frem i plog'en

plog-oversigt

plog-temaer

kommentér plog'en

andre blogs

MD | 15/12/03

I Kim Fupz Aakeson og Hanne Bartholins nyudgivne Ordbog kan man både slå ord op, som interesserer en, og ord, som ikke interesserer en. På bagsiden er til sidstnævnte kategori foreslået ”batteridrevet”, ”efterladt”, ”glemsomhed”, ”månedsløn” og ”ål”, men der er jeg nu slet ikke enig. Snarere ”øf” og ”vejrudsigt” måske... Et af de ord, der for alvor - ikke mindst på grund af egne traumatiske oplevelser - fangede min interesse var derimod ”cykeltyv”. Her lyder Fupz’ forklaring: ”De mest irriterende mennesker er for resten cykeltyvene, dem der ikke fatter hvor tomt der kan være op ad den mur hvor man stillede sin blå, blå cykel”. Blå, blå blues - det gør næsten ondt at læse. Allerbedst synes jeg om metaopslaget ”Ålborg”:

En dag besluttede ordene sig for at gøre oprør, de ville ikke finde sig i at vi mennesker altid skulle bestemme hvad for nogle bøger de skulle stå i og hvordan tingene skulle siges. Ordene stak af, de løb rundt i gaderne og satte ild til ting, de byttede plads og smed med stole i klasseværelser. Statsministeren holdt tale i fjernsynet for at dæmpe gemytterne. Talen lød: Kære Megafoner. Hold forårsrengøring med plyssede schæferhunde. Vi må hytte klatrestativer med fire tykke tandlæger. Tak for sommerferie uden hivert og chokoladebudding. Og antenneforening! I Ålborg!

Fyld selv på og ind - der er ord nok at tage af. Fupz står for bogens ord og ordforklaringer, mens Bartholin har illustreret et udvalg af de i forvejen udvalgte ord. Det er fremragende begavet gjort af dem begge. Og slet ikke så lige ud af landevejen logisk, som man forventer sig af en børnebog. Hverken ordforklaringer eller illustrationer er nødvendigvis knyttet til enkelte ord, men krydser snarere ind over hinandens grænser. Ordbog fortjener at blive læst af de fleste.

 

 

CYF | 11/12/03

Jeg så på video et af jurymedlemmerne fra den seneste Ars Electronica-prisuddeling tale om deltagerne som "renæssancemennesker". Og det er rigtig nok, at de stadig nyere medier hele tiden kræver flere lag af forskelligartet viden hos udøverne, ikke mindst hvad angår teknikken, men jo også hvad angår det æstetiske.

De fleste ender dog alligevel med at blive bedre til noget end til noget andet. Tag nu for eksempel de to elektroniske kunstnere og designere, der kalder sig Levitated, Jared Tarbell og Lola Brine, der opnåede en Honorary Mention ved festivalen. Selv kalder de det, de laver, for "visual poetry and science fun narrated in an object oriented graphic environment". Skeptikere vil nok mene, det meste er videnskabelig leg, men hvad er der så galt i det? Den viden og de evner, de to besidder inden for Flash-programmering, bringer dem i al fald langt, og mange af de eksempler, de øser af på deres website (de forærer de fleste tricks væk i bedste open source-ånd), er utroligt visuelt poetiske i den brede forstand, om så ikke i den litterære.

Hos Levitated er digtet blevet til elegante "poetiske partikler", der kommer glidende imod én i et tredimensionelt "tekstrum", "selv-fikserende ord-objekter", der langsomt tager form af meningsgivende bogstavkombinationer, og "følelsesfraktaler", der lader tilfældige ordbilleder male sig frem. Magisk og forførende ser det ud. Iching-digtmaskinen henter faktisk sine linjer fra en rigtig digter, men for det meste er "forfatteren" en anonym ordbog eller -liste af en slags. Hvad det handler om, er kort sagt det skrevne ord som et næsten-fysisk materiale i bedste konkretiske ånd, og jeg formoder ikke, jeg er den eneste, der kan føle en vis glæde ved at opleve sprog sådan.

Virtuel poesi er det, i ordbogens betydning: "potentiel", "til stede som en mulighed". Men den slags skriver nu engang ikke sig selv.

 

<digital poesi>

KW | 10/12/03

Jeg har fået et yndlingssite: Opsamler.dk. Det er gennemsært og dybt poetisk. Det værste er, at jeg fik det forærende for flere måneder siden, men kom til at smide det væk. Heldigvis dukkede det op igen.

Fotoalbums, notesbøger og alt, hvad der ligger på jorden. Lotte Skadborg Hansen samler ting, som ingen andre vil have. Hun finder dem på den sidste station inden udsmidning - hos Frelsens Hær eller i rendestenen. Når hun får dem hjem til sig selv, skifter tingene karakter og bliver til projekter, der lever deres eget liv i mapper, lommearkiver, bag plast og små stykker tape.

Hun sammenligner selv sit værk med Noahs Ark, med den forskel i forhold til det bibelske forlæg, at det ikke er de sunde og tilpasningsdygtige, men derimod ”de syge dyr, der bliver reddet”. Det kan være et gammelt ulækkert plaster, der, når det sys ind i plastic, træder frem som farve og form. Eller en stærkt overset stramaj-genre som klokkestrengen, der revurderes og ses i et historisk og fremtidigt perspektiv.

Værkerne spreder sig over de mest forskellige emner, men er samtidig dybt forbundne, hvilket linkningen imellem dem viser. Og det er næsten det mest fascinerende: at de tilfældige ting kan vise sig at have en skjult forbindelse. Jeg tager det tilfældige bogstav P i mapperne og klikker på ordet pletter. Fra hvide pletter går turen til projekt Hvidt på jorden ­ om forekomst af hvidt i græsset og vejkanten. Jeg har igennem de sidste par måneder forgæves ledt efter et æterisk og poetisk værk ud af skrald til kludesamler-temaet i Afsnit P’s Webessay. Her var det: et hvidt affaldsalfabet.

Som en nu afdød tante altid sagde: Man skal give tilfældet noget at spille med. Det har det fået med opsamler.dk.

 

<digital poesi>
<det offentlige rum>

TML | 9/12/03

Spellbound (2003) er en dokumentarfilm af Jeffrey Blitz om den årlige amerikanske stavekonkurrence: The National Spelling Bee, som har en førstepræmie på $12.000. Deltagerne er fra 8-15 år, og op til konkurrencen træner de, så man skulle tro, at, jo, det var løgn eller olympiaden. Én stavetræner 7-8 timer daglig, én har coach til ord af for eksempel fransk og græsk oprindelse. Og én har lavet sine egne visuelle memoreringsteknikker med blandt andet plakatstore scrabblelignende krydsord.

Man ville måske ikke tro, at historien kunne bære en 97 minutters film, og at der både er spænding og humor. Det skader selvfølgelig ikke, at den foregår i USA med den kolorit, det nu indebærer, men den er faktisk rigtigt godt castet og med fine menneskelige historier. Den amerikanske drøm spøger meget åbent, nu også med muligheden for at stave sig ud af ghettoen, og det kunne nemt blive alt for meget, men deltagerne repræsenter et bredt socialt udsnit og er ikke kun geeks.

Man er ærlig talt både medrevet og også lidt målløs. Det er en usædvanlig situation at sidde og heppe på et bogstav. Det er en mundtlig konkurrence, så man ser mange mærkelige ord for sig, og lydsiden bliver i sandhed fragmenteret. Det er en stor maskine, konkurrencen, men selve filmen er meget anbefalelsesværdig og har da også vundet en lang række priser.

Og ja, bagefter bliver man som altid lidt i filmens verden og må i dette tilfælde stave sig rundt om hjørnerne gennem en verden fyldt af ord, der enerverende insisterer på at bestå af individuelle bogstaver.

 

 

KW | 8/12/03

Hvornår har du sidst tabt vejret på grund af et overvældende syn? Hvornår har du følt gåsehuden krybe op af armene og øjnene blive fulde af tårer, fordi noget var så ufatteligt smukt? Og tillod du dig følelsen?

Spørgsmålene kommer fra den belgiske modejournalist og skønhedsapostel Ninette Murk, der mener, at tiden er inde til at samle naivister og drømmere, som stadig synes, at der er mange grunde til at stå ud af sengen om morgenen, og at vejen ud og frem går gennem en oprigtig værdsættelse af altings skønhed.

I bevægelsen Beauty Without Irony er det tilladt at smide den cool facade og svømme hen over ballet, haute couture, klassisk musik, solnedgange og nyfødte babyer. For de er jo ikke blevet til klicheer for ingenting, vel!

Kunstnere, modedesignere, fotografer og andre kreative skal give deres fortolkning af, hvad skønhed er. Der er bare det ved det - i hvert fald set med en forbenet ironikers øjne - at skønhedssitets design og indhold overalt har et glimt i øjet. Alene blandingen af smågotisk grafik og hippe ikoner. Eller underlægningsmusikken, der fornøjet kører i selvsving, tilsat lyden af bølger der skvulper frem og tilbage. For “Life is a beach” lyder det viise forsideslogan.

I galleriet er det slående, hvor broget og usentimental skønheden kan være: Lige fra det etnopoetiske - en udsmykket “himbalady” med hængebarm i et supermarked eller afrikansk hårmode. Til det absolut konceptuelle - et frønnet koralrødt vægtilvæg-tæppe, Valery Granchers Globalt landskab, Sidsel Solmer Eriksens samling af urskiver, Charles Frégers fotos af nøgne vandpolodrenge med ørerklapper.

Skønhed uden ironi! Det er svært at tro på. Også selvom den hjertevarme Ninette Murk underskriver nyhedsbrevet med lotsoflove. I hendes mailadresse indgår til gengæld ordet Pandora ­ navnet på den forføriske gudinde, der havde ondskaben i sin æske.

 

 


 

 

TML | 7/12/03

Shorthand Basho. Det er både titlen og en konkret beskrivelse. Og så kan det vist hverken blive kortere eller mere visuelt kodet, end stenografisk haiku. Det er den seneste udgivelse fra WAX366 (email), af Jim Hamlyn.

Det er givet, at forskellen på japansk og stenografi kommer ud på ét for de fleste af os, som alligevel kun har læst oversat Basho, men bag i bogen oplyses oversætteren af de originale digte. Dette er altså en engelsk udgave. Haikudigtene er fuldstændigt til stede, men erstattet af et utilgængeligt visuelt system, og bogen kan let synes som en afsøgning af grænsen for den totale opløsning. Den er svær at læse.

De stenografiske tegn bevarer en formel form, næsten klichéen på et digt. Og så er de håndskrevne, og dette nærvær er nok den egentlige grund til, at man er vedholdende. Det er ganske vist en forudsætning, at vi forventer og ved, at der er en direkte linie tilbage til ord. Ikke desto mindre er det forunderligt, at (eller hvis) denne lydløse kalligrafiske kode formår at bevare en forventning om tekstligt indhold. Så meget at man nærmest foretager de bevægelser, der svarer til at læse. Selv om det er et konceptuelt eksperiment, er det svært at opgive troen på, at der er en rest tilbage.

Det er usandsynligt, at det ligefrem er morgener og måner, man kommer ud for, men der ligger helt bogstaveligt mere indenunder. Tilliden til, at der er et konkret indhold, iblandet de visuelle tegns umiddelbare åbenhed, bevirker, at det måske stadig er muligt at opleve spor af lyrik. Og i sidste ende er dét nok eksperimentet. Om ”noget” kan formå at trænge igennem den tilsyneladende fuldstændige ubestemthed. Hvis du altså ikke kan stenografere.

 

 

CYF | 6/12/03

Jenny Holzer har gjort det, vi har såmænd også selv, nu er det schweizeren Johannes Gees' tur. Til at skrive på verden med lys. Og worldwide denne gang, for UNESCO. Vi kan i al fald potentielt alle sammen være med via sms eller nettet. The Helloworld Project finder sted 9-12/12 i forbindelse med det såkaldte Kulturelle Topmøde om Informationssamfundet i Geneve. Af de indkomne meddelelser vil såkaldte mj's (message jockey's - sådan en vil jeg også være!) udvælge de bedste på seks udvalgte sprog og sørge for, de bliver projiceret i et sted mellem 80x30 og 600x80 meter på Air Indias bygning i Mumbai, springvandet Le Jet d'eau i Geneve, bjerget Morro dos Irmaos i Rio de Janeiro og FN-bygningen i New York. Så hvis du har noget på hjerte, kunne det være, du skulle gribe tasterne.

Gees har faktisk allerede gjort det i mindre skala i Davos i 2001 med Hellomrpresident. Og det er måske uretfærdigt at påpege, men dokumentationen herfra synes at bekræfte, at det ikke nødvendigvis er guldkorn, der vælder frem, når man lader mikrofonen stå åben: Peace and love, siger den ene med laserskrift på sneen i udkanten af skoven i Davos. Wake up! udbryder den anden. Og en tredje: Anybody home? (en ekstraterrestial forbindelse?). Keep up the dialog, opmuntrer den fjerde. Og der er da mulighed for en slags samtale, men man savner godt nok Holzers Truismer, for ikke at sige lidt poesi. Smukt så det jo ud i alpelandskabet, og det vil det helt sikkert også gøre på springvandet, og hvem tager sig af, hvad der bliver sagt? Vi ved jo godt alle sammen, dét tog er kørt.

 

<digital poesi>
<det offentlige rum>

MD | 5/12/03

Hvis rudekuverter viser det hele, hvad så med den resterende skraldepost? Reklamer, gratisaviser, den digitale spamming for ikke at nævne den nære fremtids SMS-marketing? Er der kunst i gøgemøget? Ja naturligvis. Billedkunstnere har i omtrent et århundrede skabt collager af blandt andet reklamemateriale. Reklamens slogans, figurer og farver er ligesom dens påtrængende facon forsøgt anvendt i både digtning og billedkunst. Otto Gelsteds digt ”Reklameskibet” plejer vist at blive brugt som eksempel i gymnasieskolen, men jeg tror i virkeligheden, at man skal søge længere fremme i tiden, før dansk lyrik virkelig giver pote. Rifbjerg og Ørnsbo kommer man i hvert fald ikke uden om. 60’er-konkretisterne heller ikke. Reklamefragmenter og stilistik er altså langt fra ukendte i kunstens verden, men alligevel dukker der hele tiden ny genrekrydsninger op. Spampoesi for eksempel.

I Dagens Nyheter 3/12 skrev Annika Persson om fænomenet under overskriften Poeter tänder på skräppost. Som hun siger: ”Grus er guld, og menneskets kreative potentiale er uudtømmeligt. Den seneste poesitrend skaber højstemt lyrik med spam som udgangspunkt. De skarpeste spampoeter holder sig til meddelelsens emnelinje, andre vælger frit brokker fra meddelelsens indhold - for eksempel tilbud om viagra, penisforstørrelse eller eksamensbeviser fra prestigeuniversiteter”. Et par muntre prosadigte af slagsen finder man hos Ben Brown, mens Kristin Thomas arbejder i mere traditionelle versformationer. Begge er dogmatiske emnelinjetilhængere og benytter det som et nærmest ouliposk princip for deres digtning. Velorganiseret tilfældighed og tilfældig velorganiserethed.

I sin artikel konkluderer Persson, at spampoesien nok er ny, men næppe lyrikkens fremtidssikring. Deri kan hun have ret. De skabende klip i virkeligheden har eksisteret længe. Men har man blik for det og hotmailadresse, er der dynger at tage fat på. Affaldsbjerge af nærmest schwitterske dimensioner.

 

<digital poesi>

 

KW | 4/12/03

Svømmeture i vanddrømme, vægtløse biler og bogstaver, en kat, der kan skydes ned igen og igen. Det er spredte billeder fra en rundtur i den californiske online-udstilling Dreamwaves - et galleri, der med lige linje tilbage til surrealisterne og Dada eksperimenterer med drømmes kompositionsformer. Bølgen er drømme-eksperimentariets grundlæggende metafor og gestiske udtryk: det skvulper, dølger og bølger - der er røgslør, blafrende flammer og digitale bølger, der ligner EEG-målinger af REM-søvn.

Bidragyderne er både netkunstnere, animationsstuderende, grafikere, forfattere - og også brugerne, der kan sende deres drømme ind til Drømmedialogen. Der er mange effekter, og i mine puritanske øjne er de enkle værker de mest vellykkede. Blandt højdepunkterne er Drømmepoolens haikufilm A Haiku Setting af Richard Lainhart og Caroline Meyers, hvor teksten liggger under vand, falder som blade for til sidst at blæse væk med vinden. Et besøg værd er også dadagallerierne (alene navnet og flertalsformen!) med drømmeanimationer, blandt andet koreograferet ud fra en enkelt lydstavelse. Og Dead Poets Corner med minifilmatiseringer af drømmedigte, udsat for gotisk gru. Ikke mindst på grund af den søvndrukne, hypnotiserende stemme, der læser Emily Dickinsons digt I felt a funeral in my brain og Edgar Allan Poes All that we see or seem/ Is but a dream within a dream.

Dreamwaves er den hidtil eneste online-udstilling på Labyrintprojektet - et net-værksted for en teoretisk, kunstnerisk og pædagogisk udforskning af interaktiv film og ikke-lineære fortælleformer, tilknyttet The Annenberg Center for Communication at the University of Southern California. Et af Labyrintens mange tilbud er et e-learning-kursus i russisk modernisme.

Points for at de findes - drømmebølger og Labyrintprojekt, men fortæl mig lige, hvorfor lydsiden så ofte består af plik, plåk og rungende rumlyde, når det foregår på nettet!

(se: drømmehal)

 

<digital poesi>

MD | 3/12/03

I Politiken kaldes genudgivelsen af Ejler Billes Digte og vignetter på forlaget Brødrene Brøndum for overflødig. Ifølge anmelderen er digtene ”ikke dårlige, men heller ikke rigtig gode - dertil er de for ordinære og tynde”. Og det er da et skudsmål, der kradser.

Min 1975-udgave af Digte og vignetter ser da også lidt tynd ud. Det vil sige forstået som beskeden, lavmælt og rar. Ikke spinkel, anæmisk og kuldskær som tøsedigte fra det seneste årti. Bille er en hyggeonkel. Rund og venlig, og så tegner han til. Fodaftryk i strandkanten, en myggesværm og en hyggepianist. Digtene, som indimellem mest minder om aforismer, har titler, der ligner. Et enkelt rejser dog en sandstorm af strøtanker:

Sandets kind har sine ar
insektben, fine kredse
fugles strøtanker

Er der ikke noget med, at kinesiske vismænd siges at have opfundet skriften efter at have set fuglespor i sandet? Klee troede tydeligvis, at forbindelsen mellem skrift og billede kunne gå via fuglespor, og fugle har derfor gentagne gange sat aftryk i hans malerier. Robert Corydon har gentagne gange både tegnet og skrevet fuglespor. Det fortælles endvidere, at Hokusai - gentagelsens uudfordrede mester - engang lod et ark hvidt papir overdrysse med indigo, hvorefter han hev en hane op af kurven, dyppede dens ben i rødt og jog den frem og tilbage over arket. Hanens spor stod i rødt på mørkeblå baggrund, og ifølge overleveringen genkendte alle tilstedeværende i dette billede floden Tasuta - digternes og malernes flod - hvor træernes røde blade flød af sted.

Ingen hane, men en enkelt ”Snehøne” er at finde i Billes Digte og vignetter. Ejler Bille fyldte rundt i 2000, og Silkeborg Kunstmuseum udgav en smukt illustreret fødselsdagshilsen, Ejler Bille 90 år. Den rummer andre tanker både af og om Bille og er i hvert fald ikke unødvendig.

 

 

tilbage i plog'en


plog-oversigt | aktueltbreve
 

poesi
visuel