frem i plog'en

plog-oversigt

plog-temaer

kommentér plog'en

andre blogs

Bogen som flaskepost

CYF | 27/10/03

Jo, jeg har også hørt om de der såkaldte flash mobs, hvor en horde af fremmede pludselig lægger sig ned på en gang og bliver set på Rådhuspladsen, og det er da også meget sjovt. Gad vide hvor længe, spørger jeg bare.

Men forestil dig: nogen, der helt individuelt og uafhængigt af hinanden gør noget næsten usynligt hundredetusindvis af gange. Som sender en ting videre i verden, fra én ukendt til en anden. En bog for eksempel? Lægger den på trappen foran rådhuset og venter på, at nogen samler den op? Det er ikke særlig spektakulært, nej, men tanken føles næsten mere overvældende. Book crossing er ordet, som jeg til gengæld garanteret er den sidste på kloden, der lærer mig (andre har forlængst gjort sig meget klogere på sagen: se Information eller Politiken). Websitet af samme navn påstår i al fald, de har små 180.000 medlemmer, som til dato har registreret 637.000 bøger, der er sluppet løs i det offentlige rum (heriblandt den på Rådhuspladsen), lidt ligesom man ringmærker dyr for at kortlægge deres bevægelser. Og sitet - der i høj grad fungerer som chatrum for (ensomme?) bogelskere - sørger selvfølgelig også for, at det ikke foregår helt så ubemærket som en flaskepost på havets bund. Men det er fildeling, der vil noget! Bogkøbmændene må hade tanken og økologerne elske den. Den enkelte bog får mange liv, potentielt i al fald, og helt uden antikvarernes mellemkomst. Men fuldkommen styret af tilfældet. Hvor manges læsning afgøres forresten ikke af det?

Selv kan jeg som så ofte allerbedst kan lide TANKEN: alle de mærkelige uidentificerede flydende bogobjekter, der må ligge de særeste steder! Lidt ligesom hæftet på møntvaskeriet. Eller den håbløse kasserede biblioteksbog, en eller anden har ladt blive tilbage i det hus, jeg i en periode har opholdt mig i: Ingen kender dagen, 2. del.

 

<det offentlige rum>

 

 

Googlisme - kunsten at søge

KW | 23/10/03

Hvor mange af os afklæder os ikke dagligt vores real-jeg for at tage svømmeture i Googles virtuelle ocean af informationer?

De franske netkunstnere Christophe Bruno og Valéry Grancher tilbringer tilsyneladende rigtig meget tid derude med at lege med forestillingerne om, hvad nettet, og herunder søgesystemerne, gør ved sproget, kunsten og identiteten. Sammen med deres fiktive ven jimpunk bruger de Google som medforfatter af deres Search Art.

Kampagnen Google Adwords undersøgte, hvordan man kunne bruge penge på netkunst. Bruno forvandlede annoncer til små digte, som blev bortcensureret af Google efter 24 timer. Inden da havde 12.000 læst hans poesi ved at søge på ord som symptom, drøm og Mary.

Symptom er i øvrigt et af googlisternes yndlingsord: på sitet Unbehagen kan internetbrugere indsende deres symptomer fra hæmorrider til dødsangst, og Bruno lover til gengæld at lave et kunstværk ud af det. Holder man af at dyrke andres ulykke, er Non-weddings også den rette attraktion. Her kan man se og indsende foreslag til u-par. Konceptet er inspireret af strukturalisternes grundtanke: at mennesket tænker i modsætninger. Og der er både plads til traditionelle valg som Bush/Saddam og alternative som Botticelli/merguez.

Ifølge netduoen har Google bragt en ny form for semantisk kapitalisme med sig: den ultimative sproglige merværdi. Og det er bare med at udnytte det. De tilbyder derfor et søge-skema til at opstille et personligt Google-alfabet eller et personligt Google-talsystem.

Er du sprognørd eller endnu bedre både net- og sprognørd, falder du pladask ned i målgruppen for googlistiske web-happenings. Men tag dig i agt for jimpunk! Han er en virus, der ødelægger enhver normal visuel perception, hvad den så end måtte være.

 

<digital poesi>

Lichtensteins liste

MD | 21/10/03

Louisiana udstiller for tiden en håndskreven liste med lydmalende ord. Vrooum, wraam, kret, svich, crash, kapouuf, zwang. En poetisk nedtælling til alt muligt andet end brokbind og surmule. Ordene tilhører Roy Lichtenstein (1923-97) og er at finde i utallige af hans billedlige værker. Vrouum! en bil stejler over lærredet. Kapouuf! en forbryder får løn som forskyldt. Crash! en flyver er ikke mere. Det er art, pop art. Pop! kret, zwang - en støjende kunst. Lydmalende, javel, og legende let. Billeder af lærreder. Billeder af lærreders bagside. Eksempler på ornamentik nærmest som tapetprøver eller Sadolins farvevifte. Tegneseriefragmenter gengivet i kornet opløsning - en slags senmodernitetens svar på pointilisme? Man bevæger sig smilende fra værk til værk med raske skridt. Lichtenstein er munter og underholdende. Hans værker afbilder nærmest den tilhørende forklaring - de har indbygget etikette og fordrer sjældent brille på næsen. Støjende farver. På én gang malede og malende ord. Wraam, svish! og man er i gennem udstillingen og nået til en velfortjent kop kaffe.

Lichtensteins liste kan - sammen med et fint udvalg af hans billeder - ses på Louisiana frem til 11. januar (peg på billedet for at se variant).

 

 

JUST DON'T © - prøv ikke at lege med Nike

CYF | 20/10/03

"Hak ved det", som jeg kender én, der siger, når en sur pligt på listen er overstået. Nikes rettetegn af et logo, den såkaldte swoosh, er efter sigende et af de mest brugte tatoverings-motiver. Som om det ikke var nok at have det lille tjekmærke fra huen til skoene, man skal have et hak helt ind på huden - selv være et godkendt og tjekket Nikeprodukt. Siden september har beboerne i Wien haft mulighed for at besøge en smart såkaldt Nike Infobox på Karlsplatz, lige over for den legendariske Secessions-bygning, hvor man kunne høre nærmere om den kommende 36 meter lange knaldrøde swoosh-skulptur, som pladsen inden længe ville blive udsmykket med i forbindelse med, at den omdøbtes til Nikeplatz. Det var nemlig Nikes nye reklamestrategi at sætte sit hak i stort format i det offentlige rum, og i historien, ved at købe sig til navne på gader og pladser verden over - et tiltag, der også kunne følges på websitet Nikeground. Og det manglede da også bare! Men det var altså en gimmick... som Nike slet ikke synes var sjov. Så nu har kunstnergruppen 0100101110101101.org et sagsanlæg på halsen, hvis ikke straks de fjerner al reference til firmaet. "Nike invaderer vores liv med produkter og reklamer, men de forbyder os samtidig at anvende dem kunstnerisk", som gruppen udtaler. Det kan ikke være kommet helt bag på kunstnerne, at de legede med ilden, og at Nike ikke bare glæder sig over den gratis omtale. Men det er et beundringsværdigt tankeeksperiment, de foretager med deres værk. For hvor går grænsen egentlig? Hvor mange tænker mon længere på en græsk gud, når de læser de fire bogstaver N-I-K-E, for eksempel? Hendes navn er forlængst overskrevet. Hak ved det ©.

 

<det offentlige rum>

Skiltningens situation

MD | 14/10/03

Skiltes betydning afhænger naturligvis af både omgivelser og modtager. Af situationen med andre ord. Nok kan man fylde et skilt med gode - eller dårlige - intentioner, men kun skiltets givne situation kan udfolde dets endelig betydning. Og i en situation med flere modtagere kan det endog være svært at få øje på nogen som helst ”endelighed” i betydningsdannelsen.

Afsnit P viser flere steder skilte - fra ferieøen Santorini for eksempel -, der således er hevet ud af deres oprindelige sammenhæng og flyttet ind i sitets. Skilte, hvis informationsbærende funktion i sitets situation er negeret eller forskudt ind i et æstetisk univers af tekst og billeder.

På motorvejsstrækningen kort før Øresundsbroen mødes man af skiltet ”Last exit in Denmark” og det er ikke svært at forestille sig, hvordan det ville ændre betydning i en anderledes politiserende situation. Som kommentar til kulturkamp eller integrationspolitik for eksempel.

I en gangtunnel ved Söder Stadion i Stockholm så jeg forleden et skilt, der alene i situationen kastede om sig med betydningspotentiale. ”Varsågod, slå en pink,/i gratis pissoir utan stink!” Piktogram, enderim, tekst-billed-relation, stram grafisk komposition, skilt-i-skilt og så videre. Ufrivilligt morsomt, ja, men også frivilligt. Og meget utypisk svensk såvel som dansk.

Visuel poesi, min herre tunnelpisser!

 

<det offentlige rum>
<sverige>

Text Me! - tekstbesked-digte i bogform

CYF | 14/10/03

Et sms-digt er et "digitalt fotografi med ord", der forvandler telefonen til en bog med blanke sider, som bare venter på at blive beskrevet. Sådan står der bag på den formodentlig første sms-digtsamling på tryk. En bog med den alt for oplagte titel Text Messages (Smith/Doorstop Books), skrevet af Andrew Wilson, der inden da har stået for flere sms-digt-konkurrencer og -projekter i England. Hvis ikke det lige var for mediet, og de 160 enheder i stedet for 17 stavelser, minder "konceptet" jo temmelig meget om haiku'et. Og ligheden bliver ikke mindre, når man udgiver teksterne i bogform og med linjebrud (som jeg altså ikke kan lave på min mobil). Men tanken er jo sjov og rører ved noget, jeg tror, de fleste sms'ister godt kender: begrænsningen og det relativt akavede får én til at kondensere sit udtryk. Om så det bliver i rent faktuel eller mere poetisk retning - man vejer sine ord og lader dem falde på en anden måde. Der er nu også noget ganske andet over de små tekstbeskeder, der sendes diskret fra bagsædet i bussen, end de altinvaderende offentlige mobilsamtaler. Rent (orto)grafisk har sms'en desuden affødt mange nyskabelser, hvortil kommer alle de kreative slåfejl - som den indbyggede ordbog, der ihærdigt lægger én ordene i munden, hjælper godt med til - især hvis man husker at skrive blindskrift!

Andrew Wilsons lille samling er mere klassisk i formen og har karakter af fortælling, hvor de små og store øjeblikke - fra pausen ved marsbar-automaten til faderens dødsøjeblik og det "positive" udfald af graviditetstesten - trækkes på snor til en slags blitzglimt-selvbiografi. "Feel free to send them to friends", som der også står. Og se Centrifugal Forces og deres sms-digt-webzine OneSixty. Bauble (i modstående digt) betyder i øvrigt "noget småt og dekorativt uden egentlig større værdi".

 

<digital poesi>

Billedsten

MD | 14/10/03

Vi er kommet ind i en stime af sten. En meteorregn næsten. Eller en ordentlig skandinavisk stener. Jeg har tidligere fremhævet Folke Isakssons ekfraser over gotlandske stenfigurer, og kunne derfor ikke holde mig Erik Nylén & Jan Peder Lamms arkæologiske guidebog, Bildstenar (Gidlunds), der er blevet genudgivet i det forgangne år. Bogen rummer et omfattende og illustreret katalog over de gotlandske bildstenar. Altså ikke blot runesten, men netop, som titlen siger, ”billedsten”. Tableauer, hvori enkeltsituationer fremvises. Kamp, sejlads, skovarbejde, jagt - alt hvad der hører en bronzealder- eller jernaldermand til. I nogle perioder er motiverne omgivet af runer - i andre af ornamenter af skiftende karakter. Ifølge bogens forfattere er stenenes ornamentik - trods det forvirrede indtryk de måtte give - stramt regelbundne og orienterede mod et bestemt budskab eller en særlig hensigt. Hvorvidt runer og billedmotiver eller ornamentik kan knyttes sammen, fremgår ikke helt klart. Men kønne tager de sig ud. Og kan de alene ved deres udseende fremmane påkaldelser, må man vel bukke og skrabe.

Et af bogens mest tekstligt poetiske momenter er forfatternes dedikation til Uppsalaprofessoren Sune Lindqvist. I en kort men rammende sentens sammenligner de professorens evne til at genfremkalde stenenes motiver efter århundreders slitage med netop et af hans sidste arbejder: ”Med krum ryg tvang roerne skibet ud af den grå sten”. Af bogens righoldige illustrationer fremgår det, hvorledes det faktisk lykkedes Lindqvist at få stenene i tale. Med krum ryg og skiftende belysning. Vi andre kan blot lytte med.

 

 

Nettets orakler

KW | 9/10/03

Det er tid til spredt nattesurfing - på en lap papir står der ’billedkunstner og webmand Balder Olrik’, jeg har glemt hvorfor, men må hellere google det efter. Efter to klik er jeg mod al forventning astrologisk online. Astrologi er pinligere end porno, men der er heldigvis ikke andre vågne i huset. Balder Olrik og Oraculous 5 - ’et forudsigelsesprogram, der kombinerer astrologi og psykisk intuition’ tilbyder helt gratis en personlig profil og en fremtidsprofeti. Jeg taster mine data ind, og vupti følger fire sider om min unikke personlighed. Hvordan kan computeren vide, at jeg har en stærk vilje og et sårbart sind?

Balder Olrik har advaret - han ville personligt ikke gå videre.

Men når profilen er så lovende, hvad kan man så ikke vente af fremtiden? Ingen tøven her. Drama i kærlighedslivet inden for de næste måneder og en deraf følgende overvægt. OK, noget for noget. Men så fanger blikket sidste del af profetien, og med et piskeslag er den gode computerhygge fejet af bordet. ’Destineret dødstid: 17. januar 2005. Men frygt ikke, døden bliver smuk og stille’, trøster programmet. Min død --- har ingen anden, end ikke jeg selv, nogensinde talt om. Det eneste urokkelige og dog fuldstændigt ukendte, det eneste tabu, det senmoderne samfund har bevaret, er med kun et enkelt klik uigenkaldeligt betrådt. Af en maskine!

Efter en time i fortvivlelsens allerdybeste afgrund vælger jeg at tage sagen i egen hånd. Hvordan skal ikke uddybes, det er et spørgsmål om ære og retssikkerhed. Nettet flytter grænser, det skal jeg love for. Jeg kan ikke anbefale det, men skulle en enkelt læser ønske sig en personlig profil, så klik på: www.the-void.dk/astrology. Og lyt til Balder Olrik. Led dig ikke i fristelse.

 

 

David Shrigley i Undergrunden

CYF | 9/10/03

Husk Mit Navn kommer ind fra gaden og laver en galleriudstilling, der overskrider alle billedrammer, og hvis forelskede figurer for et enkelt pars vedkommende såmænd endda tager flugten ud i vrimlen igen via udstillingsvinduet. Hans skøre og poetiske tegninger i ramme og bogform fik mig til at tænke på Glasgow-navnet David Shrigley (omtalt for længe siden i udefra) ­ som netop har taget turen fra kulthæfterne, postkortene og udstillingerne og ud på skinnerne. London Underground har en tradition med både at vise poesi og billedkunst i sit underjordiske offentlige rum, blandt andet via sin Platform for Art, og på Gloucester Road-stationen kan londonborgerne nu i nogle måneder nyde hans fotografier i meget stort format, heriblandt modstående opslag i parken: due forsvundet, ingen særlige kendetegn. Eller et beskrevet blad i bunken af nedfaldne blade: "en dag vil en stor vind komme og -". For ikke at glemme den røde seddel på den grønne plæne: "forestil dig det grønne var rødt". En slags meta-streetpoetry?

 

<det offentlige rum>

Omvendt til Arnoldi

MD | 8/10/03

På min fars kontor hang en stor én over ”konferencehjørnet”. I fordelingsgangen i mit barndoms parcelhus hang der en ved siden af opslagstavlen med skoleskemaer og meddelelser om lus. Og på mit voksenlivs første delelokum hang der gudhjælpemig en, der afhængig af ærindet, var synlig enten i spejlet over vasken eller på væggen 75 centimeter ligefrem for næsetippen. Min fars kontor var på en gang glat og sterilt, i fordelingsgangen måtte vi ikke spille bold og på lokummet trak det koldt fra bagtrappen. Behøver jeg fortælle, at jeg så vidt muligt styrer uden om Per Arnoldis arbejder? Og at jeg ALDRIG kunne finde på at anskaffe mig en Arnoldiplakat til hjemmet.

Men. Synet forandrer sig åbenbart. Forleden ankom et 400 kroners katalog over alt det, jeg aldrig vil have op på væggen. Troede jeg. Indtil knap 30 sider inde i kataloget, hvor Arnoldis plakat for Alzheimerforeningen dukker op og jeg pludselig bliver i tvivl om skriften på væggen. Bogstaverne A-L-Z-H-E-I-M-E-R fortoner sig gradvis i mørket og man accepterer - om end nødtvungent - at åndsevner kan glide i samme retning. Yderligere 15 sider fremme ved America today 500 years later - sort-hvid Mickey Mouse spejler sig i inkadødning - indser jeg min harmes uretfærdighed. Stik imod mine forventninger, mine gustne fordomme, rummer Per Arnoldis udvalgte værker, 250 plakater (Aschehoug), faktisk poesi. Ikke alt i alt, men pletvis, hist og pist. De to ovennævnte plakater er eksempler på Arnoldis poetiske virke. Ligeledes logoet til Fiskers Kulturbibliotek, der fører parallelkategorien. Alle tre rummer de den tolkningens åbenhed jeg forlanger af poesien - visuel eller ej. De er ikke - som mange af Arnoldis (bestillings)arbejder - tynget af betydningsfuldhed og budskab. De siger noget uden at tale over sig.

Det gør til gengæld Mikael Wivels overstrømmende forord, der er tæt på at omvende mig en gang til og sende mig tilbage til mit iltre udgangspunkt. Men det er en ganske anden historie. Om ”arnoldismen” kan man læse mere i Kunstavisen.

 

 

tilbage i plog'en


plog-oversigt | aktueltbreve
 

poesi
visuel