| | | ||||
| | | | | | |
 | ||
| | |
 | ||
| | |
 | ||||
Raymond Queneau: | ||||
| | | | |
At skrive noget fornuftigt om en bog uden at have læst den er selvfølgelig altid muligt, men ofte temmelig vanskeligt. Med hensyn til Raymond Queneaus Stiløvelser sidder jeg nu og overvejer om det ikke forholder sig lige omvendt. Ikke fordi handlingen i bogen er svær at holde styr på, det er den ikke, for den er der stort set ikke: En mand stiger på en bus. Her ser han en ung mand med en påfaldende lang hals og en spøjs hat som bliver trådt over tæerne af sin sidemand, brokker sig og går ned til en ledig plads. To timer senere ser han ham igen med en kammerat som anbefaler ham at få sat en ekstra knap i frakken, oppe ved halsåbningen. Dette lille i sig selv kolossalt uinteressante stykke hverdagsrealisme findes i 99 forskellige udsættelser. 99 stiløvelser der hver især er koncentreret om ét retorisk greb, for eksempel et tonefald, en tempusform, en genre. Et udsnit af overskrifterne i registret bag i bogen viser vingefanget: Litoter, Metaforisk, Højtravende, Præteritum, Imperfektum, Vulgært, Sonet, Komedie (i 3 (tre!) akter). Og så videre... 99 måder at indfange virkeligheden på, eller snarere: 99 måder at indfange sproget på, for det er sproget det handler om. Sproget og stilen, som udforskes med en rablende opfindsomhed og originalitet. Det er her vanskelighederne begynder. Efter endt læsning forekommer det kropumuligt at sætte bare ét ord ned på papiret om noget som helst (for eksempel om Queneaus bog) og prætendere at det på ærlig vis kan beskrive noget som helst andet end sig selv (for eksempel Queneaus bog). Sproget er aldrig neutralt, nej, nej, det ved vi godt!, litteraturhistorien viser det ene eksempel efter det andet på hvordan vekslende fortællerpositioner kan afsløre hemmelige alliancer og afdække løgne, og til sidst viser sig så at det er fortælleren der er morderen. Men Stiløvelser afslører hverken mordere eller forbrydelser. Det der afdækkes igen og igen, er stilistiske greb, gennemført til den yderste grænse, og den undersøgelse foretages ganske åbenlyst og næsten formelt. Her er for eksempel et uddrag af Onomatopoietika: På bagperronen, bump bump bump, af en bus, tøf, tøf, tøf, på linie 5 (hvorfor så Søren syv slanger synge), var det hen imod middag, ding dong, ding dong, da en latterlig yngling, prut prut, som havde en af disse hovedbeklædninger, huiii, pludselig (snurre rundt, snurre rundt) vendte sig mod sin sidemand med et udtryk af vrede, grrr, grrr, og sagde, hm hm Onomatopoietika er et af de mere 'konventionelle' stykker, og det siger i sig selv lidt om spændvidden og idérigdommen i bogen. Mængden af retoriske rum der kan udforskes, synes uendelig, og at det netop er 99 der lægges frem, er relativt tilfældigt, tallet kunne strengt taget lige så godt have været 67 eller 982 1/2. Mens enkelte stykker blev skiftet ud med andre i nye udgaver af Stiløvelser, insisterede Queneau på at fastholde netop 99. Dette ufravigelige krav fortæller noget om Queneaus optagethed af formen, dels i legen med de æstetiske regler og fryden ved deres kolossale produktivitet, dels i undersøgelsen af hvordan fortællingen, det narrative, altid underlægger sig det kunstige, det stilistiske. Det var en interesse han delte med en masse andre kunstnere der ligesom Queneau selv bevægede sig på randen af surrealismen i 20'ernes og 30'emes Paris, stærkt influeret af dadaismen, af jazzen og filmen. Queneau lagde selv ud med at skrive burleske anti-romaner (debuterede i 1933 med Le Chident), men arbejdede senere med både digte, film, teori og akvarelmaling. I 1950-erne var han medlem af det selvbestaltede Collège de Pataphysique - Selskab for Lærd og Unyttig Forskning - med bl.a. instruktøren René Clair, lonesco og Jaques Prévert, og i 1960 tog han initiativ til Oulipo, Værksted for Potentiel Litteratur. Alsidigheden og humoren genfinder man i Stiløvelser. Den er vanvittigt underholdende, ikke mindst fordi oversætteren Otto Jul Pedersen har gjort et formidabelt stykke arbejde. Prøv for eksempel at læse følgende uddrag af Anglicismer (helst højt): En dei ved midei jeg teiker bussen og jeg siier en jøng maan med en greit nek (...) Såddenli den jønge maan bikommer creisi og akjuzer en respekabel sør for at triete ham over hiz touez. Og sammenlign med Italienismer: Enno dano en imodo modagno iai stodo pål bagperone a enne busso linea Esse og vilquen umano iai ser? lai ser enne ungumano con longo also Stiløvelser er en meget morsom bog, ja, men samtidig utrolig poetisk. Det er en prunkløs lille sag, stram i kompositionen og fuldstændig overlegent gennemført.
Jamen dog - nu står der pludselig en hel del om Stiløvelser og Queneau. Det er vist passende at citere de første par linier af Ubehændigt: Jeg er ikke vant til at skrive. Jeg ved ikke. Jeg ville gerne skrive en tragedie eller en sonet eller en ode, men de har regler. Det generer mig. Det er ikke for amatører. Og så slutte med de sidste: Hovsa, jeg har allerede fortalt halvdelen af min historie. Jeg forstår ikke, hvordan det gik til. Det er ligegodt behageligt at skrive. Men der er det sværeste tilbage. Det mest krævende. Overgangen. Så meget des mere som der ikke er nogen overgang. Jeg må hellere holde op.
| ||
| | |
 | Raymond Queneau: Stiløvelser, 2. udg. Oversat og med forord af Otto Jul Pedersen. "Babel"-serien, bind 4. Forlaget Basilisk 2001. | |||
| | | | |
læs den franske original af Exercices de style på nettet vælg din vej gennem Queneaus interaktive fortælling Un conte à votre façon på fransk, engelsk eller tysk se mere om Oulipo (på fransk) forrige bookmark | ||
| | |
