frem i tiden >>

Lyden af Højholt på nettet
Vi har forsømt at fortælle, at journalisten Jacob Kreutzfeldt har samlet en perlerække af digteren og performeren Per Højholts eksperimenter inden for radiogenren, herunder de navnkundige Smerteskolen og Omkring Rundt, til et tema på DRs Kulturportal. Per Højholt er i øvrigt netop blevet nomineret som den ene de danske forfattere til Nordisk Råds Litteraturpris 2003 for sin roman fra 2001, Auricula. Den anden nominerede er Morten Søndergaard for hans digtsamling Vinci, senere fra i år (se også nedenfor). Prisen uddeles 21. februar i Stockholm. 13/12/02

Ildfisken savner talenter
Tidsskriftet Ildfisken savner nye gode talenter og tyr derfor til en oplæsning med åben mikrofon, der giver nye navne mulighed for at springe ud, på Katapult i Rosensgade i Århus 12/12 kl. 20 (kr. 20). Første del af oplæsningen står den nystartede Ask Forfatterskoles elever for. 10/12/02

Skakbrættekster på cd
I september i år mødtes ti forfattere omkring et kæmpe skakbræt og skrev tekster sammen til alle brættets felter. Nu udkommer samtlige tekster oplæst og på tryk på en dobbeltcd. Oplev projektet At skrive et skakbræt online på Love is in the air og læs om udgivelsen på Panoptikon. Reception med oplæsning 13/12 kl. 16-19 i Galleri September, Vesterbrogade 87 i København. 10/12/02

Tidsskrifter i gråt
Både Hvedekorn og Pistprotta er trukket i gråt i deres seneste udgaver. Efter et nummer om hvidhed og et om mørke har Pistprotta 50 valgt mellemtonerne med bidrag af blandt andre Jørgen Michaelsen, Lars Kiel Bertelsen, John Tylo (Østrig), Mette Winckelmann og Claus Handberg Christensen (med originale fotos) - køb det i den genåbnede kopenhagenshop. På billedkunstsiden er Hvedekorn 3/2002 invaderet af kunstgruppen Greyworld med to foldudplakater, og den grå trend fortsætter i næste nummer. Tekstsiden præsenterer den irske forfatter John Deane, fire debutanter og gamle kendinge som Eske K. Mathiesen, Jørgen Gustava Brandt, Viggo Madsen, Frederik Stjernfelt og Claus Carstensen. Se også bladets virtuelle udgave. 10/12/02

Mine mest kiksede breve
Forfatteren, billedkunstneren og musikeren Pablo Henrik Llambías optræder sammen med guitaristen og komponisten Thor Madsen på Café Riga, Istedgade 79 i København tirsdag 3/12 kl. 20. Titlen er "Mine mest kiksede breve og andre tekster + nogle sange fremført efter bedste evne" (af Pablo Llambías). Arrangør: The Wordshop" ved Michael Lee Burgess.
29/11/02

Det er jul, det er kunst
For femte år i træk, præsenterer det danske kunstwebsite
artnode sin kunstjulekalender. Hver dag i december åbnes en låge til en ny kunstners værk, lige indtil juleaften. 29/11/02

Moderne dannelse
Hotel Pro Forma er med sin nye forestilling, Calling Clavigo, der er en blanding mellem dans, performance og foredrag, på sporet af den moderne dannelse. Imens professor Per Øhrgaard taler om Goethe, fremkaldes "lysende mønstre på nøgne kroppe med hypnotiserende virkning", og samtidig med at to nye personer for hver opførelse (fra Jens Blendstrup til Suzanne Brøgger) siden hen deltager i en samtale om dannelse i dag, sørger dansere "i maleriske tableauer, båret af lysets puls" for at "holde øjeblikket fast". En koncentreret udgave af Goethes tragedie Clavigo fortsætter, hvor talen slipper. Forestillingen spiller på Dansescenen på Østerbro 19/11-7/12 og følges op af bogudgivelsen OmDannelse med samtaler med 11 markante personligheder. 11/11/02

Digtere på nettet og i bogform
Tidligere på efteråret udgav Klavs Bondebjerg en ny digtsamling,
Luften omkring dine læber, hvoraf en håndfuld digte allerede havde set dagens lys på Afsnit P som del af digteren - og fotografens - bidrag til projektet Gaderne sidste sommer. Siden har Morten Søndergaard også udsendt en bog med digte, som Afsnit Ps trofaste besøgende vil nikke genkendende til: i en tidligere version indgår de i udstillingen Landskaber omkring digtet Kompas. Den nye Søndergaard-udgivelse, Vinci, senere er ledsaget af en virtuel del, der blandt andet giver mulighed for at høre digtene læst op. 5/11/02

Documenta-film
Cinemateket i København viser fra 10/11 et udvalg af film- og videoværker hentet direkte fra Documenta 11, herunder af Isaac Julien (England), Mona Hatoum (Palæstina/UK), Trinh T. Minh-ha (USA), John Akomfrah (UK), Chantal Akerman (Frankrig) og Jean-Marie Théno (Caméroun/Frankrig). 5/11/02

Vitamin P
Ja, vi nævner den kun for navnets skyld, forlaget Phaidons nye store udgivelse, Vitamin P, for her står P'et så for Painting. Bogen præsenterer over 350 sider og ved hjælp af bl.a. 540 farveillustrationer hele 114 internationale malere, herunder danske Peter Bonde og Tal R. Hver kunstner har fået sin pille på omslaget. Hvad siger lægen? 5/11/02

Afsnit P prismodtager
Bibliotekarforbundets Kunstfaggruppe har i år valgt at give sin pris Den blå Abe til Afsnit P, som gruppen i sin begrundelse "uden at blinke vil benævne som landets mest inspirerende site, når det gælder eksperimenter og undersøgelser af, hvad nettet kan bruges til i crossovers inden for poesi, lyd og billedkunst". Prisen, der uddeles hvert andet år, blev indstiftet i 1998 og er opkaldt efter et keramisk relief skabt af billedkunstneren Kirsten Christensen, der også var den første modtager. I 2000 blev "aben givet videre" til tidsskriftet Pistprotta. 23/10/02

Ildfisken som cd
Det seneste udgave af tidsskriftet Ildfisken, nr. 29, er en cd med oplæsning af fem danske forfattere: Thøger Jensen, Peter Adolphsen og John Bang Jensen foruden Per Højholt (fra firserne) og Peter Seeberg (fra halvfjerdserne) - sidstnævnte tos optagelser hentet ud af Hald Hovedgårds navnkundige båndarkiver. Kr. 60. 23/10/02

Huidobro, Picabia og Turèll
Forlaget Bebop har netop udsendt bøger af Vicente Huidobro, Francis Picabia - og Dan Turèll. Chilenskfødte Huidobros Firkantet horisont & Eiffeltårn rummer to komplette samlinger fra henholdsvis 1917 og 1918 fordansket af Helge Krarup, der også tidligere har oversat Arkitiske digte og 3 umådelige noveller. Den franske maler Picabias Jestus Kristus Rastaquouère fra 1920 er gendigtet af Manni Crone og forlagsmanden Asger Schnack selv. Turèlls to hæfter Here comes your 19th Nervous Breakdown og Lissom, der nu er samlet i et bind, udkom første gang i 1973 på forfatterens eget forlag Soft Machine Productions. 23/10/02

Islandsk lyrik på dansk
Tidsskriftet Sentura præsenterer en håndfuld digte på nettet af islandske Sjón, suppleret af et interview med forfatteren. Digtene, som alle stammer fra samlingen Mørke figurer (Myrkar figúrur), er oversat til dansk af Kim Lembek, der også har fordansket Sjóns roman, Dine øjne så mig, der er udkommet dette efterår på forlaget Vindrose. 22/10/02

Banana Split i brevform
Banana Split 22 er på gaden - og det er et brevnummer med tekster af en rad af kendte navne som Antonin Artaud, Baudelaire, Lewis Carroll, Gunnar Ekelöf, Kafka, Keats, von Kleist, Mallarmé, V.S. Naipaul, Rimbaud (med en nyoversættelse af de kendte "seerbreve"), Marquis de Sade, Strindberg, Robert Walser - samt Adolf Hitler. Af nulevende danske forfattere bidrager Anders Søgaard, MM og Viggo Madsen. A/S Beauvais leverer desuden breve om kirsebærsaft indeholdende flue, og den amerikanske digter Juliana Spahr rapporterer pr. e-mail fra New York den 11/9 2001. 105 s., 80 kr. (tre nr. for 200). 22/10/02

Uropførelser med Ur-sonate
Månedens Uropførelse hedder et ny række månedlige arrangementer med nyopførelse af både musik og lyrik i teaterhuset Katapult, Rosengade 11 i Århus. Første gang søndag 3/11 kl. 20 med Lars Bukdahl, der læser op af sine nyeste digte og af sine fordanskninger af Kurt Schwitters' lyddigte (bl.a. Nyse-scherzo og Ur-Sonate), der udkommer dette efterår i Borgens Verdenslyrik-serie, efterfulgt af tre værker af den svenske komponist Martin Q. Larsson over tre tekster af Petrarca. 3/12 kl. 20 er det digteren Henriette Houth og komponisten Helle Solbergs tur. Entré kr. 60 (studerende kr. 30). 16/10/02

Electrohype 2002
Den nordiske biennale for computerbaseret kunst Electrohype 2002 med undertitlen Interplay åbner 23/10 og varer indtil 27/10. 16 forskellige nordiske og internationale kunstnere præsenteres i Carolinahallen og på Malmö Konsthall: Laura Beloff/Erich Berger (Finland og Østrig), Andrew C. Bulhak (Australien), Helen Evans/Heiko Hansen (England og Tyskland), John F. Simon Jr. og Marek Walczak/Martin Wattenberg (USA), Paul Smith/Vicky Isley og Victor Vina (UK), Federico Muelas (Spanien), Ellen Røed og Gisle Frøysland og svenskerne Magnus Wassborg, Rikard Lundstedt, Lisa Jevbratt, Thomas Broomé, C. Anders Wallén. I samme forbindelse afholdes en konference 24-25/10 med Josephine Bosma, Boredomresearch, Laura Beloff, John F. Simon jr., Martin Howse, Olga Goriunova og Andreas Brøgger, samt en perfomance 25/10 på Rooseum med britiske Artificial Paradises. 15/10/02

Alibi for at drikke cherry
Udstillingen ALIBI ("alle lever i byens igloer"!), der kan ses på Den Frie Udstillingsbygning i København sidste gang 13/10, rummer også en litteraturaften på Kulturnatten, 11/10 kl. 20 med Lars Frost, Katrine Marie Guldager, Claus Handberg Christensen, Lone Hørslev Rasmussen, Janus Kodal og Nicolaj Stochholm. Det kræver et Kulturpas, men så vil der også blive budt på Heering Cherry.
10/10/02

Stemmer i tiden
Den dansk-arabiske kulturforening Assununu har indledt en række på fem arrangementer i Møstings Hus, Andebakkesti 5 på Frederiksberg med overskriften Stemmer i tiden: 26/9 2002 kl. 20 Oversættelser - bro og kulturkløfter. 14/11 kl. 20 Et år efter 11. september - kultur mellem tolerance og had. 13/2 2003 kl. 20 Sufisme. 10/4 kl. 20 Fortællingen i digt og prosa gennem tiderne. 12/6 kl. 20 Køn, kønnere, kønnest. 26/9/02

To nye lyriksites: Koordinat og Ordkidé
En digtergruppe bestående af Robert Henningsson, Lars-Emil Woetmann Nielsen, Josephine Salome Ulnits, Erik Scherz Andersen og Christian Meisels Asmussen har netop lagt grundstenen til et fælles website: Koordinat.dk. Og samtidig har de udsendt første nummer af et nyt elektronisk tidsskrift for lyrik, Ordkidé, der skal udkomme tre gange årligt med skiftende indhold, i premierenummeret blandt andet interviews, digte, anmeldelser, replikker og klummer. 10/9/02

Asiatisk måned i Nikolaj
I september måned står Nikolaj Udstillingsbygning - i anledning af det asiatisk-europæiske ASEM-møde i København - i Asiens tegn. Ud over den aktuelle udstilling Text & Subtext med 22 asiatiske kunstnere, der vises fra kælder til kvist siden juli, afholdes 20/9 et internationalt seminar om Asien og Samtidskunsten (entré kr. 20 inkl. udstilling, ingen tilmelding). Desuden præsenteres både den nyeste asiatiske videokunst (14-15/9 og 19-21/9) og for første gang i Danmark 19-21/9 kl. 20 den svenskproducerede film Tokyo Noise fra 2001 med blandt andet den kontroversielle fotograf Nobuyoshi Araki og den kvindelige støjmusiker Mayuko Hino. Den 19.-21. holder hele huset åbent til midnat. 9/9/02

Afgangsantologi og -oplæsning
Også i år præsenterer Forfatterskolens afgangselever sig for offentligheden i en antologi udgivet af forlaget Basilisk. Årets bog hedder 0-2 og præsenteres 15/9 på KafCaféen i København kl. 16-19 (gratis entré). 143 sider, 129 kr. Navnene er: Kristian Leth, Eli I. Lund, Lene Asp Frederiksen, Alf Christensen, Adam Drewes, Nina Søs Vinther, Henriette E. Møller, Anders Søgaard, Allan Milter Jakobsen. 9/9/02

Lyrak-aften
Fredag 20/9 kl. 21 afholdes Lyrak-aften med "lyrik, gak og fest i kælderen", Roarsvej 16 på Frederiksberg. En aften med performance-poeterne fra "Crazy bus tour", Sternberg, Frank Langmack, Kasper Schultz, Alan Hammerlund, Lars-Emil Woetmann og Claus Ankersen (se også her) samt gæster. Gratis entré. 9/9/02

Strungeprisen til Mikkel Thykier
Det blev digteren Mikkel Thykier, der i år under Borgens Forlags efterårsårsreception modtog Michael Strunge-prisen. "Forfatterskabet er ungt, men det er flerstrenget, både i tanken og tonen, det har spændvidde og samtidig en rystende præcision. Der er tale om et talent, der rammer bull's eye på flere forskellige dartskiver", sagde Mette Moestrup blandt andet ved overrækkelsen og karakteriserede samtidig forfatteren som "et menneske, som skriver om, hvad man kan sige til et andet menneske". Thykier debuterede i 1997 med brevdigtene Skyggerne er kun flygtige og har senest dette forår udgivet Daglig tale, der er en dialog imellem en talende og en tavs. 27/8/02

Tidsskriftbiennale
Den svenske Bok&Bibliotek-messe, som afholdes i Göteborg 19.-22. september, danner også rammen om Journal 2002, den 3. Svenske Tidsskriftbiennale og The 15th European Meeting of Cultural Journals. På programmet er både en udstilling af svenske og europæiske tidsskrifter, en tidsskriftbutik, en række seminarer med temaet Solidaritet samt et intereuropæisk sceneprogram med alt fra politisk agitation, debat og samtaler til lydpoesi, kortfilm og sløjdcirkus. Også den danske Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter deltager. Den danske pendant til bogmessen, BogForum, finder i år sted 15.-17. november, som sædvanlig også med en tidsskiftstand med arrangementer og lignende. 26/8/02

Kunstnerne viser rundt
Søndag 1. september er sidste dag for tre udstillinger på Overgaden i København af henholdsvis Ane Mette Ruge, John Øivind Eggesbø og Hanne Nielsen & Birgit Johnsen. I den forbindelse afholdes en rundvisning ved de udstillende kunstnere selv kl. 15.00. Den såkaldte "finissage" giver dermed en chance for at høre de udstillende kunstnere fortælle om deres udstillinger og værker samt at indgå en dialog med dem. Arrangementet er gratis og uden tilmelding. Indtil da kan udstillingerne ses tirsdag-søndag kl. 13-17.
22/8/02

Overgaden viser video
Udstillingsstedet Overgaden i København arrangerer en række videoscreeninger i det såkaldte "mellemrum". Det første program i rækken hedder Gestes Essentiels - animeret kunstvideo og er opbygget omkring kunstnerne Veronique Hubert (F), Lena Ignestam (SE), Cecilia Lundquist (SE), Sven Påhlsson (N), Pia Rönicke (DK) og Florian Zeyfang (D). Kunstnerne arbejder alle med den animerede video som et bærende eller væsentligt led i deres kunstneriske praksis, fra den helt basale stregtegnede animation til mere komplekse billed- og lydmontager. Onsdagene 14. og 28. august kl. 20.
9/8/02

Udstilling i Ind-bakken
Der er stadig mange nye former at afprøve: London-baserede Centre of Attention tilbyder nu at udstille i din personlige brevbakke. Seks mandage i træk fra og med 12. august modtager man, hvis man skriver til art@thecentreofattention.org eller tilmelder sig på projektet Email Arts website, et gratis kunstværk pr. e-mail - udført af følgende internationale kunstnere: Jenny Holzer, Ken Friedman, Sylvie Fleury, Simon Poulter og Simon Faithfull, samt den sidste mandag i forløbet, 16/9, det bedste e-mail-værk, der er tilflydt arrangørerne fra publikum i den forløbne tid. 9/8/02

Onkel Danny og Dan Turèll
Trods sin relativt korte levetid (1946-1993) efterlod Dan Turèll sig et stort forfatterskab både af omfang og betydning: mere end halvfems udgivelser blev det til. Samtidig nåede Onkel Danny med de sorte negle og den skaldede isse at blive folkeeje. Gennem arkivmateriale og udsagn fra familie, venner og kolleger pejler Lars Movin og Steen Møller Rasmussens nye film Onkel Danny - Portræt af en Karma Cowboy sig ind på såvel figuren Onkel Danny som mennesket Dan Turèll. Man møder desuden Kristen Bjørnkjær, Suzanne Brøgger, Lars Bukdahl, Peder Bundgaard, Jens Christiansen, Henrik Have, Jan Kaspersen, Peter Laugesen, Erik Liljenberg, Jacob Ludvigsen, Klaus Lynggaard, Bjarne Nielsen, Skender Orani, Asger Schnack, Kenn André Stilling, Chili Turèll og Inge Turèll. Filmen har premiere i Grand Teatret i København og Øst for Paradis i Århus 23. august.
9/8/02

Interaktivt beskyttelsesrum
Seks aftener i august går en række kunstnere, dataloger, teknikere og musikere under jorden i et beskyttelsesrum på Frederik Vs Vej mellem Rigshospitalet og Fælledparken på Østerbro i København for at skabe, hvad de kalder en "tilbagelænet elektrisk oplevelse". Projektet
Understrøm er et rumligt interaktivt miljø, der kræver fysisk deltagelse: et vift med hånden, en berøring eller en diskret lyd bliver brugt af systemet til at igangsætte audiovisuelle forløb i rummet og stimulere et samarbejde imellem den besøgende og de aktuelle lydfolk. Arrangørerne er tabla.dk - bestående af datalogerne Jacob Carstens, Simon Moe og Ole Kristensen - samt billedkunstnerne Zoe Kofod og Inez Mortensen og æstetik og kultur-studerende Thomas Petersen. Weekenderne 9-11/8 og 16-18/8, kl. 20-01. 2/8/02

Metronettet udvidet
Fra spor 3 på Nørreport Station er der indtil 23. august direkte forbindelse til undergrundsbanen i London. Og fra en station i "the Tube" er der en tunnel tilbage. Per Kragh-Müller og Hanne Lise Thomsen har udnyttet, at Nørreport under ombygningen er blottet for en del af de vante reklamebillboards. Efter sigende er deres ophængning af fotostater under titlen Urban Ride kun begyndelsen på en serie af aktioner på metrostationer i en række storbyer. 29/7/02

Electrohype 2002
Tid og sted for Electrohype 2002 i Malmö er nu fastlagt. Festivalen for computerbaseret kunst finder sted 23.-27. oktober i Carolinahallen og på Malmö Konsthal med både en fysisk og en virtuel udstilling, en konference og en serie workshops. Programmet offentliggøres i august måned. 29/7/02

Lyd + litteratur
Sammenslutningen Litteraturen på Scenen i Århus liner nu op til en overdådig Lyd+Litteratur-festival. Festivalen, der finder sted i ugen 12.-16. august på Musikcaféen i Mejlgade, skal fokusere på krydsfeltet mellem litteratur, musik og lydkunst og byder både på optrædener, foredrag og dj's. Blandt de optrædende er Alejandra & Aeron (Spanien/USA), Peter Laugesen, Lars Skinnebach, Ursula Andkjær Olsen, Bo hr. Hansen, Martin Hall, Limp, Christian Yde Frostholm, Hans Sydow, Gordon Inc., Niels Lyngsø, Henrik List samt Jokeren fra Den gale Pose. Se det fulde program hos festivalen. 17/7/02

Digtere på gaden
Ud med poesien! siger en række yngre "amatørforfattere" (i deres egen, men også i Brian Mikkelsens forstand: digtere under den såkaldte bagatelgrænse). De stiller sig op iført mikrofon og forstærker på gaden i København, nærmere bestemt på Kultorvet 20. og 27. juli og Rådhuspladsen 3. august, alle tre dage kl. 11-16, for at skabe rum for mødet mellem digtning og københavnere. Tekst for tid hedder arrangementerne (se mere her), deltagerne hedder: Andreas Christoffersen, Asbjørn Auring Grimm, Cecilie Lolk Hjort, Claus Høxbroe, Daniel Paluszewski, Frederik Bjerre A., Lars-Emil Woetmann Nielsen, Michael S.Olsen, Sigrid Bjerre Andersen og Sternberg. 17/7/02
 

Globale komplekser
Det er
Superflex, der står bag sommerens iøjnefaldende nødråb på mure og plankeværker i Graz og Linz i Østrig, Malmö i Sverige og København, Odense og Vollsmose i Danmark. Plakaten er produceret i forbindelse med udstillingerne The Global Complex (Graz og Linz) og Skulptur i eventyrhaven og Vollsmose (Odense). Superflex er desuden udstillingsaktuelle på Rooseum i Malmö med Tools + Counterstrike (til 21. juli). 11/7/02
 

Artists' books i Malmö
Samtidig med Superflex viser
Rooseum også indtil 21/7 udstillingen Maria Lindberg: Samlet dokumentation af kunst i bogform. Den svenske billedkunstner har sammensat et arkiv af udvalgte dokumenter fra artists' books fra det seneste århundrede - alt fra Kurt Schwitters og Francis Picabia til Dorithy Ianonne og Tacita Dean - hentet fra hendes egen samling på over 250 titler, der normalt befinder sig på Linköpings stifts- og länsbibliotek. 11/7/02
 

Boykot Danmark
Boykot Danmark er en anden plakataktion i det københavnske byrum i sommer, denne gang i anledning af Danmarks EU-formandsskab med en opfordring til (blandt andet) at vise større åbenhed i det offentlige rum. Ud over plakaten, som forestiller Den lille Havfrue på rødternet baggrund, består aktionen af 15 stickers på dansk, engelsk og arabisk med udsagn som "Velkommen" og "Sæt dig bare her" (foruden ovenstående). Publikum opfordres til selv at foretage opklæbninger og derpå indsende billeddokumentation til
www.boykotdanmark.dk. 11/7/02
 

Poetisk gør-det-selv-leksikon
Afsnit P er ikke ene om at arbejde kreativt med ordbogsgenren på nettet. "Når nu encyklopædien ikke kommer på nettet, må vi jo selv lave én..." lyder sloganet for Øverste Kirurgiskes nye
hyperlexpoesi.dk. Også du kan være med til at udvikle det sære og underfundige opslagsværk: Foreslå et ord eller kom med din egen ordforklaring. Læs blandt andet om en føvting og en sandsigerske og få indtil flere forklaringer på ordet elskov. Sproget vokser og deler sig... 11/7/02

 

<< tilbage i tiden

sidste nyt | aktuelthistorieindeks