frem i plog'en

plog-oversigt

plog-temaer

kommentér plog'en

andre blogs

Visuelle poeter i Silkeborg og Hvedekorn - Dotremont, Corydon og Holst

MD | 26/1/05

I begyndelsen af marts åbner Silkeborg Kunstmuseums Christian Dotremont-udstilling, Jeg skriver for at se. Udstillingen skal rumme Dotremont kalligrafiske malerier, "dessin-mots", som han selv kaldte dem. Tegnede ord, der henvender sig til øjnene snarere end ørerne eller hjernens sprogcenter. Mon ikke vi hører mere til udstillingen her på sitet, så snart dørene i Silkeborg er slået op?

I forbindelse med Dotremont-udstillingen viser museet også et udvalg af digtermaleren Robert Corydons arbejder, og der er en forbløffende sammenhæng mellem netop de to. Corydons calligrapoetica - som tidligere har været præsenteret her på Afsnit P - er tydeligt beslægtet med Dotremonts dessin-mots, og et af den danske digtermalers mottoer var da også "at digte er det at se".

I anledning af Corydon-udstillingen har jeg vendt arkivet endnu en gang. Til et nummer af Hvedekorn fra 1963 bidrager Corydon med digtet "New Salesburgh" - oprindeligt skrevet op til Jørgen Leths Jazz & Poetry-arrangement samme år - men her dukker pludselig også et "formulardigt" af Knud Holst op. I en kommentar til digtet skriver Holst, at det moderne menneske har "et større og enklere forhold til skema-ordet og statistik-opsætningen end til det pæne litterære tekst-ord". I digtet arbejder Holst bevidst med absurde møder mellem sprogelementer og meningselementer - vist nok i et forsigtigt opgør med tidens formularer. "Alt i alt er der tilstræbt en absolut lighed med virkelige officielle dokumentformularer, mens enhver med nogen faktisk eksisterende formular selvfølgelig er tilfældig og utilsigtet."

Skema-ord eller tegning-ord - formulardigt eller kalligrafi. Jeg er ikke sikker på, at Holst opgør med virkeligheden rigtigt holder. Men digtet holder, det er i sig selv den pure virkelighed. Den visuelle poesi er måske den mest realistiske litteratur overhovedet.

 

<konkret poesi>

Electrohype 2004 - måske den sidste

CYF | 24/1/05

Electrohype 2004 med temaet perspektiv (se tidligere) er slut, og noget tyder på, at Electrohype som stor tilbagevendende begivenhed og dermed institution også er forbi. Electrohyperne har kastet håndklædet i ringen på grund af svigtende støtte fra den by, de har været med til at sætte på landkortet med deres ambitiøse arbejde. Bestemt et nyt perspektiv at opleve udstillingen i! En udstilling, der jo i den grad viste, hvor central en rolle den computerbaserede kunst spiller og vil komme til at spille i samtidskunsten. Og så meget vigtigere er det, at der sker kunstneriske landvindinger på området - uafhængigt af kommercielle interesser. Det er kunsten, der er den digitale verdens mest menneskelige "interface".

Tag for eksempel to af udstillingens mest tekstlige værker, der begge var danske: Lene Leth Rasmussens 100 hemmeligheder fra 1999 - der brød hundrede menneskers hemmeligheder, men i fuld anonymitet og samtidig indsamlede endnu flere - og Mogens Jacobsens Power of Mind 2 / I Hear Denmark Singing, der ifølge udstillingsteksten fik en lejlighedssang af vores integrationsminister til at gå langsomt i opløsning online, efterhånden som de biologiske batterier til serveren løb tør for liv og altså strøm.

Jeg nåede ikke selv at opleve andet end de opkoblede kartofler, i den forstand var værket som udstillingsgenstand lidt halv. Lene Leths hemmeligheder kan man endnu læse på nettet. De seks internet-år, der er gået, siden værket blev til, ses tydeligt af dets grafiske fremtoning. Her gav andre til gengæld smukke opdaterede bud på, hvad digital skønhed og nærhed kan være - se også det dokumenterende katalog, der udkom på falderebet, og fotoreportagen på artificial.

Herhjemme i Danmark har vi nøjedes med at lukrere på Electrohypes gode arbejde (giv dem et ord med på vejen i deres gæstebog) og for resten ikke haft nogen støttepuljer til at tilgodese det digitale område siden 2001.

 

<digital poesi>
<sverige>

Verden i et sandskorn

KW | 20/1/05

"At se en verden i et sandskorn og en himmel i en vild blomst, at holde uendeligheden i din hule hånd og evigheden i en time" - er ikke kun forbeholdt William Blake og andre religiøse mystikere, men også en gave skænket af den moderne naturvidenskab, tænk bare på mikroskopets skønhedsåbenbaringerfor eller på Mandelbrot, der begrebsliggjorde fraktalen og Sierpinski, der lagde navn til det geometriske fraktalmønster.

Michelle Marie Caldwells fotografiske værker udforsker naturens former ved hjælp af blæk, der blander sig med andre materialer som gips og oliemaling på et underlag af ler. Disse rorschach-klatters tegnprocess studerer hun derefter med digitalkamera. Og foran linsen - og beskuernes øjne - emanerer naturlignende formationer á la lava, søer, ørkener: landskaber og verdener, der både kan minde om vores verden og andre planeters. Eller mikrobernes og fraktalernes verden for den sags skyld.

Værkerne indgår i udstillingen Displacement sammen med kineseren Jane Tschangs traditionsprægede trækulstegninger (som kuratoren betegner som "blæklandskaber") og Nurit Bar-Shais poetiske og absurde video, hvor farverige ubebeskrevne ark lægges i konvolutter. Papir, blæk, tegning, skrift og betydningstomhed synes at samle de tre bidrag, og i den sammenhæng kan Caldwells værker ses som en slags kalligrafi - en asemisk skrift af stor plastisk skønhed, med det ene ben i en teknisk naturvidenskabelig tradition og det andet solidt plantet i en traditionsrig, asiatisk skriftkultur.

Udstillingen kan opleves på det eksperimenterende kunstsite Fortnight Kitchen, som er grundlagt af en broget treenighed af unge, multikulturelle kvindelige kuratorer fra tre forskellige verdensdele - New York, London, Tokyo. Det er særdeles studerede damer med hang til det rå og ukanoniserede og en uhøjtidelig næse for etno-æstetisk arvegods og urban æstetik. Jeg har tænkt mig at holde godt øje med dem.

 

 

Mundret men ikke livret - genre- overskridende debut af Mogens Nielsen

MD | 19/1/05

"Mandelgaven Lars Bukdahl vil hade", lød overskriften på en annonce, jeg spottede i Bukdahls eget organ, Weekendavisen. Og da jeg sjældent går af vejen for litterær sladder, skulle jeg selvfølgelig se, hvad det var for noget. Annoncen gælder digtsamlingen Mundret af debutanten Mogens Nielsen - et værk, der ifølge forlaget Monida skal være solgt i mere end 500 eksemplarer til landets boghandlere. I sig selv imponerende, og skal man tro annoncen også rigeligt til, at Lars Bukdahl vil lægge den på køl. Han kan bedst lide elitære ting, der ikke sælger, og er ifølge Nielsen "litterær fundamentalist". Bukdahl rimer på Rindal, lyder det fra den kække annoncør, der også har inddraget en HT-bus i kampagnen.

Bukdahl er fundamentalist. Et blik på hans monstrøse huskeliste, Dansk litteratur som yngst - 1990-2004 - hvor Afsnit P i øvrigt udnævnes til (fundamentalistisk?) teltlejr, vil umiddelbart bekræfte antagelsen. Men er Mundret mon den salgssucces, forfatteren hævder? Har den været mandelgave i talrige danske hjem? Mit gæt er nej - ikke ét eneste. Hvorfor? Fordi bogen er mærkelig, anderledes, genresprængende - præcis som de bøger, Bukdahl oftest hylder. Fordi den forsøger at trække på to udtryksformer samtidig - på billeder og på tekster. Og fordi det firfarvede tryk virker inderligt prangende og overflødigt på os nordboere. Man skal vist hedde Brøgger for at få lov til den slags løjer - og SÅ er Bukdahl der straks.

I debutbogen Mundret forsøger Nielsen at få ord og billede til at befrugte hinanden. Det lykkes langt fra hver gang. Digtene er isoleret set klodsede og billedvalget indimellem vaklende. Bogen har dog et interessant selvbiografisk længdesnit og er holdt i en mundtlig jargon, der giver lyst til at lytte. Da da dum. Nok mundret, men ingen livret. Og hvorfor den bizarre reference til nærværende teltlejr? Mogens Nielsen er slet ikke fundamentalistisk nok.

læs kommentarer   kommentér

 

 

Spis brød til HCA2005

CYF | 17/1/05

Det forlyder, at HCA-kvalmen allerede er ved at brede sig over det ganske land, her tidligt på det stort anlagte 200-år. Vi er nogle, der allerede har haft symptomer et stykke tid, men jeg nåede mit personlige højdepunkt i den forgangne uge hos bageren i Tokyo. Jeg vil ikke sige, kagerne ved første øjekast virkede bekendte - "danish pastry" har nu en gang sjældent større lighed med et stykke dansk wienerbrød end franskbrød med fransk brød - men efter at have spottet et velkendt symbol fra mit hjemland, nemlig HCA2005 Fondens logo, på et af bagværkerne, gik hele arrangementet op for mig.

Andersen er i Japan navnet på en bagerkæde med 78 filialer, der blandt andet producerer noget så eksotisk som bagerens dårlige øje med både creme og syltetøj. I køledisken kan man desuden få Andersen-smør med tilnavnet "Hygge", hvad end det nu siger en japaner, til at smøre på sit (vellignende) trekornsbrød. Og over det hele troner bagermesteren selv i legoklodser. Danskhed forpligter, og Lego er nu engang en anden af HCA2005's store samarbejdspartnere.

Fonden H.C. Andersen 2005 har udnævnt Andersen-ambassadører verden rundt, og hele ni i Japan, læser jeg nu. Den ene er såmænd Seiichi Takaki, præsident for Andersen Bakery Group - og så altså dansk konsul. De japanske ambassadører, der også tæller en tennis- og en fodboldspiller (sidstnævnte har stået på mål for FC Nordsjælland), udnævntes under Dronning Margrethes statsbesøg i november.

Den japanske kædes logo bærer også en krone i øvrigt. Men han fik selvfølgelig også kongehuset som sponsor til sidst, Andersen, gjorde han ikke?

 

<japan>

Den fortrolige ulæselighed -

CYF | 14/1/05

"Jeg ville sikkert heller ikke have kunnet læse det hele", sagde japaneren venligt, da jeg fortalte om besøget på kalligrafimuseet. Og efter at have nærstuderet forskellene imellem de forskellige skriftarter i japansk, for eksempel imellem de gængse trykskrifter og de såkaldte "kursiv"-skrifter med dertil hørende "forkortelser" og sammensatte tegn, begynder jeg at ane konturerne af, hvad der venter ethvert japansk barn på skolebænken. Ikke lutter Søren og Mette.

Okay, kalligrafi er som nævnt snarere "se-skrift" end "læseskrift". Men selv dagligdags aviser og bøger rummer ofte kanji-tegn, der ikke kan forventes at være en almindelig læser bekendt, heriblandt navne, som man af samme grund heller ikke kan udtale. Derfor rummer for eksempel skilte i bybilledet ofte små hjælpende under- eller overtekster med et af de to andre simplere "stavelsesalfabeter", hiragana og katakana, hvis udtale ligger fast, og som i denne sammenhæng altså fungerer som lydskrift.

En sjælden gang er den japanske skiltning faktisk tilsvarende undertekstet med latinske bogstaver, der gør det muligt for den taknemmelige udlænding at give tegnene lyd - samt et øjeblik sætte sig i japanerens sted.

At se en japaner ved computertasterne stave sig frem med først latinske bogstaver og siden hiragana til de enkelte kanji og vælge mellem de mange muligheder, der popper frem undervejs (tastaturet har jo ikke flere taster end vores) giver et tilsvarende glimt af situationen.

Hvis man lever med et skriftsprog til daglig, hvoraf man kun kender, eller i al fald selv bruger, måske 2-3000 ud af cirka 50.000 eksisterende tegn, så man få et andet forhold til sproget. Blikket, man kaster på skriften, er et andet - mere granskende og samtidig bevidst om, at man aldrig kan være sikker på at møde noget kendt. En fortrolighed med ulæseligheden? Sprogets mindste bestanddele bliver ved at rumme en fremmedhed, en dybde.

 

<japan>

Det kalligrafiske museum i Tokyo

CYF | 8/1/05

Det er svært at afgøre, hvad jeg skal betale for billetten til Uguisudani. De to kanji-tegn er trykt så småt, at jeg kun kan definere det første som "meget kompliceret". Det andet ligner et hus. Men derfra og til at genfinde dem på oversigten over billetpriserne eller over linjerne... Heldigvis spørger en mand mig uopfordret, hvor jeg skal hen. Jeg må pege, også ordlyden er svær at genkalde. Uguisudani.

Vel fremme har jeg lykkeligvis et tegnet kort (kun den store gade har et navn), men jeg går forbi et par gange, før jeg opdager museet: Igen ingen genkendelige ord, og de japanske tegn på facaden er ikke dem på mit kort. Nu lærte jeg så ordet shodo: Kalligrafi. Museet i Tokyo blev stiftet af Fusetsu Nakamura (1866-1943), der både mestrede vesterlandsk maleri og orientalsk kalligrafi. Samlingen rummer, foruden hans egne værker, alskens genstande med skrift på - japanske og kinesiske såvel som andre: sten, statuer, mønter, gnubbeaftryk af inskriptioner, samt selvfølgelig kalligrafiske billeder. Men hvad det faktuelle angår, ved jeg ikke meget mere. Jeg var forberedt efter at have checket hjemmesiden: her er alt på japansk. Det smukkest tænkelige.

Jeg får lov at være alene med den visuelle poesis visualitet, på et museum, der som få markerer, at skriften i sig selv - ikke mindst med så avanceret et tegnsystem som det japansk-kinesiske - rummer en skønhed stor nok til, at den alene kan være udsmykningen, ja, værket. Nydelsens stund ville nok være blevet forlænget, hvis man kendte indholdet, men uvidenheden rummer et alternativ: man kan uhindret se sproget.

Jeg køber et katalog med tekstbilleder og billedtekster, der for mig spejler hinanden i et lukket system. Senere på eftermiddagen peger en kvinde, jeg møder, forundret på det blå ornament på bæreposen: "Det kalligrafiske museum?" Jeg er afkodet.

 

<japan>

99 rum - mytisk netgrafitti

KW | 6/1/05

Mon ikke ordet tsunami for de flestes vedkommende har suspenderet den nordiske udrejselængsel efter de mytisk-ladede, tropiske naturscenarier! Jeg har i al fald udskudt min drømmeferie til Fjernorienten og i stedet forlystet øjet med nettets knap så truende eksotik.

Rejsen gennem 99 Rooms er et møde med billeder og stemninger uden mage. Det er storslået, spooky og svier lidt i øjnene. Værket, en tysk kooperation, består af interaktive, overmalede fotos fra et forladt industriområde, hvoraf de fleste ansporer brugeren til at lede efter noget, der kan skabe en forandring i billedet.

Industriromantik er set før, men her i en fantasy-udgave, hvor rummene er sporadisk befolket af mytiske skikkelser som dødsenglen, narren, kentauren eller ukendte fabeldyr á la Dali og Max Ernst og dinosaurlignende væsener fra de tidligste tider. Lydsporet er ren gyserstil, tilsat en tør reptilraslen. Snart bevæger væsnerne sig gennem rummet, ofte med brugerens hjælp - snart er de graffitimotiver på de mange krakelerede mure og vægge.

Der optræder ganske få mennesker, for det meste med ryggen til, som manden der tisser sine rødvinsfarvede bukser væk. Til gengæld vrimler det med væginskriptioner, midt imellem skrifttegn og billede. Der er ganske få ord, men mange former for tegn, hvis associationsfelt breder sig blandt andet over arabisk kalligrafi, hulemalerier, hieroglyffer, moderne storbyskiltning, tegneserie- og graffitikunst. Grænserne er gennemgribende flydende, som vægfrisen med kalligrafi, hvor blækket siler i lange striber. Og stemningen ligeså ubestemt - et sted mellem poetisk, gotisk og apokalyptisk som det animerede nødudgangskilt, hvor manden løber og løber og løber.

Der er ingen anden handling, end den man selv digter, og det gør man automatisk i kraft af billedernes antydning af handling, af de genkommende og muterende motiver. Et originalt billedunivers, der giver brugeren masser af plads til fantasien.

 

<det offentlige rum>

 

ARK 2004

MD | 6/1/05

Årets kulturtidsskrift 2003, ARK er i det forgangne udkommet med yderligere tre tankevækkende mapper. Først et hæfte med billeder fra SAFOM - samlingen af anonymt fotografisk materiale, derpå en mappefuld grå fotokopier - "en overset grafisk form" - og kort før årsskiftet udkom "Skiderikker, onanister og røvpulere i danske kirker".

Mens ARK nr. 62 med anonyme billeder er temmelig... anonymt og udformet meget i stil med DANIDAs oplysningshæfter, er det seneste en saftig sag sammensat og kommenteret af middelalderekspert Hans Henrik Lohfert Jørgensen. ARK nr. 64 rummer seks reproduktioner af danske kalkmalerier. Et særdeles syndefuldt udvalg, der i hine tider har skullet udfordre de stakkels kirkegængeres synssans. Man blev, hvad man så. Kunne blikket ikke tvinges bort fra de obskøne scener, var man under diabolsk indflydelse. En lille mand på en af reproduktionerne er på bedste karnevalistiske facon ved at bytte om på hoved og røv - og sådan kan det gå enhver, hvis det onde får magt over synet.

Fotokopien skal også fremover slås for sin ret som "grafisk form". ARK nr. 63 rykker ikke ret meget ved det spørgsmål. Blandt kopierne i mappen er både tekster og billeder - mest falder jeg for den delvist ulæselige. Den placerer sig midtimellem og minder i øvrigt om Lars Mikael Raattamaas Al-jazeera.

Den lille mand med røven i vejret er fotograferet i Nørre Saltum kirke, hvis kalkmalerier frit - men ikke uden risiko - kan studeres på Axel Bolvigs imponerende Kalkmaleridatabasen. En lille animation af Narren, soldaten og Jesus med korset kvikker gevaldigt op på databasen, og minder i øvrigt om en sentens fra Bolvigs Den ny Billedbibel: "Troen var først visuel og dernæst verbal. Den var ikke tekstuel". Menneskets billedforankring er ikke ny - både Bolvig og ARK minder os pænt derom.

 

 

Et ego in Christian Schmidt-Rasmussens Arkadien i Randers

LW | 5/1/05

Randers Kunstmuseum har Christian Schmidt-Rasmussen genskabt et lille eksil-Arkadien, en lille hjemstavn langt væk hjemmefra. Udstillingen handler om Sydhavnen i København, hvor kunstneren bor. "Lever og bor i København" skriver han i udstillingsmaterialet, med en befriende variation over det almindelige arbejdsivrige "Bor og arbejder i Andeby". Som om kunstnerne er bange for, vi skal tro, hun eller han ikke bestiller noget, men bare går rundt og bor.

Christian Schmidt-Rasmussens malerier er ordbilleder, der får øjet til at balancere på den skarpe kant mellem non-figurative farvefelter og ord. (På www.nicolaiwallner.com kan man se andre typer). Man oplever igen at stå og stave sig møjsommeligt igennem først et bogstav, så et ord og så en sætning, ligesom dengang man lærte at læse, eller som når man er i et fremmed tegnsystem som japansk, kan jeg levende forestille mig.

Pludselig står der WE ARE SOLID eller SAMFUNDET EKSISTERER eller FREE AND INFORMED CONSENT eller BONUS PATER FAMILIAS. Men jeg har også et foto af et maleri, jeg ikke længere kan læse. Jeg kan ikke huske, hvad vej det skal vende. Det kunne være japansk for mig. Kan det passe der står BOOGIE WOOGIE? Nok ikke.

Jeg husker endnu en lidt febrilsk følelse af at stå foran et af Christian Schmidt-Rasmussens malerier midt i Forums kunstmesse og granske og granske farverne og pludselig opdage, at der står SEX, eller jeg havde nær sagt, at det forestiller SEX. I hans billeder oplever man en sjælden slow motion-version af de umærkelige splitsekunder, der altid er mellem formerne, bogstaverne og ordene.

 

 
  

tilbage i plog'en

  kommentér plog'en | plog-oversigt


aktuelt | temaerlinks | rss (?)
 

 
poesi
visuel