med i 70’erne, her sirligt arrangeret på en pumasokke-beklædt fod. Eller piercede læber til 1. maj i Fælledparken.

Naja Marie Aidt og Kim Lykke: Balladen om Bianca.

De mange hverdagsting og hverdagssituationer får gerne et stænk af noget fremmed, surreelt eller grotesk, det er en bog med kød i, kalvehjerter på tilbud for eksempel eller en slasket dejmave, der hænger ud over et par hullede netstrømper, der igen munder ud i et par tyskersandaler. Der er stirrende heste, der umotiveret dukker op flere steder i bogen. Og der er de mange fotos, hvor lyset er sært og manipuleret: københavske huse, der bader i uvirkeligt lys, et kastanjetræ, der udsender metafysisk stråleglans eller grynede videobilleder af blodige hænder og lammekranier, der giver associationer til både splatterfilm og religiøse slagteritualer.

Geografisk befinder vi os i ubestemmeligt europæisk og multikulturelt univers, fra Nordnorges fossende elve, til demonstrationer i Bilbao og stemningsfuld halal-æstetik i storbyer som København og Paris. Som der står i et af digtene: ”Til den ene side ses en mark/ Til den anden side nogle citymennesker”. Kernen er dog Nansensgade og kvarteret omkring, som for eksempel beboerhuset i Ahlefeldtsgade. For en københavner er det steder, man kender godt, og man kan sagtens være heldig helt tilfældigt at finde velkendte ansigter iblandt. Også de mere surrelle fotos indfanger en underlig og urolig genkendelighed, som arketypiske steder, man har besøgt engang i drømme.

Billed-eposet i Balladen om Bianca er en superrealistisk skildring af dagligliv i Norden, men samtidig er det overalt personligt og stemningsfuldt, om det så gælder et redaktionsmøde omkring bogens tilblivelse, køkkenmiljø med mælk, nivea-creme og fotos på køleskabet, eller en asiatisk pige med blomst, der sødmefuldt sender flowerpower-energi ud i æteren. Det er billeder med nerve, og de er altafgørende for stemningen Bianca.

>>