8

Du skal sige navnet du
skal gentage og gentage og
gøre dig mindre
med bind for øjnene skal du snurre
og snurre, i ordenes delta danser en lækat
den danser på solvarme sten og du
falder svimmelt igennem dig selv
vinden kender alle veje, den hviler
sjældent, den hvisker om forrådskamre
og store lommer hvis indhold
du helt har glemt
en til dig og en til mig
sig det igen
sig det igen.

 

ELSE TRANBERG HANSEN

(Tag ikke mørket fra mig. Lindhardt og Ringhof/Arena 2000)

Dagens digt er valgt af Mai Misfeldt