frem i plog'en

plog-oversigt

plog-temaer

kommentér plog'en

andre blogs

Botanisk cyberpoesi

KW | 27/4/05

Den brasilianske digter Philadelpho Menezes var kendt som eksponent for digitale digteksperimenter og brobygger mellem generationen af brasiliansk konkretdigtning og dens digitale efterfølgere. Da han døde, kun 40 år gammel, reagerede polykunstneren mIKEAL aND spontant ved at høste planten blå falsk indigo og indscanne bogstaverne i Philadephos fornavn, formet af frøene. Planten siges at have særlige beskyttende evner, og værket Seedsign er blevet et besværgende botanisk tegnritual til minde om den afdøde digter. At værket er næsten 5 år gammelt, fornægter sig ikke, men trods en lidt "gammeldags" klodsethed har det atmosfære og originalitet.

Til lyden af trommer og sang (fra folk, der arbejder i marken) passerer 360 permutationer af 18 ord, skabt ud fra Philadelphos fornavn. Først staves hans navn, mens bogstavlydene synges forskudt i forhold til billedet, dernæst giver bogstaver sig til at danse trommedans med hinanden - i flere lag af ord. Ligesom vokaler, stemmer og instrumenter lejres ind over hinanden, zoomes der ud og ind mellem frøenes mikro- og makro-tegnverden - ind i den brungrønne tekstur af plantekim og ud igen til bogstavet, ordet. Kakafonisk, men alligevel roligt og melodisk.

På en bevægelig bund af grønne frø veksler fire tetragrammer så hurtigt, at man kun akkurat og på grund af gentagelser opsnapper deres betydning og betydningstransformationer. Loop, load, leap ... ord, der måske siger noget om, hvordan værket organiserer betydning.

Afslutningsvis lægger bogstaverne sig oven på hinanden i alle retninger, og der zoomes ind i den fysiske masse af frø, som får en vis lighed med en let og fertil muldjord. Seedsign er både en cyberelegi og -hymne, der hylder sprogets og naturens biologiske processer. Det rummer sorgen over døden, men viser også, at den afdøde digters navn allerede lever videre i den tegnverden, aND har fremdyrket.

 

<digital poesi>

I fodsporene på HCAs fodspor

CYF | 20/4/05

Jeg har allerede forlængst ødelagt drømmen om et HCA-frit år, om så blot her på kanalen, så lad mig da kun tage endnu et skridt.

I digterens navn har Golden Days in Copenhagen taget street art'en til sig. I sin egen statskontrollede og royalt protekterede udgave naturligvis: 2000 HCA Fodspor i størrelse 47 på den københavnske asfalt, overalt hvor manden i sin tid satte sine ben. Og dem kan man så gå i fodsporene af, fodsporene, imens man på udvalgte steder over mobilen kan få læst et lille stykke Andersen, der knytter sig dertil (turen kan også spadseres på nettet).

Vel ikke den mest aparte idé i dette hærgede år at "besjæle byen", om end på en så bastant måde, at der efter et par hundrede meter ikke er ret megen magi tilbage.

2000 fodspor er mange, og kridhvide er de. De officielle. Der er nemlig også nogle, en anelse mere gennemsigtige, man kunne næsten sige lidt skyggeagtige. Det er vist gadekunstnerne, der slår - eller retter går - igen. Golden Days kalder det "påfaldende ensartet snyltemarketing". Der er nemlig et mønster i de "falske" spor: de går alle sammen på bøssebar. Og så må bagtanken jo være kommerciel...

Goldens Days overser vist, hvor meget de selv snylter på et frodigt og gådefuldt univers uden at tænke på deres egen street credibility. En streetartist ville være smigret. At arbejde på gadeplan vil nu engang sige ikke at have fuld kontrol.

At lade HCAs ukontrollable genganger gå homovejen er da for godt! Det skulle vel ikke være hævnen over Magasins pinlige juleklip?

 

<det offentlige rum>

 

Lyden af bogstavers bevægelse

KW | 20/4/05

I de postgutenbergske medier har stemmen og skriften mulighed for at møde hinanden på lige fod. Så enkelt og dog så epokegørende! For multimediekunstneren Jim Andrews er syntesen og transformationen af lyd, billede og skrift den æstetiske ambition og store udfordring, når han laver digitale værker. I værket Nio (2001) lykkes det ham at synkronisere de indspillede lyde med bogstavers bevægelser, så min krop helt automatisk jazzer med på det, han selv kalder "en alternativ musikvideo" eller "en lettristisk dans".

Nio er både et audiovisuelt cut-up-digt og et program, hvor brugeren selv remixer en melodi af de toner, Andrews har sunget og indspillet. Værket består af 16 lyd-loops, visuelt repræsenteret af 16 bogstaver/ikoner arrangeret i en cirkel. Når man klikker på ikonerne, aktiveres stemmerne, samtidig med at en flashanimation - en komposition af farvede bogstaver - hvirvler rundt i midten af cirklen i takt til den melodiske og rytmiske acapella-musik.

Nio beskæftiger sig med bogstavernes personlighed og synæstetiske udtryk, med det, Andrews i et interview kalder "bogstavbevægelsernes lyd". Og netop inden for det digitale område gælder det, at bogstavformerne er langt mere varierede end ord og sætninger.

Nio har også et vers to, som er det oprindelige, mens det beskrevne første vers er det populæreste og visuelt mest vellykkede. I andet vers kan lydene anbringes i fire grupper, og kompositionen afspilles i den valgte rækkefølge. Ligheden med en enarmet tyveknægt understreger værkets tekniske og spilagtige karakter.

Vers et er både særere og mere forførende: en hypnotisk gospel i outerspace. Legende og med den største selvfølge. Men som for alle andre digitale værker med en lang produktionstid, et år i alt. Med Andrews i alle roller: som programmør, designer, visuel digter, komponist og sanger.

 

<digital poesi>

En Google-åbenbaring - Christophe

CYF | 18/4/05

Der er noget galt med samtalen på bussædet foran. Både manden og kvinden snakker, men deres replikker passer på ingen måde sammen. Der opstår øjeblikke af både stor tristesse og poesi, men det er først, da jeg har øjnet deres respektive mobiltelefoner, at jeg formår at nyde koncerten. Nu bagefter spekulerer jeg på, om det kan henføres under, hvad James Joyce har defineret som en epifani.

Det kunne netkunstneren Christophe Bruno, som holdt foredrag i Århus for et par uger siden, måske have svaret på. For fænomenet må formodes at have været noget nær hans portal til kunstens verden fra og med hans, og kunsthistoriens, første Google-kunstværk, Epiphanies (2001). Abrupte menneskelige ytringer (med udgangspunkt i søgeord) bragt sammen til nye "sammenhænge".

Derfor var det også oplagt, at Bruno skulle lave et værk på Bloomsday 100 sidste år. En WiFi-performance, hvis resultat stadig kan opleves online, med titlen Blood for Sale. En titel, der peger tilbage på hans karakteristik af den "ny kapitalismes" magtfaktorer - Google eksempelvis - som vampyrer, der lever af vores sprog.

Bruno indsamlede med sin trådløse håndholdte computer og sit digitalkamera de ord, som han blev "spammet visuelt" med på sin vej gennem Dublin. Reklamer ikke mindst. Over nettet hentede hans program beslægtede "sponsorerede epifanier", som han lod blande sig med og til sidst helt oversvømme Kapitel 10 i Ulysses.

I sig selv en fascinerende og skræmmende tanke, men samtidig med et visuelt interface, som bidrager ikke så lidt til udsagnet og fortolkningen af Joyce-teksten. Langsomt vokser teksten frem og bliver saboteret, men ikke i lineær forstand. Sætningerne udvider sig gradvist rundt omkring i teksten, næsten som man kunne forestille sig, den var blevet skrevet. Hver enkelt læser mødes af sin helt personlige tekst, som genereres, nej, åbenbares for øjnene af én. Kritisk og poetisk.

 

<digital poesi>
<det offentlige rum>

Advarsel:

CYF | 16/4/05

Arno.six har slettet alle spor efter sig i det virtuelle rum, påstår LW, mens det er lykkedes vedkommende at efterlade sig sine tydelige Warning Messages i det parisiske gadebillede. Usporlig i det virtuelle rum... bestemt en fascinerende tanke, men den slags kalder på min indre Google-detektiv.

En enkelt søgepost sladrer. To, faktisk efterhånden, men nr. 2 peger tilbage til denne spalte. Hvilket minder mig om en anden franskmand, Christophe Brunos forsøg med at plante et såkaldt hapax - et ord, der kun findes én gang, i dette tilfælde i nettets globale sprog - og se, hvordan det langsomt forgrener sig. I surfende stund giver hans nyskabelse sorgoine 2190 søgeposter efter små to et halvt år og er forlængst ophørt med at være hapax.

Men for nu at holde mig til Arno Six, kan jeg røbe, at han er født i 1977, bosiddende i Paris, hvor han har tilbragt sin ungdom med at skate, foruden, som vi allerede ved, at lave street art (lad os ikke håbe nogen bruger denne oplysning imod ham). Han arbejder nu for en kunstforlægger, men har heldigvis også tid til sine egne litterære eksperimenter.

I den virtuelle verden har han som del af gruppen Coriolislab præsteret fire små digitale tekster, hvoraf den ene er en litteraturliste, der røber, at han i november blandt andet læste Comment lire Raymond Roussel, Cryptanalyse, samt seneste nummer af Vogue. Hans lille tekstlysbilledshow (billedet) om nogle flypassagerer er charmerende, hans prosalyriske tekst i 99 fragmenter, Floor 01, er spændende, og hans interaktive Supermarket, der hele tiden giver læseren tre nye ord at vælge mellem, er heller ikke uden evner. Jeg advarer dig, Arno, vi finder dig til sidst!

 

<digital poesi>

Skriftregn og cyberkonkretisme

KW | 14/4/05

Digtet >>oh<< (2005) er blevet til i flere etaper: Jennifer Hill-Kaucher har skrevet den originale tekst, som Dan Waber har transformeret til et konkret digt. Og af Wabers visualisering af Hill-Kauchers digt har Reiner Strasser skabt et rapsodisk flerstemmigt cyberdigt.

Det starter med prikker, der falder som regndråber. Klikker man på prikkerne, udvider de sig som ringe - en blå og en sort - i vandet, mens et tekstlag kommer til syne inde bag hullet. Hver prik har sin stemme, der udtaler et "oh" i forskellige tonefald: overrasket, ekstatisk, skuffet, eftertænksomt, erkendende eller sorgfuldt. Pludselig bliver lyden af dråber til styrtregn, eller man kan selv igangsætte regnen ved at klikke på den blå prik i hjørnet. Tekstlaget bag hullerne - et konstallationsdigt á la Gomringer - kommer nu til syne i sin helhed samtidig med lyden af regn, der plasker, og stemmerne, der sukker "oh". Skriften regner, og dråberne bliver til pytter, de blå ringe vender tilbage, regnen holder op, teksten forsvinder igen, og vi er atter tilbage ved de grå prikker, der siger "oh", når musen glider over dem. Cyklussen af skrift, regn og suk starter forfra.

Hvis Hans-Jørgen Nielsen havde levet, kunne det have været hans bud på en cyberkonkretisme. Et koncentreret meta-digt om den flydende, flerstemmige, sanselige cyberskrift (i klassisk poesi er det apostrofiske "oh" selve henvendelsen, det der indleder kommunikationen). For Fluxus og Nielsen var der en snæver sammenhæng mellem zenbuddhismen og konkretposiens følsomhed og livvsopfattelse. "Oh" er altings tomhed, den rene respiration. En udladning, opladning, en ladning af betydningsnuancer. "Oh" kan med Nielsens formulering siges at "rumme et sammentrængt univers af maksimal meningsfuldhed". Sproget - og i Wittgensteins forstand - hele verdens begyndelse i en henkastet, charmerende gestus. Påny, påny.

 

<digital poesi>
<konkret poesi>

 

YOU DO NOT NEED TO RESEND YOUR MESSAGE - Advarsler fra en virkelighed til en anden

LW | 11/4/05

Den virtuelle virkelighed (hvis noget kan hedde det) og den virkelige virkelighed ser ud til at konvergere. Meddelelser fra den virtuelle virkelighed dukker op i den anden virkelighed, som om det var spiritistmeddelelser fra en helt tredje verden. Som for eksempel på en mur i Paris en morgen, hvor man kunne læse en både foruroligende og betryggende meddelelse om, at ens budskab nok skal nå afsenderen, men forsinket. INGEN GRUND TIL AT GENSENDE DEN. Utroligt som store bogstaver altid... taler med store bogstaver. Meddelelsen var trykt på plakatpapir i et smukt tværformat og helt friskopsat.

Senere på morgenen havde virkeligheden reply'et og rullet tre postkortstativer ud foran plakaten. Postkort er en gammel meddelelsesform, hvis indbyggede delay er blevet til en nostalgisk charme. Jeg kommer i tanke om, jeg kun sendte postkort til børn fra Paris. Måske bliver postkort et medie fra meddelelsesformernes barnestadie, som man bruger til børn, mens man sms'er til de voksne. Som dengang man legede posthus. Nu er det rigtige posthus også næsten blevet en lidt bøvlet leg.

Plakatens afsender ser ud til at være "arno.six". Når man vender tilbage til den virtuelle verden og leder efter hende eller ham, findes der ingen spor. Derfor ender denne plog blindt. Der er ingen links fra dette hushjørne af virkeligheden.

Næste morgen havde en anden gren af virkeligheden reageret på plakaten ved at rive halvdelen ned. Meddelelsen blev forsinket, men nu er den nået frem.

 

<det offentlige rum>

Natur- og skriftprocesser

KW | 10/4/05

Hvem husker ikke strandscenen i Jane Campions film The Piano, hvor den stumme Holly Hunter hypnotisk spiller Michael Nymans musik på klaver, mens hendes naturbarn af en datter nyder friheden, danser og skaber en kæmpe søhest af skaller og sten?

Den amerikanske kunstner Jim Denevan tegnede/skrev sine kæmpeglyffer i åben natur på kanten til det amorfe Stillehav i marts 2005 i et samarbejde med Yerba Buena Center for Arts, der dokumenterer værkerne på udstillingen Big Deal. Den enkelte figur er så stor, at den kun kan fotograferes i sin helhed i en afstand på 45 meter. Det ligner ikke noget, der er skabt af menneskehånd. Et tegn fra oven - eller måske fra Aztekerrigets tid - der kun eksisterer, så længe tidevandet tillader. I 19 minutter er den intakt.

Flickrs dokumentationer af begivenhederne fremgår det, at Denevans konstruktioner involverer koste, stokke og lignende redskaber. Og store fysiske anstrengelser ikke mindst. At skrive på sandets store lærred, er også en kropsperformance.

Digteren Geof Huth, der skriver glyffer hvorsomhelst - på papir, sne og sand, omend i lidt mindre målestok - reflekterer over sandglyffens særlige kropslige skriveteknik: "Jeg lærte at gøre min hånd til en kalligrafisk pen (...) jeg lærte at lave kæmpe-glyffer ved at tegne kurver og streger omkring min krop, ved at hylle mig selv ind i streger. Jeg lærte, at jeg kunne mase huller i sandet med tommeltotten og lave flade fordybninger med mine knæ."

Huths store forbillede inden for genren er den britiske kunstner Andy Goldsworthy, som skaber visuel poesi af naturens mange materialer. Både hans og Denevans værker gør stum, fordi de åbner ud mod naturprocesser, som fortsætter, når de er væk. Man bliver et lillebitte menneske i en spiral af sand.

 

 

 

Graffiti-aflejringer i cyber-city

KW | 7/4/05

Ifølge digteren Karl Young er graffitien, når den er god - især dens urcelle tagging - en form for visuel poesi, der demonstrerer nogle af det sidste hundrede års mest spændende kalligrafiske eksperimenter. Udover lettrismen har den som ingen anden investeret energi og fantasi i bogstavformerne, der kan fremstå så stiliserede, at kun lokale taggere kan dechiffrere dem.

Graffiti er selvpromovering og territorial afmærkning, der i bund og grund hører byrummet til. Måske derfor har den også et naturligt tilhørsforhold til nettets virtuelle urbanitet. Men som i galleriet går man også her imod graffittiens flygtige natur og fastholder den skrift, der normalt tilintetgøres, ligeså hurtigt som den sprayes på.

Graffiti-kategorien i Flickr (se tidligere plog) rummer allerede over 24.000 dokumentationer af urban skrift fra verden over. Heriblandt er 500 fotos fra projektet Graffiti Archaeology: en undersøgelse af hvordan graffitivægge i San Francisco forandres gennem tiden. Forskellige fotografer har dokumenteret væggene fra 1998 frem til i dag, nogle fremstår i op til 11 aflejringer. Et syn, der er, kunne man "ugraffitisk" fristes til at sige... meget poetisk.

Der findes efterhånden mange netdokumentationer af graffiti. Helt legalt og ligefrem idealistisk er projektet Citylights, en over 170 meter lang graffiti-frise skabt af 18 kunstnere. I april 2005 skal frisen på auktion, og det indkomne beløb doneres til unge hjemløse.

Graffitikunstnernes inspiration er i langt højere grad video end tryk, og måske derfor opfinder de principper for design, der passer godt til computerbrug. Graffitiens historie fortæller, at der ikke er langt til hverken modeverdenen eller netkunsten. Et af de mest berømte eksempler er den tidligere vandal, nu voksne kult-graffitikunstner Futura 2000, der udstiller for første gang i Skandinavien på Galleri V1 på Vesterbro i perioden indtil 15. maj.

 

<det offentlige rum>

Visuelle fællesskaber -

KW | 1/4/05

Forskere hylder blogging som netværkssamfundets enestående vej til faglig og social udvikling. På Warwick Universitet opfordres alle studerende til at skrive om alt (og de mener alt!), fordi det skaber samhørighed og interessefællesskaber på tværs af faggrupper og fysisk placering. De private omgangsformer er blevet offentlige, tag blot en af intimsfærens hellige privilegier: familiealbummet.

Flickr et gigantisk virtuelt fotoalbum, hvor man kan oploade billeder via kameratelefon, email eller digitalkamera. For at der skal være en smule systematik i foto-oceanet, kan man "tagge" sine billeder med emneord som graffiti eller sign. Og man kan danne en interessegruppe som for eksempel Words on skin, der udveksler og kommenterer tekst-tatoveringer. Pudsigt med den stigende blogger-interesse for tatoveringer, fordi tatoveringen netop er en urgammel markering af både socialt tilhørsforhold og individuel identitet (se tidligere plog).

I Darren Barefoots blog Textual Tattoos kan folk indsende deres ofte litterære teksttatoveringer: citater af Rimbaud, Cunningham eller Kundera. Flere tatoveringer består kun af enkeltord og indgår i øvrigt i Shelley Jacksons tattoo-litterære værk Hud, en roman fordelt på 2095 kroppe.

I den parodierende - men nok så seriøst arbejdende - ende af skalaen er Hanzi Smatter, en blog om vestens misbrug af kinesiske Hanzi- og Kanji-symboler. Her tilbydes en professionel oversættelse af den tatovering, man har på skulderen. Ikke så rart, når der i virkeligheden står "idiot" eller "diarré". Men det giver til gengæld også fængselsstraf at være tattoo-falskner.

Tatovering og kriminel udstødelse hænger traditionelt set sammen, men ikke altid. Tattoovertising både indlemmer og beriger. Mercedes eller Nike tatoverer dig med glæde ind i et verdensomspændende visuelt og økonomisk magtfællesskab. Get branded and get paid! Bliv et levende reklamebillboard!

 

<det offentlige rum>

  

tilbage i plog'en

  kommentér plog'en | plog-oversigt


aktuelt | temaerlinks | rss (?)
 

 
poesi
visuel