frem i plog'en

plog-oversigt

plog-temaer

kommentér plog'en

andre blogs

 

Fabrik - en bro mellem artist's book og tidsskrift

MD | 26/8/04

Tidsskriftet Fabrik er en eksklusiv lille sag med base i Malmø. Fire numre har de to redaktører Sara Gunn og Jenny Rosengren foreløbig sendt på banen - hver gang i nyt udstyr og format. Og man kan kun rose redaktørerne for deres konsekvente vilje til fornyelse. Med Fabrik er der åbnet en ny bro mellem artist's books og tidsskrifter.

Fabrik 3.04, som netop er udkommet, er ingen undtagelse. I udgangspunktet er nummeret - bogstaveligt talt - "indbundet" i sytråd, og man tøver faktisk over for at skulle bryde seglet. Som om Fabrik skulle være mere sart i forhold til saksen end andre bøger over for papirkniven. Har man først taget skridtet, går det op for en, at Fabrik 3.04 ikke blot er håndsyet, men også harmonikaformet og således kan læses i to meget lang forløb. 2 x 3 meter for at være helt præcis.

I sine harmonikafolder rummer det nye nummer af Fabrik en spraglet kombination af ord og billeder, af kitsch og konkret, klip og samplinger og udgør således en næsten arketypisk stemme i nordisk - hvis ikke global - samtidskunst. Blandt bidragsyderne er denne gang Kristian Lundberg, Matias Faldbakken, Sara Villius, Niklas Darke, Per Bergström og Finnchicks - sidstnævnte med fotografier af forvandlet tøj og anekdoten om en stakkel, hvis yndlingstrøje ved afhentning var blevet forvandlet til en svane, han derefter dekorativt kunne vikle om maven. Og sådan er det vist i det hele taget med Fabrik - de vil hverken være svane eller ælling.

 

<sverige>

Schnacks Stemmer og sten

MD | 25/8/04

KWs indlæg om gravstens potentiale som ark for en visuel poesi mindede mig om et par udgivelser fra Biblioteket Øverste Kirurgiske, jeg længe har ladet cirkulere underst i bunken. Nemlig Asger Schnacks to bøger om Stemmer og sten ved henholdsvis Assistens (2000) og Vestre Kirkegård (2003). Da jeg første gang læste dem, blev jeg ikke videre imponeret, men nu, hvor gravsten øjenåbnende er lempet ind i den visuelle poesis zone, er der grund til at hive dem frem fra bunken.

I de to kirkegårdsbøger giver Schnack stemme til en række fremtrædende digtere, billedkunstnere og musikeres gravsten. I første person beretter stenene - som i øvrigt er smukt fotograferet af Lars Gundersen - om de afdøde kunstneres virke, personlighed og syn på verden. Dan Turèlls sten fortæller for eksempel:

Nogle sad og hakkede, jeg drømte.
Nogle diskuterede en eller anden samfundsorden
eller en postmoderne poesi,
jeg lod, som om.
I virkeligheden var min interesse sproget,
digtet på en spids
og sneen, der breder sig i kroppen
.

Det er stærkt farvet af Schnack, og sådan er tonen da også for det meste. Digterens indlevelsesevne og viden om de afdøde kunstnere fejler intet, men genren er sgu lidt "hvil i fred". Eller, som der fornuftigt står på den amerikanske jazzpianist Kenny Drews sten, "His music will live on". Vildest er jeg med Lars Gundersens fotografi af Poul Martin Møllers gravsten - der er det efterår, og stenen er smukt ulæselig.

skriv | læs kommentar

 

<det offentlige rum>

(Lotte Skadborg Hansen)

 

(Nina Larsen)

Landet rundt

KW | 24/8/04

Hold da helt ferie - i Danmark - og helt uden campingvogn, DSB eller cykeltasker. Se og komme i kiosken efter det nye nummer af Sentura, der inviterer på krydsrejse i en kommunal encyklopædi, netop nu hvor det kommunale Danmark er under omlægning. Det er de mest bizarre fænomener, man kan støde på i sit eget land; i sin hadekommune, drømmekommune, ulykkelige kærlighedskommune eller den helt fiktive. Knud Bjarne Gjesing forvandler Bramming til Johs. V. Jensens digt Memphis Station. Malene Hedegaards Herlev er et helårshelvede. Og helveder er der flere af: Fladså, hvor Lisbet Skov som en enlig socialdemokratisk svale forsøger at holde fanen højt blandt fluesværme af venstremænd. Eller Lars Bukdahl som hypnotiserende pantefoged i Pandrup!

Men ligeså talrige er heldigvis også de sære skønheder: Lotte Skadborg Hansen, der samler og ordner sten i Gråsten. Charlotte Hansens proustske kagejern fra Bov. Grotrians Silkeborg, hvor den piblende naturs nys er hjejler under vand (hvor får han det fra!?)... Ja, jeg trækker både helt personligt og tilfældigt af bunken, for sådan må man nødvendigvis læse denne kæmpe mosaik af digt, fortælling, dagbog, billede og genre-mix - på skrømt og i sine egne spor. Og slutningen først selvfølgelig, der griber tilbage til begyndelsen: Aarup, der ikke vil staves med bolle-å, men stå først i alfabetet ligesom i de frække annoncer: "Aaaaaa baal babe. Absolut nystartet blondinebabe, sutteglade D-skålsbabser, byens bedste blowjob".

Bliver man helt overvældet af al den nationalkarakteristik, kan man jo også bare smage lidt på de eksotiske navne, igen i flæng: Arden, Aulum-Haderup, Bi, Brovst, Brørup, Galten, Gudme, Helle, Purhus, Suselykke ... Eller, som en appetizer, tage en smagsprøve på nettet. Men det vil givet smage efter mere.

 

 

 

Book en gravsten

KW | 20/8/04

Kirkegården er en sand legeplads for visuel poesi. Eksotiske navne, særpræget ortografi, uhyrlige fonte, gådefulde forkortelser, himmelske symboler - masser af herlig fragmentarisk og kryptisk tekst.

Epitaf-genren siges ganske vist at uddø i starten af forrige århundrede med den engelske digter William Wordsworth. Ikke desto mindre tyder noget på, at gravskriften, måske ligefrem gravkollagen, kommer til at genopstråle i al sin glans i det 21. århundrede.

På Tibirke Kirkegård - en meget attraktivt beliggende hvileplads for folk, der også har symbolsk kapital - kan man nu booke sin kommende residens, lade en skulptur opføre og allerede i levende live påbegynde sit eftermindes triumf, hjulpet på vej af vind, vejr og mågeklatter. Man er ikke længere i hænderne på forsmåede efterladtes fedtede ord, men har frit spil til at tegne det portræt, man fortjener. Skabe den sande selvrepræsentation, ja, sågar symbolisere sit ægteskab. Er man, som på billedet, et par, der ønsker at sikre den fælles fremtid, kan man få mandligt og kvindeligt til at spille bedre sammen, end livet som oftest formår.

Kirkegården bliver et galleri for suverænt individuelle værker med spritnye versioner af Morlille, Sov sødt og Hvil i fred. Og måske bliver det ikke så fredeligt endda. Den selvlysende gravsten er allerede opfundet af firmaet Fuerrot. I dagslys ser den normal ud, men ved mørkets frembrud afgiver den lys. Desuden tændes et digitaldisplay, som de efterladte kan programmere til at skrive navnet på den afdøde, personlige data og hilsener. Det er formentligt kun et spørgsmål om tid, førend stenen også kan tale med afdødes stemme.

Virksomheden markedsfører foreløbig opfindelsen i form af enkeltgravsten og hele mausolæer med plads til 12 - de første to er opført i Wien og Vorarlberg.

skriv | læs kommentar

 

<det offentlige rum>


 

KW | 13/8/04

Geof Huths blog, dbqp, må efterhånden være det primære bookmark for enhver med interesse for visuel poesi, især nu hvor den fyldes med flere og flere værker (se tidligere plogkommentar). I løbet af foråret har Huth været optaget af at udøve sine fidgetglyphs: et ord han selv har opfundet og definerer som "et håndskrevet visuelt digt forklædt som krussedulle". De febrilske glyffer er med hans egne ord "en undersøgelse af fantasiens grænser". Midt i maj iværksatte den hyper-produktive vispoet, hvad der skulle vise sig at blive et omfattende mailart-projekt, som løbende dokumenteres på dbqp og har sin egen blog inde i bloggen. Projektet går ud på, at Huth selv med jævne mellemrum sender postkort - "this old card with a new hello" - overvejende med fidgetglyphs, ud til udvalgte beslægtede kunstnere.

Og nogen bider på. Kiyotei vil blandt andre gerne lege. Det japansk-klingende skærmnavn dækker over Rick Jones, en californisk mailartist med en stor produktion bag sig, heriblandt opfindelsen af det fiktive rige Mantangi Island. Han har taget fidgetglyph-genren til sig med kyshånd og udvikler den for hvert postkort, han sender. Hans glyffer associerer til mange tidligere skriftformer, fra keltiske labyrinter til ægytiske hieroglyffer. Hvor Huth ikke lider af horror vacui, har Kiyotei gang i mange "beskeder" og teksttyper på ét kort ved siden af selve "hovedteksten". Han har for eksempel reproduceret Huths glyffer i nederste højre hjørne og glyfficeret Huths navn oven over adressaten. Og så peger han på den geografiske afstand mellem de to, med kortet og planeterne - en markering af den visuelle digters galaktiske ensomhed. Han besvarer Huth, der har nævnt længslen efter vispo-kontakt som selve udgangspunktet for mailart-projektet, med et "Wish you somewhere!"

 

 

Det nøgne værk

CYF | 10/8/04

Forfatteren, radioværten og Ubuwebmasteren Kenneth Goldsmith var i byen. Først på The Lab til fredagsoplæsning og siden på Overgaden til søndagforelæsning, og vi så også et glimt af ham i trafikken med kone, barn og Prima-indkøbsvogn i en sen nattetime. Et herligt initiativ at få ham hertil på hans vej til isea2004 i Helsinki, og han kunne også nemt have været tildelt mere taletid end det kvarter, han fik fredag at læse, performe, ja sågar synge i. Hvorfor er det, gæsterne aldrig får lov at brede sig i Danmark?

Kenny G er storforbruger af tekstlige readymades - afskrifter, udskrifter, mails, der er gået forkert i nettet - i en grad, så han næsten slet ikke er forfatter, han vil for alt i verden ikke være "kreativ". Søndagens paper handlede således også mest om tilgængelighed og genbrug af værker med Ubuweb som det lysende eksempel. "Nude media" kalder han det - materiale uden tøj på, uden covers og flaptekster og autoriserende omsvøb - der bliver givet frit videre - og som i Goldsmiths ønskedrøm også forvandler sig i denne udveksling. En peer-to-peer fildeling af tekster, der uploades, downloades og uploades omskrevet igen.

En personlig rundvisning i Ubuwebs overdådige arkiver af grundlæggeren føltes som luksus og inciterede til mange timer ny surfing, men mest forfriskende var det på Lab at høre Goldsmiths egne bogværker, der også lokker online med deres faktisk ret kreative net-løsninger. Fidget eksempelvis med dens nedskrivning af Kennys krops bevægelser tretten timer i 1997 præsenteret som et interaktiv væv. Det kan godt være, han ikke skriver i gængs forstand, men han rør på sig!

I København var det nok hans oplæsning af en tekst i dansk oversættelse, der gjorde allerstørst indtryk. Og den må han nu selv have skrevet - han forstod bare ikke længere et ord.

 

<digital poesi>

LW | 6/8/04

Jeg har tidligere besværet mig over sprogets slavetilværelse som underbetalt sælger af alverdens ting. Dansklærerforeningen udgav sidste år en smuk lille bog, Hvad hønen er for hanen, er Helges Ost for ganen, med en samling af "108 rim i erhvervslivets tjeneste", der dokumenterer en mere uskyldig side af samarbejdet mellem sprog og kommers. Bogens undertitel rimer i sig selv på den klassiske 007-titel I hendes majestæts tjeneste, og der er en vis altmodich og halvelegant agent-charme over bogens eksempler:

Skal du flyt fra A til B
så ring til A.C.

Tag ingen chance
Brug Dolberg Assurance

Er solen lidt fjern
Så køb en udestue fra Skjern

og klassikeren, berømt i Århus for 15 år siden:

Er gulvet grim og skummel
så ring til Hummel

Man ser flere gode eksempler i trafikken hver dag på de små håndværkeres, bageres og rengøringsfirmaers kassevogne. Det solide håndværksmæssige tag om en elementær mekanisme i sproget ligesom giver indtryk af gedign håndværkskvalitet. Det må være sådan det virker. Man ser aldrig slogans a la:

Håber De at få plads?
Så ring til SAS.

Det skal gerne have mere raffinement i de luftlag. Men har de store virksomheders slogans altid det? Der er i hvert fald ét slogan, det har enerveret mig at se hver dag i årevis, nemlig MTHøjgaards 'Styrke er også at gøre det anderledes bedre'. Er det nonsens eller raffineret? Er det nu for at vride afsenderen endnu længere ned i min bevidsthed? Så glæder det mig, at jeg aldrig får brug for et entreprenørfirma. Gid Dansklærerforeningen ville lave en bog med store virksomheders slogans før og nu og om ideerne og menneskene bag. Hvem stod for eksempel bag det i bogstaveligste forstand uforglemmelige Sig jolly til din cola? Vi var vist en del, der spekulerede over, hvad Lucky Lukes hest havde med vores sodavand at gøre.

 

<det offentlige rum>

Snublende fodgængere - Mikael Richter på Everwanting Streets i Göteborg

CYF | 25/7/04

Straks min med-plogist og jeg trådte indenfor på den omfattende og meget vellykkede udstilling Everwanting Streets på Röda Sten i Göteborg (sidste dag 8/8!), viste en entusiastisk medarbejder os hen til Mikael Richters fodgængerskilt. Vi blev lidt sjovt til mode, for hvordan kunne den venlige kvinde vide, at netop dét ville interessere os særligt?

Allerede aftenen forinden havde vi mødt endnu én af de svenske fodgængerskilt-"kvinder", som Morten Søndergaard introducerer i sin fine Gang i Norden, men som vi nu med ret stor sikkerhed må konstatere nærmere er en slags drags. Fra sporvognen til street art-udstillingen havde vi desuden spottet en gående på et helt tredje skilt i hvis hånd, der sirligt var indføjet en spraydåse - vist heller ikke den officielle udgave. En overgang for graffitister?

Mikael Richters snublende fodgænger er mindre subtil, men mere effektfuld, helt som hans "Älska"-skilt, især da når det befinder sig steder i det offentlige rum, hvor det kan så mere tvivl end i udstillingsrummet: Er det et stednavn, er det et påbud? Måske snarere, som et af hans tidligere skilteværker, "Tillåtet": en tilladelse, en mulighed.

Som det fremgår af hans passende kaotiske hjemmeside, er parolen: "Kampen går videre for en sjovere planet". Over 80 ommalede trafikskilte har han skruet op i det svenske gadebillede, og sprækken mellem de utvetydige officielle signaler og den vildvoksende street art, der får os gående til at træde galt, er vitterlig frugtbar og "rolig". Den gule og den blå postkasse med påtrykkene DAMER og HERRER for eksempel med deres skridende kategorier. Er det i virkeligheden kunstartens allerstørste berettigelse - afgrunden mellem street og art?

 

<det offentlige rum>
<sverige>

Kunsten må gerne betrædes

LW | 10/7/04

Det er utroligt, som en lov kan ændre virkeligheden, så en tur til Århus med 130 km/t, der for få år siden virkede hasarderet og livsfarlig, nu kun er smuk, meditativ og praktisk.

På vej tilbage kan man gå i pitstop i Odense og se Katharina Grosses indvielse af det nye udstillingsrum i Brandts Klædefabrik. Museet har overladt kunstneren det store spritnye rum, og hun har indtaget det med en sprøjtemalemaskine. Resultatet er hæsblæsende. Der er malet på vægge og gulv og på væggens reoler proppet med bøger. For at komme til reolerne er man nødt til at gå på malingen og overskride den indre grænse for, hvor man har lov at træde, som åbenbart er bevaret, selv når kunstneren er så grænseoverskridende. Ved at vade hen over maleriet, kommer man så tæt på reolerne, at de levende farveflader opløses i sprøjtemaling. Der er flammende rød, kulsort, cyklamen, neongrøn, himmelblå og en kvalmende ikke-farve et sted mellem beige og grå.

Det radikale i at indvie det nye rum ved at male på det er relativeret af, at museet har lagt et billigt parketgulv, så tilbygningens skønne trægulv, man kan se i gangen, ikke lider overlast. Det er selvfølgelig svært at forstille sig, at dominerende spor af Katarina Grosses værk skulle blande sig i de fremtidige udstillinger, men det er også svært ikke at være lidt skuffet over, at ideen ikke har fået lov at folde sig helt ud.

Det dobbeltbundede rum har givet udstillingen titel: DOUBLE FLOOR PAINTING. Rummet virker både overskridende og indhegnet.

Når man vender tilbage til sin bil og sine 130 km/t, ser man, at selve landskabet i er radikalt sprøjtemalet med valmuerødt, lupinlilla, rapsgult, tordengråt og små pletter af himmelblåt, men uden dobbeltbund.

 

 

MD | 9/7/04

Morgenbladets anmelder Kari Løvaas er knap så betaget af Vemund Solheim Ådlands Profylaktisk skjønnhet. Hun "lurer" blandt andet på, hvad Ådlands skriftstemme overhovedet vil hende, og hun er i det hele taget skeptisk over for den konkrete poesi:

"Ved mødet med poeter, som rendyrker det såkaldt konkrete udtryk, spekulerer jeg ofte på, hvorfor poeten ikke hellere bruger akvarelmaling end bogstaver, hvis det visuelle er pointen, eller klingende instrumenter og struben, hvis det lydlige er pointen. Hvorfor bruge skriftsproget som medium - skriftsproget, som har sin styrke netop i semantik og syntaks, det at en hvilken som helst lyd i kraft af konventioner kan pege på noget andet end sig selv?"

Jamen, skriftens mystik og visualitet er vel også en styrke? Den vilkårlige kobling mellem sprog og genstand udpeger vel også - qua dens vilkårlighed - selve skriftbilledet som interessevækkende genstand? Tænk, at abstrakte tegninger kan formidle både lyd og et sikkert indtryk af en given genstand. Slangen, som krumt lurer på en tvedelt cirkel lyder [sø'] og afsætter forestilling om et større vandhul. Skriftsproget har selvfølgelig sin styrke i semantik og syntaks, men skriftens egen styrke er snarere visualitet og iboende mystik.

Den sidste tekst i Profylaktisk skjønnhet er en Ådlandsk version af Smiley med toner i øret. Eller et billede af den sprogløse zone, hvorfra Ådland henter sine erfaringer med skriften. Jeg tror, at digteren her stirrer tilbage på læseren befriende tom i blikket. Hverken ironisk smilende, ansvarsløst eller stumt betydningsfuld. Udsagnet er det, det er. Lidt til øje og lidt øre.
 

 

<konkret poesi>
<norge>

  

tilbage i plog'en

  kommentér plog'en | plog-oversigt


aktuelt | temaerlinks | rss (?)
 

 
poesi
visuel