frem i plog'en

plog-oversigt

plog-temaer

kommentér plog'en

andre blogs

MD | 8/10/03

Det var ellers begyndt så godt. Ned ad trappen fra atelieret og hen om hjørnet til den hyggelige franske café. Afgive bestilling, Dankort, tak, og et glas rødvin at vente på. Snakke med den søde servitrice om dagens arbejde, om den igangværende istandsættelse af lejligheden og om de næsten for store arbejdslokaler, men også om nødvendigheden af at have store rum, hvis man skal holde flere bolde i luften ad gangen. Men da hun så høfligt - midt under ciabattabolleflækningen - havde spurgt, hvad han lavede, var han jo nærmest eksploderet...

”Jeg er Per Arnoldi”, forkyndte han tydeligt oprørt over udebleven genkendelse hos servitricen. Og da hun stadig ikke viste tegn på genkendelse, men snarere var blevet i tvivl om, hvorvidt manden fortsat ønskede de fire bestilte sandwiches take out, fortsatte han lidt mere afdæmpet: ”Jeg er kunstner og laver krukker og plakater og den slags”. Hun nikkede venligt. ”Men hvorfor skulle du da også vide det”, sagde han med en lille hovedrysten og fik endelig udleveret familiens middagsmåltid.

”Kunst er kommunikationens kunst”, lyder mottoet i Per Arnoldis nye plakatbog. Men det kunne lige så godt indlede det lille hæfte, som street artisten Husk Mit Navn har udgivet på Arena. Husk Mit Navn kommunikerer for tiden vildt i alle retninger. Udover hæftet udstiller han på galleriet V1, er konstant synlig i de københavnske brokvarterer og netop hjemvendt fra udstilling i Berlin. Da jeg forleden besøgte Malmø, optrådte hans streg desuden på Anna Lindhs mindevæg. Husk Mit Navn er på tværs, ironisk, kærlig og morsom. ”Sig nej til krig ­ Ja!”, lyder teksten i en af nyklassikerne, og man ved sgu ikke, hvilken stemme man skal holde med. Det er som tekster og billeder taler fordækt om hinanden. Og så aner man alligevel... Husk Mit Navn sår tvivl ­ blot ikke om sine kvaliteter. Skal ses på gaden eller på nettet. Eller i bogen, hvis man ikke er for fedtet.

 

<det offentlige rum>

CYF | 7/10/03

Vi har måske ikke for vane at være ligefrem dagsaktuelle, men vi kunne nu godt have rubbet os lidt mere med følgende udbasunering: LÆS Hvedekorn nr. 1 2003 (på tryk såvel som på nettet). Nummeret, der præcis handler om dét: At læse. Vi kan kun trøste os med, at det nok skal blive en klassiker - fyldt som det er med kinesiske æsker à la:

En digter (Jens Blendstrup) læser et billede, og selve læsningen heraf og af digtet, det har affødt (se: ekfrase), aflæses derpå ved hjælp af såkaldt "øjenbevægelsesregistreringsudstyr", hvormed der tegnes nye billeder oven i de allerede aftegnede. Som jeg som læser i anden grad igen kan samlæse med førstnævnte og med mine egne øjenbevægelser. Du kan godt se: du må selv se det (peg på billedet for at se læsningen).

Der er også et så godt som ulæseligt digt (Lars Raattamaa's Al-Jezeera) - OM det ulæselige? I al fald en tekst, der mest ligner en email, der har sat sig på tværs i censuren eller kulturkløften. Og der er mere letlæste og forrygende digte om blandt andet fejlskrivninger - Ulf Karl Olov Nilssons, hos hvem også ordene står: "at skrive bliver at læse". Og så er der digte (af Inger Christensen), der er skrevet på noder (af Karl Aage Rasmussen) ud fra digterens sungne oplæsning - og andre omsat til inciterende, fingertouch-blindskrift. For slet ikke at nævne den digtsamling, der ligger "skjult" imellem hvedekornet: hele Sophus Claussens Hvededynger fra 1930 trykt på én enkelt side, tilsyneladende fra ord til andet, men det kræver en skarp lup at læse den!

En i dén grad kurateret udgave af det gamle tidsskrift, der traditionelt har ladet ord og billede leve i chambres separées, men som, siden redaktionen hedder Søndergaard, Thøfner & Brøgger, har åbnet for det oplagte: samlivet. At skrive er at læSE.

 

 

MD | 5/10/03

Drawings, Poems hedder Gordon Fazakerleys bog fra 1962. Udgivet på Bauhaus Situationniste og med forord af Jørgen Nash. Fazakerley er født i England i 1937, studerede ved Liverpool College of Arts og Central School of Arts and Crafts i London, men flyttede allerede i 1962 til Danmark. Han bidrog til opbygningen af Drakabygget - det situationistiske hovedsæde i Skandinavien, var redaktør på Situationistavisen og er medunderskriver af manifestet fra den situationistiske internationale. Det Fri Universitet i København udstiller for tiden materiale af blandt andre Fazakerley og har til lejligheden udgivet en række nye hæfter.

I Drawings, Poems skaber Fazakerley smuthuller mellem tekst- og billedverden. Ord og ordrækker hælder hid og did på siderne, vender på hovedet eller er flettet sammen i regulær nonsens. Ordene danner grafiske figurer, bliver til rulletekster eller udgør blokke, trekanter og trappetrin. De danner billedflader og udsmykker siderne snarere end betydning og meningsfuld dybde. Tegningerne derimod vil ofte være tekst. Kalligrafier og ideogrammer. Et sted aner man en fugl, en redefuld æg, måske en menneskeskikkelse, men oftest er Fazakerleys tegninger abstrakte fragmenter af et ukendt skriftsprog. I en anden tid, et andet sted ville Fazakerleys tegninger sikkert være fuldt ud læsbare. Nu må man nøjes med at se - og sikken en fornøjelse.

I sit forord til bogen fortæller Nash, at ”most poets are bloody liars”. De smører digte til med drømme og lærreder med slatne lyricismer. Omvendt Fazakerley. For ham er digtet ”vågent og konkret”. Det er en handling, ”an act in the critical moment, the moment communications breaks down, not a mine of the unconscious. Only the sick have waking dreams”.

Skandinaviske situationister 1 >>

 

 

MD | 5/10/03

Ekfrasen er en traditionsrig genre inden for den visuelle poesi. Ekfrastisk sprogbrug levendegør en beskreven genstand for vort blik eller udnytter et givent kunstværks strukturer og former i forsøget på at reproducere samme værk i en ny tekst. Keats romantiske "Ode to a grecian Urn" og Homers gengivelse af Achilleus’ skjold er nok de mest berømte eksempler, men også nyere digtere har gjort forsøg med ekfrasen. Ser man på den danske konfrontationsmodernisme fra begyndelsen af tresserne er det først og fremmest digtningens eget sprog, som er genstand for ekfrasen. Et digterisk sprog, der mimer digterisk sprog altså. Anderledes med sentressernes konkret- og pop-poeter, hvor visuelle kvaliteter atter kommer i centrum. Man kan tænke på poeter som Hans-Jørgen Nielsen og Vagn Steen eller på Robert Corydon, hvis calligrapoetica udstilles andetsteds på Afsnit P.

Skæver man til vor svenske naboer, er der rigeligt med ekfraser i tressernes konkrete poesi og øvrige tværæstetiske eksperimenter. Og trækker man linjen helt frem til vore dage, er der tidligere på året udkommet et spøjst, lidt gammeldags forsøg i genren. I Folke Isakssons Stenmästaren (Albert Bonniers Förlag) har digteren ladets sig fængsle af stenfigurer, der præger middelalderkirkerne på Gotland. Isaksson er trådt i de ukendte stenhuggeres sted og har forsøgt at reproducere ikke bare stenfigurerne, men også Stenmästarens tanker i sine digte. Det sidste falder vel egentlig uden for ekfrasens område, men med Isakssons enkle og loyale facon skal han være tilgivet. Samlingen er venlig og inviterende. I efterordet fortæller forfatteren, hvordan "en følelse af fortrolighed, ja næsten slægtskab indfinder sig, når man betragter disse ukendte, ældre modernisters værker". Stenmästaren er et velovervejet tilbageskridt, der inviterer til nye forsøg med ekfrasen.

 

<sverige>

MD | 2/10/03

Cyklen får digtere op på mærkerne. Får dem til at gøre sig umage, sætte fart på, cirkulere og rotere. Gang på gang ruller cykler frem i litteraturen med al deres vedholdende tingslighed og dynamiske potentiale. De lyder af fremdrift og præger med fysisk fremtoning. Jeg løfter højre ben over stellets parallelogram og stikker tæerne forsigtigt ind under pedalens tomme tåklips, skrev Albert Dam i sin debuttekst. Cykler kan få poesien op at køre. At enkelte SER med cykler er til gengæld nyt:

”Og ikke, at der skulle være noget forkert ved, at tingene genfinder os hver dag og er de samme. At den samme kvinde ligger ved vor side, det samme ur, og at romanen, der ligger opslået på bordet, igen tager en tur på vore brillers cykel, hvad skulle der være forkert ved det?” INTET! Absolut intet. Gid tingene hver dag måtte genfinde mig og være de samme.

Citatet stammer fra Julio Cortázars Historier om kronoper og famøser (Basilisk), der handler om utrolig meget andet end cykler. Især om drømme, der mere virkelige end virkelighed og om muligheden for at opfinde verden på ny. Historier om kronoper og famøser er udfoldet i korte skiftende tableauer af mere eller mindre absurd karakter. Alverdens processer vendes på hovedet, mens ting og sager forbliver, hvad de er. Jeg vil foreslå genrebetegnelsen ”ikke-magisk ikke-realisme” og J.L. Borges, som nærmeste kampfælle. Cortázars tekster er dog mere grumsede og mangestemmige end Borges’ og pointerne ikke nær så spidsfindige. ”Vejledning i at forstå tre berømte malerier” anbefales varmt ­ hér giver Cortázar syn for sagn. De afsluttende ”naturhistorier” er skarpe og morsomme. Men mange tekster undervejs bidrager mest til tom undren. Som om fortælleren ikke helt er kommet op i gear. Én cykel gør altså ingen sommer.

 

 

 

CYF | 2/10/03

Jeg indrømmer, jeg smilte under læsningen af Niels Lyngsøs og Erik Skyum Nielsens anmeldelser af Tore Ørnsbo og NG Hammers fælles digt/billedsamling Bastard. For jeg husker ikke, hvornår nogen sidst har forholdt sig i den grad til bogstavernes udseende i en digtsamling. Lyngsø kalder det en "anstrengende oplevelse" at læse digtene på grund af "den ualmindelig grimme skrifttype de er sat med: den krøllede, gotisk-lignende democratica leder tankerne i retning af et middelalderinspireret fantasy-univers (...) i en digtsamling er den - i mine ømme øjne - en vederstyggelighed. Selv om skrifttypen gør, hvad den kan for at hindre adgangen til digtene, bør man nu alligevel kæmpe sig frem: Digtene er det værd". Og Skyum nævner afslutningsvist "den valgte skrift, DemocraticaBold, som udmærker sig ved helt umanerlig grimme og krukkede g'er, j'er og y'er. Muligvis matcher den NG Hammers særlige stil (se selv efter på www.nghammer.com), men til sarte digte egner den sig næppe."

Bastard betyder som bekendt på dansk en krydsning eller en hybrid, men det kunne være fristende at udtale det på engelsk: "you baaastard". Det gadekryds, digteren og tegneren har undfanget sammen, serveres ganske vist i et ærbødigt skinnende stift bind - nøjagtig som et tegneseriealbum i øvrigt - men VIL ved gud være vanskabt, og det er her - hvor ord og visualitet mødes - skrifttypen netop får skidtet til at hænge sammen (takket være bogens designer Henriette Tost). For godt næsten? På samme måde, som bogens digte og billeder har en tendens til simpelthen at sige de samme ting to gange, hvilket der jo ikke er vundet meget ved.

Lyngsø synes, digtene er de bedste fra Ørnsbo hidtil, bedre end de billeder, de sætter af fra. Skyum kalder ordene "bovlamme", men holder sig fra at mene noget om tegningerne. Selv spekulerer jeg på, om de i virkeligheden begge har set sig så sur på skrifttypen for at slippe uden om at sige deres mening lige ud om tegningerne, der kunne være udgivelsens største problem? Men... "sarte digte" og "ømme øjne"... helt ærligt...

 

 

KW | 2/10/03

Modermærker (Moles) er en poetisk udforskning af kroppen foretaget af den amerikanske webkunstner Liz Miller. Hun anvender modermærker, ar og lignende indskrifter som et personligt navigationskort over internt forbundne, selvbiografiske historier. Ved hjælp af modermærkernes konstellation fremskriver hun sin egen identitet, først og fremmest kønsidentiteten. Og det er en ganske almindelig historie om tilpasning og brud på familienormer, om at være ung, frygtløs og elektrisk.

Nu kunne det lyde som endnu et eksempel på tidens reality-trend, hvor det pirrende synes at bestå i dobbeltkiggeriet: ’at du ser, at jeg ser på mig.’ Men det fascinerende ved Millers modermærker er den æstetiske spænding mellem at være subjekt og objekt: mellem den intime indre geografi og det kliniske, lægevidenskabelige design med røngtenbilleder og aftegninger af kroppen, som man for eksempel ser i obduktionsrapporter.

Værket leger med forestillingen om diagnose og blotlæggelse: kroppen fragmenteres og undersøges i små præcise bidder, og får læseren klikket de rigtige steder, dukker historier og snapshots op, der biddrager til at sammenstykke kortet over kvindens historie og identitet. Samtidig holder fortælleren på sine hemmligheder med slørede, kornede billeder og videoklip, og tekster, der kun delvist lader sig læse.

Det kræver en god opkobling eller tålmodighed at være voyeur. Men det er værd at vente på detaljerne. For selvom værket er spinkelt og sprødt, er det også udfoldet. Det benytter en form, der både rummer sansning og refleksion. Som overskrider den ultra-feminine selvindkredsning og blandt andet demonstrerer, hvordan grænsen mellem privat og offentligt flytter sig i takt med den teknologiske udvikling.

Modermærker - en webfortælling befinder sig på Drunken Boat: et i øvrigt særdeles anbefalelsesværdigt webzine, der udkommer fire gange om året og rummer et stort udvalg af international poesi, oversættelser, essays, interviews, web- og lydkunst.

 

<digital poesi>

CYF | 2/10/03

I vores nærmeste naboskab, i den anden ende af den såkaldte, nu allerede nedrevne, Kulturbro og den lidet befærdede, men stadig eksisterende Øresundsditto, gemmer sig en aktiv gruppe af dyrkere af computerbåren kunst under navnet Electrohype. Efter et par ambitiøse internationale festivaler, som formodentlig ikke har set sin mage i Norden, har Malmöboerne nu også indrettet sig et permanent, fysisk opholdssted, logisk nok kaldet Electrohype-ROM, med ambitionerne om både at vise enkeltudstillinger i mindre målestok på stedet (JoDi åbnede ballet i forsommeren) - OG at opbygge et arkiv og bibliotek, som skal være åbent for enhver, der måtte have brug og interesse for informationer om computerbaseret og højteknologisk kunst. Til sidstnævnte efterlyser electrohyperne nu idéer til afhandlinger, artikler, kataloger mv., der relaterer til genren - og allerhelst naturligvis, hvis du skulle have lyst at donere et eksemplar.

Men Electrohype indkalder også projektforslag: til en Mac Classic-julekalender såmænd... Hver dag i hele december måned løftes sløret for et nyt værk udviklet specielt til Mac Classic II-modellen (introduceret i 1991), hvorefter de 24 værker vil blive vist simultant til og med 20. januar i ROM'et. Idéen med udstillingen er at fokusere på og reflektere over udviklingen i den computerkunsten og i de stadig større hardwarekrav i både skabelsen og præsentationen af kunst (i det hele taget?). Sidste frist for indsendelse af forslag er 15. november, men meget gerne før. Og det er ikke noget krav, at man har gemt sin gamle Mac, Electrohype har det fornødne kram.

 

<sverige>

MD | 2/10/03

Copenhagen Free University vil benytte efteråret til at vise rundt i den Internationale Situationisme. På sitet kan man løbende følge med i den frisatte forskning og lade sig gå på af en række nyoversatte situationistiske tekster. Det er ikke lutter lagkage, men indimellem muntert og i hvert fald forstyrrende i ordets bedste mening. Der er Jorn, Nash, Debord, SPUR-gruppen, BAUHAUS-SITUATIONISTE etc. Tekster om byrummet, om økonomisk politik og kulturrevolution samt et helt kor af situationistiske manifester. Det Fri Universitet har med udgangspunkt i Skandinavien og de skandinaviske kunstnere samlet en mængde materiale og vil i efterårets løb præsentere det ved filmforevisninger, foredragsaftener, udstilling, i læserum og publikationer. Værkerne er ofte et broget tværæstetisk sammenrend og skal både ses, høres og læses. Gerne på én gang. Det bliver banalt med vilje for viljen er banal. Og med lidt god vilje bliver det gamle støvler - se selv:

Intet andet sted finder man så mange smagløse ting som i Paris. Dette er netop hemmeligheden ved, at det stadig er stedet, hvor kunstens inspiration lever.

Der ligger for eksempel også en direkte symbolsk styrke i ordene:

Sig det
med
blomster,

der gør dette digt til en af grundpillerne i dansk lyrik. Det er udtrådt som en støvle af almindelig fin pasform, og kan på det musikalske område kun sammenlignes med de amatørorkestre, der spiller falsk.

Asger Jorns ”Intime banaliteter” fra 1957 er efter min mening en af de foreløbig fineste tekster i sitets arkiv. Vi kan glæde os til flere - og til foredrag og film på Det Fri Universitet. Bliver ventetiden for lang, kan man ty til det svenske Textarkivet og dér forsøge at finde egen støvle.

 

 

CYF | 2/10/03

Afsnit P har haft sin sidste sidste nyt og får hermed sin første plog. Vi har med andre ord tage b'et i blog ved kravebenet og vendt det 180 grader. Vores nye kollektive P-logbog skulle gerne forme en sværm omkring det sted i universet, der hedder den visuelle poesi. En samling korte, personlige (men ikke private), illustrerede og link-behæftede betragtninger - nyheder af både ny og ældre dato - skrevet af nogle af de faste bidragydere på sitet.

Skulle du få lyst at reagere på de forbistrømmende ord og billeder her i plog'en, står vores brevsektion åben for dine kommentarer. For dem, der savner kalenderstof på områderne litteratur og billedkunst, må vi i øvrigt anbefale Glaz Serup & Llambías' nye Litlive og den gode gamle Kopenhagen. Husk at tilmelde dig de tos nyhedsbreve, der udkommer henholdsvis hver måned og hver uge. Og glem naturligvis ikke vores egne p-mails, der udkommer, når der sker ting og sager på Afsnit P.

 

 

nyeste plog-indlæg


plog-oversigt | aktuelt | breve
 

poesi
visuel