frem i plog'en

plog-oversigt

plog-temaer

kommentér plog'en

andre blogs

 

CYF | 17/5/04

Graffiti- og street artister lever livet farligt. De fleste af deres udgydelser regnes for hærværk. Men dertil kommer, at værkerne selv udsættes for alskens overlast. Tænk bare på, hvor kort et liv plakaterne får på plankeværket, før andre tager deres plads.

Jeg var nærværende nok til at registrere, at det var en slags bogstaver, nogen havde stillet fra sig på Enghavevej - og til at fotografere dem. Jeg glemte bare at forsøge at læse, hvad der faktisk stod dér, lænet op ad hegnet, eller rettere havde stået. Det ærgrer jeg mig stadig over. Men da jeg kom ned på gaden igen, stod der også noget med 3D-grafitti på den lille grønne plet med beskyttelsesrummene lige rundt om hjørnet. Det tog lidt tid at dechiffrere: HVER DAGS TERROR. Før jeg fik foreviget det, var det også slået til ulæselighed.

Dagen derpå var HVER DAGS i det mindste igen sømmet sammen, i to ord altså, nu uden terror. Og på Sønder Boulevard havde jeg mere held med mig. Først stod der NU DANSK og så ANGRIB, og bag det nogle flammer og pile-lignende skylines, som løb langs med husrækkerne. Skrift, billede og skilt i ét. Jeg synes helt ærligt, det er smukt, eller var. For nogen har allerede taget ANGRIB på ordet.

Hvad det indholdmæssige angår, er jeg stadig i tvivl. Det er jo både svagheden og styrken: enkeltordene blafrer i vinden og kommer også uvægerligt til at handle om sig selv. For eksempel det med NU DANSK. Er det mellemrum mon tilsigtet? Handler det om en vis tasmanier, "nu dansk", hvilket gik lidt glattere end for de fleste? Eller er det omvendt "nudansk", selve ordet, der for nogle er hver dags terror? Eller handler det mon om, at vores sprog falder fra hinanden? Eller ligefrem udvikler sig? Hvis de dog bare havde ladet det stå lidt!

 

<det offentlige rum>

MD | 12/5/04

To nye danske tidsskriftudgivelser fortjener omtale ud over de småtterier, som er blevet dem til del i dagpressen. Det ene er Banana Split, som kort og godt har sendt et kompendium i visuel poesi på gaden. En mosaik af all times greatest: Hodell, Reuterswärd, Bök, Marinetti, Apollinaire, Higgins etc. Nye i sammenhængen er amerikanere Ron Padgett og Joe Brainard, hvis arbejde kan følges på deres respektive websites. Ærgerligt er det dog, at udvalget skal stå fuldstændig ukommenteret - redaktør Martin Larsen kunne snildt have bidraget med en opsummering af den visuelle poesis udvikling - for eksempel som man møder den på nettet.

Det andet er Apparatur, som med ny besætning, nyt efternavn - "for litteratur og billedkunst" - og godt og vel ethundrede A4-sider er udkommet for ottende gang. Apparatur kalder til møder og sammenstød mellem genrer og udtryksformer og mere eller mindre erfarne skribenter, og nummeret er ydermere dedikeret til "fortsættelser, gentagelser og lignende mekanismer". Apparaturs dør står, så vidt jeg kan se, pivåben for alle afarter af sprog- og formeksperimenterende avantgardismer - en "løbende mosaik", som det hedder i redaktionens forord.

De mest bemærkelsesværdige bidrag er: Uddrag og oversættelse af norske Inger Elisabeth Hansens prisbelønnede Trask. Fotografier - den håndfaste madmosaik fra EU-Parlamentet for eksempel - af Lars Bech. Essayet om kortprosa af Morten Søndergaard. Collager af kunstnergruppen BankMalbekRau og en højteknologisk poesiinstallation ved Krag & Akselbo. OG, mine damer og herrer, INTERVIEW MED selveste MARJORIE PERLOFF. Ingen dagblade bekymrede sig, Weekendavisen sov og hverken Isabella Miehe-Renard, Natasja Crone eller Line Baun Danielsen dukkede op, da den amerikanske stjernelitterat var på en lynvisit i hovedstaden. Men Apparatur greb chancen for et interview. I tidsskriftet er trykt en kort dansk version af samtalen - på sitet findes en længere engelsksproget. Af sted efter den - på tryk eller på net - det er løbende mosaik for alle pengene.

 

 

CYF | 3/5/04

Fuglene i dyreprogrammet, der ser ind i det forkerte kamera, lastbilen med hvide kister foran bedemandsforretningen på Blegdamsvej, kvinden på markedet, der "planlægger tre meter silke"... Klavs Bondebjerg kan skrive billeder, der berører én som kvindens "spørgende hånd" mod stofbanen.

Omslagets håndtegn, fotograferet af forfatteren, og dets møde med titlen på hans nye udvalg af digte og rejsenotater, Menneske for en dag, bringer to af sporene i hans virksomhed sammen, som burde mødes noget oftere. Hans ord og fotografier fulgte trop i rejsebogen Den anden luft (1998) og strejfede for alvor hinanden i tekst/billed/lydfilmen Omanske nabolag (Afsnit P 2001), hvis "beskrevne" døre er beslægtede med omslagsbilledet her. Men de to praksisser kunne sagtens tage endnu et skridt i retning af hinanden. Ikke fordi de kan siges at tale samme sprog, tværtimod. Digtenes præcise skred og paradokser, den tidslige forskudthed -

"(...) ved hvad klokken er.

Lidt i nu.
Altid lidt i nu."

- hvordan skulle man kunne fotografere sådan? Håndens tegn på fotografiet er ikke noget ord og Bondebjergs fotos er nærværende, ja til tider næsten for direkte og "perfekte". Men det er også derfor, der er stof til en samtale.

"Midt om natten
vågner jeg
og ser dig
gengælde mit blik
med lukkede øjne.
Med en finger
skriver jeg et ord
på den fugtige rude.
Det er stumt.
Det skal ikke udtales."
 

 

 

 

LW | 18/4/04

I Tullinsgade i København findes en fin variant af det omsiggribende word on the street, nemlig kridtword on the fortov.

Det er en lidt hemmelig boghandel ved navn Thiemers Magasin, Vesterbros eneste, tror jeg, der reklamerer for sine bøger på fortovet foran butikken. Måske er jeg den eneste, der ikke kendte boghandlen, før jeg kom forbi forleden. Det håber jeg.

Indenfor kan man købe alle slags bøger og magasiner, og man kan blive budt på en kop og sætte sig til at læse. Man befinder sig nu i en sidegade til London. Længere nede ad fortovet hænger de ud foran dykkerbutikken, og lidt længere nede er der vist fredagsbar på fortovet foran kaffebaren.

Man kan også gå en anden vej, nemlig længere ind i Thiemers Magasin. Så kommer man til Appendiks, en boghandel for printed matter og andet og rum for visuel kultur. Men det er vist en ganske anden plog.
 

 

<det offentlige rum>

MD | 15/4/04

Tomas Tranströmer er aktuel med et lille bind haiku-digte. Den stora gåtan hedder bogen, som for nylig udkom på Albert Bonniers forlag. Med udgivelsen af Den stora gåtan er Tranströmers haikuer efter nogle år i dansk (Arena 2002) og norsk eksil vendt hjem og er, som alt andet fra digteren hånd, overalt blevet nærmest rørstrømsk modtaget. Også et par danske anmeldere - Torben Brostrøm og Henrik Wivel - har haft opmærksomheden rettet mod det svenske, og sidstnævnte har endog fået øje på en masse stor kunsthistorie i de små poemer. Det er i sig selv en gåde, hvordan man i sin læsning kan nå så langt uden for formatet. Men det er samtidig en hæderkronet tradition.

I et essay fra 1966, der sammenligner konkret poesi og haiku, fastslår den norske poet Jan Erik Vold om sidstnævnte: "her er ingen iagttager, bare iagttagelse". Som læser må man altså finde en måde at iagttage iagttagelsen og fastholde fokus på sprogets visuelle stræben. Har man først pudset brillerne, er der grund til at skylde på digtet, hvis der intet er at se. Ser man nogetsomhelst, når Tranströmer skriver "De bruna löven/är lika dyrbara som/Dödahavsrullar"? Næh, men man kan frit associere til alle mulige malerier og klassiske kompositioner. Så er der mere at se i "Gräset reser sig -/hans ansikte en runsten/upprest til minne", hvor digtet åbner for en aflæsning af fysiske tegn på levet liv. Har han været nede at ligge? Nede i græsset? Kan han læses som en åben bog? Den stora gåtan slutter med et stykke rendyrket konkret poesi: "Människofåglar/äppelträden blommade/Den stora gåtan". Se, det er ordklodser! Men spørg mig ikke, om der er noget indeni.

Billedet stammer fra en nyligt offentliggjort essay om haikupoesiens historie af formanden for Svenska Haiku-Sällskapet, Kaj Falkman. Også Svenska Dagbladets anmeldelse af Den stora Gåtan tager et par gedigne sving rundt i litteraturhistorien.

 

<konkret poesi>
<sverige>

MD | 3/4/04

Visuel retorik er en næsten grænseoverskridende kulørt sag, som for nylig er blevet sendt i handlen af forlaget Tiderne Skifter. En bog om Jørgen Nash, Lis Zwick, kunstnerkollektivet Drakabygget og ikke mindst om de plakater, flyveblade med videre, der er blevet til i kollektivet i de forgange fyrretyve år. Den "visuelle retorik" udfoldes i bogen i flere tempi, tekst- og billedelementer er underligt separeret og det bliver aldrig rigtigt klart, hvad titlen egentlig taler om. Er det blot det, at udtrykke sig billedligt? Eller snarere at mene noget med det, man siger med billeder? Håkan Larsson siger lidt om det i sit forord, men nærmer sig ikke alvorligt interessante refleksioner over muligheder i feltet sprog-billed-billedsprog-sprogbillede. Men pyt, det er formentlig heller ikke formålet med udgivelsen.

Visuel retorik er først og fremmest en billedbog om digtermaleren og antibilleddigteren Jørgen Nash. Andre bliver nævnt, gamle kollektivister lægger røst til, og Lis Zwick er fint repræsenteret ved sine grafiske arbejder, men Nash er bogens absolutte omdrejningspunkt. "Digtermaler" er Nashs egen karakteristisk af sin praksis. Som han forklarer i et flyveblad fra 1989: "Under huden slå pulsen i mine sindbilleder, den daglige kamp mod døden og tilintetgørelsen. Det handler om vekselspillet, verden elsket og hadet./Jeg skriver digte med farver. Jeg digter og maler for at dræbe sorgen og skabe livsglæde." Ord og farver gør ham til digtermaler, mens "vekselspillet" peger på en anden af Nashs roller. "Antibilleddigter" kalder Oscar Reuterswärd ham i et af bogens miniportrætter. "Det er den side hos ham, hvor den traditionelle æstetik sættes ud af spillet, og som frem for alt er blevet virkeliggjort i den åbne del af Drakabyggets aktivitet." Det er aktivisten, happeningmageren og chefideologen Nash, Reuterwärd der taler om. Og ikke håndværkeren eller kunstneren. Det er antibilleddigteren, som står bag hovedparten af bogens plakater, og de er desværre sjældent gjort i tidløst design.

 

 

 

LW | 24/3/04

I Overgaden er der til søndag 28. marts (kl. 13-17) gensyn med verden, som den så ud i bøgerne i 1960'erne og 70'erne. Udstillingen HISTORIE PÅ HISTORIE udfolder historien i næsten 3D. Det er Tanja Nellemann Poulsen, som har moret sig - andet kan jeg ikke forestille mig - med klippe og klistre i de populære illustrerede bøger om periodens epokegørende begivenheder: første skridt på Månen, første kvinde uden bh på Strøget, første genmanipulerede mus med fjer, første ægte charterturist, første truede dyreart.

Bøgerne står og ligger, og ord og billeder kravler ud og ind af dem. På gulvet ligger ordene HELT DET OPDAGE AT HELLER MEN IKKE VAR HELT SANDT AT IKKE som et vakkelvornt digt og som et dækkende udtryk for det foruroligende indtryk af verden, man fik, når man bladrede i de bøger som barn.

Nu kan man ærgre sig over, at man ikke fik ideen til at tage billederne i egen hånd og lege verden med dem. I Tanja Nellemann Poulsens Legoland, modelverden, dukketeater rejser personerne sig af bogsiden og bliver levende, så man pludselig er i stue med Tarzan og Ingrid og Lillebror.

Midt i rummet hænger en jakobsstige, der fører op til ovenlysvinduet, som en nødudgang for dem, der gerne vil ud af bøgernes modelverden og tilbage til 1:1-verdenen. Eller, slår det mig nu, en nødindgang for dem, der gerne vil klatre tilbage til billedernes fantasiunivers.

 

 

MD | 24/3/04

I det seneste nummer af det svenske tidsskrift 00TAL har redaktionen i enqueteform undersøgt den unge forfattergenerations lyst til at være kendte, grænseoverskridende og revolutionerende. Og lysten er der, om end den dulmes med en god portion protestantisk arbejdermoral. En af de stakkels udspurgte er poet og litteraturkritiker, Anna Hallberg. På indgangsspørgsmålet "Har du i dit forfatterskab ambition om at være nyskabende?" replicerer hun ganske fornuftigt: "Jeg forestiller mig nok nærmere, at jeg vil gøre noget andet, end at jeg vil gøre noget nyt". Men hvilket andet? Jo, som Hallberg svarer på spørgsmålet om, hvorvidt litteratur først og fremmest præsenterer sig på tryk:

"Inte nödvendigtvis. Det finns många former utanför boken - elektronisk litteratur på internet, ljudpoesi, visuell poesi, texter som arbeter rumsligt... Den här frågeställningen intresserar mig. Till exempel gjorde jag och Jörgen Gassilewski ett försök att gestalte en text rumsligt på Magasin 3 Djurgårdsbrunn i somras. Men boken är trots allt en fantastisk uppfinning, även om jag är för en diskussion om ett litteraturbegrepp utanför boken. Det intressanta och svåra är hur man bevarar litterariteten, det som gör litteraturen till litteratur, fast man befinner sig utanför pärmarna."

Og så er det vel også et spørgsmål om, hvordan man overhovedet bevarer endsige formidler en ikke-boglig litteratur. Lige siden i sommer har jeg haft lyst til at rekvirere et anmeldereksemplar af Hallberg og Gassilewskis rumligt litterære gestaltning - den ville være interessant og relevant at diskutere netop i nærværende medie. Det lader sig selvfølgelig ikke gøre at rekvirere en performance, og vigtigst: Det er måske de samme indgroede anmeldervaner, der gør, at diskussionen af en række andre flygtige fænomener - poetry slam, digital poetics, designerlitteratur etc. - heller aldrig når videre end vag foromtale eller optræder som dagens kulturkuriosum i nyhedsdækningen. Det sandt revolutionerende ville være en vedvarende diskussion af grænseoverskridelser og en teori om de seneste genremæssige hegnspæle. I den sammenhæng udgør 00TALs kändis-enquete blot tidsskrifternes svar på nyhedsblokkens kulturkuriosum.

 

<sverige>

KW | 24/3/04

Forvandlingens mulighed er titlen på en lyrikinstallation af digteren Astrid Gjesing, der kan opleves live i Skovvillaen på Kunstcentret Silkeborg Bad indtil 25. april.

Udstillingen er den foreløbige kulmination af tre års arbejde med at undersøge temaerne transparens og forvandling igennem bogstavernes fysiske fremtræden. Hvert installationsrum har sit tema, repræsenteret af hvert sit personlige og flygtige alfabet.

Gjesing har længe haft noget med blomsterbesværgelser: I Rundetårn læste hun for fem år siden 4000 blomsternavne op over højttalerne. Og i vores egen p-kælder har hun parkeret et yndigt P-blomster-eventyr-digt. I Barndommens alfabet er der blomsternavne som forglemmigej og bittersød natskygge, skrevet hundrede gange med vand på skifer. Værket er blevet til på samme måde, som når skolebørn som straf skal skrive det samme ord om og om igen. En herlig straf, hvor kroppen hengiver sig til bogstavernes rene form.

Det mest gavmilde (og geniale) koncept er Hjælpealfabet, der hænger i et langt forløb, ledsaget af en henvendelse til publikum: "Hvis der er ét ord, De virkelig ønsker, må De tage det, hvis De til gengæld giver et andet tilbage." De oprindeligt indsamlede ord er skrevet med blåt, de nye med rødt. 365 ord i bevægelse og forandring.

Min poesi-geiger reagerer stærkt på værket NU: et felt af stenkul på 5 x 6 meter, der ligger på græsplænen. I negativ er skrevet ordet: nu, så man kan se plænen gennem bogstaverne. I en grafik, så skulpturel, et det næsten ikke ligner et ord. I løbet af udstillingsperioden vil græsset forandres og nu'et med. Efter udstillingen fjernes kullet, og nu står i frisk grønt græs i et brunt felt af uvokset græs. Som naturens egen midlertidige skrift på den midtjyske jord. Langsomt vil ordet udviskes og forsvinde.

 

 

CYF | 23/3/04

"Kun skiltets givne situation kan udfolde dets endelige betydning", som der står andetsteds i denne plog. Det samme kan man sige om den form for gadekunst, der bogstaveligt talt klæber sig uden på byrummets allerede forhåndenværende tegn og gerninger. Den fuldbyrdes først i mødet - den er i konstant forandring, og som publikum bliver man en vigtig medskabende faktor.

Bevægelsen gennem gaderne gør én til læser af et Street poem, en meddigter af Word on the street, og her bliver en streamer som "Tænk ikke over det" (der må være signeret samme underfundige hoved som "ingen reklamer tak") et herligt refræn. Ikke mindst når man tager turen i hele Istedgades længde fra hippe Boutique Lize til de skingre arier på Hovedbanens bagtrappe og virkelig får noget smidt i hovedet. "Tænk ikke over det - din lokale købmand", som der står ved Maria Kirke Plads. Tænk ikke over det. Tænk ikke over det. Trykket flytter sig skridt for skridt.

Men hvad siger gadekunstneren til selv at blive digtet videre på? Det spørgsmål kunne man stille Husk Mit Navn, hvis klassiker, den indskrumpne Vinterpik, et sted på samme gade er blevet til et Vinterblik, et skummelt skulende af slagsen. Et gæt på hans svar må være, at hvis det er godt nok lavet, så er det selvfølgelig bare en måde at give bolden videre på. Det er i al fald kun et kærligt drilleri - eller rettere selvforsvar: nu har det spejlæg snart hængt og nedstirret os mænd længe nok!

Et par blokke længere henne under en sticker for "Scissor Sisters" med deres sakselogo, igen: "Tænk ikke over det". En forbipasserende mand nikker enigt. Selv i Istedgade kan budskaberne blive for grafiske, som det hedder på nydansk. Lige lovlig billedskabende.

 

<det offentlige rum>

  

tilbage i plog'en

  kommentér plog'en | plog-oversigt


aktuelt
 

 
poesi
visuel