frem i tiden >>

Fra Bauhaus til Superpocket
Forening for Boghåndværk præsenterer traditionen tro det forgangne års fremmeste bogarbejde på en lille udstilling på Kunstindustrimuseet i København. I år fra 17. maj til 16. juni kl. 11-17 (mandag lukket) og med en ekstra, lille særudstilling, der omfatter de fjorten små bøger, som Bauhausskolen udgav fra 1925 til 1930: "en syntese over den modernistiske æstetik inden for kunst, arkitektur og design". De udvalgte bogarbejder fra Danmark 2001, som rummer et par lyrik- og billedkunstudgivelser, men for en stor parts vedkommende er kogebøger - og gudhjælpemig også omfatter Gyldendals Superpocket-serie - vises tillige på Arkitektskolen i Århus fra starten af juni. 8/5/02

Wroblewski på polsk og dansk
Den polskfødte, dansk bosatte digter Grzegorz Wroblewski optræder 7. maj kl. 20 i Salon K på Huset i København, interpreteret af hans danske oversætter Jakob Drong. Desuden medvirker musikerne Lotte Anker (saxofon), Olga Magieres (piano), Peter Friis Nielsen (elbasguitar) og Klaus Bøje (slagtøj) samt Teodor Bok på maleri. Entré kr. 60. 29/4/02

Digital sonetkrans
Udstillingen Revisit Reality, der vises 26. april-16. juni i Nikolaj Udstillingsbygning i København, låner struktur fra digtekunstens oldgamle form sonetkransen, men er et kig ind i fremtiden. Den "interaktive kunstmaskine", som kunstnergruppen Boxiganga kalder værket, er et forsøg på at undersøge de moderne mediers udtryksmuligheder i en bunden form. Karin Søndergaard, Kjell Yngve Petersen og komponisten Åke Parmerud gør den besøgende til sin egen kropslige remote control i et rum med kamera i loftet og grafiske måtter på gulvet. Publikums bevægelser påvirker både billed- og lydside, men i dialog med en temperamentsfuld maskine. Også kataloget til udstillingen er interaktivt og rummer en udgave af værket på cd-rom. 23/4/02

Digital videokunst
Sig goddag til fred og ro. Det er titlen på en større udstilling med videoinstallationer i Nikolaj Udstillingsbygning, hvor en række internationale kunstnere ved hjælp af digitale teknikker går i clinch med sproglige strukturer og arkitektoniske rum, som vi plejer at tage for givet. Og noget tyder på, det bliver så som så med freden. Navnene er: Jens Brand (D), Dagmar Keller (D) + Martin Wittwer (CH), Andreas Gedin (S), Gary Hill (USA), Teresa Hubbard (USA) + Alexander Birchler (CH), Franciska Lambrechts (B) og Antoine Schmitt (F). Udstillingen, der kan ses 26. april-2. juni, er et dansk-tysk samarbejde. 23/4/02

Biblioteksåbning udsat i Alexandria
Den ægyptiske regering har besluttet at udsætte den officielle indvielse af Bibliotheca Alexandrina - genoplivningen af det sagnomspundne bibliotek i Alexandria - på ubestemt tid grundet den spændte situation i Mellemøsten. Det kongelige Bibliotek i København udsætter derfor også sin planlagte præsentation af bygningsværket ved den norske arkitekt Kjetil Thorsen og af Palle Mikkelborgs musikalske værk, To Read is a Dream, der er det danske bidrag til indvielsen. I mellemtiden kan stedet besigtiges hos UNESCO. 18/4/02

Peepshow for digtlæsere
8. maj fra kl. 9 morgen og et godt stykke hen ad dagen vil man foran hovedindgangen til Københavns Universitet Amager finde en mandshøj kasse med et lille kighul i siden. Inden i den vil man kunne øjne en digter, som i ensom majestæt læser digte op i en mikrofon. Oplæsningen vil blive spredt i området via højttalere, men synet af personen bag vil altså kun være de mest nysgerrige beskåret. Titlen er logisk nok Peepshow-poesi, idémanden bag hedder Jesper Sternberg Nielsen, og listen over digtere i boksen tæller mere end 30 navne, kendte såvel som mindre kendte. 18/4/02

Paskontrol på KUA
Københavns Universitet Amager afholder tværvidenskabeligt seminar med overskriften Paskultur. Foreløbigt program: Alexander Carnera Ljungstrøm: Interzone - identitet som begivenhed og tilblivelse. Isak Winkel Holm: Legitimationspapirer- og problemer (om Franz Kafka). Birna Marianne Kleivan: Pasfotografiet og andre id-billeder. Jesper Gulddal: Pasificering (om Goethe og Dickens). Mette Mortensen: Pasfotografiet som politisk våben og æstetisk virkemiddel. Fredag 3/5 kl. 10-16 i lokale 6.1.48, arranegeret af Jesper Gulddal og Mette Mortensen, Litteraturvidenskab. 18/4/02

Ungarsk forfatterbesøg
Imre Kertész - ungarsk forfatter, født i 1929, som fik sit internationale gennembrud med romanen De skæbneløse (på dansk 1996) og nu er aktuel med bogen Kaddish for et ufødt barn - besøger for første gang Danmark og kan høres onsdag 24. april kl. 19 i Politikens Foredragssal, Vestergade 28. Kertész har både oplevet Auschwitz, Buchenwald og socialistisk diktatur samt publiceringsforbud. Hans foredrag hedder da også "Friheden til at definere sig selv". 18/4/02

- og jordansk
Samme aften, onsdag 24/5 kl. 18, kan man i Café Wiuff på Nørrebro møde Fadia Faqir, født i Jordan i 1956, men siden 1984 bosiddende i England. Faqir, der også forsker og underviser i arabisk kultur, er bogaktuel i Danmark med romanen Saltstøtter. Samme arrangør har i øvrigt sat digteren Søren Ulrik Thomsen i stævne 13. juni kl. 18 (gratis adgang, tilmelding pr. telefon eller mail). 18/4/02

Verdensbogdag 2002
I København er det ikke mindst Helligåndshuset, der vil danne ramme om den internationale dag for bogen, tirsdag 23. april. Her vil der være oplæsninger, prisoverrækkelse og paneldiskussion. Men også på Café-Teatret, i Byggeriets Hus, samt et utal af steder rundt i landet, vil dagen blive markeret - og forfatteren Astrid Lindgren mindet (med bl.a. noget så sjældent som en gratis bog i 300 boghandler). Se det fulde program på www.verdensbogdag.dk, hvor man desuden kan erfare, at Paul Austers næste bog får verdenspremiere på dansk. 12/4/02

Ildfisken (og Afsnit P) ændrer form
I det seneste nummer af tidsskriftet Ildfisken (nr. 28), som rummer foruroligende tekster af indtil flere danske forfattere, heriblandt Helle Helle og Viggo Madsen, kan man også læse en Morten Søndergaard-tekst, som vi har set os nødsaget til at gengive in extenso (se nedenfor). Ildfisken bebuder i øvrigt, at bladet for fremtiden vil ændre udgivelsesfrekvens og kun komme to gange årligt, men til gengæld med et større antal sider pr. år end nu - og til samme pris, en flad 100-kroneseddel. I overgangsfasen er det sågar muligt at få hele tre numre for de samme penge! 12/4/02


AFSNIT P

Man bygger slet ikke den slags afdelinger mere. Indgangen lå i et nedlagt autoværksted: Afsnit P, stod der med store selvlysende bogstaver, P for poesi. Portørerne var dværge i alt for store kedeldragter, og de kvindelige plejeres ben var smurt ind i billigt glimmer af den slags, som børn bruger. Jeg vinkede til mine forældre gennem en stor rude. Psykologen skrev digte med venstre hånd, og da hun sluttede den elektriske strøm gennem min krop fik jeg lyst til at græde på samme måde, som det barn jeg havde hørt græde natten igennem på en af de underjordiske sovesale. Enhvert menneske har krav på sådan en gråd fra tid til anden. Men man skal ikke græde i sine digte, så jeg så lige op i operationslampen og bed smerten i mig. "Koag", blev der sagt! "Koag!" Bensaven gik gennem kraniet og operationen var faktisk ikke så kompliceret, som man først havde fortalt mig. Bagefter kom der en ambulance og kørte mig hen på diskotek "Cipramil", hvor alle så helt afsindigt lykkelige ud.

Morten Søndergaard
 

Litterære onsdage på Bankeråt
Forlagene Borgen og Vindrose afholder endnu en række litterære onsdage på Café Bankeråt i Ahlefeldtsgade 29, København K: 17/4 kl. 20 spændingsforfatteren Grete Roulund, 24/4 kl. 20 digterne Sophia Kalkau, Morten Søndergaard og Tomas Thøfner, 8/5 kl. 20 digterne Peter Laugesen og Janina Katz, samt 15/5 kl. 20 prosaisterne Kim Blæsbjerg, John Bang Jensen, Birgit Munch og Thomas Hvid Kromann. Fri entré. 12/4/02

Forfattere på film
Cinematekets april-tema er filmede forfattere. Programmet byder på Karen Blixen - Storyteller, At gå op ad væggen (om Villy Sørensen), Nattegn - en film om Peter Laugesen, Mellem bjergene og havet (om Henrik Nordbrandt) og Fra Brandes til Rifbjerg. Blandt nyhederne figurerer desuden Christian Braad Thomsens helt nye film om Svend Åge Madsen - at fortælle menneskene. 12/4/02

Japansk Re-Design
Kan tændstikker have en personlighed? Kan toiletruller være firkantede? Kan spillekort være kunst? 32 japanere med baggrund i foto, mode, musik, prosa, arkitektur, belysning, reklame mv. revurderer hverdagsting på Dansk Design Center i København på udstillingen Re-Design fra 24. april til 4. august - alt i papir. Allerede 23/4 kl. 15 holder udstillingsarkitekten Kenya Hara fra Nippon Design Center foredraget med den en anelse urovækkende titel Design to erase yesterday (150 kr., tilmelding senest 19/4). 9/4/02

Kunstkritik eller livsstil?
Hvordan har den dybdeborende og forpligtende kunstkritik det i strømmen af livsstilsjournalistik? Spørgsmålet besvares af et panel bestående af: kunstanmelder Lisbeth Bonde (Information), redaktør Niels Frid-Nielsen (Main Magazine), chefredaktør Malene Malling (Costume), kulturredaktør Henrik Wivel (Weekendavisen) og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm (Hotel Pro Forma) samt redaktør Jes Stein Pedersen (Politiken), sidstnævnte i funktion af ordstyrer. Mandag 15. april kl. 17-19 i Blixen-salen på Det kongelige Bibliotek i København, fri entré. 9/4/02

Simultan kunst i Malmö
Det kan endnu nås: Sidste dag for den første større præsentation af den portugisiske kunstner João Penalvas værk i Skandinavien, på Rooseum i Malmö, er 21. april. Penalva arbejder med bl.a. tekst, sproglig kommunikation, oversættelse og afskrifter. Om et af sine værker, 336 PEK (336 Rivers), har han sagt, at det "blev udtænkt som en film, der skulle kunne fremkalde fire separate simultane opfattelser: af hvad man ser, af hvad man hører, af hvad man læser, af hvad man visualiserer. Hver og en af disse har sin tid." Udstillingen er den første i en række to-personers-udstillinger på museet. Parallelt - og i samarbejde med den portugiske kollega - viser svenske Matts Leiderstam således en række installationer. 9/4/02

Lyrikaften med arabisk gæst
Mansur Rajih, arabisk forfatter, som har været idømt dødsstraf og sad fængslet i 15 år for sine politiske meninger, men nu er bosat i Norge, vil være aftenens gæst, når sammenslutningen Assununu 11/4 kl. afholder sin fjerde lyrikaften i Møstings Hus, Andebakkesti 5 på Frederiksberg. Desuden medvirker digterne Naja Marie Aidt, Pia Tafdrup, T.S. Høeg, Niels Frank og Kristian Leth. Fri entré. 5/4/02

Computerkunst søges
Udstilling søger kunstværker, der kun kan opleves ved hjælp af en computer: alt lige fra netbaserede værker til store computerstyrede installationer. 2002-udgaven af den nye nordiske biennale for elektronisk kunst, Electrohype, løber af stablen i Malmö i sidste halvdel af oktober i både en fysisk og en virtuel udgave. Deadline for bidrag er allerede 31. maj. Læs mere hos arrangørerne. 3/4/02

Bøger og business til debat
Forening for Forlagsfolk ønsker at skabe debat om forholdet mellem litteraturen og markedet i en tid, hvor små, selvstændige forlag bliver opkøbt af store koncerner. Derfor afholder de arrangementet Bøger & Business 11. april kl. 17-22 i Nationalmuseets Festsal med litteraturkritikeren Erik Skyum-Nielsen, debatredaktør Jette Hansen, kulturminister Brian Mikkelsen, forlægger Merete Ries, litterær agent Lars Ringhof, litteraturrådsformand Anne-Marie Mai, forfatter (og kommende forfatterskolerektor) Hans Otto Jørgensen, boghandler Marianne Withen og lektor Lisbeth Worsøe-Schmidt. Entré kr. 160. Læs mere og tilmeld dig her (senest 8/4) 2/4/02

Hvedekorn fornyet
Tidsskriftet Hvedekorn har fået ny poesiredaktion: forfatterne Morten Søndergaard og Tomas Thøfner tager med nr. 1/2002, der udkommer onsdag 27/3, over efter Annemette Kure Andersen. Redaktøren af billedkunsten hedder stadig Andreas Brøgger. Han har til gengæld tilført bladet et mere handy format, der betyder en fordobling af sideantallet, og et nyt gennemgående grafisk design. Også Hvedekorns hjemmeside, www.hvedekorn.dk, kommer til at byde på nye overraskelser. 27/3/02

Bog med indlagt gravsten
Det synes ikke at være noget tilfælde, at Claus Beck-Nielsens nye udgivelse, Selvudslettelser, der udkommer 9. april, i Samlerens Forlags pressemeddelelse omtales som hans "sidste bog". Bogen er sågar vedlagt en fold-ud-plakat med et billede af en gravsten over forfatteren. Værket kaldes "et kompromisløst og ikke særligt flatterende portræt af vor tid og mennesket midt i den" og er (en smule forvirrende) første bind i "gesamtværket das Beck-Wekverzeichnis". 26/3/02

Frokost med Christina Hesselholdt
Frokostoplæsning hedder en række litterære arrangementer på Gran Kafé, Frederiks Allé 20 B i Århus. Torsdag 18. april kl. 13-15 kan man høre forfatteren Christina Hesselholdt. Billettlf. 86 19 68 22 eller ved indgangen (20 kr.). Arr. Astrid Gjesing. 26/3/02

Brostrøm får "lille nobelpris"
Det Svenske Akademis nordiske pris, også kaldet "Den lille Nobelpris" går i 2002 til litteraturkritikeren Torben Brostrøm, manden bag værker som Versets løvemanke (1960), Den ny åbenhed (1981) og Modernisme før og nu (1983). De 250.000 svenske kroner overrækkes i Stockholm 3. april. Blandt de tidligere modtagere er Lars Forssell, Klaus Rifbjerg, Lars Huldén og Willy Kyrklund. 15/3/02

Videoportræt af T.S. Høeg
Lars Bukdahl og Steen Møller Rasmussen lancerer deres videofilmiske Blækportræt nr. 2 (det første var af Jørgen Sonne - se også annekset til vores Sonne Ordklip). Denne gang hedder den portrætterede T.S. Høeg, som inviterer indenfor i sit dobbelte værksted, først Musikrummet, derpå Skriverummet, også han uden pause. (1 time, 150 kr., Plagiat og Borgen. Udkommer 12/3). 11/3/02

Sprogfilm af Steen Møller Rasmussen
Tre kortfilm af Steen Møller Rasmussen er blevet samlet til en trilogi med overskriften S-P-R-O-G. De giver hver sit bud på hverdagens sprogforbistringer. Parachute Jump handler bl.a. om den babylonske sprogforvirring i USA. Frederiksberg d. 8.9.1996 er en samtale imellem kunstneren Peter Land og den afasiramte Niels Olaf Gudme. I Det indre marked bliver børn af forskellig etnisk baggrund i Høje Gladsaxe bedt om at ggentage sætninger på engelsk. Trilogien kan ses i Cinemateket i København 20. marts kl. 19.30 og distrueres af Det Danske Filminstitut. 11/3/02

Kunstens Vagtparade
Kunstarterne opfordres til at stå - og gå - sammen mod "den del og hersk-strategi, der her og nu rammer brede dele af kulturlivet". Danske komponister og sangskrivere opfordrer kunstnere af alle slags til at gå med i Kunstens Vagtparade - en demonstration 20. marts kl. 11 fra Kgs. Nytorv med retning mod Kulturministeriet. 7/3/02

Høring om regeringens kulturpolitik
Mandag 11. marts kl. 13-16 afholdes høringen Fra guldalder til stenalder i Københavns Universitets Festsal på Frue Plads med oplæg af lektor i Idéhistorie, Dorthe Jørgensen, universitetsrektor Linda Nielsen, forlagsdirektør Johannes Riis, formand for Ny Carlsbergfondet, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, dramaturgiprofessor Jørn Langsted, komponist og forfatter Karl Aage Rasmussen og forfatter og kritiker Georg Metz. Ordstyrer: Steffen Kretz. 7/3/02

Oplæsning mod nedskæring
Katrine Marie Guldager, Ida Jessen, Ib Michael og Kirsten Thorup læser op i protest mod nedskæringerne på litteraturområdet - på det lukningstruede Bådteater, Holbergsgade 30 i København, tirsdag 12. marts kl. 20 (fri entré). Dørene åbnes klokken 19 og lukkes, når båden er fuld. Arrangørerne er Pablo Henrik Llambías og Mette Moestrup, der kalder det en invitation til læserne: "kom og bak op om litteraturen". Se også nedenfor. 3/3/02

Printed Matter rykker nærmere
Den førende boghandel for artists' books, bogobjekter, multiples og deslige, Printed Matter i New York, er langt om længe trådt det store skridt ud i cyberspace. Til gengæld er det så også med et on-line-sortiment på over 20.000 titler af 5.000 kunstnere fra hele verden samt et utal af forskellige måder at søge på, herunder "tilfældige nyheder", og muligheden for at komme på mailinglisten og blive ven af stedet. 1/3/02

Skriftudstilling på Den sorte Diamant
Det kongelige Bibliotek viser i foråret 2002 udstillingen Skriftens forvandlinger om skriften som kommunikationsmiddel og som ornament med hovedvægten på dens asiatiske, mellemøstlige og nordøstafrikanske oprindelser. I montrerne ligger genstande fra bibliotekets egne samlinger og fra andre danske institutioner, blandt andet Nationalmuseet og Davids Samling. Sidste dag 25. maj. 23/2/02

Forfattere i oprør
Mandag 4. marts er udnævnt til aktionsdag for samtlige danske forfattere - i protest mod de omfattende nedskæringer på litteraturens område, herunder på bibliotekspengene. Dagen rummer demonstrationer og uddeling af løbesedler både i Kulturministeriet og rundt på landets biblioteker. Både Danske skønlitterære Forfattere og Dansk Forfatterforening har afbrudt samarbejdet med ministeriet, og samtidig har Det danske Akademi efter sigende for første gang i historien blandet sig i en sådan debat og kritiseret det aktuelle finanslovsforlag for at betyde "en katastrofal forringelse af kunstens vilkår". Forfatterskolen markerer sin modstand med protestoplæsninger i Atheneum Boghandel kl. 15.30, Paludan Bogcafé kl. 17 og Byens Kro i Møntergade kl. 19-30. Og Danske skønlitterære Forfattere arrangerer Højtlæsning for dværge på Højbro Plads kl. 14-16. 21/2/02 + 2/3/02

Gadekunst på galleri
Fire gallerier i København har under parolen Byen Brænder taget initiativ til, hvad de selv kalder for en "hyperrealistisk udstilling om streetart". De har valgt at tvinge "en kunstform, der ikke passer ind nogen steder... og ikke kender til grænser... indenfor til radiatorvarme, informationsboder og dokumentatonsskranker". Stederne er Le Fix og Zens på Nørrebro og Moe og Under Dybbølsbro på Vesterbro. Udstillingsperioden er februar måned, og der er masser af eksempler og læsestof på www.byenbraender.dk og Kopenhagen. Vi tillader os samtidig at minde om vores eget sommerprojekt 2001, Gaderne. 21/2/02

Eik Skaløe på tryk
Steppeulvenes forsanger og sangskriver, Eik Skaløe, født 1943 og død alt for ung for egen hånd i Indien i 1968, er nu over 30 år efter bogaktuel med en digtsamling. Hans søster, Iben Lassesen, udgiver 7. marts en stribe ukendte og upublicerede digte fra perioden 1962-67 under titlen Ønsket om ordliv - efterladte digte (Rosinante Forlag). 21/2/02

Årets bogarbejde 2001
Forening for boghåndværk indbyder atter i år til indsendelse af bøger fra det forgangne år. De indsendte bøger vil blive bedømt inden for hele ti kategorier af en syv mand stor komité, og de udvalgte vil udstillet på Kunstindustrimuseet til maj. Indsendelsesfrist: 27. februar. Se mere på www.boghaandvaerk.dk. 21/2/02

Danish Crafts Bogpris 2002
Danish Crafts - en selvstændig organisation under Kulturministeriet - har udskrevet en konkurrence for professionelle kunsthåndværkere og designere. Sidste frist for indsendelse af forslag til bogprojekter er 15. marts. Yderligere oplysninger fås hos Danish Crafts, pr. mail eller tlf. 33 12 61 62 eller forlaget Rhodos, pr. mail eller tlf. 32 54 30 21. 21/2/02

Lyrikaften med lejlighedssange
Torsdag 28. februar kl. 20 er der Asssunu-lyrikaften i Møstings Hus, Andebakkesti 5 på Frederiksberg med Camilla Deleuran, Peter Poulsen, Iben Claces, forfatterskoleeleverne Maja Lee Langvad og Benjamin Kongsted, den svenske gæst Muhie Al-Eshekir, Sejer Andersen og Janus Kodal samt ud på aftenen foredrag om og eksempler på lejlighedssange i Danmark ved mag.art. Svend Nielsen og cand.theol. Helle Krogh Madsen. 21/2/02

Konkurrence for ord, billede og toner
Neues Kunsthaus Ahrenshoop og Künstlerhaus Lukas indbyder til den dansk-svensk-tyske censurerede udstilling , Triade, om forbindelsen mellem litteraturen og billedkunsten, men desuden med en særlig musikalsk afdeling. Til udstillingen indkaldes visuelle bidrag - maleri, grafik, kunstbøger, fotografi og objekter - der alle skal tage udgangspunkt i et udvalg af tekster af Inger Christensen, Pia Tafdrup, Göran Sonnevi (S), Marie Lundquist (S), Ulrike Drasner (D) eller Oswald Egger (A), samlet af arrangørerne i en arbejdstekstbog. Desuden kan der søges om deltagelse i et kollektivt originalgrafisk bogobjekt. Og endelig kan komponister opnå uropførelse og pengepræmier for musik skrevet ud fra de foreliggende tekster. Teksterne kan i Danmark rekvireres ved at indsende 10,50 kr. til Dansk Litteraturcenter, Chr. Brygge 1, 1219 K. Indsendelsesfrist: 30. april. 21/2/02

Forår i Danmark
Ud over at reklamere for det nyeste nummer af Banana Split og to nye B19-hæfter af henholdsvis Gertrud Olsson og Per Aage Brandt forbereder Basilisk i sin februarmail den danske offentlighed på forlagets øvrige planlagte forårsudgivelser: Martin Larsen: Derfor gav jeg Anders Fogh en æggevasker; Bendt Bendtsen: Betjent for Danmark. Patruljedigte; Søren Krarup: Tidehvervsmiraklet; Mugge: Hele Danmarks Pia (en åbenhjertig portrætbog med hund); Brian Mikkelsen: Brudte løfter. En håndbog; Kristian Thulesen Dahl: Med faldskærm hjem; Per Stig Møller: Let's go. Engelsk for begyndere; Thor Pedersen: 5-4-3-2-1-0; Anders Fogh: Mikronesien. 21/2/02

 

 

Christian Schmidt-Rasmussen
Indtil 23. februar viser maleren Christian Schmidt-Rasmussen nye legende ordbilleder, som alle bogstaveligt talt forestiller deres egne titler: It's a Sin, I'm not Like You, L'amour toujours, Jeg er fri, Transparent Future, Equal Rights eller - som en klar pendant til Robert Indianas kendte tresserværk LOVE - ganske enkelt SEX. På indbydelseskortets poserer kunstneren desuden selv nøgen, ifærd med at fuldende sidstnævnte værk, midt mellem staffeli og seng. Se det og flere billedeksempler på Galleri Nicolai Wallners website. 15/1/02

Postkort fra hverdagen
Fire billedkunstnere uddeler postkort med "historier fra hverdagen" ved Storkespringet på Strøget i København fredag 11. januar kl. 14-17. Camilla Gaugler, Helene Kaaber, Tina B.N. Nielsen og Vivi Christensen har fortalt hver deres historie. 8/1/02

Pessoa på Nørrebro
Torsdag 17. januar kl. 18 kan man møde den store portugisiske digter Fernando Pessoa på Café Wiuff, Jagtvej 68 i København i hans danske oversætter Peter Poulsens skikkelse. Vil man høre om andre arrangementer i boghandlen, kan man skrive sig på nyhedslisten pr. mail. 7/1/02

Kunstkryds på Huset
Kunstkryds! Sådan definerer Huset i Magstræde to begivenheder under projektet Scenelitteratur - en litterær scene, som blander litteratur og andre kunstformer. Begge begivenheder reaktualiserer trykte digtudgivelser, som allerede har bevæget sig i retning af andre genrer: henholdsvis Thomas Thøfner og Thyra Hildens fælles bog Det synkrone (læs vores
omtale) og Niels Lyngsøs visuelle digtsamling Force majeure (se vores bookmark). 12. januar-2. februar lægger Husets Caféscene ud med en udstillingsversion af Det synkrone, hvor Hildens fotografier vises på print og som videoprojektioner, og hvor Thøfners tekster optræder som lyd i trådløse høretelefoner og automatisk genereret af computerprogrammer (man-lørdag kl. 12-18, fernisering 11. januar kl. 17-20). I forbindelse med udstillingen afholdes en kunstnersalon 29. januar kl. 20 (entré kr. 40). Tirsdag 5. februar kl. 20 bliver Lyngsøs Force majeure opført som forestilling: en oplæsning med forskellige stemmer kombineret med lysprojektioner af tekster, flydende landskaber og andre grafiske strukturer (entré kr. 40). 7/1/02

Underskrifter mod fondslukning
En gruppe kunstnere har startet en underskriftindsamling mod lukningen af Kulturministeriets Udviklingsfond. Gruppen undrer sig over, at man vil stoppe et projekt til udvikling af nye projekter og grupperinger allerede efter tre år, og opfordrer kulturministeren til i det mindste at inkorporere de gode erfaringer med fonden i de nye initiativer, der er under planlægning, "fordi det hidtil har været en unik måde at støtte tværfaglige kunstneriske/kulturelle projekter på". Ministeriet opfordres blandt andet til fortsat at sætte fokus på nye medier og digital kunst og støtte det eksperimenterende. Ønsker du at skrive under (senest 28/12), så skriv til udviklingdk@yahoo.dk. Udviklingsfonden er blandt andet hovedsponsor for nærværende website. 19/12/01

Pist Protta i tyverne
Tidsskriftet med de hundrede ansigter og det mærkelige navn med tilpas mange P'er er ikke længere teenager. Pist Protta fejrer, at de runder de tyve med historiske billeder fra de første redaktionsmøder, meningstilkendegivelser fra læserne, samt artikler og indlæg, der alle kredser om tid og talmængder i snesestørrelse. Men ikke mindst udnyttes tyver-temaet til at lancere syv "helt friske og uspolerede kunstnere" (redaktionens ord) født i udgivelsesåret 1981: Maria Diekmann, Sofie Frei, Sidsel Meinecke, Christian Juhl Nielsen, Carl Johan Sennels, Tove Storck og Anders Søgaard. Pist Prottas jubilæumsudgave bærer selv nummer 49 og koster en halvtredser. 13/12/01

Savner du julekalenderen?
For dem, der har svært ved at klare sig igennem december måned uden det daglige digt fra afsnitp.dk: Prøv med en gammel låge! Sidste års julekalender er nemlig stadig tilgængelig her på sitet, og den fra 1999 såmænd også. 10/12/01

Publikation uden navn 2
Kristoffer Ørum og Anders Bojen, begge studerende på Kunstkademiet, har udgivet andet nummer af deres "publikation uden navn". Med "konsekvent inkonsekvens", som det hedder i deres pressetekst, uden redigering af indholdet, og med hele 70 bidragydere fra 12 forskellige lande. Den navnløse udgivelse består af både en data-cd, en audio-cd og diverse mindre objekter, hæfter og andet. Joshua Nimoy, Los Angeles, får tekst til at forvandle sig til sæbebobler, forfatterskoleeleverne Lene Asp Frederiksen og Henriette Møller undersøger stemmers overlapning og interferens, og "plakatkunstneren" Huskmitnavn har produceret 400 meget små billeder, der skal hænges op med meget store søm. Inciterende lyder det... Publikationen kan fås for bare 150 kr. hos Arnold Busck, After Hand, Museet for Samtidskunst, Nikolaj Udstillingsbygning, Bornholms Kunstmuseum, Rooseum i Malmø og i kopenhagen.dk's webshop. Se listen over samtlige bidragydere og læs mere. Tredje nummer er allerede under planlægning. 10/12/01

Højholts Turbo er tilbage
Per Højholts og Peter Kristiansens poetisk-lydlige klassiker, Turbo, er i omløb igen, takket være Gyldendals pladeselskab Exlibris. Den nye udgivelse, som bærer titlen Tilbage til Turbo, er en dobbeltcd, der ikke blot rummer originaludgaven fra 1968 med tekst af Højholt og "space fiction" af Kristiansen. Cd-sættet byder også på ti splinternye remix og fortolkninger, foretaget af blandt andre Steffen Brandt, Halfdan E, Tue Track (Malk de Koijn), Bjørn (Svin) Christiansen og Morten Søndergaard. 10/12/01

Laugesen og Mindspray omsider
Peter Laugesen og gruppen Mindspray (Anders-Peter Wunderbaum Andreasen, August Engkilde og Lars Vissing) har været undervejs med en cd mindst siden midten af halvfemserne. Nu er den her: HOWL ON! - med klar adresse til Ginsberg, adskillige special guests og ikke mindst masser af hidtil upubliceret Laugesen-poesi. Foruden selvfølgelig klassikerne fra de mange liveoptrædener, ingen ville have troet kunne fastbrændes på noget medium, men jo, det hænger ved! (Udgiver: Borgen). 10/12/01

Netbutik for kulturtidsskrifter
Kopenhagen.dk har allerede gjort et bravt forsøg på at sælge kunsttidsskrifter (og bøger og multiples) over nettet. Nu gør Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter det også på kulturmagasiner.com. Foreløbig kan man købe både enkeltnumre af og abonnementer på en halv snes udgivelser online, men mon ikke snart flere vil følge trop? Sitet rummer mulighed for at søge på genrer, nøgleord, udgivelsesår m.v., og med tiden skal netbutikken også kunne forhandle elektroniske tidsskrifter. 10/12/01

Svenske lyd-tekst pionerer på nettet
Ballongmagasinets internationale lydkunstprojekt, Helium, har base i Norge og indtil videre tre netudgivelser på bagen samt to mere på vej. Helium nummer 3 er kurateret af Johannes Bergmark og præsenterer fem af pionererne inden for tekst-lyd-komposition og tekst-lyd-kunst: Lars-Gunnar Bodin, Sten Hanson, Åke Hodell, Bengt Emil Johnson og Ilmar Laaban. Alle har udgangspunkt i den svenske gruppe Fylkingens aktiviteter i de tidlige tressere, og netudgivelsen gør det muligt at høre lydværker fra 1963 og til i dag. 10/12/01

 

Rhizom lukker - men ikke på nettet
Det århusianske kunstprojekt Rhizom lukker. Udstillingsstedets leder, Hamid Nouar, har valgt at søge nye græsgange efter et afslag fra Århus Kommunes Kunstråd på støtte i 2002. Heldigvis kan man stadig se dokumentationen fra Rhizom hidtidige projekter på nettet (på en ny webadresse), blandt andet Nouars egen herlige serie af selvportrætter med hat fra plakateventen 'Er du bange for islam?' under dette års udstillingsrække Danskheder. I direkte dialog med den tænderskærende offentlige debat, ikke mindst op til det seneste valg. 10/12/01

afsnitp.dk nomineret
afsnitp.dk var blandt de nominerede til
Dansk Designpris 2001 i kategorien Digital kommunikation "for et enestående, enkelt og overskueligt bud på en kulturel og litterær website, der imponerer ved sin harmoniske sammenblanding af forskellige genrer." Vinderen blev Oncotype. 6/11/01

 

aktuelthistorieindeks | frem i tiden >>