20

Det uudtrykte, det uudtalte.
Men hvorledes?
Denne livets korthed
flyver stadig hurtigere af sted,
og forglemmelsen af dette eller hint efterår.
Fruentimmere i bomuldsskørter,
fnisen over gelænderet, skæve fletninger,
at sidde på potte ovenpå,
mens nedenfor slæder klinger ved havestuens piller
og mænd med overskæg og i ulveskindspelse kommer ind.
En hel menneskehed af kvindesager,
sammenfiltret hår, skrævende ben,
børnesnot, og mens mælken koger over
stank, og stakke fastfrosset i jorden.
Og de tider,
hvad man ikke foretog sig til lugt af sild
____________________midt om natten
i stedet for hvad der kunne have været skak
eller også en intellektuel ballet.
Og pallisader
og drægtige får
og svin spiselige eller uspiselige
og helbredt ved besværgelsen af en ko.


 

CZESLAW MILOSZ

af "Byen uden navn" (1969), i Jes Ørnsbos oversættelse
(fra antologien Lad os ikke pakke oceanerne ind i bomuld,
Vindrose 1983)
 

Dagens digt er valgt af Carsten Norton Pedersen