| Men nu skal man jo som bekendt ikke skue nordboerne på hårene, de to udgivelser har et tematisk slægtskab, som ikke er så stilfærdigt endda. Sneen og isen går igen i de to bøger som et nordisk bevidsthedsudvidende stof, ligeså potent som visse andre hvide stoffer: ”Man er skæv i det øjeblik man simpelthen fødes/ Og det kan man simpelthen ikke løbe fra.” Begyndelsen til en historie er et forstudie både til figurerne Bianca og José, der sporadisk dukker op i et par af digtene, og ikke mindst hele den fandenivoldske lidenskab, Balladen om Bianca er gjort af: Mine forældre bragte mig hver gang det sneede
en tablet mod voldsomt begær
men jeg var ikke pertentlig nok
jeg smurte mig ind i mørke
kradsede indlandsisen til mig Naja Marie Aidt skriver om kalvehjerter... og frem for alt om de vilde hjerter, om kærligheden som en dionysisk og skabende kraft, sindssyg, sønderrivende og helt og aldeles vidunderlig. Bianca bliver høj af at se slagteren José splitte ting ad: ”hun kan lide når han skærer kødet fra,/ det er elegant, han ligner en mand, som ligner en/ mester, som ligner en/ kunstner-/ bunken af dampende tarme på jorden.” Og kærligheden er ikke kun den erotiske i kødelig forstand, den er også som i i antik græsk forstand en drøm om sammensmeltning mellem menneske og verden. Bianca er en sang om at hengive sig til verden, og denne omverdensforelskelse er ligeså bevidsthedsudvidende og euforiserende som den erotiske: ”vi glider flerstemmigt gennem kloakken/(...) vi elsker de forkerte/ vi kaster op på vores tøj/ daggryets vilde panik/ og denne by der fængsler dig og kaster dig næsegrus/ nedad nedad/ ud over kanten/ af dig selv” Bogens øvrige figurer er alle mere eller mindre ramt af sindssyg længsel: der er den lesbiske Kristin med hele det norrøne mørke inden i sig, heller ikke hun kan holde fingrene fra den arketypiske Bianca med den røde kirsebærkjole og de røde sko. Der er drukkenbolten Otto, der drømmer om at flyve til Grønland i gul helikopter, der er digterne - i sig selv en sværmerisk race - og der er dagdrømmene om skrædderpigernes køn. Teksten er til det hele, også til mongoler, som efterhånden er blevet mere end en dogmetrend. Jens-Peter med det ekstra kromosom er den eneste figur, der bare hviler i sig selv, ”som et lille skib, der sejler rundt i en spand”, utilgængelig for verden, men samtidig en engel, der viser vej med sin barnetro og sit naive klarsyn. HVIS JEG IKKE VAR MONGOL, VAR JEG HANDICAPPET, siger han selv et sted. >>
| | |
