23



Jeg vil sove æblernes søvn,
jeg vil forlade kirkegårdenes tumult.
Jeg vil sove som det barn
der ville plukke sit hjerte på det åbne hav.
 
Jeg vil ikke høre igen at de døde ikke mister deres blod,
at den rådne mund bliver ved med at bede om vand.
Jeg vil ikke vide hvilke martyrier græsset skænker,
jeg vil intet vide om månen med slangemunden
som arbejder før dagen gryr.
 
Jeg vil sove en stund,
en stund, et minut, et århundrede;
men alle skal vide at jeg ikke er død,
at der er en stald af guld på mine læber,
at jeg er vestenvindens lille ven,
at jeg er mine tårers vældige skygge.
 
Dæk med et slør i morgenrøden,
for den vil kaste håndfulde af myg over mig,
og fugt mine sko med hårdt vand,
så dets skorpionklo kan snuble.
 
For jeg vil sove æblernes søvn
for at lære en gråd der renser mig for jord;
for jeg vil leve med det dunkle barn
som ville plukke sit hjerte på det åbne hav.

 

FEDERICO GARCÍA LORCA

(Diván del Tamarít / Divan i Tamarít 1931-34, oversat af
Peer Sibast i De døde har vinger af mos, Husets Forlag 1990)

Dagens digt er valgt af Karen Wagner