SYDKORSET
 
 
 
Jeg begærede dig, navnløse Sydens Kvinde,
 
Ikke et åndesyn, men fuldkommen - stadig mere alene
Som Sydkorset tager natten
Og løfter hendes klæder af, et efter et -
Høj, kølig -
langt fra de lavere himles
Langsomt ulmende ild, -
dampende ar!
Eva! Magdalena!
eller du, Maria?
 
Hvis råb det end var - falder det forgæves på bølgen.
O abelignende Venus, hjemløse Eva,
Ugift, jaget ud af haven for at sørge evigt
Over forblæste guitarer på ensomme skibsdæk;
For til sidst at besvare alle spørgsmål i graven!
 
Og dette lange kølvand af fosfor,
hele vor
Rejses iriserende fure - slæbende spot!
Øjne krølles sammen af dets kys. Dets lange fortryllelse
Ansporer til hyl. Glidende på disse baglæns syner
Kærnes sindet til spyt, hviskende helvede.
 
Jeg begærede dig ... Sydkorsets gløder
Klatrende på skrå i duftende klynger.
At huske er blod; at stamme
Er ild ... Det er
Gud - din navnløshed. Og bølgeslaget -
Hele natten kæmmede vandet dig med sort
Uforskammethed. Du krøb simrende op, færdiggjort.
Vandet raslede den stikkende fjeder, dit
Kunstfærdige hår - føjelig, ak, af mange armes favntag.
Ja, Eva - min uønskede sæds genfærd!
 
Sydkorset, et bulet fantom ­ sank ned bag daggryet.
Lys druknede din rogns metalliske milliarder.
 
 

 
Hart Crane: Broen. Oversat af Bo Green Jensen og Jørgen Christian Hansen. Gyldendal 1999