frem i plog'en

plog-oversigt

plog-temaer

kommentér plog'en

andre blogs

 

CYF | 23/1/04

Nej, jeg skal nok holde mig fra at kalde dette et visuelt eller konkret eller readymade liste-digt, men en lost & found indkøbsliste er det da i al fald, og sikken et indkøb, et juleindkøb er det, jeg fandt den i Fakta for en hel måned siden, men det kan stadig gøre mig i julehumør at løbe punkterne igennem for fuld hals eller bare indenad, ikke mindst højde-punktet, som allerede er blevet en klassiker i hjemmet, KARYSMADT, jeg tror aldrig, vi har spist så mange karysmadtiske sild som i den forgangne måned, 1 LITER KIRSE er måske kun rigtig sjovt, når man kender pigen, men så er der også 1 POSE FISK og 1 POSE REJE og (PYNT) i sin fine parentes og 1 REMMO og 1 MASIPAN og 1 SVAMPE og 1 ÆBLE og 1 MANDA og 1 FLÆSK og 1 PEBER NØD, for ikke at glemme 2 POSER GRØN KÅL og 1 BRUN KAGE RULLE, samt fornuftigt nok de afsluttende 30 JULE BAJERE, værsgo og skyl, sikke en jul, og sikke en hårdtklippet film af smage og lugte, en liste af ord kan skabe i hovedet, af hvordan de andre lever, hvad de spiser, hvordan det er at gå på indkøb i virkeligheden og til virkelige julefrokoster og omgås sproget på én gang legende og fuldkommen uimponeret instrumentelt, sætte alt på én liste, sikke en seddel, sikke en dosmer.
 

læs kommentar |

 

<det offentlige rum>

MD | 20/1/04

Jan Erik Vold. Norsk poet, kritiker, redaktør og debattør. Modtager af utallige priser og gudfader til eksperimenterende poesi i Norge. Oslopatriot, bosat i Sverige, oversætter af amerikansk lyrik. Ecce homo! I Danmark er Vold måske bedst kendt som lyriker, der satte sig igennem med debatterende poesi under og efter Vietnamkrigen. Og er netop derfor ulæst af en yngre generation af litterater - for slet ikke at tale om alle andre ikke-læsere. Indtil for kort tid siden har jeg faktisk troet, at kun Informations skribenter Erik Skyum-Nielsen og - Mr. Nordist - Torben Brostrøm fortsat ihukom Vold. Men konfronteret med det store digtudvalg fra 2000, I vektens tegn, og via sporadiske weblæsninger i norske Dagbladet bed jeg mærke i, at også Lars Bukdahl tilsyneladende har gluggerne på klem. I hvert fald har han i anledning af I vektens tegn skrevet en større opsats om Volds forfatterskab til Dagbladet og under rubrikken En elskelig postmodernist beskrevet den "overvældende læseoplevelse". Friskt gået af Bukdahl! Har man imidlertid ikke fået nok, rummer Dagbladets website en særlig Vold-file udelukkende med anmeldelser, omtaler og artikler af forfatteren. Virkelige entusiaster kan herefter fortsætte dyrkelsen på Aftonbladets site, som ligeledes rummer et Vold-arkiv.

Sådan kan man sikkert fortsætte. Vold er MEGET stor i Norge og fortjener at blive læst mere på vore hjemlige breddegrader. I Vektens tegn er et godt sted at begynde. Den rummer hele 777 digte hentet fra 16 værker skrevet i perioden 1965-95. Et sandt skattekammer og et meget varieret udbud af poesi, hvor kedelig "vietnamisme" optager meget lidt plads. Morsom, underfundig, rørende og satirisk snarere. Volds visuelle poesi finder man i bøger som Mellom speil og speil (1965), HEKT (1966), kykelipi (1969) og i litterære tidsskrifter og aviser. Med kronikken blablabla, kneb det imidlertid, før Vinduet til sidst tog sig af den.

 

<norge>

KW | 17/1/04

Espen Stueland og Morten Søndergaards digtduet Jorskjelvsvejrhanen, publiceret i december på det norske site for skandinavisk poesi, nypoesi.net, indledes med en beskrivelse af verdens første jordskælvsdetektor (132 e.Kr.): en krukke omkranset af otte dragehoveder, der hver holder en bronzebold i munden. Under hver drage sidder en frø med åben mund og venter på bolden, som tabes ved den mindste rystelse.

Seismografen er den samlende figur i dette sproglige jordskælv af en digterisk tekst, hvor forskellige genrer skumpler rundt mellem hinanden: digt, prosa og poetik, fiktion og fakta. Norsk og dansk blander sig imellem hinanden, for også "ordene er blevet rodet sammen af stærke kræfter." Og det er ordenes rørelser - "stavelsernes bronzekugler" -, som dialogen mellem de to digtere handler om: det taktile og "spastiske" digt, der både registrerer og udløser verdens spasmer.

Det er en form for hyperdigt, der griber ud efter alverdens viden og i margenen, ikke i selve teksten, linker til forskellige artikler. Polyfont, strittende og alligevel en grafisk og tematisk sammenhæng.

I dette felt er der plads til såvel den romantiske digter: "Hytten i bjergrige egne, det nedbrændte stearinlys, det åbne ildsted, stablen af læderindbundne bøger, sneen, kulden./Fjerpennen en seismograf der gengiver indre og ydre rystelser. /Portræt af digteren som Parkinson-patient?" Som den tværsproglige netdigter: "En enorm løbsk printer plaprer endeløse mængder af papir. Mange forskellige sprog falder ned fra himlen, som sne der dækker verden med ord."

Det er en forelsket og lykkeforjættet tekst, fuld af spørgsmål, åbninger og humor, af mærkelig verden og sproglige sansninger. Tosprogetheden er et scoop. Dansk og norsk: så tæt på hinanden og dog så forskellige, som lyden af sne og snø. Skynd dig derud, og giv endelig bolden videre (den ansigtsmimik, der ledsager den sproglige artikulation, siges at udløse et lykkehormon!).

 

<digital poesi>
<norge>

 

MD | 13/1/04

I talrige trykte alfabeter fremtræder T som en galge, F som en skærpet le og Y som badutspringer. For opfindere af skrifttyper er bogstavers billedkvalitet i centrum og typografen den egentlige digter. Hos Klee - i "Tod und Feuer" fra 1940 - er P både galge, O og D. Eller TOD skrevet sammen i et udtryksfuldt tegn spejlende T'ets galge. Ord, billede og bogstav peger på hinandens betydningsmuligheder. Sært dekorativt og dystert. Ornament og billedforklaring på en gang.

Bogstaver rummer en konkret figurlig værdi, der minder om den måde, hele digtet kan enten mime eller afbilde en konkret hverdagslig genstand. Kommer man først på de tanker, er der sikkert ingen anden vej end at lære sig alfabetet forfra.

Sprengel Museum i Hannover viser frem til den 15. februar udstillingen Paul Klee - Tod und Feuer, der fokuserer på Klees sene arbejde under truslen fra det nationalsocialistiske Tyskland. Udstillingen er en del af projektet Klee im Norden, hvor tre nordtyske museer hver præsenterer et kapitel af kunstneren liv.

 

KW | 8/1/04

Kataloget til udstillingen Samlinger, der fandt sted i Galleri Image i Århus i 2003, er en lille guldgrube af refleksioner over menneskets samlermani. Bidragyderne bruger alle samlingen som udgangspunkt for kunstnerisk aktivitet.

At indsamle ting er en kamp mod glemslen. Vi lever i en overflod af ting, der kasseres lige så hurtigt, som de anskaffes. Ifølge Pablo Llambías' bidrag skønnes en mindre tysk husholdning at indeholde mindst 10.000 genstande! Samleren bevæger sig på tingenes bagside - "on the back of the World", som titlen på Peter Holst Henckels værker hedder (peg på billede for at zoome). Og dér, hinsides funktionaliteten, gemmer sig en uhørt historie. Det er samlerens stille mission at ville give den videre som en pant til fremtiden.

Elsebeth Jørgensen og Claus Handberg Christensen taler sammen om "at græsse ved hylderne": om bogsamlinger og de komplicerede kollektive hukommelseskonstruktioner, som bogsamlinger er en del af. Udgangspunktet er Nørballes legendariske antikvariat på Gl. Kongevej (se også Claus Handberg Christensens fotos her på Afsnit P af Frederiksberg Antikvariat taget i forbindelse med ejerskiftet).

Flere af bidragene viser, at leder man efter tingene, finder man "en umistelig viden om hvert menneske", som Morten Søndergaard siger i en tekst om Lotte Skadborg Hansens opsamler.dk (tidligere omtalt her i plog'en). Det viser Lars Kiel Bertelsens collage, som er et udpluk af fotos fra SAFOM: en samling af anonyme fotografier, fundet på gaden i forskellige europæiske storbyer.

Såvel som samlingen kan skabe forbindelser mellem ting og mennesker og være en åbning mod verden, kan den som Nørballes skulpturelle bogstabler også lukke verden ude. Dette er, måske bevidst, tilfældet med katalogets grafik: i titler og fodnoter fletter bogstaverne sig ind i hinanden, så ordene fremstår krypterede. Pointe eller ej - surt er det, at flere af teksterne ikke kan læses, når nu indholdet er så overordentligt interessant.

 

 

MD | 7/1/04

Er Ole Sarvigs poesi af en visuel karakter? Jo, Grønne digte er da på sin vis kulørte, men er de også visuelt sansede? For ikke at spørge: skal de overhovedet ses? Dan Turèll mente "Ja", som det fremgår af en artikel af Lars Movin i efterårsnummeret (72/2003) af Jazzspecial.

"Jeg har altid tænkt meget musikalsk på poesi," kunne Dan Turèll i 1977 sige til René Højris. "Hvor for eksempel Ole Sarvig er en meget MALERISK poet, der altid udtrykker sig i form-og-farve-syn, altså en syns-digter, en VISUEL poet - dér er jeg altså en totalt MUSIKALSK poet. (...) Jeg er ikke fin-piller. Det er noget med at nu koger det bare op og nu har jeg den første linje, eller de ti første eller refrænet. Det er den måde, jeg egentlig bedst kan lide at arbejde på."

Tja, når alle danske studenters absolutte popstarpoet synes sådan, så må der vel være noget om det. Eller hur? Er Onkel bare hurtig i replikken? Det ville ikke være første gang. Interesserede kan selv forsikre sig i hele striben af Turèll-udgivelser, der i den senere tid er sendt på markedet af forlagene Bebop og Borgen. Eksempelvis Lars Movin og Steen Møller Rasmussens Onkel Danny fortalt eller det første af to bind Udvalgte digte. Hos Turèll er der sjovt nok adskillige visuelle eksperimenter at tage fat på. Feuilleton 1-8 for eksempel, hvor Turèll er musikalsk på samme måde, som Sarvig er grøn. Nemlig i benævnelser snarere end i gerning.

Læses skal Sarvigs poesi - visuel eller ej - utvivlsomt. Den er dyster, smertefuld, tung, efterkrigsgrå og melankolsk, men også gnistrende og skarp. Omtrent som når to sten slås mod hinanden. Gad vide, om det er hans tur til at udkomme med Samlede digte næste gang. Så får man i det mindste syn for sagn.

 

 

MD | 4/1/04

25 svenske kroner! Og det for et værk af en af Sveriges mest trendy poeter. Politiskt våld (OEI editör/Modernista) er titlen på Lars Mikael Raattamaas eksplosive tekster fordelt over 125 sider. Raattamaa arbejder i de ondest tænkelige skrifttyper på billigst mulige papir bundet ind - vrøvl, klistret sammen - i noget, der mest af alt minder om toiletrullepap. Der er gjort vold på mediet, på bogen, og den form matcher altså til perfektion både titel og bogens enkelte tekster. På en gang enkelt, naivt, brændende og skarpt.

Et par eksempler: "Alva Myrdal och jag" er en rablende remse uden pausemarkeringer udarbejdet på "Valla torg natten efter den n:te israeliska massakern i Jenin". Remsen på en gang akkompagneres og indrammes af en kort ironisk passus i citationstegn: "en vacker dag här i lilla Murmansk kommer vi att lyckas göra molnen fyrkantiga, vänta ni bara". Remsen er en sådan sky. Teksten "Global Warming" handler om børn og barnlige sjæle, der bag overflodssamfundets skrottede genstande forskanser sig og afventer næste kolonialkrig. En håndfuld enkle strofer, rige på gentagelsesfigurer og i sig selv barnligt naive. Som politisk retorik af den gamle skole omtrent, og retorik er altså også vold, synes Raattamaa at mene. En gennemprøvet modernistisk strategi udfolder poeten i teksten "Israel - mördare", hvor dagligdags udsagn linje for linje konfronteres med titlens omkvæd. A la: køber kaffe og ost/ISRAEL - MORDERE/lægger børnene i seng/ISRAEL - MORDERE osv. At pode vorter i ansigtet, kaldte Rimbaud det vist. Fremhæves skal også det indlagte flyveblad forfattet i anledning af Anna Lindhs død samt "Al-jazeera", som vi tidligere har omtalt her på sitet.

Raattamaa poder ikke vorter i læserens ansigt, men man kan godt få røde knopper af at spekulere. Ikke alle bogens tekster er lige interessante, men den skal købes alligevel. Alene prisen...

 

<sverige>

CYF | 4/1/04

Jeg antydede for nylig, at forholdet imellem sponsor og kunstner i forbindelse med reolsystemet foran Det kongelige Bibliotek var blevet så tidssvarende, at det nærmest var blevet sponsors værk, for ikke at sige et rent reklamestunt, med al respekt for den nytænkning og det tankevækkende stof, der lå i dét. Nu ænser jeg så først, både flov og henrykt, atter en dobbeltbund i værket - måske den vigtigste, som nok har fået mangen en grafittist til at trække på smilebåndet (og ikke kun dem, der måtte have forvildet sig her ind i plog'en). Det var sætningen "Se de nye Montana-farver" på et hiphop-site, der fik mig uvidende til at studse. Helt ærligt, var undergrunden simpelthen begyndt at abonnere på Bo Bedre? Var det så nemt? Men gudskelov da. Hvor jeg i første omgang alene så det stilrene danske møbelnavn vejre i stjernen over den tomme krybbe (tilgiv mig, det var hen under jul), der kan enhver knægt i hættetrøje, som blot en enkelt gang har haft et spraydåse i hånden, jo ikke have overset det sande budskab: I forvrænget tag-version havde det jo morfet til tegnet for selveste Montana Cans, den store leverandør af malingsdåser "hjemme" i Staterne, (og formodentlig enhver street artists' våde drøm af en mæcen). Der tog Badbc godt nok det sidste stik hjem.

Som der står på stationerne i Frankrig: "Et tog kan skjule et andet". Malingsfirmaet tager forudsigeligt nok skarpt afstand fra den ulovlige grafitti, men holder sig ikke tilbage fra at præsentere sin nyeste kollektion på et inciterende baggrundsbillede af togstammer.

 

<det offentlige rum>

 

MD | 30/12/03

Ett minne, en sommar från forna
tider glider hastigt förbi
- en uggla dyker, slår klorna
i min primitiva pornografi

I Kunde jag älska skulle jag älska det här (Galago/Ordfront) klippeklistrer og kommenterer Jan Stenmark, så det er en sand fornøjelse. Skarpt og vittigt på nutidige præmisser, men baseret på nostalgiske klip i ugeblade fra 1960'erne og 70'erne. Ingen hverdagslig situation går Stenmarks saks og pen forbi. Her er forretningsmænd i samtale, elskende på marken, klip fra barndommen og rent absurdistiske, Monty Python-agtige portrætter. En del af klæbebillederne har tidligere været trykt i Aftonbladet, men hvad gør det. De kan ses mange gange endnu. Kanon klæbet!

<sverige>

CYF | 17/12/03

Hvor er det dog smart! Det er den tanke, jeg bliver ved at få, hver gang jeg ser på eller tænker over det midlertidige værk, der har været placeret foran Den sorte Diamant siden Kulturnatten og forsvinder igen efter nytårsnat: Montana Grafitti Objective Subjective, alias Wheel of Fortune.

Det er selvfølgelig først og fremmest smart af ASH, JAYONE og SKKI, der til sammen danner gruppen Badbc, at skrive deres tag-lignende ord (Aesthetics, Existence, Disorder, Paradigm, Morpheus og Hypnos) med neon i byrummet og forene den forbudte kunst med den tilladte reklame til et sandt paradoks. At skrive ordene hen over portene ind til et tomt reolsystem foran døren til den nationale bogsamling gør naturligvis ikke sagen dårligere. Her taler gadens sprog (det er da i al fald dens håndskrift), som der ikke er plads til i biblioteket, men den gør det med penge i ryggen og med samfundets accept.

Badbc siger, at de har valgt Montana, fordi de firkantede møbler minder dem om den slags arkitektur, de er vokset op med i de parisiske forstæder. Det kulørte genbrugsplast, som Montanas nye reolserie er lavet af, minder - tilføjer jeg - umiskendeligt om det, der i min barndom hed James Bond-bolde, og som de sikkert også i deres har kastet med op ad de grå betonmure, før de begynde at spraye på dem, og som er sprunget tilbage med stor fart.

De ville selv have sat reolerne i en trekant, men her trådte Montanas Peter Lassen (deres "gæst", som de kalder ham) til og forfinede formen til en stjerne. Foruden at forsyne den med sit eget tag: firmanavnet som kronen på værket, hvis ikke netop som en overskrivning af kunsterens signatur. Det er kort sagt det, der med tidens sprog hedder et samarbejde. Hvis ikke bare det er product placement.

 

<det offentlige rum>

  

tilbage i plog'en

 kommentér plog'en


plog-oversigt | aktuelt
 

 
poesi
visuel