frem i plog'en

plog-oversigt

plog-temaer

kommentér plog'en

andre blogs

MD | 10/11/03

Anmeldelserne var længe undervejs, da Museum Tusculanum i midten af januar - for snart et år siden - udgav Frank Kjørups afhandling, Sprog versus sprog. En undersøgelse af poesiens mest særegne kendetegn, verset, og et forsøg på at fremskrive en ”versets poetik”. Januar er jo ikke just bogmarkedets højsæson, og anmelderne kan derfor have været på skiferie. De tilbageblevne har givetvis haft hovedpine på grund af Kjørups ambitiøse nørklerier.

Undersøgelsens udgangspunkt er på en gang formalistisk, receptions- og kognitionsteoretisk og arbejdet særligt rettet mod versets form og det spring, det læsende øje foretager mellem verselinjer. Versvending eller enjambement med andre ord. Kjørup er brandhamrende dygtig til lyd og metrik, og en af hovedhovedpinerne - også for overtegnede - er givetvis at følge ham på dette punkt. Det myldrer med hovedtryk, bitryk og svagtryk, hævninger og sænkninger, samt et sådant utal af x, X, o, O og ///, at afhandlingen indimellem er lutter visuel poesi. Og næsten ikke til at overskue selv med Ulla Albeck Dansk stilistik og Jørgen Fafners Dansk vershistorie ved hånden. Sidstnævnte er ved sin grundighed og indsigtsfuldhed nok det værk, der kommer Kjørups afhandling nærmest - og naturligvis også det, han oftest polemiserer imod. Hvorvidt det er berettiget, må vi overlade til Fafner selv at bedømme. Men ét er sikkert: man får i den grad øje på verset af at læse Kjørups afhandling. Man får øje på det problem og samtidig spændingsfyldte moment, som selve versvendingen udgør. Og man bliver opmærksom på, hvor ofte man snyder og læser ud over versets grænse, ned i det efterfølgende, for således at skabe sammenhængende betydning.

Sprog versus sprog er smækfyldt med eksemplariske versvendinger i digte af blandt andre Rifbjerg og Corydon. Men ingen i digte, hvor selve versstrukturen er under ombrydning. Hvor den regelrette brydning brydes så at sige. Gælder versets poetik også konkrete og visuelle digte? Kære Frank Kjørup, lad mig ikke bryde hovedet endnu et år.

 

 

At stave sig vej

CYF | 9/11/03

Boussole er fransk for kompas. Når man er faret vild eller bare almindeligt rundt på gulvet, er man "déboussolé". Det kunne for eksempel - og med stor sandsynlighed - være i en parkeringskælder. I Cité Internationale i Lyon har man - apropos guidelines - løst problemet på en særlig kreativ måde. Her er det ikke noget med at skulle huske Rød Zone, her er det et bogstav pr. etage og et ord med samme, som viser vejen. Vi holdt for eksempel på etage B "som Baraka" ("et overnaturligt held"). Vejen tilbage til bilen gik med lette trin over Ballerina, Bivuak, Bismut, Bonjour og Boussole, samt for undertegnede en lille omvej over Brouhaha (udtales bru-a-a), men mest nu fordi jeg godt kan lide dette onomatopoetikon for støjen af stemmer. Stien, man fulgte, var i sig selv sådan et talekor, der vævede videre på de vejvisende ord: "C'est simple comme bonjour, non?", "det er så let som goddag" (eller på godt dansk "så let som ingenting"). Og jo, jeg synes, det hjælper at få sat ord på vejen. Det liver op i det triste landskab, når fodgængerfeltet bliver til et ordmylder, og hvert sted bogstaveligt bærer et navn. Og det er altså smart rent mnemoteknisk. Ordene og de billeder, de vækker, fæstner sig langt lettere på nethinden end koder eller farver, og her har man endda muligheden for komponere små remser for den vej, man skal. Hvis ikke man fortaber sig helt i sproget.

RER-togene fra Paris til forstæderne benytter sig af et tilsvarende system. Her er afgangene navngivet med fire bogstaver, som tilsammen danner et eksisterende ord, der er til at huske. Jeg mindes til eksempel af være taget til lufthavnen med EXIL, og ikke uden at tildele dét en vis betydning.

 

<det offentlige rum>

Lawrence Weiners visuelle pronominer

AB | 7/11/03

"Skriften på væggen" var overskriften, da en avis interviewede Lawrence Weiner om hans udstilling SETTING THE STAGE hos Galleri Susanne Ottesen (8/11). Bogstavelig talt en fin overskrift, deskriptiv, men på billedplanet jo en misvisende metafor. Weiners tekster er netop ikke endegyldige, som udtrykket "skriften på væggen" billedlig talt antyder - de er ikke lig de sidste ord, man læser, inden man rammer muren. Tværtimod. Weiners tekster er begyndelsen, de åbner for vores egne betragtninger. De "sætter scenen", som udstillingstitlen netop antyder.

På første væg (læ)ser vi THAT WHICH, dernæst SETS THE STAGE, og endelig svaret, der også er et spørgsmål: FOR WHAT. "That which sets the stage for what"? Scenen sættes for tre andre sætninger i næste rum, der udvider den leddelte logik:
 


Først det variable begyndelsesled med to valgmuligheder i form af ubestemte pronominer (WHATEVER/WHEREVER). Et mulighedsfelt tegnes op, som "hovedsætningen" LEADING TOWARDS... indsættes i. Hver sætning kan begynde på tre måder, når vi medregner WHATEVER plus WHEREVER (vi får da et WHATEVER, der i ovenstående sætninger relateres til sted (WHEREVER), måde (HOWEVER) eller tid (WHENEVER)). Så kører toget videre - i højden, i dybden, ud i lyset -, der dog ikke i sig selv er endestationen. En pil peger på et åbent forestillingsrum med plads til vores egen betydning. Ikke en hvilken som helst betydning, for Weiner lægger så abstrakt et niveau, at pilen peger i retning af noget, der både er helt personligt og helt generelt: en fornemmelse af højde, en fornemmelse af dybde, en fornemmelse af lys. Weiner sætter ikke ord på, hvad vi skal tænke. Han sætter i stedet ord på "det som sætter scenen for hvad".

 

 

Musikalsk montage

MD | 6/11/03

Af Lotte Thyrring Andersens nyudgivne afhandling om Jørgen Gustava Brandts forfatterskab, Gentagelsens poesi, bliver jeg mindet om, at T. S. Eliot i The Wasteland (1922) benyttede en ”musikalsk montageteknik”. At Eliot - med Thyrring Andersens ord - sætter forskellige billeder og tekster side om side uden uddybende forklaring. ”Billedets associative virkninger har lige så stor vægt som dets leksikalske indhold”. Summer surprised us, coming over the Starnbergersee...

I den konkrete poesi fra 1960'erne, uanset hvilket lands litteratur, vi taler om, benyttedes en væsentligt anderledes musikalsk montageteknik. De konkrete poeter sammenstillede enkeltord uden anden forklaring end klang og visuel fremtræden. Men deres eksperimenter var anderledes forankrede i netop musikken og forløb parallelt med udviklingen af konkrete kompositioner og elektronisk musik. Boulez, Schaeffer og Stockhausen er blandt de vigtigste navne i konkretismens musikalske udløber.

På skandinavisk grund var foreningen Fylkingen tidligt ude og præsenterede allerede i 1952 Pierre Schaeffers musique concrète for det stockholmske publikum. Som det fremgår af Erling Kullbergs Nye toner i Danmark var 1960'ernes danske komponister også med på noderne. Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Per Nørgård og Henning Christiansen for eksempel. Sidstnævnte komponerede i 1964 Perceptive Constructions for otte instrumenter, men er også manden bag de elementært konkretistiske 4 digte, der her på siden er animeret til lejligheden. Erling Kullbergs bog er god at få forstand af, hvis man alligevel skal stikke næsen i 1960'ernes brogede felt af intermediakunst.

Jørgen Gustava Brandt er digtermaler, der i sin poesi blandt andet giver os ting og situationer at se. Han gen-giver og tager tilbage med ord i en stadig udveksling med verden. Eliot bemestrede ytringsfragmenterne og satte nye metaforkæder i verden. De konkrete poeter var ude i andre ærinder. Ét af dem var det - tilsyneladende simple - at repræsentere lyd med ord. Af Saussures teorier ved vi, hvor vilkårligt det kan blive, når ikke man netop ser sammenhængen. De konkrete kan man med god grund afspille og aflæse samtidigt. Distraktion er for en gangs skyld ikke en ulempe.

 

<konkret poesi>

Poeten H's mange ansigter

CYF | 6/11/03

Højholt er en sand tværæstet. Han har forstået at tilføje sit verbale værk alskens visuelle og lydlige facetter - konkret poesi, bogobjekter, collager, fotografi, performance, dramatik, lydkunst, radio, tv, you name it - og på mange af disse felter selvfølgelig som fortroppen.

Statsbiblioteket i Århus har for tiden sat fokus på Per Højholts visuelle verden (til 12/12) i form af en forhalsudstilling tilrettelagt af Carsten Puggaard, som også har redigeret det fine tilhørende katalog, Poetens praksis, PERspektiveret. En præsentation af udgivelserne fra debut'en i Heretica (1948) til Auricula (2001) i form af bøger, originalbilleder, manuskripter, korrekturark, udklip osv. - foruden lyd - der anskueliggør den enorme højholske bredde og energi. Smukt i et kvadrat ligger de 12 Praksis-bøger i hver deres farve karton og lyser op som et minimalistisk maleri, og side om side hænger de forskellige oversættelser af figurdigtet Le tombeau d'Orphée i hver sin vidt forskellige oval (form må øjensynligt fortolkes ret frit). På den ene side af montrevæggen hænger opslag fra Provinser (1964), hvor fotografen Højholt svarer digteren Højholt, ærbødigt bogside ved bogside. På den anden ligger Højholt med æg ud af munden midt mellem de overordentligt grænseoverskridende tekst-billed-collager, for fuld Volumen (1974). Jo, det er en stor og vægtig historie, som disse linjer ikke yder respekt.

Men det, jeg har svært ved at forstå, er den plads, udenomsværkerne har fået: de andre billedkunstnere, som har næret sig ved digterens ord langt mere, end han har næret sig ved dem. Hvad laver Jørn Rønnaus yndige kalligrafiske luftkastel for eksempel på plakaten (andet end at ligne bogtårnet)? Det ville have klædt Den visuelle Højholt at stå mere alene med sine utallige egne bud. Og tænk engang, hvis han også var blevet sluppet lidt ud af glasburet!

 

<konkret poesi>

Visuel etno-poesi

KW | 4/11/03

Hvem kunne vide, at Gud tænker i kalligrammmer? Foreningen for de, der tror på Kristus anden genkomst, i daglig tale kaldet ”Shakers”, skabte i midten af 1800-tallet en række visuelle digte, selvom de ikke selv forklarede det på den måde. De mente, at deres ”gift-drawings” var gaver fra Gud, som de blot materialiserede. Og overraskende nok er himlens tankegang beslægtet med Apollinaires figurative digte og futuristernes eksperimenter med at frisætte ordene.

Ubuwebs afdeling om etnopoesi bugner med eksotiske eksempler på avantgardens forformer. Udstillingen er kurateret af Jerome Rothenberg i samarbejde med The Electronic Poetry Center of SUNY-Buffalo www.epc.buffalo.edu og præsenterer en samling af etnopoetiske åbninger, fundet langt uden for den traditionelle litteraturs domæne. Betegnelsen Etnopoetik dækker både over sammenligninger mellem poesi og beslægtet kunst, især fra lav-teknologiske og orale kulturer. Og over etno-fascinationen i samtidens poesi, litteratur og socialvidenskaber, især antropologien.

Det er en fantastisk samling af både artikler og værker, og det uanset om man har den antropologiske eller æstetiske brille på. I underafdelingen for lydværker bliver man hypnotiseret af trylleformularer og besværgelser, af hedenskabets hellige sprog, der består af stavelser, som intellektet ikke kan udvinde mening af: tungetale, keltisk mundmusik, Ella Fitzgeralds moduleringer, russeren Klebnikhovs Zaum-sprog og vietnamesiske folkedigte. Og i favorit-afdelingen for visuel poesi kan man svømme hen over, at mayaerne også skrev hieroglyffer, at kvindeportrætter malet af skizofrene Aloïse kan mixe Picassos stil med Klimt, Toulouse-Lautrec og Marquis de Sade, og at den jødiske talmud foregriber hyperteksten.

Og Gertrude Stein får det første og sidste ord:

"The exciting thing about all this is that as it is new it is old and as it is old it is new, but now we have come to be in our way which is an entirely different way."

 

 

www.ladmighørefradig.nu

LW | 4/11/03

Jeg læste en notits i avisen om en hjemmeside, hvor man kunne tegne abonnement på en social påmindelsesservice. Sitet ville sende én besked, når det var tid at pleje og vedligeholde forbindelsen til ens forskellige venner. Man kunne selvfølgelig vælge forskellige indstillinger, alt efter forholdets natur. Jeg er ikke klar over, om man kunne vælge en indstiling, der får forholdet til at udvikle sig, men de havde en eksklusiv tilfældigheds-feature, så det sociale liv, der er støttet eller styret af denne service, får et naturligt præg.

Nu kan jeg imidlertid ikke finde sitet eller notitsen, men jeg har tegnet abonnement på tanken. På www.minfantasi.net har jeg søgt på indstillingerne i den sociale service, jeg er abonnent hos (men søgemaskinen er nede, typisk).

Her til morgen er www.ladmighørefradig.nu desværre også nede, men der skulle man efter sigende kunne ændre de andres indstillinger, og på en naturlig måde påvirke dem til at sætte sig i forbindelse. Jeg kender ikke den aktuelle status på www.ladmigværeifred.altid men det er vist også et populært link.

Hvis der er nogen, der kender sitets adresse, hører jeg gerne fra dem.

 

 

Time-ready-made

KW | 29/10/03

Den franske kunstner, teoretiker og kurator Valéry Grancher er blevet kaldt en "web-demiurg, der rækker tunge ad den græske tidsgud Kronos". Især gennem stills og videoer undersøger Grancher, hvordan hukommelsen og tidsoplevelsen forandrer sig med den digitale globalisering.

Globalt landskab er en slags udefinerbart, universelt himmellandskab oplevet gennem et flyvindue. En særlig form for "nomadisme", kalder kunstneren værket, hvor flyvemaskinen, lufthavnen, dens arkitektur, følelsen af tomhed og "non sense’" er blevet det normale. I denne meditative og stemningsfulde billedkollage er man, som på nettet, alle steder og ingen steder.

Videoen On air er beslægtet, men krydser frit og spejlvendt mellem himmelbølger og saltvandsbriser, mellem genkendelige jordiske steder og universelle himmel- og havlandskaber. Sammenblandingen af elementerne ses også i den uendelige film Himmel, der er produceret sammen med sparringspartneren Christophe Bruno. Her får man lov til med cursoren at kilde ildfarvede fisk, der svømmer/ flyver i en uendelig bevægelse. Værket er en af flere Infinitte film, som afsøger grænsen mellem still og animation.

Billedets forhold til den personlige tid er et genkommende tema. Tidsbilleder er kunstnerens private fotos i gennem et år, en slags "post-it", samlet til en ny form for kalender over daglige topografier. Alle Granchers fotos og film er tidsbilleder, der peger ud mod sociale virkelighed og alt det, der er uden for billederne. De er time-ready-mades, for nu at bruge kunstnerens egen jargon.

Personlige fotos, der spænder fra det helt intime til anonyme skylights indgår også i samarbejdsværket Ixy, hvor Malcolm Payne via email fra Sydafrika har sendt digte, der alle starter "Abandon your" til Grancher. Han linker sine billeder til digtene, der igen linker mellem nye ord- og billedkonstellationer, nogle bevægelige, andre i stilstand. Det er blevet til et betagende visuelt - interaktivt og animeret - nethaiku. Intet mindre!

 

 

 

 

Rytme kan mærkes. Kan rim?

MD | 28/10/03
 

<det offentlige rum>

 


 

 

 

 

Guidelines ved henholdsvis Knud Holschen Industriel Design og Superfoss. Begge kan ses på Dansk Design Centers faste udstilling af danske ID-prisvindere.

 

Morgensterns nattesang

MD | 28/10/03

Claire Powells afhandling, The Art of Noise, om den walisiske digter Peter Finch og hans på én gang lydlige og visuelle poesieksperimenter mindede mig om en foregangsmand på området: Christian Morgenstern (1871-1914). Hans data synes nærmest arketypiske: født i München i en berømt malerfamilie, opgav jurastudierne på grund af tuberkulose og ernærede sig som journalist, siden digter. Morgenstern var ven med antroposoffen Rudolf Steiner, hvilket utvivlsomt har inspireret ham i - og til - den religiøst-filosofiske del af forfatterskabet. Mest afholdte er hans grotesker, hvoraf Galgenlieder fra 1905 er oversat til dansk af Virtus Schade. Og han har haft sit hyr med det, ham Schade. Så meget, at det er blevet en ”fri gendigtning”, som han skriver i forordet til Galgesange (1976). Ikke nok med at Morgensterns grotesker myldrer med fantasiskikkelser og absurde situationer, de er tillige hele tiden afhængige af rim. Og hvad skal man gøre, når en Herr Korf kun hedder ”Korf”, fordi det rimer på ”dorf... Nemmere har det været med samlingens nok smukkeste digt ”Fiskenes nattesang”, der udelukkende består af tegn for korte og lange stavelser. Stumme tegn måske, men man kan alligevel høre det klukke let, når fiskene spidser munder i vandoverfladen. Schade kalder tegnene for noder, og også det bygger fint bro mellem lyd og visualitet. Et enkelt digt har oversætteren måttet nøjes med at skitsere i forordet. Die Trichter (Tragten), der - ligesom barokkens figurdigte og Apollinaires kalligrammer - netop er formet som en sådan:

Hvis man kan få det til at slutte med ”o.s./v.” - i stedet for Schades ”o.s./fr.” (og så fremdeles) - vil der ikke blot være lys i alle lamper, men også et formfuldendt ”v” til at reproducere den besungne genstand.

 

 

tilbage i plog'en


plog-oversigt | aktueltbreve
 

poesi
visuel