Af Per Højholt
For den som jævnligt giver sig af med ord, ords betydning og ords hele omstændigheder i en tekst, kommer ofte det øjeblik hvor ordene pludselig åbenbarer deres fysik. Ikke deres potentiale men simpelthen deres fysiske udseende. Det øjeblik er jeg tit genstand for, og det er hver gang lige berusende og meningsfyldt. Pludselig ser man ordet som det virkelig er, uden flitterstads og betydning, men rene tegn. At de tegn betyder noget, betyder i det øjeblik ingenting. Det er det rene udseende, den rene fremtræden, der er afgørende.
Sådan er det med mellemrum med alle mennesker, men det er langt fra alle, der er i stand til at tillægge det betydning. Dertil er det alt for selvfølgeligt. Men for os andre, vi stakler som ikke er bebyrdet med kun denne egenskab, men også med en sans for bogstavelighed, kan det være en streng sport. Folk har en tilbøjelighed til kun at se hvad ord betyder, ikke hvad der bærer betydningen, det forekommer selvfølgeligt og er derfor udenfor interesse. Det er synd, for det er netop det gådefulde og henrykkende, at så simple tegn overhovedet er i stand til at bære en betydning. Det er mere mærkeligt, at de kan det end at de ikke kan. Miraklet er så tæt på, at vi ikke kan få øje på det, før nogen gør noget, for eksempel slører billedet eller ødelægger det.
For snart mange år siden underviste jeg på Herning Højskole, og efter en tid besluttede vi at sætte skolen på den anden ende alene ved sprogets midler. Vi satte et skilt på elevatoren om at den var ude af drift. Nu er elevatoren vigtig, når man som elev bor i en skyskraber, så det var et afbræk i rutinen, men de mest initiativrige blandt eleverne, og de mest skeptiske, undersøgte naturligvis om skiltet nu også talte sandt, og da det viste sig at være løgn, hvad der stod, ville alle pludselig med elevatoren, således at den blev overbelastet og brød sammen, og så passede skiltet lige pludselig. Magisk og selvfølgeligt.
Vi lavede også andre ting: Vi clipsede aviser sammen og byttede om på d og h på toiletterne, hvilket dog kun gav kortvarige fnis. Men jeg husker, at jeg ved den påfølgende evaluering af projektet skrev "en ting" på tavlen. Jeg hævdede frejdigt, at skulle dette stemme, måtte jeg trække det sammen til "enting". Og hvis man skrev det udi eet kom der til at stå "entingentingentingentingenting", hvilket sagtens kunne læses som det modsatte af hvad man rent faktisk skrev, man skrev "enting«, men der stod "ingenting" på tavlen, det kunne vi selv læse, altså stod der "noget", men der stod ikke "noget" noget sted. Således adspredte vi os med sproglige gådefuldheder, men en af eleverne nægtede at tro at det kunne forholde sig sådan. Han sad hele formiddagen med en skrivemaskine og skrev "enting" linje efter linje, i håb om at komme bag på sproget til en sand betydning. Det lykkedes naturligvis aldrig, men han sloges tappert og undrende.
Nu vil de fleste nok sige, at dette er det rene pjank og ikke tjener noget formål. Men det er nu som man tager det. Man kan med lige så stor ret mene, at dette netop er en slags berøring af sprogets grundsubstans, en blanding af tilfælde og betydning, men sådan kan vi ikke lide at se dagligsproget omtalt. Det må ikke være tilfældigt, det skal være meningsfyldt hele vejen og altid. Det er det bare ikke. Det er dannet af tilfældet og historien, men det første ynder vi ikke.
Sproget må ikke være tilfældigt, derfor er vi gladest, når det bærer en klar tydbar betydning.
Hvad mere er: Dette er elementært for enhver sproglig kunst, det begynder der. Thorkild Bjørnvig, som ingen kan beskylde for nogen form for meningsberøvelse, har selv sagt det: "Uden bogstavelighed går det ikke". Men man må naturligvis gå videre end dertil, det er klart. Men mange snyder og undlader bogstaveligheden, og just derfor kommer deres digtning til at mangle fysik. Og krop skal der til, ellers har vi kun betydningerne tilbage, meningerne, udsagnene, og det er ikke nok. De danner ikke måder.
Nu kunne man måske tro, at dette var noget af den hurlumhej, som kun modernister finder på, men det er ikke tilfældet, langt fra. Gamle Johannes Ewald efterlod sig lister over ord som staves ens forfra og bagfra, og han legede sproglege med sin ven Stentrup på sygelejet, men ingen kan dog beskylde ham for modernisme eller manglende alvor, "Ode til Sielen«, "Haab og Erindring" er dog immervæk søjler i vores klassiske poesi. Og rimmesteren over alle, Hans Adolf Brorson, kan heller ingen beskylde for den slags narrestreger, og ingen har leget mere yndefuldt med sproget.
Leg og leg, ja netop! Selve rimet er en slags leg, det har uvilkårligt en humoristisk effekt, alene det at rime, ikke sandt? Det er en leg med ord, men tit og ofte i dybeste alvor, det kan dreje sig om liv eller død for ophavsmanden eller -kvinden og alligevel rummer det i sig selv elementer af leg, sådan som al kunst gør. Kunnen er jo netop at forene de to i en højere enhed.
Denne højere enhed indebærer en indsigt i sproglige grundforhold som en forudsætning for den dybere erkendelse, som det sproglige værk gerne skulle være udtryk for, og det kan blandt andet være en indsigt, man leger sig til! Under alle omstændigheder rummer legen en mulighed for at udvide og måske sprænge erkendelsens grænser netop herved. En sammentænkning af alle sproglige muligheder giver en chance for at støde igennem til nye erkendelser. Således hænger det sammen, fra det argeste pjat til den højeste erkendelse, der er ingen brat overgang, det hele hører med, og den som ikke har indset dette og overser led, han eller hun kommer aldrig til at lave ordentligt kunstnerisk arbejde. Ingen af disse erfaringer kan vi lægge bag os, nu de een gang er gjort, de er stadig nye og åbner for stadig nye muligheder, det er der ingen ende på.
Digtet, det sproglige kunstværk, skal nemlig, foruden at være digt også være værktøj for læseren, værktøj til at gøre det som læseren ikke selv kan: Bryde erkendelser op med nye, fordybe indsigter og alle kneb gælder, også de mere platte, når ellers de højeste er på deres pladser!
Prøv engang at se på vedføjede digt. Det er fuldkomment efter sin plan, det tør jeg godt sige. Jeg har selv skrevet det, men om det udtrykker noget, det er straks en anden sag. Men lad os forsøge. Digtet bygger på den meget enkle ting, at de to udsagn dækker hverandre. Der er lige mange slag i dem, og skrives de oven i hinanden bliver de nærmest væk, selv om de kan tænkes samtidigt. Strukturen er nu den enkle, at det ene udsagn ædes eller går op i, eller udskilles fra det andet, gradvist, linje for linje. Når de er helt adskilte begynder de at søge sammen igen og ender nøjagtigt som de begyndte, men efter først at have været adskilte. Typisk nok er adskillelsen forbundet med den hvide plet midt i tekstbilledet, hvor der ikke står noget.
Digtet danner, tydeligere end mange ord, et grafisk billede, og dette skifter alt eftersom man tillægger det dybdevirkning eller ej. Sådan er tekst, ligner den noget andet end sig selv? Ja, man kan ikke bruge sprog uden at sige noget, og man ser linje for linje solen bebyrdet med vældige horn og mælken fryse i sin karton - er det noget? Jeg mener ja, andre mener det er pænt, men nej!
Sådan en tekst har skrivemaskinen som forudsætning. Det kan ikke laves uden maskine. I stedet for at bruge maskinen til at udtrykke alt muligt andet, som også en håndskrift giver mulighed for, prøver forfatteren her at finde frem mod det udtryk, som maskinen selv ligger inde med, og det er en stor forskel, mener jeg. Hvad siger vore andre og mere avancerede maskiner? Vi ved det ikke, for vi spørger dem aldrig. Ved at bryde en regel, peger man på den. Ved at deformere sproget, peger man på formalia. Ved at forsynde sig nærmer man sig dyden. Ved at lave en blasfemi, peger man på det som er helligt og siger altså dermed, at noget er helligt! Destruktion og konstruktion hører sammen, de er hinandens forudsætninger. Men vi vil helst glemme det, når vi taler om det med sprog.
På samme måde med Odense og e'erne. Ved at overdække dem fremhæver vi at de mangler. Alle Odenses e'er vil være fremmedlegemer for en tid, de vil være for meget, de vil være i vejen, selv hvor de er med, vil folk synes sådan. Man kan sagtens undvære e'er, jo, man kan, en franskmand har skrevet en hel roman uden dem, og den kan da læses. Men det er nemmest med, se bare: her var tre af slagsen! og her er fire mer. E'er er ikke sådan at komme uden om. Og det gælder også andre bogstaver. Den slags er det godt at blive husket på en gang imellem. Det kan minde om en anden franskmand, nemlig ham der gav Mona Lisa overskæg og som mange år senere lavede en udstilling i New York med damen uden skæg, den hed "Mona Lisa shaved«. Så samtlige odenseanere bør nok spørge sig selv: Bliver Odns nogensinde sig selv igen ??
Trykt første gang i E/rum: Odense/Denmark 30. september 1996 02.00 Hours. Space Poetry 1996