Formalisme og flowerpower
Dogmedigtning
Kalvehjerter
Når ord og billede danser tæt

Dogmedigtning

Forfatteren har givet bogen den gammeldags genrebetegnelsen en ballade, som jo er en dansevise med et fortællende indhold. Men et rigtigt plot kommer man til at lede længe efter. For historien er et kalejdoskopisk mylder - livet, som det leves uden aristoteliske spilleregler, en række situationer uden nogen indlysende forbindelse. Man kan formentligt endda læse bogen baglæns uden at miste noget. Bianca er hovedperson og centrum, forsåvidt som det er hende, de øvrige figurer retter sig imod i en forelsket gestus. Men bogen gør samtidig op med centralperspektivet, Bianca er en slags tomt midtpunkt i en polyfoni af stemmer, og ”der er”, ifølge forfatteren selv, ”mange Biancaer ­ enten det eller slet ingen. Hun er alt for dem, der fortæller om hende, hun kan være én man ser på gaden, drømmen om kærlighed eller længsel om derhjemme”. Bianca er altså ikke nogen psykologisk substantiel hovedperson i bogen, hun er snarere en stemning, en måde at være til på, en måde at perspektivere verden på. Det tales mange steder fra i teksten, og som læser tvinges man konstant til at flytte blikket. I den forstand er Balladen om Bianca et gennemgribende visuelt projekt; det handler om at se verden mange steder fra:

Fortæl du mig hvem jeg er
Mens jeg ser dig på så mange måder.
Vi skal passe på ræven, siger min bror,
Den spreder skidtet. Men hør:
Herfra kan vi jo nyde det.
Udsigten. Fra mindst syv vinkler.
Som så igen er fjorten.

Naja Marie Aidt og Kim Lykke: Balladen om Bianca.

Dogmedigtning er forfatterens egen betegnelse om værket, og der er umiskendeligt noget flaksende håndholdt kamera over den måde, synsvinklen skvulper rundt på i bogens univers, i det kvarter, som selvfølgelig både er geografisk og psykologisk:

Lad mig ikke ene i den susende mørkedyse
lev med mig her i mit kvadrat
mit kvarter det stykke land
jeg cirkler om flakker helt umuligt i
som natsværmeren der helt tilfældigt
er fanget i en gul og sodet lampe
med sit store sorte hoved

Flerstemmigheden genfinder man i sprogstilen, som uden problemer sampler patos ­ ”Digtene rejser sig som søjler. Så har vi noget/ at støtte os til” - med dialog og med en hverdagsagtig småsnakken med sig selv, som undertiden bliver helt Pia Juulsk i tonen: ”det skulle altid være mange/ vi skulle altid drikke kaffe/ indimellem, sådan/ ja”. Også genremæssigt mixes der frit og frejdigt; snart er digtene lange, snart kun oneliners med magnumgrafik, og iblandet poesien er også en 40-agtig eventyrfortælling i tre dele med Bianca i hovedrollen, visuelt garneret med små computergrafiske ikoner, samt fingerede interviews, hvor flere af bogens personer optræder. Bianca er på alle leder og kanter et Gesamtwerk.

>>