frem i plog'en

plog-oversigt

plog-temaer

kommentér plog'en

andre blogs

 

KW | 23/2/04

Flere og flere udgiver bøger uden om forlagene. Det kan så til gengæld også blive sværere at finde dem. Helt tilfældigt opsnuser jeg Vej - den seneste udgivelse af makkerparret Christian Skeel og Morti Vizki, som ellers nok er værd at holde øje med, når man interesserer sig for møder mellem ord og billeder. Den er udkommet på eget forlag i 2003 i få eksemplarer og består af knap en snes digte og et halvt hundrede kobbertryk, alt holdt i sort-hvid.

Bladrer man bogen igennem med en tommelfingers snuptag, kan man opleve Skeels billeder som en tegneserie: en fortløbende, kalejdoskopisk formgivning af en amorf stoflighed. Streger, mønstre, små figurer gentages og varieres, og tunneler af lys og luft synes at træde frem i den mørke stregmasse, som om en verden er ved at blive til.

De små "europæiske haiku-digte" ("uspiselige for Gud") om de store temaer er som gnisterne i Skeels stregkosmos: de henholdsvist blinker skælmsk og stråler med solariestyrke. Mowgli Vizki (som broderen kaldte ham) skriver midt i en DNA-tid, både skarpt og sørgmuntert, med "den 4-åriges indsigt" om "de kronragede kvintessenser": muldvarpens lyslængsel, underet og "tomrummet der ikke giver ved dørene".

"Hvor Inger Christensen kan få digtet til at svæve, der kan jeg kun smide med ting", har han engang sagt i et interview. I Vej smider han med sin håndskrift, der består af ensomme bogstaver uden forbindelsesstreger. Stregen kan være spinkel eller fed, der er små bogstaver, versaler og bogstaver med dobbeltstreger, korresponderende med Skeels varierede tæthed i stregen. Der er ikke kun tale om en frugtbart tematisk udveksling mellem de to kunstnere, men også om et venskab i stregen. Det vil blive fulgt med spænding.

 

 

 

CYF | 21/2/04

Jeg troede faktisk først, jeg havde set syner. Da jeg kom cyklende forbi det samme sted lidt senere, var klistermærket væk. Men så igen - nogle uger efter - sad det der, på det samme sted. Og ved nærlæsning kunne jeg forstå, at det næsten var en del af idéen: er du træt af den måde, det offentlige rum bliver forvaltet på, så tag denne sticker... "ingen reklamer tak". Det er da en meget konsekvent måde at påpege paradokset på - eller i al fald da pege fingre ad det.

DRs Kunstmagasinet P2 rokker lidt ved magtbalancen imellem den onde kapitals lovligt forudsigelige gigantbudskaber og de stakkels små street artists' mere tvetydige, sjove - og forbudte! 23/2 kl. 16 holdes der fernisering på Rådhuspladsen i København på gadeudstillingen Dagen Efter, som også har udløbere til Århus, Aalborg og Odense (til 8/3). Ikke blot har Michael Thouber og kompagni skaffet billboard-pladser rundt omkring i byerne til at udstille kunst på, de har også fået Urban - et af landets mest reklame-forurenende organer, hvis man spørger mig - til at trykke et stort flot katalog (kan også downloades hos kunstmagasinet).

Billboard-ideen er ikke ny. Gruppen BizArt gjorde det i 1991, og senest stod Hanne Lise Thomsen bag women2003. Men en forskel gør det selvfølgelig, hvis det denne gang overvejende er folk, der i forvejen er vant til at kommunikere på gadeplan, blot i mindre format, som nu får lov at råbe de store slogans op. Men bliver det overhovedet ved at være street art? kunne man irriterende spørge. Det må man jo ud og kigge nærmere på! Og hvis man ikke ved, hvor man skal starte, så kan man få en rundvisning. Det er næsten som at være på Louisiana.

 

<det offentlige rum>

MD | 18/2/04

Jeg forestiller mig Robert Walser som et japansk skrifttegn i sneen. Sort frakke, hat og spadserestok, skikkelsens kontur mod den hvide flade. Skrifttegn har ofte været gengivet med menneskelige træk eller på anden vis forstået i forlængelse af den menneskelige fysiognomi - b er gravid med k for eksempel. Men med billedet af Walser er det omvendt kroppen, som har antaget skriftkarakter. Hans hele personae, dér i sneen, gledet sammen i en fysisk udfoldelse af skrift. Sort tusch på den blanke flade.

Den schweiziske digter Robert Walser (1878-1956) blev fundet død i en snedrive uden for Herisaus nervesanatorium ved Bern. De indlagte havde afsluttet julefrokosten og Walser besluttet sig for en promenade. Først om aftenen blev han fundet, og lægerne kunne fastslå, at han var død efter et hjerteanfald. I en snedrive. Med hat og stok og sort frakke. Mere mytologisk renfærdigt kan det næppe blive, som Erik Granly Jensen fortæller i sit Walserportræt på DR P1. Walser havde altid haft et eller andet med sne.

"Åh, her skriver jeg en prosatekst, der har karakter af et brev, og som på den anden side vil ligne et digt, hvis den falder ud, som jeg ønsker."

Sådan begynder en tekst i René Jean Jensens nye oversættelse af udvalgte Walser-mikrogrammer, En verden for sig. Tekster, der ingen steder vil hen og ingen anden mening rummer end den "at være tekst". Mikrogrammerne er, som Erik Granly noterer sig i efterordet, først og fremmest en fysisk udfoldelse - en øvelse i blyantbeherskelse i modsætning til automatskriftens blyantamok. Walser har sikkert aldrig været egentlig spændt på, hvad teksterne kom til "at ligne". Et for et tegnede han sine bogstaver med yderste opmærksomhed. Det var snarere de almentmenneskelige sammenhænge, det kneb med.

Jeg forestiller mig Walser som et japansk skrifttegn, men også som en sørgelig snemand i tøvejr.

 

 

MD | 10/2/04

Nej, der er ikke nogen. Den tunge efterkrigstidshøjmodernisme, desperation og dissonantiske subjekter gled direkte ind i 1970'ernes politiske bekendelseslitteratur. Der går en ubrudt linje fra Stein Mehren til kredsen omkring tidsskriftet Profil. Og dog. For godtager man den tanke, glemmer man netop forbindelsesleddet Jan Erik Vold. Vold var legebarnet i sentressernes norske litteratur og bannerfører for en isme, der i Norge aldrig blev. Paal-Helge Haugen var der indimellem, men forblev mere "nyenkel" end egentlig visuel og konkret. Hvor Danmark havde Vagn Steen, Højholt, Corydon, Hans-Jørgen Nielsen og enkelte flere, og Sverige en større, mere markant gruppering omkring Öyvind Fahlström, var Norge i samme tidsrum stort set foruden visuel og konkret poesi. Hvorfor kan man spørge sig? Var klimaet aldrig det rette eller er det snarere litteraturhistorieskrivningen i Norge, som aldrig helt har fået indstillet optikken rigtigt? På afstand er det svært at bedømme og meldingerne fra derboende litterater har været tvetydige. Jeg forbliver Dem - indtil videre - svar skyldig, men får samtidig lyst til at stille modspørgsmålet: hvorfor er der ingen jugendlitteratur i Danmark? Måske vi bare skal åbne øjnene...

I norsk litteraturhistorieskrivning er Jan Erik Vold først og fremmest landets svar på det amerikanske beat og poeter som William Carlos Williams, Robert Creeley og Frank O'Hara. Lidt i stil med vor egen Peter Laugesens rolle i oversigtsværkerne. Ifølge Steinar Opstads nye antologi, Men sannheten kom som et dikt, deler Vold en række centrale værdier og følelser med de amerikanske forbilleder. Der ligger noget i selve spiritusen, som Opstad skriver. I antologien trækker Opstad en linje fra Vold til den meget yngre poet Per Ivar Martinsen, som ganske rigtigt også begiver sig ud i the great wide open. Og tænk! Blandt Martinsens bidrag dukker pludselig digtet "Verdens lønn" op. Der findes måske en ung visuel poesi i Norge?

 

<norge>
<konkret poesi>

KW | 8/2/04

I seneste nummer af Ildfisken, der har sport som tema, fortæller den uovervindelige cykelpoet Jørgen Leth blandt andet om det gestiske slægtskab mellem cykelløb og digtning/filmkunst. Han har altid identificeret sig med sprinteren og ladet sine digte "køre cykelløb med linjebrud og gentagelser, så der kommmer noget forpustet over rytmen".

Leths (og von Triers) poetik-film Benspænd (2003) demonstrerer til fulde det både lette, hurtige og stødvise åndedræt. Den manipulerede bevægelse, ofte med en præcist forsinket timing, imellem ord og billeder. Leth skal aktualisere sin egen film, Triers yndlingsfilm, Det perfekte menneske (1967), hvor Claus Nissen er det eksemplariske menneske, der med eminent timing tager tøj på, spiser, danser, fremsiger digtlignende sætninger. Ved at opstille kontraregler til Leths egne æstetiske principper ønsker Trier at obstruere Leths kunstneriske fuldkommenhed. Det lykkes ikke, tværtimod tvinges Leth fem gange ud i nye befordrende og originale former.

Tryllebindende er tegnefilmen (Leths hade-genre), til hvilken Leth hyrer den amerikanske animationskunstner Bob Sabiston, som er kendt for at have udviklet computerprogrammet Rotoshop, der gør det muligt at tegne på videofilm og dermed skabe animerede figurer ud af levende skuespillere. Sabistons animationer orkestrerer en mangfoldighed af visuelle rytmer, fordi han teknisk er i stand til at strække penselstrøgene over mange filmframes, med det resultat at farver, linjer, figurer og objekter er i konstant bevægelse. En smagsprøve på Sabistons billedunivers er tilgængelig på nettet i form af klip fra den eksistentialistiske kultfilm Making Live (2001).

I Leths og Sabistons co-production oplever man som i trance de på én gang stiliserede og vitale figurer, de potenserede detaljer - grafikkens, digtningens, farvernes, kroppenes og musikkens hurtigtflydende dans hen over film-og tegnelærredet. Et Tour de France af en tegnefilm, hvor popart møder impressionisme. Det er en stemning, der skal ses.

 

 

CYF | 6/2/04

Når man taler om alfabetet og bogstavers billedkvalitet, må man vist også huske at nævne Bogstavmaleren fra Rue de Rivoli, Poul Pedersen, der lige nu viser sin angiveligt sidste udstilling i fem år på Galleri Specta, Tre farver - To Bogstaver - En udstilling.

Han stjal sit første bogstav fra en anden med samme forbogstaver, Pablo Picasso - et A, meget passende - og erobrer, siger han, bogstaverne tilbage fra billedkunsten til litteraturen, hvordan det nu lige skal forstås. Bogstaverne befries i al fald fra deres oprindelige malerier og kombineres så til ord og mønstre på nye måder - i andre malerier vel at mærke. Når PP ikke bare maler bogstaver.

Denne gang H'et og N'et, der bider sig selv i halen og kobler sig sammen til stakitter (tilegnet Kirkeby) og ren abstraktion eller går i ét til nye bogstaver (allerede i en tidligere serie flirtede N'et med Z'et). Da jeg trådte ind, troede jeg virkelig, serien her på billedet var store skæve A'er. En ring, der sluttes? Mon dog? Maleren har vist stadig trods sine 20 år i bogstavernes tjeneste endnu ikke stjålet hele alfabetet tilbage - og går jo heller ikke alfabetisk frem! Men, H, N... To konsonanter kalder altså på en vokal... Et U måske så, eller både et A og et U? En hun og en han. Et billede i kataloget (PPs eget tidsskrift, Châtelet) bestyrker teorien. Og trikoloren modsiger, at det kunne være nogle af hjemstavnens mere udblødte lyde, et næh eller et nåh.

Måske PP vigtigst af alt stjæler bogstaverne tilbage fra både billederne og bøgerne. Tilbage til det punkt, hvor de balancerer: Staver, men ikke til noget, ikke endegyldigt i al fald. Hvor mon han vil HN med det?

Ja, lige først vil han gerne have fem års ferie fra kunstnerrollen: blive amatør igen, forlyder det. Held og lykke, siger jeg bare.

 

 

 

LW | 29/1/04

Hører tegnsætning i digte til under visuel poesi? I en linje i et digt af Tua Forsström (fra samlingen Snöleopard, 1987) siger et enkelt stumt punktum mere end 1.000 ord, og faldhøjden fra strofe til strofe (som i al fald hører hjemme i poesiens visuelle kartoteksskuffe) mimer med og demonstrerer (til tonerne af schlageren Show It, Don't Tell It), at det er m e l l e m ordene, det hele foregår. For en gangs skyld er det ikke linjebruddets autoophug af normalsproget, der giver den poetiske merbetydning, men et nøgternt normalsprogspunktum, der ubønhørligt adskiller to sætninger, der kunne have været én med en helt anden betydning. Nu er det desværre en enkel sørgeligt afstumpet sætning (man kan ikke bare befinde sig), der stirrer hen over et punktum på et stejlt stort I, der begynder på en frisk og på sin helt egen sætning, uden at se sig tilbage og opdage det gabende tomrum i den foregående.

 

 

MD | 27/1/04

Alfabetet er et oplagt sted at begynde, når man skriftligt forsøger at trække linjer mellem tekster og billeder. Ikke blot er alfabetet en betingelse for tekster overhovedet. Dets tegn rummer også i sig selv poetiske og visuelle kvaliteter, ligesom de nærmest på magisk vis forbinder sig med sprogets udtalte lyde. Organiseringen af sprogets lydsystem er nok alfabetets fornemmeste og mest velafgrænsede opgave. Vi accepterer konventionerne, det vilkårlige forhold mellem tegn og betegnede og lader cuckoo sige cuckoo. Spørgsmålet om alfabeternes og skrifttegnenes udformning er dog mere speget end som så. Er der alligevel ikke en visuel lighed mellem enkelte tegn og centrale genstande i forfædrenes husholdning? Og hvordan er det med egypternes hieroglyffer og fjernøstlige kalligrafier? Indimellem er der jo cuckoos i skriftsproget - tegn, der mimer en betegnet genstand og ikke blot vil være lydlig repræsentant endsige stavelse.

Det går over min forstand og selv ikke John Mans fortrinlige, til svensk nyoversatte Alfa Beta (Forum) har gjort mig meget klogere. Man skriver om alfabetets opfindelse og udvikling. Om dets turné fra Egypten, over Grækenland til romerriget og om dets endelige fastlæggelse i - som Man skriver - "to-tre dusin meningsløse tegn". I Alfa Beta fokuserer Man på selve udviklingen af alfabetets idé og hylder de endnu ukendte opfindere: "...det er unikt, enkelt og fleksibelt. Alfabetets firetusinde år gamle udtryksformer har tjent til eksempel for alle senere alfabeter". Alene Mans fascination af skriftsprogets muligheder bærer læseren gennem bogen, og man kommer smittet ud på den anden side. Men til min egen fascination af skrifttegns visuelle magi er der ikke megen næring. Der tyr jeg til jødisk kabbala, futurister og spatialister. Og det glæder mig unægteligt, når Massin et sted i Letter and image (1970) citerer Cocteau:"The greatest literary masterpiece is no more than an alphabet in disorder".

 

 

KW | 26/1/04

Det er åbenbart ikke helt rigtigt, hvad Jan Kjærstad har forsøgt at bilde os ind: at den norske nation passivt og selvtilstrækkeligt driver den af i en Stressless-stol. Norge er for eksempel fremme i skoene, hvad angår eksperimenterende, kollektiv net-litteratur (se tidligere plog). Og nu er de tilmed hoppet på liste-dillen. På poesi-sitet og netforlaget Poetikon, redigeret af Morten Skogly, skriver læserne flittigt med på listerne.

På listen Noe verdt å leve for, er der ind til videre indkommet 929 forslag - det kan da opbløde en hvilken som helst skandinavisk misantrop. Den klassiske dosmer er ikke så lang endnu, men bestemt lovende, med brus, sidebrokj og fontex. Udover de to nævnte er listerne over propaganda, nytårsfortsæt og irriterende blandt de bedste. Det forfriskende ved Poetikon: at læserne skriver med, rejser nemlig samtidig et kvalitetsproblem. Læserbidragene mangler ofte Morten Skoglys fornødne selvironi, de gode ideer og evne til at udnytte mediet til andet end almindelig publikation. Det har han til gengæld næse for, tag bare et eksempel som Grå - en åben hverdagsantologi med tekster, billeder og flashanimationer, alt holdt i en "dristig grå".

Jeg er til fals for Bokstavlek (finder man under Flash i menuen): et tekstinstrument for alle, der kan lide at lege med ord og bogstaver. Man trækker bogstaver ned fra alfabetet, som bliver til fugle, der sidder på en telefontråd. Når en lille sort plet, måske en bille, løber hen ad tråden, flyver fuglene afsted med bogstaverne, mens de udtales. De vender hurtigt tilbage - som en fantasi om et digt, en sætning eller måske en horisontal liste i bevægelse.

 

<norge>
<digital poesi>

MD | 24/1/04

Visuelle følelser er titlen på en lille rapport, begået af Christa Lykke Petersen (forlaget Samfundslitteratur). Bogen baserer sig på et større forskningsprojekt om unges billedbrug og -oplevelser og mere konkret på Petersens egne undersøgelser i en dansk gymnasieklasse.

Petersen rapporterer skolet og fornuftigt; hun indleder med en række overvejelser vedrørende sin videnskabelige strategi (reception + kognition), følger op med detailanalyser i relation til de enkelte billedmedier (musikvideo, reklame, tv-dokumentar, fotografi, film) og runder af med konklusioner, samt perspektiverende opsamling. Der er ikke mange overraskelser undervejs - hverken for forfatteren eller læseren. Petersen har fra begyndelsen gjort sig det klart, at hvad hun i undersøgelsen forholder sig til er "en oplevelse af oplevelsen", at visuelle oplevelser - ja, oplevelser i det hele taget - er svært flygtige og vanskelige at beskrive, og desuden at beskrivelsen af oplevelser er stramt bundet op på den oplevendes situation. Samtidig har hun dog fat i den pointe, at oplevelser faktisk rummer en kerne, en oplevelse af "noget", og at "noget" ikke udelukkende afhænger af oplevelsens kontekst.

At oplevelser har en vis konstans, og at unge er kompetente mediebrugere - hvilket er en anden af bogens pointer - er næppe overraskende. Mere interessant er bogens ansats til et opgør med "betydningstyranniet" - den faglige dagsorden, der hele tiden foreskriver fokus på teksters - i bredeste forstand - betydning. En fokus, der ifølge Petersen muligvis skaber en blindhed over for andre væsentlige motiver til at opleve tekster og billeder. "At være sammen om" oplevelsen for eksempel.

Overraskende er det derimod, at internettet ikke en eneste gang nævnes i rapporten. Mit bedste gæt er, at det er på nettet, nutidens unge har allerflest billedoplevelser, og at nettet endda fungerer som filter ved oplevelser i andre billedmedier. At de oplever i links og forgreninger, snarere end betydningsmættede æsker. Gid, det er sådan!

 

 
  

tilbage i plog'en

 kommentér plog'en


plog-oversigt | aktuelt
 

 
poesi
visuel