Kernen i TAP, TYPE, WRITE er en lille historie fra John Maedas barndom. Hans mor var maskinskriverske, og han plejede at høre hende klapre på skrivemaskinen til langt ud på natten. Hun var stolt af, at hun var så hurtig, selvom hendes hænder var meget små. John Maeda besluttede at blive lige så hurtig som sin mor og spurgte hende, hvor mange anslag i minuttet, hun kunne nå. 120 anslag i minuttet, sagde hun og smilede. John Maeda trænede og trænede. Når han ikke sad ved en skrivemaskine, forestillede han sig, hvordan han skulle skrive alle de ord, han så. En dag i maskinskrivningstimen lykkedes det ham at nå op på 120 anslag i minuttet, og hans lærer blev så glad, at hun omfavnede ham. John Maeda skyndte sig hjem for at fortælle sin mor, at han også kunne nå 120 anslag i minuttet. Moren smilede og sagde: Sagde jeg 120? Jeg mente 80.

Erindringen står på én side i den lille sort-hvide bog, der kan bladres igennem fra begge sider. Historien står både letlæseligt på et opslag og nærmest ulæseligt som en stor skriftbølge, når man folder bogen ud til ét stort ark. Med miniatureskrift har John Maeda skrevet historien et hav af gange, så den forvandles til den mærkelige mumletekst, man skriver af fra særlige bøger, når man lærer at skrive på maskine. Arkets bagside er trykt med blåt og næsten kun skrevet og tegnet i hånden. Skitser til bogen og cd-rommen og kladden til den lille barndomshistorie er trykt med håndskrevne rettelser.