frem i plog'en

plog-oversigt

plog-temaer

kommentér plog'en

andre blogs

 

CYF | 22/3/04

Robert Zola Christensens seneste To præsidenter i en juniorkano (Adressens Forlag) kaldes på omslaget "romandigte", men når sandheden skal frem, består den af lutter kruseduller, "snirkler, sving; ubehjælpsomme skrifttegn; krimskrams" (bogens indledende opslag i Ordbog over det Danske Sprog) eller "automatskrift" (forfatterens eget ord for det, "der løber folk i pennen, når de sidder til kedelige møder, snakker i telefon eller blot er almindeligt adspredte"). Og det vel at mærke på både tekst- og billedsiden. Zola Christensen har da også i radioen (Kulturnyt) røbet, at teksterne er blevet til på nøjagtig samme måde som de billeder, der ledsager dem: under kedelige møder.

Billederne illustrerer kort sagt ikke teksterne i traditionel forstand, på trods af det strikse parløb side om side på hvert opslag. De to dele peger snarere på hinandens form, eller rettere formløshed, og sjældent har et ord-billed-samspil i bogform været så ligeværdigt og kastet så meget lys på hinanden inden for den givne ramme.

Romandigt-betegnelsen kræver til gengæld, at man først køber ideen om, at digte normalt er maggi-terninger, man har glemt at hælde kogende vand på. Zola Christensens tekster er rene plots, absurde fortællinger i stil med dem, man læser i tv-programmerne, eller dem, nogen, man lige har vækket, kan forsøge at telegrafere fra drømmeland.

Adspredt er den, der skriver og tegner, imens den, der læser og aflæser, forsøger at samle, finde mønstre, og det er naturligvis ironien: dette er slet ikke noget digt eller billede, det er bare et spor efter nogen, der har skriblet for at holde sig vågen eller give indtryk af at følge med.

Telefontegningen bevarer på en underlig facon sin uskyld, efterladt som den er på blokken. Men for teksten er det sværere at halte autentisk i al sin renskrift. Her skilles vandene.

 

 

KW | 16/3/04

"Har du nogensinde syntes, at det digitale er kedeligt? Jeg er enig..." Med denne gendrivelse indleder neen-kunsteren Roya Jacoby sit manifest for digital kunst. Ikke desto mindre ser hun computeren som overraskelsernes medium, der danner rammen om helt nye æstetiske kvaliteter. Med sitet girlfish.net udforsker hun kulturelle visuelle traditioner og perceptioner.

Roya Jacoby er tysk, men bor i NY og London, hvor hun driver new media kunst- og designfirmaet Sweetdesign. For tiden er hun aktuel på Miltos Manetas neen-biennale Whitneybiennial.com - en parallel-udstilling til den store amerikanske Whitney-biennale - med værket Rise + shine. Det har også titlen Parvaneh, der betyder sommerfugl på farsi og henviser til den frie ånd i persisk litteratur. Billederne er digitaliseringer af blomster, der i Koranen konnoterer Paradis. De er brudt ned til helt simple pixels, der får mønstrene til at minde om islamisk geometrisk ornamentik. Trods den tydelige pixelering er kanterne bløde og figurerne fnuglette og sommerfuge-agtige. En yndefuld digital sommerfugleeffekt emanerer ud af dette møde mellem streng geometri/matematik og poetisk myte. Mellem teknologisk eksperiment og orientalsk tradition.

Også når det gælder konceptværket Open Poetry (Rose Bonbon), der leger med interaktionen mellem tekst og billede, er inspirationen arabisk - her udpeges den irakiske kalligrafikunster Hassan Massoudy som inspirationskilde. I Open Poetry animeres egne og venners digte, ledsaget af små metabetragtninger. Digtets retning styres af musen, mens ordene flyder tilfældigt og tredimensionelt rundt mellem hinanden og frisætter betydningen i en evig bevægelse. Fremtidsplanen er en dynamisk version af værket, hvor læseren kan indsende egne digte og selv visualisere dem.

Hypersanseligt er det - og et bevis på, at neen kan være andet end intelligent og kedsommeligt tidsfordriv: en ny måde at sanse på og samtidig en værdig løftestang for en kulturhistorisk arv.

 

<digital poesi>

MD | 15/3/04

Jeg har tidligere stillet spørgsmålstegn ved tilstedeværelsen af visuelle kvaliteter i norsk poesi, men må nu også gribe i egen barm. Norge har jo, viser det sig, nutidige bud på visuel poesi. Monica Aasprongs Soldatmarkedet har været nævnt, ligesom tidsskrifterne LUJ og Grønn Kylling eller Vemund Solheim Ådlands minibog, Sep pran ek (billedet) udgivet på Biblioteket Gasspedal utvivlsomt gør sig gældende i den visuelle poesis felt. Men hvad med nutidig visuel poesi i Danmark?

I det norske dagblad Klassekampen kunne man i forrige uge læse et interview med skribent, kritiker og forlægger på Biblioteket Gasspedal Audun Lindholm. Under overskriften "Poesien krysser grensen" fortæller Lindholm om bevægelsen mod "en fællesnordisk poesioffentlighed", en "ny intimitet" de nordiske lande imellem. Nordister, som jeg må naturligvis juble. Ikke blot vejrer Lindholm ny luft for vort prægtige Norden, men det er tillige inden for den visuelle og konkrete poesis område, at fællesskabet særligt træder i karakter.

Audun Lindholm tror på tre centrale forbindelser: "Tidsskriftet OEI som den avgjørende broen mellom svensk samtidspoesi og norske lesere og poeter, svensk oversettelsesarbeid, og den svenske sekstitalslitteraturen". Derudover fremhæver Lindholm - fuldt berettiget - sine egne projekter, Grønn Kylling og Biblioteket Gasspedal samt det norske poesi-site Ny Poesi. Fælles for de nævnte er fokus på sprogets materialitet, snarere end interesse for det "uutgrunnelige enkeltdikt".

Men hvad med os? Dansk poesi hører vel med til visionen om en "interskandinavisk konspirasjon" - eller hur? Ikke rigtigt desværre. Nok nævner Lindholm venligt Adressens Forlag, Arena, Apparatur og Trompet Poets tilstedeværelse ved poesifestivalen Bergensbrag, men mon ikke det blot er i mangel af bedre. Findes der en ny visuel og konkret poesi i Danmark? Ovennævnte indtager i hvert fald kun en meget ydmyg og lavmælt plads i feltet. Og foren dere er der alt for få, som råber syd for Oslo.

 

<norge>
<sverige>
<konkret poesi>

CYF | 11/3/04

En, som ikke vil være fremmed for al vores snak om alfabetet og fundne og stjålne bogstaver, er Jake Tilson. Han har såvidt vides altid været skriftsamler og -dyrker. Jeg mindes blandt andet et alfabet skabt af lige så mange designere, som der er bogstaver (i hans tidsskrift Atlas engang), og han har, ser jeg nu, også udgivet en bog, der kun hedder L. Han var ganske vist blandt nettets pionerer med The Cooker-sitet, men han har ikke sluppet grebet om det håndgribelige ord. Hvorfor skulle han også det? Tilsons seneste 3 Found Fonts - An Exploration (Atlas) formår at forene det bedste af begge verdener.

Den lille bog introducerer tre nye skrifttyper tegnet af Tilson, hver med udgangspunkt i et fund: nogle bogstaver af den ene font (seks helt nøjagtigt, heriblandt et P) stod på en dåse flåede tomater, den anden kom ud på kassebonen hos købmanden i Bologna, og den sidste står skrevet med stencilskrift overalt på husmurene i Venedig. Foruden at fortælle historien om det næsten arkæologiske arbejde med at opspore og opdigte de enkelte bogstaver og deres artsfæller - i de venezianske stræder, på nettet og så videre - byder bogen, og websitet på den indlagte cd, på stemninger og madopskrifter, så det næsten ikke er til at bære det her i martsfrosten. På cd'en ligger desuden resultatet: de tre fonte, Pomodori, Tamburini og Nizioleto - værsgo at skrive! Tre vidt forskellige fonte, der bevidst uslebent alle minder om en tid og et slid og har en fælles souvenir- eller scrapbogskarakter (Tilsons fingeraftryk), distribueret på open source-vis, så andre kan tegne videre.

Der er en verden uden for Times New Roman, og den er fuld af saft og kraft. En verden at rejse i med øjnene - men åbenbart også med ganen. Afgang fra nærmeste Netto.

 

 

 

MD | 10/3/04

Fra digteren og kritikeren Martin Larsens weblog, Udpost, blev jeg forleden kanaliseret videre til dbqp, som føres af Larsens amerikanske kollega, Geof Huth. dbqp bærer overskriften "visualizing poetics" og sitets navn er i sig selv visuel poesi, som tåler at blive vendt på hovedet. Er man særligt interesseret i p'er - sådan som Afsnit P er det, senest med sin nyåbnede P-kælder - rummer titlen desuden ikke mindre end fire af slagsen, hvis man forstår at bruge sit spejl rigtigt.

dbqp handler om at skrive ord og tegn, eksperimentere med ord og tegn og teoretisere over selv samme eksperimenter. Huth skriver godt og åbner ens øjne for en række finurligheder og aparte aspekter ved den visuelle poesi. Og han er ikke bleg for at fremlægge egne resultater og definitioner. Meget amerikansk i det hele taget - jeg kunne ønske mere af den slags vovemod i den hjemlige andedam.

Er man ny på området eller blot trænger til en hurtig opsummering, kan man snildt betjene sig af oversigten i dbqp under 31. januar. Om "Contemporary Visual Poetry (1980-present)" skriver Huth: "The hallmarks of this era are a conscious de-verbalization of visual poetry, a tendency towards wider visual experimentation, and a movement towards digital poetries. The poets of this era work in a world of great obscurity compared to the concrete poets."

Helt glemt er den visuelle poesi vel ikke? Men nu om dage skal den nok først og fremmest findes på nettet og dbqp er et udmærket sted at slå ned. Geof Huth linker til en række centrale sites og gør sit for at udvide feltet. Men hans blog er også absurd læsetung - ikke ét billede og kun få eksempler på konkret poesi. Som Huth selv skriver: "There is something sweetly ironic about a weblog dedicated to the discussion of visual poetry that never posts an image." Huths digt her på siden bærer titlen: Something Like an Old-Fashioned Pattern Poem.

 

<digital poesi>

KW | 4/3/04

I 2003 viste 100 kvindelige billedkunstnere fra hele Skandinavien deres fotografiske værker på 100 billboards i Københavns byrum og periferi under titlen Women2003. Et storstilet forsøg på at tegne et mere nuanceret billede af kvinden i det offentlige rum end reklamens forudsigelige. Fotografen Nicolai Howalt har nu dokumenteret værkerne til en bog på Informations Forlag.

Det er en broget samling konstruktioner af kvindekønnet. Jeg bider fast i de forholdsvis få billeder, hvor kvinden vender ryggen til. Nogle ligner til forveksling en reklame -måske fordi reklamer i dag gør alt for at minde om kunst, mens andre - meget sympatisk - gør alt for at afæsteticere kvinden, som Liv Carlé, der viser blodige trusser i familiesengen - mere virkeligt end noget reality-program tør drømme om. (Det fungerer rigtigt godt i bogen ved siden af Mette Kit Jensens Undskyld broderet på rød silke). Eller Trine Søndergaards bidrag, der lader kvindekroppen fremstå som ren og skær udråbstegn: moonende ud mod publikum.

Jeg fascineres især af de billeder, der gør det modsatte af den udkrængende gestus: hvide, kølige og gådefulde billeder. Kirsten Justesens lukkede isdronning, der kun iført tykke støvler og handsker står på en kvadratisk isblok med hænderne mod isen og ryggen og det hvide hår lysende ud mod publikum. Eller Sophia Kalkaus Le Jardin de Ketty, hvor en nøgen kvinde med sort hår sidder i lotusstilling i en hvid seng uden dyner med en stiliseret hvid blomst som hovedbeklædning og med en "rygstøtte", der ligeså stiliseret ligner en hvid frugt. Det ligner et symbol, et tegn, men hvilket? Jungs arketype selvet - menneskets utopiske totalitet? Kalkaus kvinde er lukket om sin egen hemmelighed, hun er et abstrakt tegn, der koketterer med at betyde, men som ikke kan aflæses. Hun giver med andre ord ikke ved dørene, men som Sophus Claussen ville have sagt: "ryggen er vild poesi."

 

<det offentlige rum>

MD | 3/3/04

I en kommentar forrige uge i Dagens Nyheter hed det kort og godt: Glem alt om Sverige i rollen som IT-pioner. Af de 370 milliarder, som den svenske regering har bevilget til forbedringer af landets infrastruktur, går ingen tilsyneladende til den digitale kommunikation. De går i stedet, som det hedder i kommentaren "till gamla fina grejer av betong och järnbalkar. Den som letar efter en enda meter fiberoptik kan kika i månen". Kommentatoren, Ola Larsmo, fortæller, at han skam holder meget af jernbanen, men at forudsætningerne for bevillingen giver indtryk af et land, som langsomt bakker ud af fremtiden.

Bakker man i stedet ud af nutiden og tilbage til 1960'erne, vrimlede det derimod, skal man tro Gary Svensson, med digitale pionerer i de svenske kunstnermiljøer. Digitale pionjärer (Carlsson) hedder hans afhandling fra 2000 om datakunstens introduktion i Sverige. Svenssons arbejde er yderst pædagogisk og kan læses af enhver med blot en perifer interesse for emnet. Han skitserer hovedlinjer i udviklingen af den digitale kunst, portrætterer det svenske miljø og de enkelte kunstnere og udpeger endelig kunstartens fællesskaber med tilgrænsende udtryksformer. Over fire sider får man endda en skematisk og kronologisk fremstilling af udviklingen fordelt på kategorierne "Viktiga kulturhändelser", "Datakonstnärer och datakonst" og "Teknikutveckling och dataingenjörer". Så kan det vist ikke gøres tydeligere.

Blandt hovednavnene er Lars-Gunnar Bodin, Åke Hodell og ægteparret Ann-Charlotte og Sture Johannesson. Bodin og Hodell arbejdede med kompositioner i både tekst, lyd og billede - jf. billedet af Bodin, "Seriella strukturer i bild och musik - mens Johannessons ud over de digitale eksperimenter fortrinsvis beskæftigede sig med tekstiler og plakatkunst. Og multikunstneren Öyvind Fahlström var naturligvis med fra begyndelsen. En udstilling på Norrköpings Museum senere på året skal dokumentere kunstingenøren Billy Klüvers samarbejde med blandt andre Fahlström. Lad os håbe, at der bliver andet at se på end beton og ståldragere.

 

<konkret poesi>
<digital poesi>
<sverige>

MD | 27/2/04

En bogstavhær på sidernes slagmark? Kæftens holdeplads? Eller et marked for Tordenskjolds soldater? Monica Aasprongs (f. 1969) projekt Soldatmarkedet er usædvanligt ikke mindst, fordi konkret poesi aldrig har haft et egentligt gennembrud i Norge (se tidligere i plog'en). Soldatmarkedet er konsonanttungt og grafisk, hvilket synes at være logiske skridt videre fra den ofte substantivprægede eller rent lydorienterede tradition for konkret poesi. Det er kassedigte, rektangler, som mimer betragterens forestilling om maleriet.

Aasprongs digtning ER, så vidt jeg kan se, kæftens holdeplads. Den siger: rrrrrr eller ssssss og en sjælden gang oooooo. Den er bogstaver trukket på snor og type for type sat på sider. En hær af s'er og o'er og r'er og så videre. Soldatmarkedet er gennemgående disharmonisk. Ikke blot fordi teksterne lyder så fælt og raslende, men fordi de slår sprækker. Bogstavrektanglerne afbrydes hele tiden af blanke felter, hvor soldater måske er faldet ud eller endnu ikke skaffet til huse. Der er dybe kløfter, huler og blanke forgreninger på bogsiderne, som læseren selv kan have lyst til at fylde ud. Hvis det ikke lige var, fordi intet ser ud til at kunne passe. Tomheden må man lære at glæde sig over - den afbryder monotonien, men siger næppe mere end rrrrrr eller ssssss eller oooooo. Den er der bare, ligesom resten.

For Monica Aasprong er bogstaverne Tordenskjolds soldater. Dem, som altid er der. Og med Soldatmarkedet er der også konkret poesi i Norge. Projektet er under stadig udarbejdelse og kan følges i fanzines som Grønn Kylling, Luj og senest i en 20-siders pamflet fra mikroforlaget Biblioteket Gasspedal. En ny armé sendes ifølge rygterne på vallen i næste nummer af Vinduet. Vær beredt!

 

<norge>
<konkret poesi>

LW | 25/2/04

På Hovedbiblioteket i København kan man se beviset for, at Christiania ikke har levet forgæves. I et herligt demokratisk-anarkistisk udstillingskoncept lader biblioteket os alle komme til orde, mest med meninger om Christiania og de planer for fristaden, der er har været udstillet på biblioteket.

I al sin enkelhed: Biblioteket har tapetseret væggene med orange A5-ark og hængt en tusch ved. Folk har meddelt sig til hinanden på de fleste af sedlerne. Der er stadig nogle ledige. At læse i mosaikken af argumenter, borgermeninger, platheder, poesi, misforståelser, raserianfald og synspunkter er et svimlende syn lige ned i meningsmalstrømmen.

Med meget alvorlig og formfuldendt skråskrift står der:

Lad Danmark være kendt for Christiania og "højt til loftet", ikke Irak-krig og EU-tilpasning.
H.R.

Den vidunderligt paranoide:

Skriv ikke noget! Det er en fælde!!! Alt det uartikulerede lort får os til at ligne idioter.

Heldigvis er det ikke kun pro-christianitter, der tør deltage i sprogcirkusset:

Bevar naboerne - luk staden

Nogen har stadig sans for solid meningsfuld politisk retorik, tak for det:

Christiania for folket - folket for Christiania

Og det poetiske nonsens der fuldender anarkiet:

Slæg på fasson i gup og køb massere af ting!

Hørt, hørt!

 

<det offentlige rum>

CYF | 24/2/04

Jeg skal nok prøve at gå hurtigt hen over selve lanceringen, selv om det er svært, når man har stået og forvandlet sig selv til en levende isskulptur i det offentlige rum på Rådhuspladsen til noget, der blev kaldt en fernisering, men viste sig at være en mennesketom 3x34-blokvogn, hvorfra der genudsendtes en udsendelse fra P2, man kunne have siddet og hørt derhjemme i varmen. En ret så selvoptaget udsendelse endda. Ikke et ondt ord om bandet Blue Foundation, der gjorde et ihærdigt forsøg på at sætte lidt liv i kludene derpå, men ferniseringsstemning... "Betjen dig selv", som der stod med kommunal skrift henover den manglende forestilling. Blot var der ikke skyggen af fadølsanlæg eller varm drik.

Så er Kasper Sonnes valgplakat "Op i røven med folket" et klarere signal - og et noget mere opmuntrende indslag, især når den ses i sit rette element, smukt indrammet i læskuret. Det er en plakat, der vil noget, og som i den grad interagerer med det rum, den er placeret i. "Op i bussen med folket", får man lyst til at tilføje. Måske det også er det bidrag til gadeudstillingen Dagen efter, der forbliver mest street, selv om det jo uundgåeligt bliver det på en lidt anden måde med kunstnernavn og titel og sponsorlogoer under. I den forstand gør Emil Salto noget meget konsekvent, når han genanvender graffiti-tags i abstrakte isblomstmønstre ("ukrudt" kalder han selv tags'ene) med titlen Resurface, en genre han også har vist eksempler på i Hvedekorn 4/2003 og i Galleri 24B på Vesterbro for nylig. Han læser og genskriver skriften på murene og vedkender sig samtidig, at ukrudtet kultiveres. Dekorativt, men smukt.

"Intet forsvinder, kun dit hukommelsestab vokser" læser man hos FOS under en fantastisk gammel tegning. Det er sgu da visuel gadepoesi. Hold øje med dét.


 

<det offentlige rum>

  

tilbage i plog'en

  kommentér plog'en | plog-oversigt


aktuelt
 

 
poesi
visuel