Parkeret af:
Lotte Skadborg Hansen

Parkeringstidspunkt:
8/6/05 1:33

Kommentar:
P i plast: Afknækket del af ujævn plasticplade med indstøbte hårknuder samt lille kvadratisk stoflap med sort, maskinskrevet P.

Dette P dukkede op forleden, hvor jeg i forbindelse med en forestående flytning åbnede en rød trækasse, som har henstået urørt i rundt regnet 6 år. Mellem træstykker, metal og forskelligartede smådele lå ovenfor beskrevne plaststykke og derudover også en plastindstøbt fiskehale og samt et par udklip af tildækkede øjenpartier ligeledes indkapslet i plast.

Objekterne stammer fra et forsøg med støbning, som var et led i et stort tænkt projekt om tings vandring mellem kategorier. Projektet blev skrinlagt kort efter den første støbeseance, der må betegnes som mislykket, da den flydende plast ikke som ventet størknede, men vedblev at være klæbrig og stærkt lugtafgivende. Her 6 år senere noterer jeg mig dog, at plasten omsider er blevet hård.

Jeg har ingen erindring om, hvad P’et betyder, og hvorfor det er endt der. Jeg har pt. ingen bud på anvendelsesmuligheder.