OPSIGELSE
 
 
Gud skabte kvinden, læste jeg.
Men for mig var det faktisk omvendt.
I årevis gik jeg rundt med ham på ryggen,
verdens tungeste fjällräv, siger jeg,
protestantisk pik i nakken,
moralsk hold up,
som aldrig holdt op.
Og det uterlige gnubberi.
Den pædofile lokken med himmelske bolcher.
Altid kunne jeg høre ham rømme sig
som en truende overlærer.
Altid hans spiritusånde i nakken,
den kvalme stank af treenigheden
og de ustyrlige pisseengle.
Altid nogle friske fordømmelser,
udspekulerede lignelsers sindrige fælder.
Så en dag skar jeg gjordene over
og lod rygsækken falde til jorden;
der lød et plask bag mig, husker jeg stadig,
men jeg vendte mig ikke om.
Bare tanken om dette åsyn,
som en krænket tropsfører lå han
kommanderende apparatjikker, officerer.
Jeg har opsagt enhver kontrakt,
men jeg har stadig mærker i skuldrene
og blir nervøs, når jeg hører en telefon.
Er det ham, der vil have mig tilbage?
Vil man sælge mig Weekendavisen?
Aner det ikke, jeg lar den ringe,
imens jeg tænker, med Buñuel,
at det er Gud, som har gjort mig til ateist.
 
 
Peter Poulsen: En skygges forbigående
(Vindrose 1999)