Skuddet
 
Din tilbedelse behøvede en gud.
Hvor den manglede en, fandt den en.
Ordinære baseballspillere blev guder -
guddommeliggjort af din betagelse
der siden fødslen forekom beregnet på en gud.
Det var en gud-søger. En gud-finder.
Din far havde rettet dig mod Gud,
da hans død berørte aftrækkeren.
I det glimt
så du hele dit liv. Du rikochetterede
i hele din blændende karrieres længde
med et højhastighedsprojektils
raseri
der ikke kan miste et fodpund
bevægelsesenergi. De udvalgte
døde mere eller mindre ved anslaget -
de var for dødelige til at klare det. De var tankespind,
midlertidige, spekulative, rene auraer.
Begivenheder ved lydmuren langs din flyvebane.
Men inde i din pladdervåde Kleenex
og dine panikanfald hver lørdag aften
under dit hår der var sat på snart den ene, snart den anden måde,
bag noget der lignede tilbageslag
og kaskaden af råb diminuendo
holdt du kursen.
Du fik guldmantel, rent sølv,
nikkelspids. Projektilbanen perfekt
som gennem æter. Selv arret på kinden,
der så ud til du havde skrabet den over beton,
tjente som riffelgang
så du kunne forblive træfsikker.
Indtil dit egentlige mål
gemte sig bag mig. Din Far,
guden med den rygende riffel. I lang tid
svag som tågedis, jeg vidste end ikke
jeg var blevet ramt,
eller at du var gået rent igennem mig ­
for til sidst at begrave dig i gudens hjerte.
 
Der hvor jeg stod, kunne den rette heksedoktor
måske have fanget dig i flugten med de bare hænder,
have kastet dig, afsvalende fra den ene hånd til den anden,
gudløs, lykkelig, beroliget.
Jeg fik kun fat i
en lok af dit hår, din ring, dit ur, din natkjole.
 

 
Ted Hughes: Fødselsdagsbreve. Oversat af Pia Juul. Gyldendal 1999