frem i plog'en

plog-oversigt

pshots

kommentér plog'en

andre blogs

 

 

 

Mens vi venter på CPH REMIX

LW | 18/8/05

Da jeg endelig fik mit kamera med, havde jeg næsten glemt, hvor det var, jeg havde set det lille chokerende klistermærke en morgen, jeg var til fods. Første gang blev mine øjne fanget af det lille bastante ALT, der står midt mellem alle de ord, der fyger én ind i øjnene, når man går på gaden. Jeg gik nærsynet nærmere for at se, hvad der stod ud over ALT, og jeg fik næsten kortslutning i den åbne, bløde morgenhjerne, da jeg intetanende indtog den lodrette ordre. Klisterværket har netop street artens diskrete og chokerende svirp, og det kan passende kan være en lille trailer til Ulrik Gutkins og Runar Gudnarsons dokumentarfilm om street art, CHP REMIX, som flere plogister glæder sig til at se. Filmen vises tilsyneladende kun få gange, så man må holde sig til. Foreløbig er jeg desværre gået glip af en udendørs premiere i regnvejr.

 

<det offentlige rum>

Fed fetichisme

KW
| 17/8/05

Selvom ryd-op-i-dit-liv-bølgen raserer, er vi nogle, der aldrig bliver færdige med at samle ting. Der kan være mange årsager - nostalgi, ensomhed, autisme...

Pist Protta nr. 55 er denne gang ét bogværk, med fotos og tekster skabt af kunstnerduoen Robert Zola Christensen og Svend-Allan Sørensen, helliget lidenskaben at samle. Såvel kendtes som anonymes samlermani portrætteres lige så subjektivt, idiosynkratisk og utilregneligt, som valget af fetich ofte forekommer at være.

Temaet er i sig selv pragtfuldt - intimt og obskurt, men bogen er for alvor sjov takket være den pingpong, der er mellem forfatter, fotograf og samler, og den iscenesættelse, de alle udsættes for. Hver gang på en ny måde. I et mix af fiktion, dokumentar, udlevering og manipulation.

Fuldmægtigen, som samler på motivlightere, vil gerne have sin tvillingesøster med på billedet. Det får hun ikke, men derimod nevøens fodbold, som hun ikke ønsker. Ikke et ord om motivlightere. Naser Khaders fysiske skønhed kurtiseres voldsomt - "du er det tætteste man kommer på en sort supermand", mens Khader selv forgæves forsøger at tale om sine elskede bøger og om demokratiets vanskelige tilegnelse.

Ingen tvivl om at der gemmer sig eksistentielle dramaer og store uløselige spørgsmål bag tingenes skin. Hvad har Birgit Thomsen - en efterlønner fra en tid før moderne psykologhjælp, der samler på receptkuverter fra apoteket - at gøre med et mord? Og hvad laver morfaren til den biologistuderende, der samler på Basserne, nede i kælderen?

Andre ting ligger til gengæld lige for: at Lars Bukdahl samler på sodavandsis - den mand har da længe trængt til at blive kølet lidt ned, eller at Carl Mar Møller samler på våben og ikke stoler helt så meget på "mandens bedste ven og åndelige vejleder", som han ellers giver udtryk for.

 

 

 

Konkret prosa - Jonathan Safran Foer

CYF | 18/7/05

Apropos flipbøger ender Jonathan Safran Foers roman Ekstremt højt og utrolig tæt på som en af slagsen: En baglæns afspillet film, der forvandler et af de grummeste billeder fra 11. september til et genopstandelsens drømmesyn.

Foer gør i sjælden grad brug af visuelle og typografiske virkemidler: fotografier, overstregninger, tomrum, opbrud og sammenbrud. Det er "konkret prosa" meget i stil med, hvad en Torsten Ekbom præsterede i 60'erne.

Da linjeafstanden på et tidspunkt bliver så tæt, at skriftens sorthed helt overtager sidens flade, bygger teksten samtidig bro til et efterfølgende fotografi af en nattehimmel kun brudt af stjernernes punktummer. Og da fortællingen bliver mest smertefuld, antyder en rød rettepen et andet lag: en tekstens konkretion, som skurrer mod dens indholdsside eller rettere gør det ubærlige bærligt. Et skjult budskab, som det hovedpersonen, drengen Oskar, konstant længes efter?

Oskar fører sin egen billeddagbog, hvorfra fotografierne i teksten stammer, og det er hans far, som omkom i tvillingetårnene, der fører rettepennen, imens den stumme farfar har sine notesbøger, hvori han skriver de brudstykker, vi andre kan nøjes med at sige - til købmanden for eksempel. Dagligdags fraser, der kan genbruges, hvilket gør samtaler til en frem- og tilbagebladren, som tilføjer ny betydning til gamle udsagn. Ligesom rettepennen. Og ligesom den baglæns film kaster nyt lys tilbage gennem bogen. Frem til den røde hånd på forsiden, som man dækker med sin egen, mens man læser.

Der er hænder overalt: Hænder, der læser, skriver, taler og læses. I farfarens håndflader står YES og NO. Til sammen danner de selv en bog. Og i dem ligger den "blinde" farmors erindringer, skrevet uden farvebånd. Hvide sider af usagt og uvist - katastrofens kerne - hvor selve papiret bliver synligt.

 

<konkret poesi>

Brændte bogstaver

KW | 13/7/05

Er de savet ind i væggen, tænker man umiddelbart, når man ser den polske billedkunstner Wilhelm Sasnals kæmpe blokbogstaver, der dels danner navnet på Polens hovedstad WARSAW, men endnu mere påtrængende kommunikerer ordene "WAR" og SAW". En voldelig indskrivning viser det sig under alle omstændigheder at være: ordene er brændt med krudt ind i væggen. Bogstaverne fremstår meget stoflige med "skygger", der ligner fimrehår eller finttrevlet snor. Går man tæt på, opdager man, at bogstavteksturen består af brændt reb, krudt, sod og brændemærker på væggen.

De brændte bogstaver går godt i spænd med det på denne årstids afbrændte klippelandskab uden for det gudsforladte Andratx på Mallorcas nordvest kyst, hvor Galleri Asbæks sydlandske filial Centro Cultural Andraxt har til huse. Værket indgår i udstillingen It takes some time to open an oyster, kurateret af Yilmaz Dziewior. En udstilling af høj international kaliber, der trækker tråde fra 60'erne og 70'ernes konceptkunst og blandt andet reflekterer over Sol LeWitts påstand om, at konceptkunstnere snarere er mystikere end rationalister, i kraft af de kommer frem til konklusioner, rationaliteten ikke kan gribe.

Blandt de øvrige værker, der både grænser op til design, mode og etnografi er Sasnals skrift på væggen i al sin enkelhed det mest politisk og æstetisk påtrængende værk. Et eksplosivt opråb med versaler, som Broby Johansen i sin tid brugte med voldsom effekt. Men også en skrift, der hænger sammen som en håndskrift, men med utraditionelle forbindelseslinjer, der aftegner nye felter i og mellem bogstaverne og ikke mindst går i dialog med stengulvets linjer, farver og struktur.

En skrift, som både er semantisk i al sin alvor og samtidig legende udvider det æstetiske spillerum for bogstavernes former og stoflighed. En moderne huleindskrift, der afmærker og ændrer selve rammen om udstillingen.

 

 

 

Tommelfingerbiografer

CYF | 1/7/05

Hvis man skal tale om en forgænger for animationen, som vi kender den fra såvel reklamebannere som digital poesi - ikke mindst i dens tidlige gif-udgave, før Flash gjorde bevægelserne lidt mere glidende - så må det afgjort være flipbogen. På tysk hedder det et Daumenkino, en tommelfingerbiograf, hvilket også er blevet titlen på Kunsthalle Düsseldorfs sommerudstilling, som skulle være den største præsentation af emnet til dato, med tilhørende katalog og dvd.

Den engelske trykker John Barnes Linnett tog patent på metoden allerede i 1868, og flipbogen har dermed også været filmens forgænger. Et format, som blandt andre Eadweard Muybridge var med til at udvikle, og hvor alle kan være med. Det har været en yndet artist's book-undergenre, blandt andet for Keith Haring (hvilket både kan opleves som bog og flashanimation) og Andy Warhol, der naturligvis valgte det paradoksale: et ubevægeligt kys over 36 sider.

Herhjemme præsterede Hanne Nielsen og Birgit Johnsen i øvrigt for år tilbage et underholdende pop-up-blowjob over hele 170 sider.

Flipbøgernes taktilitet til trods passer de godt ind på nettet. På Pascal Fouchés franske Flipbook.info kan man "bladre" i ikke så få af slagsen, herunder Conrad Glebers morsomme Raising a Family (1976): en familie stiger langsomt op. Her kan man også læse om flipbogens historie og typologi (sport, tegneserie, erotik), samt se diverse avancerede bladreinstrumenter, nærværende browsers forfædre.

Men flipbogen er også blevet en slags betegnelse for den meget simple håndtegnede net-animation, der gør en dyd ud af det hoppende. Du kan tegne din egen online ved hjælp af Juan Ospinas Flipbook! - og offentliggøre den naturligvis.

Ordene? Er desværre bemærkelsesværdigt i undertal over hele linjen. Tegnmanden her til venstre er omvendt ikke nogen flipbog, men en særlig vandre-gif. Nu kom han også her forbi.

 

<digital poesi>

 

Det unævnelige skrives - Oh Inhwan og Young-Hae Chang på Charlottenborg

CYF | 28/6/05

Det fik mig til at tænke på et billede, jeg engang så i et fransk blad, hvor der med bogstavnudler på kanten af suppetallerkenen stod MAMAN JE SUIS GAI, "mor, jeg er bøsse". Der er ting, det kan være svært at få fortalt, og som kræver alternative kommunikationsformer.

Oh Inhwans gulvmaleri, der for tiden skriver sig frem i røgelse på Charlottenborg, rummer al den Østens mystik, man i Vesten måtte forbinde med en præsentation af koreansk kunst. Røgelsesdampene breder sig til de øvrige rum på udstillingen Seoul - Until Now! og indhyller ordene, der fletter sig ind og ud ad hinanden, med en forventning om eksotisk ulæselighed.

Selv genkendte jeg først ordet Heaven - der stadig opretholdt illusionen - men så trådte flere frem: Oscar, Centralhjørnet, Ørstedsparken, og scenen var sat. Værket bærer da også titlen Where a Man Meets Man in Copenhagen og er seneste version af et projekt, Oh Inhwan blandt andet også har udført i Seoul og Sydney. Selve udførelsen er helt utrolig: ganske langsomt skriver ordene sig frem sort på rødt - over dagene, formoder jeg - ligesom en røgelsespind brænder ned, men med skriften som en sirligt udtænkt labyrint for ildens bevægelser.

Et tabu blotlægges, og et kodesprog vokser frem, som gør møder mulige, "usynligt" for den omkringliggende verden. Et netværk opbygges. Men det ligner også næsten et brændemærke. Den umiddelbare skønhed og eksotik rummer en iboende rå og hudløs ærlighed. Et sprogligt og seksuelt frigørelsesprojekt, præcis som hos det koreansk-amerikanske kunstnerpar Young-Hae Chang Heavy Industries, der på samme yderst seværdige udstilling viser deres Lotus Blossom-flashanimation. Interessant at opleve den i stort format, men paradoksalt nok mister den næsten intensitet i forhold til sit sande element, nettet. Se alt hvad de har lavet her!

 

<det offentlige rum>
<digital poesi>

 

Andersen med egne ord

CYF | 24/6/05

"Nu forlangte Bedragerne flere Penge, mere Silke og Guld, det skulde de bruge til Vævning. De stak Alt i deres egne Lommer, paa Væven kom ikke en Trevl."

Der er nok dem, der vil mene, at HCA 2005 mest af alt er Kejserens Nye Klæder. Joseph Kosuths ene bidrag til herlighederne er det helt bogstaveligt: eventyret fra ord til andet og fra væg til væg med hjælp fra væverne fra Egetæpper. I Nikolajs øvre galleri betræder man teksten i en tosproget udgave med indvævede citater af Kierkegaard - en kollega, hvis anerkendelse Andersen aldrig opnåede. Genkendelige forskelle, hedder installationen.

Det er befriende at se teksten selv som hovedperson, om end det kolossale tæppe som præstation påkalder sig en opmærksomhed, der næsten er ved at overskygge ordene. Kierkegaard-bidderne er klart mest læsbare, fordi de er overskuelige, og fordi den lange eventyrtekst med kursiv let opleves som en baggrund. Men når først man "får øje" på eventyret - for eksempel de elementer, man kan huske - udvider oplevelsen sig, og man begynder at fornemme den dialog, Kosuth har villet skabe imellem de to litterære koryfæer.

Dialog er der også i Kosuths andet værk, Andersen om sig selv. Spørgsmålene, der er fra en gæstebog, forfatteren engang skrev i, er bøjet i neon på indersiden af tårnet, imens hans besvarelse lyser i sommernætterne på ydersiden. En installation, der klæder Nikolaj mere end nogen anden, jeg kan huske, ligesom samspillet med underetagens ordløse eventyrrum af Ilya og Emilia Kabakov er rent og smukt. Jo, man kan godt lave kunst på Andersen!

"Hvad jeg foragter meest hos et Menneske" står der inden i tårnet. På ydersiden må man selv finde det tilhørende svar (jeg gætter nu på "Løgn").

 

 

Jockum Nordströms fornemmelse for papir

KW | 22/6/05

En pind i skoven er titlen på Moderna Museets særudstilling med collageværker af den svenske tegner og billedkunstner Jockum Nordström. Og skov er Nordströms grundmateriale: papir i alle varianter fra silketyndt silhuetklip til lag på lag på lag af tapet-tykt papir. Papir, der er tegnet, skriblet og ridset på, papir med telefonnumre, navne, telefonkruseduller - med en blyantsstreg, der undertiden er udvisket, undertiden ætset ned i papiret. Eller fintstrimlet papir, sirligt dekoreret som en bort. Det næste øjeblik som piberøg fra en af mange rygende hattemænd. Figurernes mønstrede tøj ligner konvolutpapir eller gamle lineoleumsbordplader, baggrundsfladen kan være sildebensparketgulv, mens plante- og fuglemotiver minder om gamle broderier og tapetmønstre.

De arkæologiske lag af strimlet papir (af gamle skitser?) danner ofte baggrund for Nordströms surrealistiske motivverden af dyr, mænd i sorte jakker, ryttere, uartige fester, obskøne kvinder på alle fire, billardhaller, kortspillere, orkestre, tegnestuer, fregatter på oprørt hav, ensformige boligområder. Eller papirfladerne kan være tomme, fyldt ud med farve og kun enkelte dekorationer. Et pudsigt, men afbalanceret sammenstød af horror vacui og minimalisme, kompleksitet og enkelthed.

Det er et stort rum, Nordströms naivistiske og fortællende collager opholder sig i - historiske typer og interiører fra mange tider er "pastet ind" i et hverdagsrealistisk bylandskab, som igen møder fantasiens (gerne upolerede erotiske) hemmeligheder. Storm P, H.C. Andersen, Kafka, Cranach og asiatiske 1500-tals akvareller er nogle af de inspirationskilder, der virker sammen i Nordströms igangsættende værker, lige så selvfølgeligt som letheden og tyngden, den løslupne munterhed og den ensomme melankoli. Man bliver aldrig færdig, men kan blive ved med at opdage nye historier, detaljer, ting i verden som i et Bosch-maleri - en mand inden i en silhuetmand, der holder en overdimensioneret ketcher, eller et lille menneskevæsen klemt inde i en strimmel af papir.

 

<sverige>

 

Globen som tavle

CYF | 21/6/05

Der er nogle, der forstår at tale med store bogstaver. Andre skriver med dem i skriftstørrelser, der vist ikke længere kan måles i punkt. Til gengæld kan de ses på rigtig lang afstand, fra satellitter for eksempel, ja måske fra andre kloder?

Googlesightseeing rummer en fin samling af henvisninger til steder på Google Maps - det vil sige i USA - hvor folk har skrevet med landbrugsmaskiner eller bulldozere i stedet for med de gængse skriveredskaber: "God Bless America", "love" eller bare et enkelt bogstav. Måske det kun er begyndelsen til et nyt alfabet? God fornøjelse med at finde resten, siger jeg bare.

Men jeg fatter ikke, hvordan Caterpillar Tractor Co. har kunnet skrive så snorlige, som de har gjort. Man har dem næsten mistænkt for at have infiltreret sig i Googles satellitsystem, hacket sig ind i deres vandmærkning simpelthen. For, nej, der står ikke Google på selve verden. Så længe det varer.

Ifølge DR's Harddisken er der til gengæld allerede folk, der frygter, at Coca Cola-lysreklamerne på Månen er reklameverdenens næste desperate skridt.

 

<det offentlige rum>

Den digitale kulturarv som anakronistisk avocado - e-zinet Horizon Zero

KW | 15/6/05

Der er mange måder at sige farvel. UbuWeb valgte den hurtige, gådefulde. De har lukket hoveddøren (vi er heldigvis nogle, der er gode til at finde bagtrappen!), og deres domæne er gudhjælpemig allerede sat til salg. Det tosprogede canadiske e-zine Horizon Zero valgte at synliggøre og tematisere afslutningen på deres intensive, såvel seriøse som syrede aktiviteter med temanummeret Ghost - om de nye mediers arkivering, evolution og entropi.

Man må i det hele taget tage hatten af for Horizon Zero, som på kun tre år har testet web'ens kapaciteter og udfoldet en bred vifte af måder at formidle og skabe kunst på nettet.

I 18 forskellige temanumre - Write, Eat, Touch, Feel, Perform - har de hver gang indrettet en helt ny scenografi og opbygget et univers, der formmæssigt reflekterer temaet. Det underholdende nummer om gastronomi er eksempelvis et middagsselskab, hvor menuen er overdådige retter af digital kunst, tilberedt af otte chef-kunstnere.

Finalerelasen Ghost er en sidste euforisk feberfantasi, indrettet som et teknologisk spøgelsesbjerg med et tempelarkiv med essays om netdokumentation, et akropolis med fortidens og fremtidens orakler, et spøgelsesmuseum med forladte ting og et fotodigt om et forladt landskab.

Redaktørerne reflekterer over ordet ghosts betydninger, heriblandt den botaniske betegnelse for en anakronistisk plante, der som den vilde avocado trives i symbiose med nu uddøde plantearter og derfor er henvist til enten at finde nye partnere eller at uddø. Den digitale kunsts vilkår kort og godt: enten udvikler vi nye strategier og redskaber til at tilgængeligøre den flydende og ustabile virtuelle kunst og den kontekst, den er skabt i, eller også fordamper den umærkeligt op i den digitale himmels glemsel.

Horizon Zero bliver gemt på dvd og arkiveret som et evergreen-ghostsite nogle få år frem.

 

 

 

tilbage i plog'en

  kommentér plog'en | plog-oversigt

aktuelt | pshots | temaerlinks | rss (?)
 

 
poesi
visuel