Pensão Estrêla de Ouro, II
 
 
Gardinet på Estrêla de Ouros badeværelse
er tyndt som vingerne på et insekt,
ligesom møl kan vores lyske, lår og testiklers violette sække
lade sig omslutte af lys.
Flisernes emalje er hård,
vores tænder kan vide sig omfattet af
blind accept. Ingen skarn har krævet et forhæng, og stænkene
fra menneskehedens afvaskning i karret har spredt
sine blade, hvis stilk af kalk nu gror
i gulvet. Toilettet, kun adskilt fra receptionen af en spinkel dør,
er langt fra at skamme sig over de grå fækalier;
i den mørke korridor står et fotografi
af den yngste søn, bortrejst, nu indrammet
i en tåre af selvlysende kemikalier.
Selv har jeg glemt, hvorfor man engang følte skyld
og skammen, der aldrig har dybere grund
end blottelsen, har taget dens plads.
Så skjules rørene bag tapetets broderede sække,
såvel euforien som det lysende savn blir mørklagt, og mens
gulvets roser af kalk blir fjernet, vokser i gardinets
slagskygge min blufærdighed.
I Pensão Estrêla de Ouros køkken skinner det fedtede
ikon af Maria i gasblussets skær,
her hengår dagene i bøn og skamløshed.
 
 
Morten Blok: Capital
(Samleren, 1999)