dine kys er min ene religion,
som derfor er polyteistisk,
min anden er naturligvis
skæbnen, som ufravendt
 
med sit eneste øje stirrer
på denne endnu levende
og tænker "nu igen" og
vel med rette: ja, nu igen,
 
min elskede, cyklopens
vilje kan sætte sine tegn,
men først når vi med
 
kønnets pensel sirligt
på værens lagener har
prentet en uimodsigelig
(tekst)
 
 
 
Per Aage Brandt: Night and Day
(Borgen 1999)