frem i plog'en

plog-oversigt

plog-temaer

kommentér plog'en

andre blogs

 

De har jo ikke noget på

CYF | 8/7/04

Hvor er jeg glad for, at jeg ikke var på Roskilde i år. Og ikke bare fordi jeg dermed slap for at se mit telt og mine gummisko synke til bunds i mudderet. Jeg kan snildt vente til, jeg bliver gammel nok til, at de lukker mig gratis ind på forældredagen (man skal vist kun være 50). Jeg havde ellers nok følt det trække en anelse i ugerne op til, men efter jeg har set Colonels komiske undertøjsbilleder fra den forgangne uge, har jeg tabt den sidste lyst endegyldigt.

Han forstår virkelig at klæde folk af, ham Thierry Geoffroy. Hvordan det lykkedes hans modeller at holde de gode gammeldags fornuftige underhylere og -trøjer så hvide, forstår jeg til gengæld ikke, men han må have været hurtig på aftrækkeren.

"Every body (or what?) has a political opionion, especially the young active Roskilde festival visitors?" lyder det i konceptet. "But how far are people willing to stand for their opinions? Do they have any opinions? How precise can they express their opinion in only one effective slogan?" Svaret ligger lige for, når man kigger på resultatet. Slogans og meninger er unuancerede og uoriginale som klistermærker, der har ligget i skuffen lige siden halvfjerdserne og mistet enhver klæbeevne.

Jeg måtte virkelig lede længe efter nogen, der havde lidt hjerteblod eller appel. "Don't send Jesper to war" (og ikke mindst pigens ansigtudtryk) rummer da en smule engagement (og sikkert forståelig egoisme). Og "Bomb Christiania" og tre røde cirkler på gylpen - dét burde være noget, der kræver nosser. Men allerede her er jeg nok for optimistisk.

For det kunstneriske udtryk... vælger jeg Read More Books. Farvet af budskabet, indrømmet.

 

 

 

 

Profylaktisk skjønnhet - lurer på Vemund Solheim Ådlands skrift (I)

MD | 6/7/04

Kun flygtigt har jeg her i plog'en beskæftiget mig med Vemund Solheim Ådlands sære poesi. Den norske poet debuterede sidste år med hæftet Sep pran ek på Biblioteket Gasspedal og er nu aktuel på Cappelen med Profylaktisk skjønnhet. En opdateret og udvidet version af debuthæftet forsynet med rigtig ryg og stift omslag.

Ådlands tekster stikker i mange retninger. De kan være spinkle på grænsen til det forsvindende, firkantede og bogstavrige, repetitivt stammende eller omvendt udfoldende hele lydskalaer. Sjældent afsætter materialet en egentlig semantisk sammenhæng; det vil blot lyde og se ud som ingenting andet. Mens Se pran ek udelukkende bestod af sådanne visuelle lydspor, har Profylaktisk skjønnhet dog enkelte tekster - som den om "Øye" - med mere konventionelt læsepotentiale. Og de kan ligesom de rene lyde være både frække, forelskede og hverdagsligt filosofiske. Jeg synes, at Ådlands seneste er fin både at se på og sige højt. Og jeg kan ikke se, at det skulle være fusk, hvis skriften ingenting betyder. Det er måske endda en kvalitet i sig selv. En måde at være smuk, rund og rungende tom, som de O'er Ådland åbenlyst er så betaget af.

I et interview med Morgenbladets Bendik Wold (11/6-04) fortæller Ådland, at teksterne ikke er tænkt specielt som lydpoesi, og at han i øvrigt heller ikke føler sig særligt beslægtet med traditionen for konkret poesi. Testerne udspringer snarere af erfaringer med en "sprogløs zone". "Jeg læser mine tekster højt nærmest for at være høflig", siger han i interviewet, "hvis jeg var interesseret i de fysiske lydlige kvaliteter, kunne jeg lige så godt have lavet musik". Ådland ser på Profylaktisk skjønnhet som et rent skriftligt projekt - de lyde, der interesserer ham, er dem, som opstår ved læserens møde med teksterne.

 

<konkret poesi>
<norge>

CYF | 27/6/04

På Københavns nye jødiske museum var det skrivemaskinen med jiddiske bogstaver, jeg dvælede længst ved. Det var som et helt andet apparat. Hvilket igen fik mig til at tænke på de kinesiske skrivemaskiner, jeg har set på billeder, og deres mangedoblede tastaturer, der må sætte et hvilken som helst tifingersystem på prøve. Hvordan kan nogen skelne og huske så mange tegn?

Senere på samme udflugt står vi på Kunstakademiets afgangsudstilling, Exit 2004 i en skov af tegn-søjler: Ved første øjekast blot abstrakte hvide skulpturer, men når man kigger ordentligt efter, afslører de sig som tredimensionelle tegn - euro, yen, McDonald's Golden Arches... Alle skyder de sig op fra gulv til loft i en forlængelse af det flade trykte udgangspunkt. En kirke, må kunstneren, Kristian Sverdrup, selv have tænkt, for titlen på værket er Religion, og de enkelte søjler hedder for eksempel Health og Greed.

I en formation i samme rum boltrer sig en gruppering af udskårne hvide logoer, også de trådt ud af fladen og først abstrakte, siden genkendelige. Man peger fornøjet: "se, det er coop, Ikea, Explorer..." - sikke et glædeligt gensyn. Et øjeblik hører man sin indre Naomi Klein: tænk alle de onde tegn, de har brændemærket i vores hjerner. Og så i næste: tænk, at vores hjerner overhovedet kan genkende så mange! Mon ikke vi kan huske flere logoer end ansigter, ja jeg havde nær sagt, end kineserne kan tegn?

Også Kristian Sverdrups kirkerum er moralsk - i sine titler i al fald - men har også en renhed og leg indbygget i 3D-fiksérbillederne. Ethvert godt bomærke er ord og billede i ét - måske endda visuel poesi? - i al fald et tegn i et supplerende alfabet. Men hov: eurotegnet er jo faktisk flyttet helt ind på tastaturet, der skriver disse ord. Money talks.

 

 

MD | 23/6/04

Jeg har tidligere beklaget manglen på norsk visuel poesi i dens nordiske guldalder sidst i 1960'erne. "Nok havde de Jan Erik Vold, men hvor blev resten af?", skrev jeg og pendlede derpå mellem bibliotek.dk og den fysiske repræsentant i nabolaget. I Volds varme spor fulgte imidlertid kun ganske få.

I antologien Åtte fra Bergen (1969) optræder Gerhard Stoltz med en beattegneserie - en sammensmeltning af Per Kirkeby og Hans-Jørgen Nielsen, som minder om Volds lektioner udi americana og i øvrigt ganske morsomt omhandler en rituel afbrænding af fem komplette årgange af tidsskrifterne BLM og Vinduet. Antologien i sin helhed er uinteressant i sammenhængen, men jeg noterede mig, at Cecilie Løveid var at finde blandt bidragsyderne. Mere interessant er antologien Gruppe 68 (1968), som er redigeret af Vold selv i samarbejde med Dag Solstad og Georg Johannesen. I forordet hedder det med ildevarslende tvetungethed:

"Vi i juryen kan altså trygt sige, at den eksperimenteren, som blev efterlyst i fjor, er dukket op i år og har afløst det traditionelle norske "engagement". Vi overlader det selvsagt til læserne at bedømme, hvorvidt evnen til eksperiment er større eller mindre end viljen til at gå nye veje."

Langt fra alle de antologiserede hæver sig op over det gennemsnitligt uinteressante, men man må glæde sig over Geirr Molde Jensens taldigte - tillige trykt i Solstad og Volds tidsskrift Profil, men siden uigenkaldeligt forsvundet - og Ottar Ormstads permutationer. "Jeg/er/ikke længre/den/jeg tror/ jeg er/ikke længre/jeg" og så fremdeles faldende fra hinanden, indtil der blot står jeg og siden lutter blankhed. En fin lille øvelse i visuel kombinatorik med meningsfylde.

"Engagement" har som bekendt været et nordisk honnørsord i hele perioden efter Georg Brandes, og det er således befriende, hver gang man støder på et kvalificeret legebarn. Og en af dem, som er værd at vende tilbage til - ikke blot på grund af hans eksperimenter, men også for hans vedholdenheds skyld - er Ottar Ormstad.

 

<konkret poesi>
<norge>

MD | 23/6/04

het still (2003) og Audition for fenomener uten betegnelse (2004) hedder to nye bogværker af den erklæret visuelle poet Ottar Ormstad. Begge var i april under titlen "Billedpoesi" genstand for ophængning og udstilling på Det Deichmanske Biblioteks Majorstua-filial i Oslo, og i den forbindelse blev Ormstad interviewet til Morgenbladets forårsserie om eksperimenterende lyrikformer: "Jeg forsøger at holde fast i et litterært udtryk, som havde sin storhedstid i slutningen af tresserne, men som blev sluppet alt for hurtigt", fortalte han Bendik Wold, "ved indgangen til halvfjerdserne blev den visuelle poesi fortrængt til fordel for 'kunst til folket'. Det var synd, for den havde potentiale til at udvikles i mange flere retninger." Med andre ord blev " det traditionelle norske "engagement"", som Vold m.fl. kalder det i forordet til Gruppe 68, altså også en begrænsning af Ormstads muligheder, selv efter bannerførernes udgivelse af generationsantologien.

Den retning, Ormstads visuelle poesi har taget, er hen imod billedkunsten. Det konventionelle betydningspotentiale, som trods alt fandtes i Ormstads bidrag til Gruppe 68, er i den seneste udgivelse stort set forsvundet. Nok genkender man enkelte ord, men den semantiske og syntaktiske sammenhæng er faldet bort til fordel for grafiske bogstavgrupperinger. Det er blevet en slags ordtapeter - som på billedet -, bånd og guirlander, som dem Carl Fredrik Reuterswärd skabte i begyndelsen af tresserne. De gentagne konsonanter forstærker indtrykket af mønster - vokalernes skiften skaber arabeskformer og slyngninger.

Anderledes forholder det sig med het still ("Klaver stille") hvor ordene hele tiden er genkendelige, men til gengæld er yderst spredt og sparsomt fordelt på siderne. Bogen har undertitlen "førtifire kvatrogrammer" og består således af 44 sider med fire ord på hver, et i hvert hjørne af bogsiden. På langt hovedparten af siderne indledes med et "som" i øverste venstre hjørne - skal man holde sig til læseretningen, bliver det altså en slags underordningernes poesi. Men mod slutningen ændres billedet, og poeten træder pludselig ind i sin egen ramme: "frem/med/ord/som/ rop/om/het/still". Og derpå helt klaver stille.

 

<konkret poesi>
<norge>


MD
| 13/6/04

En empirisk-kvantitativ analyse viser, at den norske lyriker Kjersti Bronken Senderuds bog En reise fra (Oktober 2000) rummer 372 ord inklusive enkelte løsrevne, frit svævende stavelser og bogstaver. Et s mod slutningen - bogen er upagineret - blandt andet. Senderuds debutbog, fremdeles (1997), rummer, så vidt jeg kan vurdere, ikke helt så mange ord og slet ingen løsrevne fragmenter. Den er pagineret og trykt med store læsevenlige typer. En enkelt linje deler horisontalt siden i to: "karvet bein inn til merkelige mengder av aske". Jeg associerer umiddelbart til Senderuds to svenske kollegaer Eva Ström og Ann Jäderlund.

Centralt i Senderuds nå(r) (1998) står ordet "frostvarme", som jeg tror er betegnende for digterens særegne tekstarbejder. nå(r) rummer omtrent lige så mange ord som fremdeles, men typografisk legende som En reise fra. Sporadiske ord er som køleskabsmagneter spredt ud over store blanke flader, og det er sjældent muligt at trække erkendelige tråde mellem de enkelte ord. Sammen med "frostvarme" står der - her unfair gengivet uden de typografiske særpræg - for eksempel: "Solvrengte masker/Hudmaster Brann/I frostvarme kuttet/Sang".

Uden helt at forstå hvorfor kan jeg godt lide Kjersti Bronken Senderuds bøger. Allerbedst nå(r), hvor poesien når helt ud på titelbladet, og der i øvrigt er en del e. e. cummings over eksperimenterne. Monica Aasprong har i et interview med Morgenbladet nævnt Senderud blandt sine inspirationskilder - som en "hjemlig pioner innen visuell poesi", som Aasprong siger. Det er måske værd at forsøge sig med Soldatmarkedet som nøgle til Senderuds næsten hermetisk lukkede tekstunivers.

 

<norge>

 

MD | 12/6/04

Måske er spørgsmålet forkert stillet. Den legende gådefuldhed er jo et af e. e. cummings' absolutte kendetegn, og selvfølgelig tjener de mange parenteser et formål. Bare ikke hver gang. Prøv for eksempel at sammenligne de to digte til venstre (peg med musen). Mens parenteserne i det øverste låner både krop og bevægelse til græshoppen, bidrager de i det underliggende om bier og blomster kun med et ikke videre imponerende paralleludsagn. Det er naturligvis ikke alene parenteserne, som skaber rykvis bevægelse og fornemmelse af græshopppehop, men de bidrager, og deres tilstedeværelse udgør et af digtets links mellem form og indhold. I det underliggende digt udgør de efter min mening blot en overflødig gåde.

En gang om våren er titlen på Arne Østrings nye norske oversættelser af cummings digte, som er udgivet på Cappelens forlag. Udvalget består med oversætterens egne ord både af digterens formeksperimenterende tekster og af mere traditionelle digte med rim og rytme. I bogens efterord skriver Østring, at der "næppe er mange poeter, som i tilsvarende grad har arbejdet med sproget nærmest som et fysisk materiale, hvor ord og ords bestanddele bruges som byggeklodser, og med et så opfindsomt register af typografiske og til en vis grad også grammatiske finurligheder". Cummings' tekster er rige på finurligheder - de er både tankevækkende, rørende og morsomme - men jeg er sikker på, at han ikke er nær så alene, som Østring forestiller sig. Men pyt - oversætteren har gjort et godt stykke arbejde. Klassikeren om - apropos - ensomhed/et faldende blad er vist mit favoriteksempel.

Cummings var ud over forfattergerningen også billedkunstner, og udvalg af hans arbejder kan ses - og købes - på e. e. cummings art gallery. Særligt dedikerede fans bør desuden besøge The e.e. cummings Society og abonnere på deres sporadisk udsendte nyhedsbrev.

 

 

MD | 5/6/04

Et par debatindlæg og en kronik i Dagbladet Information om blandt andet kulturradikalismens prioriteringer og dens foragt for mystikken havde spændt mine forventninger til Ordkunst og billedkunst mere end nødvendigt. Nok er Pär Lagerkvists programartikel fra 1913 særpræget, og nok trækker den mere på Henri Bergsons filosofier, end tilsvarende værker om den moderne kunsts gennembrud har gjort. Men så er den altså heller ikke mere interessant andet end som almindeligt partsindlæg og historisk dokument. Lagerkvists teori er uklar, og den grundige efterskrift af oversætter Mogens Davidsen kaster ikke meget lys over hovedteksten. Til gengæld kommer han fra en utraditionel vinkel godt rundt om et par af de tidlige modernismer og belyser, hvorfor Bergson aldrig for alvor er kommet med i det pæne selskab.

For fuldkommenhedens skyld er jeg glad for, at Ordkunst og billedkunst nu er kommet på dansk. Og jeg sympatiserer med Lagerkvist angreb på den psykologiserende litteratur og hans samtidigt utopiske tro på den direkte forbindelse mellem verdens genstande, kunstneren og kunstnerens værk. Den umiddelbare og spontant besjælede overførsel kræver i store træk, at kunstneren hver gang genopfinder sproget eller penselstrøget.

Lagerkvists program er hovedsageligt rettet fra billedkunsten til ordkunsten. Det er et opråb til litteraturen om at tage ved lære af de kubistiske og ekspressionistiske malere. "Enkle linjer", forlanger Lagerkvist, "gerne tilstræbende det stiliserede, dekorative, monumentale. Simple mennesker, hvor man tvinges til at interessere sig mindre for det menneskelige (...) end for den samlede, strengt enhedsskabende kraft i deres komposition og de særligt afvejede proportioner, som de indbyrdes fremviser". Futurismen og dens grænse- og genreoverskridende udtryksformer vil Lagerkvist ikke rigtig goutere - og det på trods af, at hans egne prosastykker - i den ligeledes oversatte og genoptrykte samling Motiv (1914) - rummer tydeligt futuristiske tendenser. Jakob Brøbecher har skrevet efterordet til Motiv, og det er blevet en nydelig fysikrapport.

 

<sverige>

CYF | 1/6/04

Vi er faktisk stadig nogle, der kan huske dengang, man slet ikke kunne SE smiley'erne endnu. Simpelthen ikke kunne få øje på dem. Det tog heldigvis ikke så lang tid som med stereogrammerne. Men det lille ryk, hvor man fik øjnene op for den tværgående læseretning og et sekund lignede en tåbelig Ofir-reklame, var til gengæld ret så glædeligt. Det bekræftede i al fald mig i, at der stadig var overlevende, for hvem tegnene eksisterede med deres individuelle kendetegn: som kunne se dem for bare ord. En smiley er på sin vis verdens mindste figurdigt eller kalligram. Et sted, hvor ordet et nanosekund slår over i billede.

Eller den var. Og det af to grunde. For for det første går der ikke længe, før også smiley'erne - i al fald de mere simple af slagsen - selv bliver til tegn. Sådan tager et nyt skriftsprog form for øjnene af os, omend måske ikke nær så magisk, som vi forestiller os hieroglyfferne eller de kinesiske ideogrammers fødsel, men alligevel... jeg mener: i vor tid! Den lille kalligrammatiske rystelse varer kort, men sker ikke desto mindre igen, hver gang nogen finder en ny kombination af sære tegn, der kan få deres "samtalepartner" til at trække på smilebåndet, eller måske ligefrem er et dækkende udtryk for deres tanker? Og skriftsproget viser sine sprækker.

Men for det andet... er smiley'en jo lagt i graven. Slået ihjel af den samme slags nørder, som i sin tid satte dem i verden. For i alle opdaterede kommunikationsprogrammer skrives det glade ansigt måske stadig af nogle få udvalgte med tasterne "kolon, bindestreg, parentes slut", men maskinen erstatter dem i samme sekund storsmilende med et hånligt gult fjæs, der langt overgår de mest kitschede blandt computerens medfølgende skrifter.

Som fotografen Christer Strömholm plejede at sige: "Verden har de farver, Kodak har bestemt". Microsoft styrer - for vildt.

 

 

KW | 20/5/04

"Verden er for mig hverken hallucinerende eller det modsatte. Der er ingen regler. Man blander kortene." Den italiensk-kinesiske neenstar Yi Zhou har sin helt egen kortblandings-stil (se også tidligere plog). Hendes værker er et flydende "standby" af tegninger, skrift, fotos, video, lyd og bevægelser. En stemming, der strømmer forbi, uden hverken start eller slut. Stand by er titlen på hendes aktuelle bog med tegninger. Det er en tilfældig association af ting, mennesker og oplevelser fra kunsterens hverdag, hvor ord og ting glider sammen. Cykler, ansigter, læbestift er tegnet med same gracile fimrehårslignende streg som bogstavernes håndskrift. Eller omvendt: hun skriver med ting og staver sit fornavn med brækkede tændstikker.

Hun optræder ofte selv i værket, i al upersonlighed, som i sin nyeste video, hvor hun fornyr kampvideospil-genren og kæmper mod sig selv iført gul gasmaske, mens den kinesiske musik spiller, tilsat lyden af fægtescener. Som i Zhang Yimous film Hero er kampscenerne en koreografi af ulæselige skrifttegn.

Elementer fra tidligere værker remixes i nye sammenhænge. Animationen About yi, hvor hun som en maskinel barbie-avatar jonglerer med store skinnende røde æbler, indgår også i Miltos Manetas digtiale Whitney-biennale 2 (2004). Klikker man på Zhous værk, leger hun med æblerne rundt i det virtuelle museum, mens man betragter stills fra de øvrige udstillingsværker. Browseren afslører, at værket også kaldes snake. Dukkepigens leg med æbler er ikke så uskyldig endda, men trækker syndefaldsmyten med sig omme på værkets kodede bagside. Den umiddelbare happy-go-lucky-atmosfære fortæller ikke hele sandheden. Men verdens ondskab er blevet en både komisk og æstetisk mulighed som i animationen Jump2morrow, hvor små mennesker kaster sig som sorte skrifttegn ud fra tegnmassens højhus, der som et stort foranderligt tegn langsomt udhules.

 

<digital poesi>

  

tilbage i plog'en

  kommentér plog'en | plog-oversigt


aktuelt
 

 
poesi
visuel