frem i plog'en

plog-oversigt

plog-temaer

kommentér plog'en

andre blogs

CYF | 2/12/03

Camilla Nørgård har flere gange her på sitet vist, hvad de ellers så usexede rudekuverter kan anvendes til - det være sig teltbyggeri såvel som bogomslag - ikke mindst takket være deres skjulte indersider.

Hun har en søster i ånden, viser det sig. Bogkunstneren Erica van Horn har, apropos kalendere, i et meget lille oplag for fjerde og uigenkaldeligt sidste gang udgivet en Envelope Interior Pin-Up Calendar (Coracle Press), der blandt andet sælges af Printed Matter. For hver af året 2004's tolv måneder poserer lige så mange indklæbede fragmenter af indersider af konvolutter. Psykedeliske mønstre, elegante linjer, blinkende pærer og inciterende skrift, der uvilkårligt får et skær af hverdagens skjulte konkrete poesi. Det siger sig selv, at hver kuvert-kalender er unik, i al fald hvad angår udsnittet, og det er udsnittets brud på monotonien, der gør forskellen - den lille flig, der løftes - det afgrænsede tegn, der opstår. Man får lyst til at flå vrangen ud på al sin egen post, ja selv de breve, man lige før end ikke gad åbne. Lad det hele hænge ud!

 

 

CYF | 1/12/03

Det er skønt, når folk forstår at gå direkte til biddet i stedet for altid at skulle pakke alting ind. Tag nu for eksempel denne julekalender fra Frederiksberg Chokolade. Ingen unødvendige kitchede låger eller nedslående billeder bag dem. Form og indhold går i ét, og ned ryger de, dag for dag, hvis man forstår at holde hus.

Faktisk er ordet "julekalender" med skam at melde det søgeord, der får bragt flest vildfarne ind på Afsnit P for tiden, og man kan nok forestille sig dem, der oplever en vis skuffelse, når de bag lågerne på de gamle kalendere fra 1999 og 2000 finder lutter poesi. Men det var en stor succes i sin tid, da folk fik dagens digt i mailboksen. Nu om dage vælger vi så at åbne låger her i plog'en.

Artnode derimod holder stand for 6. gang i træk og tyvstartede allerede 30/11 med en særlig adventslåge: hver søndag i advent kan man således på bedste Se og Hør-facon åbne ind til et værk flettet af to kunstnere, der danner par privat! Julen er hjerternes fest. Artnode tilføjer dog, at de har bedt deres lågekunstnere - som i år kommer fra Danmark, Sverige, Spanien og Island - om at forholde sig til begivenheder i den "globale verden", som de siger, "der har tydeliggjort nødvendigheden af sådanne hjerter". Ikke ren chokolade kort sagt, også et gran ulandskalender.

Også Electrohype har som tidligere nævnt bebudet en julekalender, som man må til Malmö for at opleve. Men hele 24 MacClassic II-værker blev åbenbart for stor en mundfuld, så åbningen er udsat til 12/12 - og så går alle lågerne ellers op på én gang og bliver stående helt til 23. januar. Deltagerlisten afsløres 5/12. Yderst betænksomt at komprimere løjerne lidt - for os, der allerede så småt har kvalme.

 

 

MD | 29/11/03

En stabel af det norske tidsskrift Vinduet er efter korte ophold i først en Vesterbrocontainer og siden en venindes loftrum endelig kommet i min besiddelse. Og hvilket fornøjeligt hittegods!

Det første, jeg slår op på, er et interview med den norske poet og maler, Stein Mehren, der taler om forskelle og ligheder på digtning og billedkunst. Mens intervieweren mest interesserer sig for, hvorvidt malere er hyggelige og forfattere ikke, fokuserer Mehren snarere på mødet mellem udtryksformer. En kunstig græsplæne foran en benzinstation leder digtermaleren ind på, hvordan metaforer er ”bundet sammen af forestillinger og sansninger. Den viser os, at vi bevæger os på indersiden af billeder. For mig består det, vi kalder erkendelse såvel som oplevelse, af sjælelige ideogrammer, det vil sige forbindelser mellem ord og billeder. Sansemysteriet og bevidsthedshandlinger er siet gennem lag af forskellige tegn. Selve bevidsthedsprocessen kan sammenlignes med Egyptens hieroglyffer, en skrift som består af rene afbildninger af objekter plus sproglyde og skrevne bogstaver, altså af ord og billeder.”

Sjælelige ideogrammer! Så har man hørt den med. Og taget notat. Jeg får lyst til at hive Lakoff og Johnsons nyklassiker Metaphors we live by ned fra hylden, for at se hvad de mener om sagen. Men det må vente. Nu er det Vinduet det gælder og minsandten om jeg ikke har fået øje på en dugfrisk gammel kending, Mikkel Thykier, med teksten ”Brev for nedtonede sanser”. Sidst jeg så den, lå den i posen Struktur - 16 objekter blandt andre lignende tekster af unavngiven ophavsmand. Så er det mysterium da opklaret. Blandt hittegodset er også Poul Borum, som messer om Stagnelius, et par pragtfulde linjer af Ekelöf og en mark fyldt med hurraflag. Eller det der ligner. ”Lengslernes by” hedder Marianne Solbergs digt, men det lægger nu ikke en dæmper på min begejstring. Hurra for hittegods!

 

<norge>

MD | 23/11/03

Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter kårede på weekendens bogmesse i København ARK til årets danske kulturtidsskrift. Særligt ARKs "sekteriske" redaktionsprocesser var fremhævet i formandens motivation. Hvorvidt han tænkte på tidsskriftets særegne fremtoning, smalle niche og begrænsede læserskare eller selektive redaktion, står imidlertid ikke helt klart. Men fortjent er det!

ARK kan i år fejre 10-års jubilæum og har for nylig udgivet nummer 60 i rækken af de karakteristiske hvide arkmapper. Denne gang indeholder mappen en - som det hedder i pressemeddelelsen - "tredimensionel overraskelse". En fold-selv-udgave af René Schmidts værk, Gigatube, tilpasset arkmappen. Hvad man ved første blik regner for bilradio inklusiv subwoofersystem og hele moletjavsen, viser sig ved foldning at blive... en uformelig teknoklump. Formentlig til skuffelse for audioentusiastiske bilister, men for os andre regnjakkebehængte cyklister en skulpturel fornøjelse. ARK koster 60 kroner i løssalg - årsabonnement (fire numre) 150 kroner - og kan bestilles via redaktionens website.

Hos Afsnit P, der ligeledes var nomineret, ønsker vi tillykke med prisen og glæder os over, at der i næste års opløb er en kvalificeret konkurrent mindre. Og så skal Deres udsendte på BogForum hilse og sige, at det var det sædvanlige gedemarked. Gad vide, hvorfor kulturlivet kun har succes, når det festivaliseres. Tilsyneladende bruger folk bøger tre dage om året, jazz i ti og gulaldermaleri fordelt over en række Golden Days. Blandt de få opløftende momenter på messen var oplæsninger af Jonas Bruun og Morten E. Nørskov fra tidsskriftet Graf, der begge gav fuld slæde. Og så selvfølgelig da en yngre hiphopper stak et eksemplar af Åsne Seierstads Bagdadbog til sig med et skævt grin og kommentaren: "Så er gaven til mor i hus!"

 

 

MD | 20/11/03

Demokratiseringen hedder kollektivværket af Poul Gernes og Peter Louis-Jensen. På én gang materialernes og den skabende ånds demokratisering. Væk med genitanke og alle forestillinger om det unikke værk. Og frem med en stiksav. For betragteren er det en slags klistre-selv-kunst i nær familie med Vagn Steens skriv-selv-digte. Gør man sig umage, er der sikkert brikker nok til at danne ordet Demokratiseringen.

Udstillingen Peter Louis-Jensen Retrospektiv har været vist i efterårsmånederne på Vestsjællands Kunstmuseum. For de uheldige, der ikke nåede til Sorø, er der råd. Museet har i anledning af udstillingen udgivet en hel bog om Peter Louis-Jensen blandt andet med tekster af kunstneren selv. Og kender man ikke i forvejen til Eks-skolen og ta’, pop-art og op-art er der masser af hjælp at hente i formidlingsinspektør Christine Buhl Andersens katalogtekster og introduktioner. De er næsten demokratiserende.

 

 

MD | 18/11/03

Er der virkelig slet ingen figurdigte fra den franske barok? Ingen rimbægre, kors eller høstende dødninge? Fra tysk, svensk og dansk poesihistorie kan man ellers hurtigt hente et par figurdigte frem fra perioden omkring 1700. Poesi udformet ved skiftende lejligheder. Et svensk sørgedigt afbildende døden selv. Et timeglas, der skal vendes midtvejs i læsningen. Ærepyramider og pokaler sat på tryk ved bryllupper, mærkedage og almindelig hyldest. Herhjemme kender vi for eksempel Peder Jensen Roskilde, som Lars Bukdahl omtaler andetsteds på Afsnit P. Men i fransk barokpoesi... slet ingen?

Ikke så vidt man kan forstå af professor John Pedersens nyligt udgivne antologi Fransk Barok (Gyldendal). Tilløb er der ellers nok af i Pedersens forord. Han taler flere gange om "kunstarternes sammensmeltning", om trompe-l’oeil og tidens satsning på synsbedraget, og han inddrager både billedkunst og arkitektur i sin indkredsning af et samlet begreb om barokken i Frankrig. Tættest på barokpoesiens mulige visuelle aspekter kommer Pedersen i gennemgangen af forgængeren, Valdemar Vedels arbejder fra begyndelsen af det 20. århundrede. Et sted hedder det: "Der er ingen tvivl om at Vedel har fat i noget meget væsentligt ved at understrege det visuelle aspekt i tidens poesi". Og derved bliver det.

Antologiens digte er repræsentative for John Pedersens sammenfatning af den franske barok. Som modsvar til Vedels udvendige betragtninger har Pedersen valgt digte, der indvendigt taler om "grundsynet på livet, på gudsforholdet, ja på hele vor omskiftelige lod på jorden og jordelivets foreløbighed i forhold til løfterne om et evigt liv efter døden". Pedersen søger med sit udvalg "dynamikken i perioden, stilistisk og tematisk" og vil introducere en glemt periode i fransk digtning. Det er blevet til fem fine afdelinger samlet under sigende overskrifter: "Den religiøse digtning", "Kærligheden", "Den trøstesløse død", "Naturen" og "Det reflekterende digt". Men hvad med alle tilløbene? John Pedersens Fransk Barok gør ingen å.

 

 

KW | 17/11/03

Neen er en ny bevægelse i amerikansk kunst, der uhøjtideligt, men med store ambitioner leger med visuelle udtryksformer i det virtuelle. Ifølge bevægelsens manifest skal neen associeres med surrealismen og dadabevægelsens bestræbelser på at sprænge reglerne for samtidens kunst og lancere et nyt formsprog. Og computeren er for neen, hvad fantasi var for surrealisterne.

Faderen til barnet er den græske digitalkunstner Milton Manetas, nu bosat i LA. Han har købt navnet af logofirmaet Lexicon Branding, der blandt andet har døbt Powerbook'en. Og navngivning er en af neenkunstens støbeformer, eller som det svulstigt lyder i Manetas værk Namingway: "Neen-ord er klipper, der danner stier i det u-skabtes dybe vand."

En anden hovedingrediens er stregen, der både skriver og tegner. I neen-galleriet Electronicorphanage skaber brugeren uvilkårligt selv et værk med musen. Neens taktile streg vækker umiddelbart mindelser om de tjekkiske tegnefilm fra min barndom.

Navnet signalerer ungdom: en blanding af teenager, screen, spleen og none. Og "the neensters" er unge, internationale kunstnere - med broget baggrund i arkitektur, webdesign, musik og billedkunst - der dyrker de nye "cyber-livsformer". De elsker at kopiere, på samme måde som Hongkong mangfoldiggør sine flotteste bygninger. Og de betragter sig selv som offentlige personer: alt offentliggøres på nettet, ikke på et samlet personligt site, men spredt ud over mange sites.

Kvaliteten af neen-værker er svingende, men nogle træder frem med et friskt og originalt udtryk. Jeg har tabt mit hjerte til den kinesiske flashpoet Yi Zhou, der får bogstaver til at ånde og bevæge sig som en krop. I danseperformancen Yi out of the Blue er hun selv et tegn, der manipulerer med figur og baggrund. Yi Zhou vrister en helt ny form for visuel poesi ud af sin pudsige sampling af kinesisk symbolik, pantomime, flash-teknologi og børnetimen.

 

 

MD | 15/11/03

På væggen i Dunkers Kulturhus er der med let rystende hånd skrevet: "Det är bra att du tecknar. Det är det viktigaste - och det svåraste. Teckna med en linje. En enda linje säger allt. Den är din själs förlängning." Tanker fra Fernand Léger til eleven Carl Fredrik Reuterswärd formentlig nedfældet under sidstnævntes ophold i Paris i 1950’erne. Man må ikke fotografere i udstillingsrummene, hvorfor vi desværre ikke kan gengive den krøllede håndskrift. Men det må man udenfor, hvor det til gengæld er forbudt at skrive på væggen. Lidt dunkersk graffiti kunne ellers gøre sig godt på den "ubeklottrede" bræddevæg.

Udstillingen af Carl Frederik Reuterswärds tegninger varer frem til 23/11. En af udstillingens hovedpointer er, at tegningerne er udført ikke med rystende men med venstre hånd. I 1989 blev Reuterswärd ramt af en blodprop med lammelse af højre side til følge. Efter måneders bevidstløshed vendte han tilbage til livet og gerningen og forlangte ifølge overleveringen straks tegneredskaber til sygesengen. Og derpå tog han i bogstaveligste forstand fat på venstrehåndsarbejdet. Ikke alle de udstillede værker ville, så vidt jeg kan vurdere, være fundet frem, hvis ikke Reuterswärd før 1989 havde skabt pragtfulde ting med højre. Men når han fastholder sine motiver - cyklister, janusansigter, kønsdele etc. - i én tynd linje - og lykkes med det - er vi vist alligevel ikke så langt fra udgangspunktet.

 

<det offentlige rum>
<sverige>

CYF | 14/11/03

Filmen går i gang, idet vi kommer ind. På lærredet ses kassen til en gammel rejseskrivemaskine. Inden længe er låget løftet af, og kameraet dvæler andægtigt ved det ædle instrument: en tysk Rheinmetall med blanksorte taster og kridhvide tal. Det kunne have været et koncertflygel. I den ene faste indstilling efter den anden gives man mulighed for at betragte detaljer af det ubevægelige vidunder, såsom papirholderen af metal, valsen af gummi og viften af bogstaver, der venter på at blive slået hakkende mod papiret. Men denne maskine skriver ikke. Den har skrevet. Skrivemaskinen tier. Filmfremviseren til gengæld, som står midt i rummet og fylder godt i landskabet, larmer enerverende. I en glaskasse bag selve fremviserapparatet kører filmstrimlen rundt i et sindrigt system - op og ned og omkring - i sløjfe. De må være cirka lige gamle, det fremvisende og fremviste. Optagelsen er tydeligvis ny, men også billedfladen rummer støj, flimrende korn, der med tiden blander sig med de hvide snefnug, der daler ned over skrivemaskinen. Som det første slettes bogstaverne, så de runde taster ligner taburetter med bløde hvide puder, men lidt efter lidt er hele maskinen begravet, sort er vendt til hvidt, den bortgangne stedt til hvile. 100% støjfrit og digitalt, havde jeg nær sagt.

Filmen og installationen Rheinmetall, der vises på biennalen i Lyon, C'est arrivé demain, er udført af Rodney Graham. Jeg huskede præcis, hvordan den slags genstande lugter - af symaskineolie, farvebånd, støv og metal - og så for mig min bedstefars eksemplar, der vist endda var langt mere avanceret, trone frygtindgydende på chatollet, måske mit første drømmeobjekt.

I en overgang var dét den magiske genvej imellem håndens rystende skrift og bogens fejlfrie tryk. Nu er det blot en håbløst forældet genstand.

 

 


MD | 13/11/03

Struktur. 16 objekter er en posefuld tekster af ukendt herkomst. En ”posefuld” - præcis som det legendariske ta’BOX, kunstnere fra Eks-skolen udgav i slutningen af 1960’erne. Posen har undertitlen ”forarbejder”, er fyldt hos Basilisk og er dedikeret til kunstneren Peter Louis-Jensen. Af forlagets introducerende notat kan man endvidere forstå, at værket står i forhold til Peter Louis-Jensens installation Struktur fra 1966. En skulptur - rettere installation - der består af 16 bemalede og fotograferede masonitkasser (her set på den aktuelle udstilling på Vestsjællands Kunstmuseum). I udgangspunktet er kasserne opstillet i afmålt kvadratisk formation, men efterhånden som kasserne på ladet af en lastbil flyttes rundt i bymiljøer, frigives de i alternative formationer og således alternative photo op’s. Peter Louis-Jensens værk handler på én gang om situation og form. Om værkets situation i varierende byrum og med varierende tilskuere, men også om formation og repetition. Og så selvfølgelig om repræsentation, idet tanken bag Struktur var at optrykke de samlede installationer i en fotobaseret artists’ book.

Meget lig den oprindelige installation - altså den, der blev sat i verden knap 30 år før ”forarbejderne” - består Struktur. 16 objekter af 16 løse ark. Dobbeltark, vel at mærke, nøjagtigt som ubundne bogsider. ”Hvert ark”, er ifølge forlagets note, ”en selvstændig bog og kan købes separat: Ved separat køb skabes der ukontrolleret afstand og rum, rum åbne for passage, mellem de enkelte ark”. Hedder det altså i det, der ville være forlagets forord, hvis overhovedet det havde været til at få hoved og hale på posen. Hvert ark skal vendes. Teksterne løber ned over de to indre flader, mens den forreste flade dekoreret med tuschtegninger. Arkene kan læses i vilkårlig rækkefølge - nydelsen er eksemplarisk sat i forhold til formation og situation. Mit foretrukne er det om barnet. Her den afsluttende linjes fortalelse: ”som fører dem ud af døren, i hvis blænde det højeste træ i haven ikke ses for godt; på gulvet ligger barne... garnet”. Et udsnit af Struktur. 16 objekter har i øvrigt været bragt ligeledes anonymt i det svenske tidsskrift OEI (nr. 4-5/2001). Også i Sverige, tror man, at det er Mikkel Thykier, der poserer.

 

 

tilbage i plog'en


plog-oversigt | aktueltbreve
 

poesi
visuel