frem i plog'en

plog-oversigt

plog-temaer

kommentér plog'en

andre blogs

Electrohype 2004

MD | 4/1/05

Ikke få har de seneste dage lovet sig selv flere museumsbesøg og digtoplæsninger i det kommende år end tv-serier og pizza. Fint nok - lad da det nye år begynde i Malmø, hvor Electrohype står bag den tredje nordiske biennale for computerbaseret og højteknologisk kunst på Konsthallen. Temaet denne gang er perspektiv, og udstillingen kredser således om tilbageblik og eftertanke. Som det hedder i det lille katalog, er det på tide at gøre status over en kunstart, der de seneste år har udviklet sig med ekstrem hastighed. "Computerbaseret kunst fik sit store gennembrud omkring 1994, samtidig med at Internet blev åbnet for civil trafik. Den teknologiske kunst har udviklet sig parallelt med teknologien i øvrigt, men på sin helt egen måde. Den har i et kunstnerisk perspektiv forsøgt at spejle relationen menneske-teknologi. En relation, der vedkommer os alle, hvad enten vi vil det eller ej, en relation, der gør sig stadigt mere gældende."

Tendensen til eftertanke hos Electrohype og de deltagende kunstnere i årets biennale er slet ikke enestående. Som Rhizome.org skrev i deres nyhedsbrev i begyndelsen af november, er "the new media" ved at blive gamle - i hvert fald i internetår - og historieskrivningen begynder så småt. I efteråret 2005 afholdes den første store internationale konference Refresh!, der skal beskæftige sig med blandt andet netkunstens historisering.

Udstillingen i Malmø er en blandet landhandel. Og det højteknologiske er måske ikke så fremherskende endda, hvilket både giver sig udtryk i Winters & Fietzeks irriterende dukkespil og Maia Urstads langt mere interessante lydmur af bedagede ghettoblasters. Smukkest, set med mine øjne, er de rent digitale værker, Yunchul Kims (Void)traffic, der registrerer bevægelser på nettet, og Tania Ruiz Gutiérrez La Plaza med menneskeskikkelsers uendelige vandring i et hvidt billedfelt. Det er synsbesnærende registranter, der sætter nye tegn i verden. Udstillingen varer til 23/1.

 

<sverige>

 

Jeg tror det bliver et herligt år

MD | 2/1/05

Nytårsdag 2005. Tid for revision, fortrydelse, oprydning. Et sted i stablen af uanmeldte anmeldereksemplarer, kuldsejlede projekter og knivskarpe idéer, mellem støvmus og gamle avisudklip finder jeg et digt. Eller rettere genfinder. Un poème retrouvé. En genre, der lever af mindst to andre - digtet og det fundne digt. Her endog renskrevet og klippet ud på ny. Der er desværre ingen angivelse af findested, men mon ikke det er blæst rundt i nærheden af den lokale radio - Viborg eller Solkystens? Godt nytår - jeg tror, det bliver et herligt ét.

 

 

Nytårsønsker på skrift

CYF | 2/1/05

Jeg ved ikke, hvad de tre japanske ungersvende, der havde splejset om en ønskeplade i anledning af nytåret, faktisk skrev med tusch på den. Som det meste andet, der foregår, må jeg gætte mig frem. Men flade af grin var de. Ikke desto mindre var de jo valfartet med horderne til Kiyomizu-dera-templet i Kyoto 1. januar og stod på skift og skrev deres (formodentlig ikke helt fromme) ønsker på en træplade, for derpå at hænge dem op i et dertil indrettet stativ.

Den herlige blanding af tro, overtro og lattermild lethed er iøjnefaldende for den fremmede. Og så jo altså skriften.

De ønsker, som skal gå i opfyldelse, skal ikke blot hviskes i bøn. De skal skrives med formfuldendte tegn af den ønskende - på papir, træspåner, skilte, lys. Og ønsker man alt godt for sig selv eller sine nærmeste, findes der særlige kimonolignende silhuetklip i papir, ligesom der findes særlige bilsilhuetter, man kan skrive sine bilønsker på.

Og spådommene, man trækker som i en tombola og læser eftertænksomt for sig selv eller fnisende med veninderne, bliver yndigt viklet om grenene på en busk. For at blive bedre? For at gå i opfyldelse?

Nytårsnat ved Yasaka Jinja-helligdommen blev der skrevet ønsker på votivpinde af træ, der straks efter blev kastet ind i ilden af en præst eller den skrivende selv. Trods sit bogbrændings-islæt en poetisk gestus i nytårsmørket. Hvem læser ordene? Ilden, der fortærer dem.

Mest af alt ligner disse hellige steders salg af amuletter og votiv-objekter nu ellers markedspladsens kitschboder, gennemsyret af materialisme og handel. Som der står på disken i Daitokuji-templet: "If you buy some souvenir, please write down your name on the piece of paper, put it in the prayer box, and the priest will pray for your health tomorrow morning".

 

<japan>

Tegngenkendelse

CYF | 1/1/05

Og så kom de også, den slags japanske toiletter, jeg havde gruet for. Ikke de såkaldte "japanese style", hvor man må ned på hug, men de avancerede toiletcomputere med lidt for mange knapper, som man nok skal vare sig fra at afprøve i blinde. Enkelte piktogrammer kommer heldigvis én til hjælp blandt de ukendte skrifttegn. For eksempel det for, præcis hvordan man vil have, strålen skal ramme én nedefra.

Ved busstoppestedet mærker jeg glæden ved at genkende de tre tegn i mængden, som betyder Kyoto Station. Og i den syv etagers Maruzen-boghandel frustrationen over ikke at kunne udvælge en enkelt af det utal af bøger til indføring i kanji-skrifttegnene - det ene af de tre japanske alfabeter (eller vist rettere det kinesiske). 2000 ud af de cirka 50.000 ideogrammer er i almindelig brug, og det siger sig selv, det tager tid også for østerlændinge at lære så mange. Jeg mærker min egen begrænsning, hvad angår genkendelsen af visuelle forskelle. At lære sig kanji må bestemt også være at opøve evnen til at se.

Tegnene er ordnet efter antallet af streger, man skal bruge til at kalligrafere dem, hvis rækkefølge, man også skal lære. At læse er også at skrive. Og tegnet med de to bjerge, er i øvrigt slet ikke to bjerge - for som den japanskkyndige sagde: der går jo kun én streg ned igennem dem.

Det er et billedsprog, men afgrunden imellem, hvad tegnene ligner og betyder, er ofte dyb. De mange indlæringsmetoder svinger imellem den systematiske (hvad dele og "undertegn", tegnet består af) og til at tage udgangspunkt i, hvad det er opstået af og oprindeligt har forestillet, eller - mest realistisk - hvad det er kommet til at ligne. Man kan gøre nok så megen modstand imod den barnlige tilgang. En eller anden mnemoteknik må der til.

 

<japan>

Japansk for begyndere -

CYF | 28/12/04

"Hvorfor Japan? Fordi det er skriftens land" (Roland Barthes).

De første dage i Japan er skriften allestedsnærværende (se også tidligere) og ikke bare, fordi tegnene er så fremmede, at det kan være svært at opleve dem som tegn i det hele taget. Man oplever analfabetismen foran detaljerede oversigtskort, komplicerede automater og butikker fyldt med æggende produkter, man ikke har den fjerneste idé om, hvad er. Spiseligt eller uspiseligt, salt eller sødt? Man er ramt af en blindhed, der i den grad blotlægger, hvor gennemgribende, sproget er - og hvor genialt, for dem der altså kan det.

Jeg ved stadig ikke, om det er rigtigt, men jeg går ud fra, at tegnet med de to bjerge betyder "åben". At det er to bjerge, har jeg for resten ladet mig fortælle. Jeg synes ikke, ligheden er så slående. I mit eget system hed det "flaskestativet". Sammen med tegnet, der i moderne typografi er blevet stiliseret ned til en perfekt kvadrat, betyder "åben"-tegnet "udgang". Det lærte jeg allerede i lufthavnen, hvor den slags var undertekstet. Gad vide, hvor langt egentlig man kunne komme alene ved hjælp af disse internationale områders rosettasten?

Man mærker kodetydningens barnlige glæde for hvert lille tegn, der åbner sig på klem, som de to bjerge på sulfoflasken. Eller som manden med udbredte arme på wc'et, som betyder "stor", til det store skyl (og så fik jeg også lært "lille"). Ham genfandt jeg i kimonokraven ("large").

Manden med udbredte arme repræsenterer lyden "o". Man ser ham brede armene ud og udbryde dette foran byer som for eksempel Osaka, Obama og Ohara, hvis navne han indleder. I Oi, hvor disse ord skrives, er han endda blevet byens maskot - blevet det, han betyder. Det er ikke kun for mig, at skriften også er billeder og figurer: jeg går i ethvert japansk barns fodspor. Der er lang vej herfra til sproget.

 

<det offentlige rum>
<japan>

Found in translation

CYF | 26/12/04

Det er så nemt at more sig over de andres fejl, når man selv intet kan overhovedet. Tale, læse eller skrive for eksempel. Det føles, som om det engelske sprog for de fleste japanere, der betjener sig af det, ikke er et sprog på samme måde som for andre, ja, måske ikke helt er et sprog. Det kan også være, at det bare i disse - for undertegnede meget fremmede - omgivelser bliver tydeligt, at der findes lige så mange engelske sprog, som der findes sprog i det hele taget. Hundredevis af pidgins.

Lidt kan man i al fald lære om japansk igennem japanernes version af engelsk: tegnenes og ordenes rækkefølge, de mange høflighedsfraser... "The next stop is Kyoto. Thank you." Men japansk engelsk er også et meget friere, meget smidigere sprog. Jeg er overbevist om, at det kan sige ting, britisk engelsk ikke kan: "Enjoy the socks style", "Lovely day, lovely inner", "Let's fishing".

Engelsk er på disse egne mest af alt et klistermærkesprog. Et ornament, et tredje krydderi.

"Nature in the country is beautiful" står der under tegningen på termokanden. "Ten Years of Life" på køkkenuret. Og på badeværelsestøflerne: "Cheerful and Beatiful Life. TOILET".

"This month's theme: SWEET" læser jeg under billedet af den drømmende ungersvend. Og åbner nysgerrigt bladet ind til lutter japanske tegn. Det vil sige: også indeni er overskrifterne på engelsk. Jeg kan i virkeligheden "læse" det på nøjagtig samme måde, som jeg læser så mange andre blade. Dybere end billederne når jeg jo alligevel sjældent.

 

<det offentlige rum>
<japan>

Nordisk kalender - tosproget opråb

MD | 20/12/04

Så blev det alligevel Luj før jul. I hvert fald udkommer tidsskriftet nu med et fællesnordisk særnummer, skabt i samarbejde med svenske Ariel og svensk-finske Horisont. En "nordisk kalender", kalder redaktørerne det, "for litterær kritik og essayistik". Baggrunden er en række kritikseminarer afholdt 2003-04 under ledelse af de svenske kritikere Magnus William-Olsson og Ulf Eriksson, og ønsket er at skabe grobund for endnu mere af det fællesnordiske. Som det hedder ikke uden selvironi i pressemeddelelsen:

"I et forsøg på at ophæve realiteternes gravitation præsenterer vi hermed et faktisk eksisterende nummer af et endnu ikke-eksisterende samnordisk kritiktidsskrift - til paralleldistribution i de tre lande. Holder idéen sig svævende også ude i en større offentlighed, kommer tiden måske også for et hæfte nummer to. På svensk, norsk og dansk."

I debutnummeret er den danske afdeling slet ikke åben endnu, og ser man på dagbladskritikken her til lands, kommer man da også nemt i tvivl om, hvorvidt en dansk interesse for nordisk litteraturkritik overhovedet eksisterer. Men nu foreligger der da i hvert fald en flot invitation.

Nordisk kalender indeholder en lang række fine essays og opslag om alt fra Per Pettersons isbjergteknik over Claude Royet-Journods teori om præpositioner til det finlandssvenske poesiår 2003. Alt sammen skrevet teknisk tæt og begavet, indimellem muntert, af hovedsageligt yngre kritikere og forfattere. Det er svært at vurdere, om der egentlig er noget særligt nordisk over fællesskabet, men engagementet deler de utvivlsomt. I et tosproget konkret poetisk opråb efter modellen "Tre små kinesere" "konsonantgør" skribenterne kampen mod international terrorisme. "Kmpn mt ntrntnll trrrsm". Og der er Danmark i hvert fald med!

 

<konkret poesi>
<sverige>
<norge>

 

Byen og nettet skriver billeder

CYF | 29/11/04

Verden er mættet af tekst og billeder, intet nyt i det. Men amerikanske Matt Siber (f. 1972) har gjort et interessant forsøg med at udskille de to lag fra hinanden i sin serie af store inkjet-print, The Untitled Project (2002). I hvert enkelt af sine digitale fotografier af bylandskaber har han minutiøst bortretoucheret alle ord og bogstaver og derefter arrangeret dem som en slags konkretistiske digte side om side med fotografierne. Det samlede tofløjede billede danner en form for stereogram, hvor kun enkelte ikke-alfabetiske tegn, symboler og logoer danner bro imellem tekst- og billeddel. McDonald's Golden Arches er det mest markante - et M, der ifølge Siber selv ikke længere er noget bogstav.

Kunstneren kalder de "tømte" billeder for både beroligende og desorienterende. Og det er helt sikkert, at en verden af tomme skilte (meget i Doug Aitkens stil, men han finder dem vist i virkeligheden) bliver utroligt "abstrakt" - på én gang som billeder af Tokyos tegnfyldte skyline (for de af os, der ikke kan japansk) og som et naturlandskab faktisk.

Matt Sibers diptykoner er rigt repræsenteret i det utroligt inspirerende nummer 16 af det spansk/engelsksprogede tidsskrift EXIT, som har temaet Writing Pictures og er sprængfyldt med samtidig grænseoverskridende kunst.

Et passende modstykke til Sibers udskillelsesprojekt er Iñigo Royos internet-palimpsester, hvoraf det ene pryder magasinets omslag. Royo (f. 1962) kalder sine billeder Colaboración og beskriver arbejdsprocessen som én lang surftur, hvor han springer, eller mere præcist klikker, fra fascinationspunkt til fascinationspunkt. Undervejs printer han de mest "forførende" websider, alle sammen på et og samme A4-ark, hvorved han får skabt inkjetprintets svar på fotografiets dobbelteksponering. Slutresultatet, som han lader kopiere i stort format på fotopapir, rummer en overraskende stoflighed og skønhed. En kartasisk renhed i al sin overmættethed.

 

<digital poesi>
<det offentlige rum>

Skriblerier - i tidsskriftet Øjeblikket

KW | 26/11/04

Nyeste nummer af tidsskriftet Øjeblikket, nummer 44, handler om tegninger og er en lille guldgrube af værker og refleksioner over tegningen som en væsentlig og selvstændig disciplin.

Udgivelsen er dedikeret den nyligt afdøde franske filosof Jacques Derrida og bringer teksten +R Par dessus le marché, hvor han portrætterer den italienske tegner Valerio Adami, heriblandt hans brug af forskudte rammer, linjer, margener og ord. Den algiersk-jødiske Derrida har altid beskæftiget sig med grænser og det, der ligger uden for grænserne, en interesse han har til fælles med den tyske filosof Walter Benjamin. Adamis portræt sætter Benjamins navn på spil og udstiller hans grundlæggende splittethed, blandt andet mellem revolutionær marxisme og jødisk messianisme/sprogmystik. Hovedet er gennemskåret af den fransk-spanske grænse, som Benjamin forsøgte at krydse i flugten fra tyskerne, men blev holdt tilbage og begik selvmord ved.

Rune Gade skriver gribende om multikunstneren Tracey Emins monotypier, der på én gang fremstår ret og spejlvendte, i en glidende forvandling fra stiliseret figuration til forsvindende grafiske abstraktioner. Fremstillingsmetodens selvpålagte forhindring fremprovokerer paradoksalt nok et voldsomt nærvær med stregens nervøse hakken, der fortoner sig i opblødte, halvt eroderede klatter. Emins grafiske værker er alkymistiske processer, hvor noget andet får lov at ske.

Tilsyneladende enkle, men dybt komplekse er også den skotske tegner David Shrigleys hverdagsabsurdistiske værker. I sin anatomiske planche driller han vores vante forestillinger om bindingen mellem tegn og betydning ved at udskifte de anatomiske ord med diverse hverdagsinventar. Shrigley har nu for altid udvidet mit indre billede af en skorsten.

Og så er der de streger, vi alle sammen sætter i hverdagen: når vi bevæger os rundt mellem køkkenrutinerne, eller de kruseduller, vi afsætter på en blok under møder eller telefonsamtaler. Der er bidrag på alle niveauer i dette tidsskriftnummer, fra højtflyvende abstraktioner til ubevidste telefonskriblerier fra Det Hvide Hus.

 

 

Be my drug, my magic passion

KW | 18/11/04

Den fransk-canadiske multimediedigter Tim Catinat peger selv på oulipisten Queneau's Cent Mille Milliards de Poèmes som inspirationskilde for værket Metatextes (indeholder også en engelsk version), der består af en tilsyneladende uendelighedsmaskine af randomiserede poetiske eksperimenter i grafik, tekst, billede, lyd og interaktive animationer. Vil Oulipo frisætte skriftens betydning via formelle, gerne matematiske spændetrøjer, vil Catinat skrive uregerligt sanseligt inden for computerens univers af numerisk bundne systemer. Fælles er legen, spillet, glimtet i øjet. Og ikke mindst besættelsen.

Værkets navigation er intuitiv, humoristisk og varierer for hvert eksperiment. Nogle er ultrakorte, andre fortsætter, indtil man selv standser maskineriet. Ikonet for loading er blinkende grønne ugle-øjne, og rammen for de poetiske sekvenser er ofte en kameralinse - eller et kig ind gennem nøglehullet, om man vil. For Catinats små computerspil-inspirerede forestillinger panorerer både rundt i den ydre verden - medielandskabet, urbaniteten, det liberalistiske arbejdshelvede, den amerikanske identitet - og i det indre følelsesliv, hvor alt er rekonstrueret, og øjeblikket er ude af fokus. Hver gang med reference til det digitale medie. Tusind øjne på verden, og samtidig tusind øjne på mediet. Kritiske nåja, men mest håbløst forelskede øjne. De candy-lækre kærlighedsdigte - net-popsange - er ufortyndede oder til mediet: "be my drug, my magic passion, feed my hallucinations with your preparations, be a glowworm for all the seasons".

Det er tekster, hvor musikaliteten vægtes højere end indholdet. Tekster, der ses, og billeder der læses. Den grafiske taktilitet, rytmen, variationen og idérigheden er betagende. Jeg kunne ikke forlade dette uforskammet lange værk. Og da det var slut, begyndte jeg forfra - for igen at få masseret kiggelysten med nye overraskelser. Catinat kender forførelsens kunst, og den er alfa og omega på nettet, hvis man vil holde læseren fast ud over et par hurtige klik.

 

<digital poesi>

  

tilbage i plog'en

  kommentér plog'en | plog-oversigt


aktuelt | temaerlinks | rss (?)

 

 
poesi
visuel