Måske er det kun tingenes
voksende uorden
der overbeviser os om,
at tiden gives til menneskene
i fremadrettede ryk
og ikke går baglæns.
At vi husker det som skete
og ikke det der vil ske.
F.eks. kan jeg ikke glæde mig
til at møde dig for første gang
eller fortryde det.
Alligevel hæver havet sig
langsomt i floderne
op mod bjerge og sne
for at give saltet tilbage
til gudernes øjne.
 
 
 
Morten Søndergaard: Sahara i mine hænder, Ild og tal, Ubestemmelsessteder (Borgen 1999)