Jeg hører lyde
det er Gud, der sætter spor i stjernen
dén, vi klistrer på ryggen
så natten kan lyse igennem os
hjertet under molakkorder
støv og fedt
vi ligger, tangenter til jorden
og sover på vand.
 
 
 
Simon Grotrian: Porcelænsbreve
(Borgen 1999)