frem i plog'en

plog-oversigt

plog-temaer

kommentér plog'en

andre blogs

Ratatosk - lidt af hvert og UKON

MD | 15/11/04

Tidsskriftet Ratatosk, hvis første nummer er kommet på gaden i efteråret, vil ifølge egen formålserklæring "anlægge et bredt perspektiv på litteratur, hvor forskellige stemmer kommer til orde". Redaktionen er åben for forskellige typer af litteratur og forskellige litteratursyn. En god, men selvfølgelig ikke særlig original idé... Tidsskriftet har base på de litteraturvidenskabelige institutter i Trondheim, har til hensigt at udkomme på tryk halvårligt og vil løbende opdatere hjemmesiden med tekster og lydoptagelser. Blandt sidstnævnte finder man for eksempel optagelser af Laugesen/Singvogel og af den "politisk korrekte" Gunnar Wærness.

I redaktionens forord til det første nummer hedder det ærligt, at man, før arbejdet overhovedet kunne begynde, var nødt til at stille sig spørgsmålet: "Hvori ligger overhovedet vores eksistensberettigelse?" Svaret blev at glemme at svare, fordi der hele tiden dukkede ny og spændende litteratur eller spændende mennesker op. Redaktionsprincipperne er blevet derefter. Ratatosk indeholder lidt af hvert uden samlende tråd eller tema. Metaforen for det første nummer er "samtale" - forstået meget bredt som "udveksling". Her er en håndfuld interviews, som fordeler sig over hele linjen fra ren transskription til spidsfindig dialog, men der er også udvekslinger af skønlitterær karakter. Bedst er nok Ulf Karl Olov Nilssons firkanter, "Kärlek och sex" og "Du är fantastisk", der psykotisk kværner derudaf og overflødiggør en liniær læsning. Særligt den første minder om, hvordan læseprocessen ofte foregår i spring og orienterer sig mod mere eller mindre vilkårlige felter. I UKONs tekst er det tilsyneladende ordet "sexuallivet", der først og fremmest har blikfang.

Ratatosk er inspireret af Luj og Gasspedal - i en afdeling midt i nummeret præsenteres en række af sidstnævntes udgivelser - og har da også hevet interessante bidrag i land. Men de skulle have brugt mere krudt på at besvare spørgsmålet og stramme konceptet. Så lidt skal der i virkeligheden til for at nå en virkelig eksistensberettigelse.

 

<sverige>
<norge>

Grafiske meditationer

KW | 13/11/04

En af pionererne inden for den digitale poesi, Jim Andrews, uploadede forleden et væsentligt værk, On Lionel Kearns, som aktualiserer canadieren Lionel Kearns' digt The Birth of God/uniVerse (1965). Det oprindelige digt, som Kearns sidenhen har bearbejdet i utallige versioner, inklusive filmiske (som Andrews værk også viser), består af et nul formet af 1-taller, der omkranser et 1-tal bestående af nuller.

Ifølge Kearns selv handler værket blandt andet om befrugtning, fødsel og død, om kønnenes yin og yang: modsætningers afhængighed og gennemtrængning af hinanden. Det er oprindeligt inspireret af et Marshall McLuhan-citat om Leibniz, binære systemer og den buddhistiske, hinduistiske og nu også den moderne fysiks forestilling om altings universelle tomhed. Holy mathematics! Hvilken svanger og strømmende tomhed af foranderlige mandalaer og Sierpinski-fraktalers grafiske former! Især filmversionen (1973) af Gordon Payne, Peter Huse og Lionel Kearns er en dragende psykedelisk trance af uendelige kontraktioner og transformationer af nuller og 1-taller, understøttet af buddhistisk strubesang.

Andrews værk præsenterer Kearns' værker, deres historiske udvikling, inspirationsmateriale og udpluk af digterens korrespondancer. Det er spækket med poetologiske refleksioner, som Andrews har tilegnet sig i sit formsprog. Interaktiviteten dyrker Kearns gennem alle årene, og Andrews svarer igen blandt andet med at lade læseren samle et portræt af Kearns som et puslespil.

Geof Huth overvejer i sin blog, om man skal kalde værket for et digt eller et essay, eftersom det handler om Kearns' værker og poetik, men samtidig er et poetisk værk i sig selv, kodet, iscenesat og præget af Andrews. Det er en form for poesi, der kun eksisterer på nettet. Mange genrer - film, digt, maleri, grafisk kunst, essay, brev - løber sammen i cyberpoesiens unikke meditative og strømmende form.

 

<digital poesi>

 

Vagant i ventetiden

MD | 12/11/04

Mens vi venter på et nyt nummer af Luj, må vi tage til takke med, hvad der ellers rumsterer på det norske tidsskriftmarked. Efter et lidt trist nummer om "Eksil" er Vagant tilbage i forreste række i en ikke-tematisk udgave med blandt andet introduktioner til Julia Kristeva, Dag Solstad og kroatiske Dubravska Ugresic, samt sidstnævntes "Palimdromfortellingen". Men hvad, der mest interesserer, er Jakob Ladegaards essay om "Avantgardens genfærd - Ny norsk lyrik efter politikkens død". Ladegaard taler om digterne fra Luj, Grønn Kylling og Gasspedal som "eksperimenterende" - altså i citationstegn - og betvivler i det hele taget deres avantgardekvaliteter. "Hvem er bange for Vemund Solheim Ådland?", spørger Ladegaard og håner samtidig digteren for at være en høflig, men selvhøjtidelig avantgardist. Han vil ikke andet end sproget selv, og det er ikke godt nok ifølge essayisten. Det omtrent samme gælder Monica Aasprongs meget roste - og stadig ufuldendte - Soldatmarkedet. Ladegaard mener, at Aasprongs tekster er i fare for "gennem metaforiske kortslutninger at fremskrive en selvforherligende, nærmest privat digterposition, hvis politiske implikationer i bedste fald er fraværende, i værste fald ubehagelige". Så har vi hørt den med - visuel poesi som semifascistisk gestikulation. For mig handler det nu mest om leg, men det er måske to sider af samme sag? Gunnar Wærness - som blandt andet kan læses i Hvedekorn - klarer næsten frisag, på trods af "et vist teoretisk overload". Hans type af politik er ifølge Jacob Ladegaard af den rigtige slags...

 

<norge>

 

 

Paris fra A-Z

CYF | 11/11/04

"Følg Rue de Patay fra krydset ved Rue Cantagrel, gå til højre ad Rue de Domrémy, og tag derefter Rue du Dessous mod højre indtil Rue de Reims. Følg Rue de Reims og stands ved Rue de Patay."

Nej, denne vejbeskrivelse bringer ikke rigtig én ud af stedet. Men man får til gengæld gået - et P. Og hvis man vil, kan man gå helt fra A til Z i Paris' gader med hjælp fra Franck Scurtis Topo-Typographie - en fortegnelse over promenader i bogstavform, der udkom som del af en serie alternative kunstnerkort sidste åri forbindelse med udstillingen GNS, Global Navigation SystemPalais de Tokyo. Det flotte udfoldelige bykort skuffer en anelse ved ikke at gengive et samlet Paris, men kun vise de enkelte bogstav-omveje i små kasser afskåret fra hinanden. Til gengæld kan man downloade skriften på nettet og selv skrive videre i Scurtis fodspor (om end det måske føles som en sølle erstatning for at stave sig gennem selve gaderne).

På hans website kan man blandt meget andet også finde en Graphique Poétique - en poetisk graf over året 2003, hvis optimistisk stigende kurve tegnes af en gren fra et træ, fuldstændig som han lader byens gaders "naturgivne" krumspring give en skrifttype dens egenart. Og man finder de utrolige, mindst lige så poetiske, apotek- og tabac-neonskilte, også de tegnet med rystende hånd, som var de spejlet i vand.

Den nært beslægtede Bertrand Lavier bidrog også til kortserien. Hans version hedder Le plan de Paris dont j'ai besoin - "kort over dét Paris, jeg har brug for" - og angiver med henholdsvis grøn og rød, hvor han kommer, og hvor han ikke kommer. Hver af os kunne tegne et tilsvarende, hver med vores kragetæer: min by, som jeg går den.

 

<digital poesi>
<det offentlige rum>

 

Luj til jul?

MD | 9/11/04

For omtrent et år siden udkom det første nummer af tidsskriftet Luj. Det kom i tabloidformat og indeholdt en række glimrende essays af blandt andre Fredrik Nyberg, Audun Lindholm og østrigske Peter Waterhouse samt visuelt orienterede tekster af en række yngre norske digtere. Sammen med åndsfællerne hos Gasspedal og Grønn kylling vakte Luj fra begyndelsen røre i norske litteraturkredse. Deres litteratursyn var avantgardistisk ud over det sædvanlige, og deres evne til at italesætte nyheden ikke mindre imponerende. Selv glædede overtegnede plogist sig gevaldigt over den megen debat og blev derigennem introduceret til en helt ny, eksperimenterende side af norsk litteratur. Men det er samtidig forbløffende, hvor megen omtale Luj er gjort til genstand for, når man tager i betragtning, at tidsskriftet foreløbig kun er udkommet med ét nummer. Skal vi ikke snart have et til, kære Luj-redaktion? Et Luj til jul? Det er for mig at se slet ikke nok at poppe avantgardistisk op blot en enkelt gang om året, men I kan endnu nå at sparke lidt fornyet liv i debatten.

Digtet på forsiden er af Monica Aasprong.

 

<konkret poesi>
<norge>

 

Jenny Holzer i det intime hjørne

CYF | 1/11/04

Jenny Holzer har i den senere tid som så mange andre amerikanske kunstnere (se tidligere eksempel) været optaget af forsøge at få Bush vippet af pinden, blandt andet ved at genanvende forhenværende fortrolige regeringstekster til nye lysprojektioner eller egne gamle truismer ("Abuse Of Power Comes As No Surprise") på fly-bannere over New York.

Men med sin udstilling i Galerie Yvon Lambert i oktober måned i Paris søgte hun ind i et anderledes intimt rum. Hun havde samtidig fundet nyt stof hos digteren Henri Cole (der også bidrog til anti-Bush-værkerne). Yvon Lambert-installationens tre værker, Rib Cage, Purple Cross og Looming, "fremsagde" i hjørnet af hver sit rum et Cole-digt med henholdsvis hvid, rød og lilla lysskrift, og omme bag hver "lysavis" tilføjede den samme tekst udsagnene et glødende baggrundsskær.

Enslydende sætninger i otte eller ni lysstriber, som med skiftende tempo gled forbi det læsende blik parallelt eller en anelse forskudt ("Sorry, I cannot say I love you when you say you love me..."). Ord, som blev forvrænget gradvist indtil ulæselighed. Tekster, der bølgede i blæsten, krydsede over hinanden eller bøjede om hjørner, som om digtet fortsatte på den anden side af væggen. Simple, hyperæstetiske greb, der fundamentalt forandrede læseakten. Det kunne være svært at fange ordene i farten, men jo ikke mere end under en oplæsning, og her kunne man bare tage en tur til . Og oven i det fik man den stoflige, til tider helt søsyge fornemmelse af sprogets fysik.

Spændende at se Holzer udforske sit udtryks nuancer - arbejde med de små performative detaljer, timing og variation - som en kontrast til de mere bombastiske af hendes værker. Mange har anvendt lysdiode-skrift, og Holzer har selv gjort det i meget større skala, men jeg mindes ikke at have set nogen indtage mediet i den grad.

 

<digital poesi>

 

Digital poesi, på finsk

KW | 27/10/04

Gad vidst, hvornår Den Blå Port eller Hvedekorn udvider deres spillerum og inviterer den digitale poesi ind i varmen? Det litterære finske tidsskrift Lumoja, som normalt kun udkommer tryk, har taget skridtet. Nyeste udgave har også en netsektion med digital/visuel poesi.

Finsk visuel poesi - det lyder da vildt og viser sig om ikke at byde på sauna og umådeligt alkoholindtag, så dog på nøgne kroppe og en vis løsluppenhed. Det gælder i hvert fald værkerne af Timo Harju. Om han er digter, webkunstner eller ren og skær badutspringer skal jeg ikke kunne sige, for det hele står på finsk. Og denne gennemgribende uforståelighed lægger umiskendeligt et eksotisk skær over alle bidragene. De fleste er finske, men der er også oversættelser af Ana María Uribes Typoemas og Anipoemas - på finsk "Typorunoja" og "Anirunoiksi" - og værker af Jim Andrews, heriblandt det berømte Seattle Drift (1997), "Seattlen ajopuu", der handler om ordenes digitale foranderlighed. "I'm a bad text... do me!" siger digtet. Og når man klikker på "do the text" flyver bogstaverne uregerligt rundt. På finsk vel at mærke. For digteren Marko Niemi, bidragyder og medredaktør af Lumoja, har oversat de udenlandske værker til finsk, og det involverer for Andrews' vedkommende også en opdatering af koden, så værkerne er tilgængelige i flere forskellige browsere. Oversætteren af digital poesi må såvel som den udøvende kunstner være i stand til at programmere.

Og apropos programmering: jeg kan ikke helt afgøre, om Lumoja-sitets æstetik er hip, om det er avantgarde eller en randeuropæisk kikser, at flere af bidragydernes navne går i ét med interfacets tekstpalimpsest og næsten er ulæselige. Døm selv!

 

<digital poesi>
<finland>

Den skjulte hacker, den synlige kode

KW | 21/10/04

Man træder direkte ind på hackerens manifest, skrevet med lys på gulvet i udstillingen I love you, som kan opleves på Post & Telemuseum til 14. november. Mens man fra venstre hører et russiskklingende sprog, der kunne lyde som en mere aggresiv udgave af Velimir Chlebnikovs stjernesprog fra 20'erne. Vokalisten viser sig at være den italienske mediefilosof Franco Berardi, der læser I love You-virusens kildekode højt på festivalen DINA for digital kunst i Bologna.

Udstillingen er en visuel fremstilling af computerens skjulte kræfter og en introduktion til kodeæstetikken, der er optaget af at synliggøre værkets og computersprogets koder. På skærme præsenteres kodeværker som for eksempel Carl Banks: banks.c (1998) - en flysimulator, der består af programmets kildekoder. Når koden aktiveres, er det muligt at styre flyet. Ligesom hackere er kodekunstere legebørn med høj teknologisk ekspertise, og det stiller krav til modtageren. Perl-digteren Jaromil antyder selv, at hans digt Fork Bomb dårligt kan læses uden kendskab til computersproget Perl. Men opleves kan det vel! Perlpoesien præsenteres i sammenhæng med eksempler på visuel poesi, såvel gammel kristen gitterdigtning som Gomringer, der må siges også at kunne opleves uden dikkedarer.

Nok er hacker-etikken til diskussion, men det er æstetikken og dens destruktive kræfter, der dominerer og fascinerer på udstillingen. Forførende og skræmmende kortlægges ormeinfektioners globale spredning. I virus-laboratorierne får man selv lov til at lege og skrive med virus, mens man i Sheha Solanas installation The Lovers (2001) er passivt vidne til teksternes (og kærlighedens) selvdestruktion. To maskiner i netværk viser begge et klassisk romantisk digt. Den ene er inficeret med en krypteret stealth virus og besmitter sig selv og sin forbundne partner. Teksterne muterer langsomt og vil til sidst være helt ulæselige.

 

<digital poesi>

 

Når cykler og robotter får ordet -

CYF | 20/10/04

Jeg havde hørt om noget tilsvarende, men det lød for fantastisk. Nu har jeg så set det på video og må tro mine egne øjne: en skrivende cykel! Hvem vil ikke gerne eje sådan en? Jeg kender i al fald en her i plog'en, der ville (og som før har påpeget forbindelsen imellem cykler og poesi hos både Cortázar, Corydon, Dam og Tzara).

Joshua Kinbergs Bikes Against Bush skriver med kridt på gaden i protest mod den siddende præsident og til forsvar for ytringsfriheden, og alene denne kobling mellem frihed og cykler i bilismens hellige land, synes jeg er ret... befriende.

Rent konkret sender Kinberg (og folk, der bidrager via blandt andet nettet) sms-beskeder til en bærbar computer, som så sender dem videre til cyklens påmonterede spraysystem, der skriver ordene med pixelfonten Silkscreen på fortovene i New York. Godt ser det ud. Og han blev faktisk anholdt, men hurtigt løsladt igen, for den flygtige graffiti forsvinder trods alt i næste regnskyl.

Budskabet i cyklistens egen video er ret sødt eller banalt - I LOVE NEW YORK - og man kan spørge sig selv, hvad det med ytringsfriheden virkelig skal bruges til - jeg har i al fald ikke kunnet google mig frem til andre, mere kontroversielle sætninger i hans cykel-kølvand.

Og så forestiller mig - langt ude tanke, jeg ved det - at det var min cykel, der skrev fragmenter af hvad, der cyklede igennem mit hoved en almindelig morgen på vej over Langebro. Her kunne lidt selvcensur nok også gøre godt. Og siden har jeg fundet andre, der har ladet robotter om vejgraffitien (nederste billede) - jo, også den er god nok - og noget tyder faktisk på, at robotter er mere frimodige end mennesker.

 

<digital poesi>
<det offentlige rum>

 

Dahl & Furuholmen

MD | 11/10/04

Må man have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne? Tja, en snert af den indre pisk skal der i hvert fald til, før der kommer en anstændig bog ud af det. En anelse tvivl og undren og lyst til at fortælle eller vise noget. Et knaldgodt koncept kan også gøre det, en lysende idé, et øjebliks klarsyn. Stjerneskudt - et samarbejde mellem nordmændene Henning Kramer Dahl og Magne Furuholmen udgivet på Nansensgade Antikvariats Forlag - er hverken drevet af det ene eller det andet. Den er tværtimod tam og fyldt med fine ting. Fiiine ting. Der er haiku-nipserier af Dahl, som i takt med årstiden dynger metafor på metafor. Her teksten til Oktober:

Stakåndet solvind,
feberfarver. I brystet
harehjerteslag

Og der er grafikting af Furuholmen, som oftest er helt ligegyldige og indimellem blot kedsommelige. Den arrede vintervinge til Februar er vist OK, men så heller ikke bedre. Og grafikken på omslaget er standset tidligt et sted på vejen mod Michaux.

Er Stjerneskudt så båret af en knaldgod idé - noget morsomt, tankevækkende eller i det mindste iøjnefaldende? Næh, grundstrukturen "kalenderåret" er ikke videre original eller særligt tankevækkende, bogen er blottet for humor, og at den kun oprindeligt udkom i tolv signerede eksemplarer i Norge er vist kun interessant for virkeligt entusiastiske samlere. Hvorfor har ærværdige Nansensgade Antikvariats Forlag dog brugt krudt og penge og Paardekooper - bogens oversætter - på så kedeligt et projekt? Spørger man mig, skal Stjerneskudt stemmes ud umiddelbart efter sin første optræden.

Vil man give Magne Furuholmen en chance trods nipserierne, er der vist god grund til at runde hans udstilling på Henie Onstad Kunstsenter og den tilhørende bogudgivelse Payne's Gray. Et enkelt blik på bogstavturbinen afstedkommer i hvert fald mere tvivl og undren, end en lang aften foran Stjerneskudt.

 

<norge>

  

tilbage i plog'en

  kommentér plog'en | plog-oversigt


aktuelt | temaerlinks | rss (?)

 

 
poesi
visuel